Om at vokse den rigtige vej

Det er nu snart et halvt år siden, at vi valgte at flytte Skrupsakken fra den folkeskole han var startet på kun et halvt år forinden. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det har været et godt bytte. Et rigtig valg. Vi valgte en lokal privatskole. Så ja, vi er en del af dén statistik, der skrives en del om i nyhederne for tiden. Lad mig slå fast: vi flyttede ikke pga. skolereformen. Vi flyttede pga. dårlig skoleledelse og et utrygt miljø for vores barn. Vi flyttede fordi vores barn var skoletræt efter kun et halvt år i skolen.

Nu, et halvt år efter, er jeg selv ved at nå dertil, hvor jeg kan deltage i morgensangen på den nye skole og ikke blive rørt til tårer. Jeg har seriøst siddet der på sidelinjen og smågrædt af glæde over at se en af lærerne stå og småfjolle, kramme og hundse med de store elever og høre hele skolens elevflok synge fælles fødselsdagssang for dem, der har fødselsdag netop den dag. De har en lærer på skolen, som skriver sine egne sange, og også det kunne få mig til at sluge klumper i halsen og blinke tårer væk. For det er gode sange. Med indhold og med glæde for musik og børn. I det hele taget er morgensangen bare en dejlig stund for alle. Og den ledes af skolens leder. Hun kender børnene og de kender hende.

Han er vokset af flyttet. Ikke bare fagligt, hvor han nu kan både læse og skrive en del og har ret godt styr på regnereglerne for plus og minus. Det gør mig stolt, klart det gør! Men det, der virkelig gør mig stolt, er når han selv nu, går hen til sin fodboldtræner og spørger om kontingentregler eller selv går ind i en butik og spørger ind til en vare og bagefter køber den. Hans tillid til andre voksne er vokset helt enormt. Hans tro på, at han godt kan og at han ikke fejler er vokset. Hans nysgerrighed til at ville vide alle mulige mærkelige ting om alt muligt er vokset. Og….hans frækhed er vokset. Og jeg kan lide det hele!

Jeg kan godt lide, at han har fået mere nerve. Mere vilje og mere modspil i sig. Vi tager flere ture herhjemme på den konto, men hold nu op, hvor synes jeg det er fedt, når han står fast ved noget, han synes er uretfærdigt eller han ikke lige gider. Ligesom jeg synes det er fedt, at han siger fra overfor sine kammerater, hvis de gør noget, som han ikke har lyst til. Han er ikke bange for at miste ansigt. Han hviler sgu meget godt i sig selv på den måde. Det gør mig stolt af at være hans mor!

Han er vokset. Det er jeg den nye skole evigt taknemmelig for. For han vokser op og ud nu.

Pinseskriblerier

Så skøn en pinse, det har været! Vi startede med at holde fri om fredagen, hvor vi bare slappede af herhjemme.

Lørdag havde Skrupsakken en legegruppedag med to af sine venner fra klassen. I den anledning havde vi inviteret drengenes forældre til at grille med om aftenen, når de hentede. Vi er efterhånden ved at være en naturlig del af den “nye” klasse og det er rigtig rart, at vi også efterhånden kender en del af forældrene nu.

Vi havde en virkelig hyggelig aften på terrassen med god mad, sammenskudsglæder og god vin og rom. Og imens kunne ungerne lege videre. Det er tydeligt, at for Skrupsakken betyder det virkelig meget, at han kan se, at vi kender forældrene og kan lide dem. For ham er det trygt og godt og giver ham mere ro til også selv at gå lidt mere til de andre forældre. Han er stadig virkelig glad for sin nye klasse og ikke mindst skolen. Det samme er vi. Der går faktisk ikke mange dage, hvor en af os ikke lige siger et eller andet om, hvor rigtigt det var at flytte ham.

Søndag var vi ved min bror og hans familie. De sidste mange gange vi har set hinanden har været i større sammenhænge som ved fødslen af deres lille nye Sarah eller ved vores nevøs fødselsdag. Og når vi er så mange mennesker samlet, får man ikke altid lige snakket med alle. Derfor var det så rart at have i en dag som i søndags. Hvor der er ro på. Vi kan snakke med hinanden. Ungerne kan lege. Og vi kan nyde det lille nye familiemedlem i ro og mag. Lidt sjovt at tænke på, at alle disse tre piger har jeg været tæt på fra første øjeblik:

Den største er mit gudbarn. Da hun blev født sad jeg på fødegangen og ventede med en bog. Min bror og svigerinde havde sagt god for det. Det var SÅ stort at få sådan et lille nyt menneske ind i sin familie. Den næste, ja hun er jo min egen Ananas, så det siger sig selv. Og den sidste kom til verden, mens jeg passede hendes søskende og ventede spændt sammen med dem derhjemme. Jeg er meget stolt over at have dem alle tre i mit liv på den måde. Det er meget priviligeret at få lov til det som søster og svigerinde.

Mandag formiddag gik med et panikprojekt. Indrømmet: not my finest moment. Jeg havde købt en lyserød seng på DBA til Ananassen, som gerne ville ud af tremmesengen. Men den var lidt for lyserød. Og da vi havde fået skilt den anden ad, måtte vi jo have den nye klar inden hun skulle sove mandag aften. Så male male male…..og andet lag…male male male….

3. lag….male male male….oooooooog færdig! Det er typisk mig lige at hive sådan et lille hyggeprojekt ind fra højre. Min mand er et meget tålmodigt menneske på den front.

Solen hjalp rigtig godt med at lyntørre sengen og gjorde det muligt for os at nå omkring mine svigerforældre om eftermiddagen og nyde de sidste helligdagstimer med dem i deres dejlige have. Og det var en meget stolt Ananas, der til sidst blev puttet i sin nye seng. Og hun kom kun op fem gange og var kun halvanden time om at falde i søvn, så det gik jo rigtig godt med at skifte seng…

Den der 7. juni, den er særlig for os

Hvert år, denne aften, sidder jeg og prøver at formulere, hvorfor jeg har fået en klump i halsen og tårer i øjnene, hver gang jeg har set på mine børn i løbet af dagen.

Hvert år, denne aften, sidder jeg og tænker på dagen i morgen, som for altid vil være dén dag.

Dén dag, hvor hun måtte give op. Den lille Isabella. Den dag, hvor hendes forældre, som allerede troede, de havde oplevet det værste en forælder kunne opleve, nemlig at kæmpe om liv og død på cancerafdelingen i et opslidende og ulideligt år, måtte sande, at der fandtes det, der var værre: At tabe den kamp.

Det er SÅ svært at finde ord, der er nok. Og alligevel VIL jeg finde lidt ord. For hun fortjener at blive nævnt. Igen og igen. Husket. Og være den evige påmindelse, hun er, på at livet er det mest værdifulde vi har, næstefter hinanden.

Det er nogens hverdag at leve hver dag uden sit barn. Det er ikke min. Men jeg tvinger mig selv til i det mindste at prøve at føle deres tab, så jeg kan forstå bare en lille brøkdel af deres smerte. Mest af alt, fordi hun også er savnet af os. Hun er en del af vores egen seksårige dreng og knap treårige pige. Den alder hun ville være nu og den alder hun var, da vi så hende sidst. Hvor ville jeg gerne have haft hende med i sommerhus i sidste uge, da vi nød Ebeltoft med hendes forældre og søskende.

Hvert år, denne aften, tænder vi lys i vores hjem. For i morgen slukkedes hendes. For tre år siden i år.

Det der hverdag

Vi fejrede Fars Dag i går ved at lade Far være alene hjemme med to lukkedagebørn og en lungebetændelse. Alt sammen hans, både børn og lungebetændelse.

Jeg havde det ærlig talt lidt dumt indeni, ved at lade ham i stikken på den måde. Men en ny hverdag er dukket op for os. En hverdag, hvor min arbejdstid også fylder. Og hvor jeg ikke bare har fri, fordi ungerne har fri. Til aftensmad fik vi: rester fra i foregårs: spaghetti bolognaise + rester fra i går: mad fra den lokale inder + rester fra min frokost på job: Jakobs marokkanske kødboller med Quinoa og salat. Restebuffet. Med rødvin og saftevand til blev det et festmåltid.

Jeg har en times pendlertid hver vej til og fra arbejde, så morgenstunden kunne helt klart prioriteres anderledes end vi gør nu. Vi spiser sammen og kører sammen alle fire. Afleverer en efter en. Klart vi ville optimere dagen, hvis jeg kørte meget tidligere, så jeg kunne komme tidligere hjem. Det gør vi ikke. Det giver lidt længere dage til børnene, men til gengæld giver det også samvær med os begge og ro på i morgenstunden. Jeg bilder mig faktisk ind, at de også helst vil have det sådan. Det hjælper også på det, at jeg har arbejdstid og -mulighed i toget. Tænk, hvis jeg ikke arbejdede digitalt.

Jeg elsker at hverdagen er et puslespil engang i mellem. Og at vi ryger op at toppes og har udfordringer I at få tingene til at passe. Og at vi fejler ind i mellem. For det betyder, at vi har mange ting, vi gerne vil. Det fede er, når alt kommer til alt, så vil vi allerhelst bare være sammen, derhjemme. Og så er det faktisk temmelig priviligeret, synes jeg, at den tid, der frarøver en det samvær, er tid man også er vild med. Jeg er seriøst vild med mit arbejde. Jeg elsker alle de forskellige opgaver jeg har nu. Jeg elsker togturen derind. Jeg elsker gåturen langs Grønningen. Jeg elsker det sgu! Og jeg elsker at komme hjem igen bagefter. Det giver mening nu, at køre væk fra dem jeg elsker. Det gjorde det ikke helt på samme måde for et år siden.

Jeg hader HADER H.A.D.E.R. derimod vasketøj, madpakker og rengøring. Vi deler tjanserne på det område og betaler os fra resten.

Jeg synes hverdag i en småbørnsfamilie kan være skide hårdt engang i mellem. Især når der som i denne uge, kommer en lungebetændelse og en bihule- og mellemørebetændelse til. Men vi klarer det jo og så er det heller ikke værre. Derimod giver sådanne ting mulighed for at stoppe op og give far og datter en hel eksklusiv uge sammen med hygge derhjemme. Ingen af dem har været slået ud af sygdommen, så det har været en hverdag i tosomhed for dem, som de nok i virkeligheden trængte lidt til i en ellers meget morsygperiode.

Hvad prøver jeg at sige? Jeg prøver at melde lidt pas på Facebookudfordringer, tror jeg. Jeg gider ikke vise fem hverdagsbilleder. Det gør jeg så rigeligt i forvejen. Tjek selv min IG. Og jeg gider heller ikke skrive tre positive ting i tre dage. For livet er mere end at tage ja-hatten på og se det positive i alt. Noget jeg i forvejen også er ret god til, hvis jeg selv skal sige det. Min hverdag er min. Med alt hvad det indebærer af tilvalg og fravalg. Af vasketøj og nærværstid. Af job og fritid. Jeg vil ikke bytte den for noget. Jeg værdsætter hver en lille del af den. Og jeg ved, at der er folk derude, der slås med langt større udfordringer end vi gør.

Dramaet om indeni og udenpå

Van Gogh og Gauguin er to af mine yndlingskunstnere. Lige for tiden er der en stor udstilling på Ordrupgaard med netop de to og Émile Bernard.

Skærmbillede 2014-05-28 kl. 22.56.08

Jeg skal op og se udstillingen sammen med Cristine og Julie den 9. juni og jeg glæder mig! Ikke bare til at se dem igen. Men også til at nyde det smukke museum (en af mine favoritter i DK) og til at se udstillingen. Den skulle være ganske fantastisk og være opbygget i forhold til den konflikt Van Gogh og Gauguin havde i Arles, hvor de var uenige om måden at udtrykke verden omkring dem på: Skulle man vise det man så, eller skulle man vise det man oplevede indeni? I virkeligheden ikke kun en konflikt mellem de to, men en generel konflikt inden for kunstens verden på det tidspunkt i slutningen af 1800tallet.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg faktisk fået lov til at dele udstillingen med jer også. Jeg har fået to fribilletter til at dele ud på Billedguiden. Så hop over på Billedguiden og skriv dit navn i kommentarfeltet, så trækker jeg lod om to vindere den 4. juni. Du kan lige nå at se udstillingen, som slutter den 22. juni.

Vinderne af de grafiske perler

Jeg har trukket lod! Godt nok lidt senere end lovet, men hey, så nåede de sidste også med og fik chancen. OG husk, hvis I ikke er blandt de heldige vindere, så kan bøgerne købes direkte ved forlaget til en meget fair pris. Jeg kan kun anbefale dem begge på det varmeste. Så kan I samtidig smide Anne Bredahls nye udgivelse Jeg vil ikke tage det flot med i kurven. En bog jeg helt sikkert selv skal have fingrene i. Jeg har længe været en kæmpe fan af Annes skriverier. Ikke mindst hendes måde at beskrive sin diagnose med sklerose på, som bogen netop handler om.

Og nu til vinderne:

Vinderen af Drømme og Ønsker blev….trommehvirvel…….Rasmus Julius, som skrev:

Drømme og ønsker. Min søn skulle også have været storebror for et par år siden, men sådan gik det desværre ikke. Et svært emne bogen berør, som jeg gerne vil læse om.

Jeg er på en eller anden måde rigtig glad for, at det var dig, der vandt netop den bog Rasmus.

Og vinderen af Mørket venter blev….trommehvirvel…..Johanne, som skrev:

Jeg kunne godt tænke mig mørket venter;)

Vil I begge sende mig jeres mailadresse på ab(snabela)billedguiden.dk, så sørger jeg for, at Ole fra Forlaget Damgaard sender jer jeres eksemplarer.

Got me on tape

Når man bruger briller, bliver de ekstra vinduer automatisk til en naturlig del af ens identitet.  Og når man kigger sig selv i spejlet, ser man tom ud uden brillerne. Og tager man et andet par briller på, ser ens ansigt helt skævt ud. Noget passer ikke rigtigt. Brillerne gror ligesom sammen med ens ansigt. Bliver en del af dig.

Medmindre man er et af de mennesker, der har seks par briller at vælge imellem. Og som også skifter lidt mellem briller og linser. Jeg er ikke en af dem. Jeg har ét par briller. Ét par solbriller. Og tre ringe, som jeg ALTID går med. Osv.

Og nu er mine briller knækket. Kaput. Kan ikke reddes. Og er nu tapet sammen. Virkelig smart look. Meget redaktøragtig. Mangler bare smøgerne.

Så i dag skulle jeg vælge nye briller ved optikeren. Pludselig virker to uger som virkelig lang tid. To ugers levering er der på de nye briller, jeg har bestilt. Mit nye ansigt.

Good news er, at jeg ikke er på skærmbrillebehovsniveauet endnu. Bad news er, at jeg alligevel ser dårligere siden sidst, jeg blev tjekket. Forbandede byggesjusk!

Nå, men jeg går all in, når det skal være, så jeg købte to par briller og et par nye solbriller med styrke. Så om to uger, så skal I se nye ansigtsvinduer. Indtil da….tape is my friend.

Vind grafiske perler!

Jeg sidder og samarbejder med en del forlag – både små og store. Mit nye job handler blandt andet om at finde de virkelig gode tekster, dem der er meningsfyldte og som kan give noget helt særligt til litteraturarbejdet i danskundervisningen. Og der er masser af den slags litteratur derude. Og masser af virkelig gode og interessante forlag, der finder de gode perler og udgiver dem, så vi kan drage nytte af dem i vores skoler. Og det er fedt!

En af mine yndlingsforlag, for selvfølgelig får man sådan nogle, er forlaget Damgaard.

Det er blevet en af yndlingene fordi Ole, som ejer det, simpelthen efter min mening er fantastisk til at vælge meningsfyldt litteratur ud og udgive det til os andre. Og han har en forkærlighed for den grafiske fortælling, lige som jeg selv har. Prøv lige at se et udvalg af bøger, han har og hans priser er virkelig gode, selv om hans bøger er indbundet med sans for lækkerhed og kvalitet. Der er titler til både børn og voksne, og begge dele.

Indimellem er jeg så heldig, at Ole sender mig et par eksemplarer af sine nyeste udgivelser, som jeg selv kan få lov at nyde og ligeledes kan dele videre med jer her på bloggen.

Og denne gang er ikke en undtagelse! Se blot de to grafiske perler her:

foto5

Mørket venter er en gysertegneserie for unge og voksne og den er med sine streger og sine helt enkle farvelægninger både smuk og uhyggelig på en gang. Vi følger søstrene Elsa og Frederikke, som bor hos deres plejeforældre, hvor de ikke har det videre fantastisk. Det leder dem ud i en slags flugt, som ender i en skov i et gammelt forladt hus. Et hus, der har ventet på dem… Som altid er bogen lækkert indbundet, og man føler, at halvdelen af lækkerheden fra illustrationerne og historierne siver udenpå i coveret og i hele fornemmelsen af at sidde med bogen i hånden. Jeg var fanget og igen forundret over, hvor koncentreret en fortælling kan blive, når den forenkles helt skarpt og illustreres grafisk.

Drømme og ønsker sidder jeg lige nu og planlægger, hvordan jeg kan bruge på indskolingsportalen. Den er simpelthen så smuk og så… ja, “breathtaking” er det bedste ord jeg kan finde. Findes der et lignende ord på dansk? Illustrationerne er virkelig indlevende, sørgelige og eftertænksomme og teksten står helt enkel ved siden af og skubber billederne det sidste stykke ud over kanten.

foto

Jeg er vild med den! Den handler om treårige Henkki, som skal være storebror. En ting er hans drømme om den fremtid, det kan munde ud i, noget andet er virkeligheden. Det er store livsspørgsmål i barnehøjde, der tages fat på i denne bog.

Du kan vinde begge! Skriv en kommentar herunder, hvor du fortæller hvilken bog du helst vil vinde og så trækker jeg lod når weekenden kommer. Vinderen får sin gevinst sendt direkte fra forlaget Damgaard.

Som om en trampolin ikke var nok. Nu også med fodboldmål i haven!

Jeg skriver indimellem sponsorerede indlæg her på bloggen. Og indimellem skriver jeg bare indlæg om produkter, som jeg tilfældigvis har købt og har fundet særligt lækre eller har fået en helt særlig service med, som jeg gerne vil dele. Uanset, så er jeg altid ærlig om min holdning til produktet, også når det ikke har været en positiv oplevelse.

Alligevel er der noget helt særligt fedt ved at skrive et indlæg om noget, som man bare skriver, fordi man synes andre skal kende til muligheden og få samme oplevelse med det som jeg. Dette er et af den slags indlæg.

Det handler om fodboldmål til haven. Vi skulle have to til Skrupsakken, som længe har været bidt af boldspil. Ligesom jeg aldrig troede, jeg skulle have en trampolin i min have, var fodboldmål heller ikke tidligere øverst på listen over drømmehaven. Men jeg må indrømme, at trampolinen er den investering i vores hjem, der har hentet sin pris hjem i legetimer by far og fodboldmålene har den ekstra feature, at de kan gribe lidt af de bolde, der ellers ville ramme mine blomster. Så jeg sluger gerne de par kameler på vejen. Glade børn gør det så meget nemmere at sluge kameler, sjovt nok.

Da vores nevø fyldte seks her i weekenden, blev vi enige om, at han da også skulle have et mål. Så jeg søgte på nettet. Og jeg er sjældent i god tid med sådanne ting, så det var (indrømmet) lørdag formiddag, jeg lavede denne søgning. Samme lørdag, som vi skulle være til fødselsdagsfest kl. 14.00.

Jeg fandt en forhandler, der havde adresse i Vedbæk og ringede til ham. Kunne vi evt. hente de mål, vi havde købt i hans webshop, i stedet for at få dem leveret, og havde han tilfældigvis tre af de samme mål liggende, som vi kunne komme forbi og hente…om en times tid?

Og svaret var: “Ja da!” Og vi fik simpelthen så god service og info omkring målene, ligesom han havde ekstra GOAL-blade liggende til Skrupsakken, som var med ude og hente målene. Han havde kun to af de samme mål liggende udenfor lageret, og da det var lørdag, kunne han ikke skaffe det tredje, men det eftersender han da bare mandag morgen, så vi har det tirsdag. Endda til fri levering, “…fordi vi skulle da ikke ligge og køre helt derud igen.” Jeg siger jer, Thyge er simpelthen pisseflink!

foto 2

Så til Thyge fra Target-Sport: Tusind tak for at du reddede fødselsdagsgaven til en meget glad seksårig nevø, og tak fordi du gav vores søn og os sådan en god og positiv oplevelse med at købe vores fodboldmål. Og målene – de er jo vildt nemme at samle og sætte op. De er stabile og de er lavet i god kvalitet. Vi samlede nevøens mål i går til festen til alles glæde, og Skrupsakken og jeg samlede vores eget her til morgen, og det har ikke haft mange frie stunder i dag, på trods af regnen.

foto 1

De mål vi købte, var dem der hedder PRO 2, som er 150 cm høje og 180 cm brede. De er perfekte i størrelsen til en have, synes jeg, men de fåes også både større og mindre.

foto 3

Vi er meget tilfredse kunder!

Hit and run på Nordjylland

Vi har været i Jylland igen.

For fjerde gang i tre uger for mit vedkommende. Vi lavede et hit and run på Frederikshavn. Kom i går eftermiddags, fejrede min morfars 75 års fødselsdag og rejste hjem igen i formiddags. Molslinjen tur/retur.

Og bare det, at vi lige havde lørdag formiddag og søndag eftermiddag herhjemme, gjorde at det alligevel smagte lidt af weekend. At vi alligevel nåede at geare helt ned og bare være sammen og lege og småskændes lidt med hinanden.

Hvor andre får udrejselængsel og lyst til at se nye steder om foråret, får jeg lyst til at være hjemme i min have og bare følge tingene, som de springer ud.

Det første jeg gør, når jeg kommer hjem, er at gå en tur i haven og se forandringerne siden jeg tog afsted. Er noget nyt sprunget ud? Har hostaerne mon overlevet vinteren? Er klematisen kommet højere op af legehuset siden sidst? Mon pæonen er kommet op over jorden? Har kastanjen det godt? (…og det har den!)

Og jeg ved godt, at det tangerer mormorstadiet, men jeg elsker virkelig bare at se det hele gro lige for øjnene af mig. Og at se min lille familie midt i det. Bruge det og vælte det og nyde det. Haven bliver det ekstra legerum, vi ikke har i huset. Vi har spist ude hver dag siden påsken.

Jeg kan fornemme, at vi går sådan en sommer i møde, hvor tre haver bliver til én inklusiv vejen. Ananassen kører frit mellem genboens og vores egen have sammen med sin gode ven Carl. Den anden genbo, Bertram kommer så småt med i legen også og ingen af de tre går særligt meget op i grundskel eller ejerrettigheder. Som venner vi deles. Og vi elsker det allesammen. Det styrker fællesskabet yderligere og presser os voksne til at komme ud af vores vinterskal og snakke med hinanden igen. Så foråret er hjemmetid for mig.

Jeg har hjemmearbejdsdag om mandagen og lige i morgen passer det mig rigtig fint at have hele dagen herhjemme alene. Have ro til at arbejde, mens de andre er afsted, og være hjemme i rammen imens.