En turban fyldt med appelsiner

Jeg blev ringet op for et par uger siden. TV2 inviterede mig ind til en paneldebat om folkeskolereformen i Go’Morgen Danmark. De havde brug for en lærer, der havde sagt op. Og det var jeg jo, mente de. Sådan en lærer.

I panelet ville der også være en folkeskolelærer, der stadig var i folkeskolen og en skoleleder, der netop arbejdede med den nye reform og arbejdstidsaftale som et forsøg på sin skole lige nu. Måske så du det? I så fald så du også, at jeg ikke var med.

Jeg takkede nej. Som min kloge veninde sagde, da jeg spurgte: “Vil du være hende der skred, eller hende der greb andre muligheder?” Faktum er, at jeg jo nok er begge. Men jeg har det rigtig godt, med den jeg er, nu:

  • Den der stadig tænker god undervisning og læring for eleverne i alt, hvad jeg arbejder med.
  • Den der har tid til at fordybe sig i de gode idéer og formidle dem videre på en spændende, motiverende og lærerig måde.
  • Den der får lov til at tænke ud af boksen og skabe nye indgange til læsning og læring sammen med andre dygtige mennesker.
  • Den der stadig møder lærere, der brænder for de samme ting og som kan bruge de ting, jeg laver til noget.
  • Den der lærer noget nyt og får udvidet sin horisont næsten dagligt.
  • Den er møder anerkendelse og tillid på sin arbejdsplads.
  • Den der har et fleksibelt og motiverende job, hvor der er plads til at have familieliv og ambitioner på samme tid.
  • Den der har en turban, der er smækfyldt med de lækreste og mest farverige appelsiner.

Men ville det være god TV? Nej, vel. Ville de lærere, der blev og kæmpede videre for vores allesammens folkeskole kunne bruge det til noget? Nej, heller ikke, vel? Så jeg takkede nej til at se mere tilbage, især for åben skærm. I stedet glæder jeg mig over at se fremad og være den, jeg er nu.

På et hotelværelse i Nordjylland

Hvis ikke alenetid på et hotelværelse i Rebild Bakker kan puste liv i et blogindlæg, så ved jeg ikke, hvad kan. Nu prøver jeg. Jeg er ikke klar til at give afkald på bloggen, men jeg får heller ikke skrevet meget for tiden. Det kan enhver jo se. I virkeligheden aner jeg ikke, om der overhovedet er nogen, der vil læse dette. Måske er jeg lige så alene herinde, som jeg er her på hotelværelset. Der er noget vildt skræmmende over kombinationen hotelværelser og alenetid for mig. Og samtidig er jeg vild med at kun være mig selv. Kun tænke på mig og mine egne behov. Som jeg skrev på Twitter her til morgen:

Lige så meget som jeg hader at sove alene på hotelværelset #scaryshit , elsker jeg morgenmadsbuffetten i eget egoselskab #purebliss

Åh, at sidde der ved morgenmadsbuffeten og langsomt drikke sin kaffe færdig, nyde sin croissant og kun reflektere over, om man har mest lyst til et ingefærshot eller en kanelsnegl mere? Det opvejer til hver en tid skrækscenarierne fra værelset i den mørke aftensstund. Og konferencetid. Inspirerende oplæg som perler på en snor, delikate hoved- og mellemmåltider, gode faglige samtaler om hjerteblod og nørderi og tid til eftertænksomhed og fordybelse. Jeg elsker mit job for denne slags muligheder! Og alligevel sad jeg nu, inden jeg skrev dette indlæg, og bladrede mig smilende frem og tilbage mellem de ni screenshots, jeg tog under Facetimesamtalen tidligere. Hvor tre yndlingsliv sagde godnat og “vi elsker dig” til mig. Hvor de skiftevis kyssede skærmen og kiggede distraherede bort mod fjernsynet. Som at være der selv. Og ikke.

At skrive sig til læsning

Jeg er blevet bedt om at anmelde app’en Skriv og Læs, da jeg jo har et barn i indskolingsalderen og netop arbejder med børn og læsning i det daglige.

screen480x480

Jeg skal udvikle en digital undervisningsportal til indskolingen i dansk, og jeg sad faktisk og ledte efter en app eller et program, der kunne lige netop dét, som Janus Madsens app kan, så jeg har også haft glæden af at møde ham i den forbindelse, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at den mand har sin forskning og sine didaktiske teorier på plads. Der er en grund til, at dette er den mest solgte uddannelsesapp i DK i 2013 og at den har været nomineret i hovedkategorien ved Uddannelsesministeriets innovationspris 2013.

screen480x480 1

Skriv og Læs er en app, hvor barnet kan lave sine egne bøger og ved hjælp af børneskrivning får mulighed for at udtrykke sig skriftligt allerede helt tidligt i sit læseindlæringsforløb. Børneskrivning er en tilgang til det vi kalder skriftsprogstilegnelse, hvor barnet skriver de bogstaver i ordene, som de kan høre sig frem til. Der kan godt være stavefejl i det skrevne, men det er i orden i starten, for det vigtigste er, at de bliver opmærksomme på de fonetiske lyde, hvert bogstav kan lave. Der lægges vægt på det kommunikative formål, altså at barnet oplever den succes, det er, at kunne formidle sine tanker ved hjælp af skriftsproget.

screen480x480 2

En af de geniale ting ved Janus’ app er, at den under det felt, hvor barnet skriver har endnu et felt, hvor den voksne skriver. I det felt skriver den voksne (forælderen eller læreren) det samme som barnet har skrevet, bare med korrekt stavning. Børnene fanger fanger lynhurtigt de konventionelle stavemåder, når de ser deres egen tekst blive oversat til ”voksenskrivning”, og det pirrer deres nysgerrighed i forhold til endelser og stumme bogstaver, så det er altså en rigtig god tilgang til at lære at læse, netop ved at bruge det skrevne sprog selv.  Som noget andet har den også en knap, hvor du kan vælge om du vil høre bogstavets lyd, bogstavets navn eller ingen lyd. Det er en kæmpe hjælp for eleverne. Der er allerede flere skoler, der har taget Skriv og Læs til sig og bruger den som en integreret del af læse- og skriveundervisningen i indskolingen.

Som I kan høre, er jeg stor fan af både børneskrivning og app’en Skriv og Læs. Hvis du også har børn i førskole- eller indskolingsalderen, så er den hver og en af de 45 kr, den koster, værd. Du kan finde den i appstore her og den virker både på iPhone og iPad. Den er desværre ikke udkommet til andre tablets og smartphones endnu, men jeg ved at Janus arbejder hårdt på at få en webversion op at køre indenfor den nærmeste fremtid.

Jeg får ikke noget for at skrive denne anmeldelse ud over en gratis kode til app’en, som jeg i øvrigt havde købt i forvejen. Så mine holdninger til produktet er 100% for egen regning.

Et hverdagsregnestykke

I morges gav jeg en hjemløs i toget seks kroner. Det fortæller jeg ikke, fordi jeg skal ophøje mig selv til noget bedre end jeg er. Faktum er, at jeg mange morgener ikke giver de hjemløse i s-toget noget. Mest fordi jeg sjældent har kontanter og i øvrigt heller ikke synes jeg bør give noget HVER dag. Og vi ved alle også godt, at seks kroner jo ikke er ret meget. Ikke engang en kop kaffe. Jeg gav seks kroner, fordi det var det, jeg havde i min pung i dag. Havde jeg haft tre, havde han fået tre. Havde jeg haft tyve, havde han fået tyve. Mere tanke var der ikke i det.

Men bagefter kom tankerne. Et regnestykke. For jeg fandt forleden ud af, at ved at stå af på Kgs. Nytorv i stedet for Østerport, kunne jeg spare 16,5 kr. på min rejsekortstakst pr. vej. Det betyder så, at jeg skal skifte tog en gang undervejs til metroen, og at jeg skal gå 300 meter mere til og fra arbejde.

Men hvis jeg nu gjorde det og samtidig havde lyst til at give en hjemløs seks kroner HVER dag, vil jeg stadig have sparet 135 kr. og få tre kilometer mere motion om ugen.

Tidsmæssigt er det det samme.

Har du også sådanne små regnestykker i din hverdag?

Glædelige lørdagsblandinger

Der er helt stille i huset. Det er lørdag og klokken er 12 og her plejer ikke at være stille på dette tidspunkt. I hvert fald ikke, hvis jeg selv er hjemme. Ved siden af mig ligger min mand og sover jetlag af og begge unger er med deres farmor og farfar i legeland. Jeg kan i stilheden høre deres hvindende fryd over at drøne ned af rutchebanen sammen med farfar for niogfyrretyvende gange.

Jeg gav min nye chef et kram, da jeg mødte på arbejde i går. Og et stort tak for muligheden for den fleksibilitet mit job nu tilbyder mig og som hun foreslog mig at bruge i denne uge. Hjemmearbejdsdage er vidunderlige, når man skal være alenemor for to i en uge og bor langt væk fra sin arbejdsplads. De reddede mig og fik mig igennem ugen med et overskud, jeg ikke havde turde håbe på, da jeg sendte manden afsted mandag morgen. Jeg har haft ro til at være noget mere end bare praktiske mor, for mine børn og vi har hygget os, på trods af savn.

Men da jeg fredag morgen steg ud af s-toget på Østerport og gik mod rulletrappen, fik jeg altså også det der glædesrus i maven, som jeg bare får, når jeg skal ind på kontoret. For jeg glæder mig virkelig til at komme derind og se de andre kolleger, snakke med dem, sparre med dem, arbejde sammen med dem. Hjemmearbejde kan redde logistik. Men udearbejde kan, for mig, redde arbejdsglæde. I hvert fald, når man arbejder et sted, som indeholder så meget liv og humor og nørderi, som jeg gør nu.

Og nu er der stilhed. Lidt hjemmearbejde igen, fordi jeg ikke helt kan lade være. Men skulle lige omkring bloggen først. Den er der nemlig også kommet hul igennem på igen. Der kommer ord ud af mig igen. Som jeg netop sagde til min veninde, så har der alt for længe ligget en masse puds om arbejdstristesse og klokket systemet til. Fordi det fyldte meget for mig, og fordi jeg ikke kunne finde ud af at fortælle om det uden at samtidig føle, at jeg trådte på noget tillid og loyalitet på vejen.

Måske er det også foråret, for blogland virker i det hele taget generelt som om det er ved at vågne lidt op igen og finde sine ord og billeder. Fx har Undreland fundet sin pen igen, og nu sidder jeg så og håber, at hun sammen med den fandt sit glasværksted, så hun kan smelte nogle nye smukke maskemarkører til mig og mine pinde.

Ind til da, kan du følge med på nye indlæg fra hende på hendes nye Facebookside. Jeg elsker at følge blogs via Facebook. Jo færre medier jeg skal omkring i min hverdag, jo bedre. Så glæde herfra Anne!

Alenemor for en stund

Jeg er alene hjemme med børnene i denne uge. Min mand er i USA, faktisk “hjemme”, i vores geografi, i New Jersey og New York. Udover at være dødmisundelig over, at han får lov til at se vores venner derovre og give dem lakridser og pålægschokolade, for ikke at nævne, at han er et åndedrag (eller tre) fra NYC, som jo er, ja NYC. De to ting, jeg savner allermest ved USA: Venner og NYC. (Og billig OPI neglelak og Glad wrap.)

Nå, men jeg er alene hjemme med de to gangstere. Eller i hvert fald én gangster:

Den anden er nok mere udforskertypen. Han har fået den ide, at han skal stå ud af bilen lige når vi kører ind i vores kvarter, og så løber han ad selvfunde smutveje hjem til huset. Han føler sig meget stor og stolt, når han ankommer på egen hånd efter os andre:

Og vi er fulde af overskud endnu. I går nåede jeg endda at få dem begge i bad inden aftensmaden! Og madpakkerne er for anden aften i træk klar i køleskabet og endda lidt kreative i deres indhold, hvis jeg selv må sige det. Jeg må dog også sige, at mit nye job har mulighed for noget større fleksibilitet i hverdagen, hvilket hjælper helt fantastisk på sådan en uge her.

Ungerne savner deres far. Og det gør jeg også. Overskuddet er en ren overspringshandling for panisk bevidsthed om, at der ikke er en anden til at samle op, der hvor jeg fejler eller glemmer. Som der plejer at være til daglig. Derfor er jeg hele tiden to skridt foran mig selv. Meget effektivt. Og meget trættende.

Til gengæld får jeg strikket, når der ikke er nogen at snakke med efter kl. 20. Jeg har stadig min Cilletrøje, som faktisk er temmelig tæt på færdig, men som jeg også er kørt lidt træt i. For- og bagstykker er færdige, nu skal jeg til halsudskæringen.

Så i mellemtiden har jeg strikket et par What Up-huer fra Trine Kok. Denne her er med ren perlestrik i stedet for stribevis rib og perle:

Og er nu i gang med en vest til Ananassen i noget bomuldsgarn med pailletter, jeg fandt i Netto i går. Små hurtige in between projekter, til at give det hurtige rush, man få af at færdiggøre noget, man har siddet og nørklet med. Lad os se, om overskuddet fortsætter, så tjekker jeg nok ind igen sidst på ugen. Vi får se.

Anmeldelse af iPhone linser fra Mackabler

Jeg har været så heldig at få tilbudt at teste en 3-i-1-linse fra Mackabler mod at skrive en anmeldelse af den her på bloggen. Og som altid siger jeg ja tak, når det er produkter, jeg enten ved, at jeg kan stå inde for, eller bare synes kunne være spændende at teste og selvklart må forholde mig ærligt til resultatet af.

Så ja tak, til at lege med sjove linser på min iPhone 5s!

3-i-1-funktionen indeholder følgende muligheder: macro, fiskeøje og vidvinkel. Linsen kan bruges på alle iPhones og de fleste andre telefoner, da den sættes på telefonen ved hjælp af en lille påklistret metalring. Og lad mig starte anmeldelsen her og sige, at jeg ikke er superimponeret over denne del. Der medfølger seks af de små metalringe, og det forstår jeg godt nu. Jeg har allerede smidt to ud bare i testningen i dag. De sættes på telefonen med en klistret bagside, som man i forvejen er lidt luren ved at sætte på sin meget dyre mobiltelefon. Men bekymringen var ubegrundet, for klisteret virkede så skidt, at ringen faldt af hver gang jeg skiftede linse, fordi magneten i linsen var stærkere end klisteret. I anden runde rengjorde jeg telefonen rigtig godt inden, men resultatet var det samme. Prøvede den også på coveret (originalt Iphone lædercover) som der står i annoncen, at det burde virke på. Samme resultat.

Min yndlingslinse var helt klart macrolinsen. Den kunne jeg se en mening med. Den er sjov at lege med close ups med og den laver nogle fede effekter. Jeg blev dog hurtig træt af, at den kun kunne fokusere på et lille meget område af gangen og blev helt forvirret, hvis motivet var lidt for rummeligt. Her er et par af de bedste billeder fra testningen. Bemærk det store slørede område i billederne:

IMG_5501Macrolinsen

IMG_5509

Mine smukke Carréringe både ovenover og nedenunder.

IMG_5511 IMG_5516IMG_5518Mælkeskummet i min morgenlatte.

Fiskeøjelinsen kan jeg simpelthen ikke se idéen med. Undskyld. Men hvornår har man brug for billeder som dette (se bort fra rodet i mit køkken):

IMG_5507Og vidvinkellinsen. Den imponerede mig desværre heller ikke. Igen får i køkkenrodet, og fra samme vinkel, så I selv kan få lov at sammenligne forskellen på de to?!

IMG_5504Konklusionen: Macrolinsen kunne jeg godt få det sjovt med, hvis ikke den var så besværlig at sætte på kameraet. De andre to linser fungerer fint, på nær de mørke hjørner, som ikke kan undgåes og som bliver større, hvis man bruger linserne udenpå coveret. Ville jeg selv give 199,- for 3-i-1-linsen. Nej, det ville jeg nok ikke. Desværre. Det kunne ellers være så godt. Det er som alle linserne forringede min telefons ellers rigtig gode kamera og det var rigtig svært at få motiverne til at stå helt skarpe, hvilket kun giver mening, når man sætter et ekstra objektiv på en cm fra det oprindelige.

Til sidst, skal I lige se min orkide close up. Vildt, hvor meget den plante ligner en alienengel! Og sådan en blomst satte macrolinsen helt ude af spillet. ALT for rummelig alienengel var det:

IMG_5520

Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

…og så alligevel ikke…

Det sluttede nemlig ikke der. For jeg kunne ikke skille moren og folkeskolelæren ad, som jeg skrev i går. Det har jeg nok i virkeligheden ikke kunne siden jeg skrev indlægget: Hvis jeg ikke var lærer. Et indlæg, der fik denne blog til at vælte viralt med over 5000 delinger på Facebook.

Nå, men hvad så, hvis jeg ikke var lærer? Det finder jeg ud af nu. For jeg er en af de lærere, der netop er hoppet af toget. I starten af december, efter vi havde besluttet at folkeskolen ikke var stedet for vores søn, besluttede vi også, at det heller ikke var stedet for mig mere. Måske har det i virkeligheden aldrig rigtig været det.

Forstå mig ret. Jeg har elsket at være lærer. Fra den første dag som legende og social efterskolelærer, videre ud som udviklende og eksperimenterende forsøgsskolelærer og sørme også som engelsktalende gravid sømandskirkelærer. Men ikke som folkeskolelærer. Ikke sådan rigtigt. I mine 14 år som lærer har jeg hånden på hjertet ikke haft hårdere job end jobbet på en folkeskole. Og jeg kan stadig ikke sætte fingeren på, hvad det helt nøjagtigt er, der gør det.

For arbejdstiderne var hårdere og elevgruppen langt mere kompleks på efterskolen. De professionelle krav og forventninger om konstant udvikling og innovation var langt mere stressende på forsøgsskolen. Og arbejdsvilkårene og differentieringen af stoffets sværhedsgrad var langt mere udfordrende i Sømandskirken, for ikke at tale om den halvanden times kørsel i New York rush hour traffic, der var hver vej til og fra arbejde.

Alligevel har jobbet som folkeskolelærer trættet mig mere end de tre andre tilsammen. Det har demotiveret mig langsomt for at peake på fjerdeåret med en lockout, der fuldstændig slog benene væk under mit professionelle jeg og smed den sidste rest af gejst ud med det retoriske storskrald regeringen og medierne skulle af med.

Faktum er, at jeg ikke kan kende mig selv i den lærer, der bliver beskrevet i min avis og mit fjernsyn. Jeg kan heller ikke kende mange af mine kolleger. Og alligevel kender jeg jo også godt den lærer. Lockouten synliggjorde min splittethed. For jeg var på den ene side slet ikke enig med min fagforenings kampplan og spillestrategi og mine vrede kollegers dommedagsprofetier. Og på den anden side endte min regering med at svigte og skuffe mit politiske jeg og mit efterhånden noget trætte lærerhjerte mere end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Jeg burde være glad, da lockouten sluttede, men det var jeg ikke. Af så mange grunde, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte med at remse dem op. Så jeg valgte i stedet at sige op. Ikke give op. For dette er et meget bevidst fravalg af et produkt, jeg ikke længere kan stå inde for at være med til at producere. Jeg vil ikke være kokken, der ikke spiser sin egen mad.

Jeg var engang en ildsjæl. Jeg var en pissegod lærer. Og jeg brændte for den opgave. Den 1. februar er jeg det ikke længere. Jeg lovede mig selv for længe siden, at jeg aldrig ville blive en af de bitre lærere, der sidder på sin faste plads på lærerværelset og brokker sig og nægter at flytte sig, både fra sin plads og sin tid. Derfor må jeg også videre fra folkeskolen nu.

Jeg ved ikke, hvad der venter mig derude. Indtil videre har jeg mit dejlige forlagsarbejde på halv tid og mine formidlinger på CFU’erne. Måske er det nu, jeg skal give mit eget lille hjertebarn den tid, det fortjener til at vokse sig til noget større. Måske åbner der sig nogle andre muligheder for mig, som jeg nu kan gribe, når de rammer mig. En ting er sikkert. Jeg er og har altid været omstillingsparat og udviklingsorienteret. Så jeg glæder mig til mere frihed og ikke mindst større arbejdsglæde igen.

Første skoledag…igen

Kan I huske, at jeg skrev om en skolestart, som desværre ikke helt var blevet så god, som vi havde håbet? Nå, men det blev ikke bedre. Og han blev ikke gladere. Tværtimod, vil jeg nærmere sige. Vores søndage var prægede af grædende putninger og ondt i maven, kvalme og ked-af-det-hed. Han ville ikke i skole og fakede endda sygdom for at slippe. Når han så kom hen på skolen næste morgen og så sine venner, så var han ok. Lagde ansigtet i de tapre folder. Lærere og pædagoger kunne fortælle om en glad dreng, der legede godt med vennerne. Herhjemme fortalte han grædende om uro og utryghed, især i frikvartererne og SFO-tiden. Han fortalte om mobbende drengegrupper og manglen på pauserum, hvor man kunne finde ro. Han kunne godt lide klassen og vennerne. Rigtig godt endda. Så vi var ikke der, hvor vi havde et barn i mistrivsel. Udefra virkede han endda som et barn i trivsel. Men søndagene og efterhånden også hverdagsaftenerne sagde noget andet. Vi blev mere og mere bevidste om, at der ikke var plads til drenge som ham på denne skole. Det er ikke fordi han kræver noget særligt i min bog. Han er vist bare en helt normal social dreng, der godt kan lide gode lege med sine kammerater, elsker pjat og fis, fodbold, Minecraft og at lege krig. Men han har også brug for sin ro. Sine pauser. Sin opladning og små stille hyggestunder. Dem kunne han ikke finde. “Der er hele tiden nogen, der råber, mor“, sagde han til mig. Børnehaveklasselederen kunne samtidig fortælle mig, at han ofte sad og holdte sig for ørerne i timerne.

En af dagene i november tog jeg telefonen og ringede til den privatskole, som han var kommet ind på inden ferien, men som vi havde fravalgt i håbet om, at den folkeskole, som jeg altid har troet så fast på, skulle være svaret på det gode skoleliv for ham. Jeg ville høre, hvad muligheden for at blive skrevet på venteliste igen var. Just in case. Hvis nu, det ikke blev bedre. Deres svar var overraskende. De havde en plads lige nu. Hvis vi var interesseret.

Det var vi ikke. Det var slet ikke, der vi var. Eller var det? Efter mange samtaler frem og tilbage og mange opkald til privatskolen var den spirende tanke hurtigt blevet til en beslutning. En fælles beslutning om, at det var bedre at flytte ham nu end om et halvt år, om tre år eller om fem år. Hvis vi alligevel inderst inde havde mistet tilliden og troen på, at det blev godt, så ville det jo aldrig blive godt. Og hellere flytte ham inden han for alvor var i mistrivsel end at lade ham ende der, hvor han virkelig ville komme til at hade skolelivet. Seks måneder havde det taget at suge skoleglæden ud af ham. Jeg vil sige, at vi som skole har fejlet på den konto.

Et besøg på privatskolen en torsdag i starten af december cementerede vores beslutning. Den skole emmede af ro og trygge rammer. Af leg og kreativitet og af gode voksne, der ikke var bange for at vise vejen for børnene. Skolelederen gav et indtryk af nærvær og engagement og hun talte med ham, før hun talte med os. Hun viste hele sin skole frem for os, alle klasser fra 0. til 10. klasse fik et besøg og et hej på vejen. Eleverne kom og krammede og snakkede med hende på turen rundt. Og hun var stolt af sin skole, sine elever og sine ansatte. Hendes begejstring smittede straks af på os alle tre.

Det var en hård afslutning inden jul på den gamle skole. Tunge farveller til de gode kammerater. Dette var helt tydeligt vores valg som forældre. Et valg på hans vegne, for hans skyld, men bestemt ikke hans valg. Vi vaklede ikke. Vi måtte love tæt kontakt til bedstevennen og dyrkede venskabet maks i juledagene med overnatninger og lange legedage. Det beroligede ham. Og inden nytår var det kun positive forventninger, vi hørte fra ham, om den nye skole. Vi gav ham det frirum, han havde brug for. Snakkede kun om skolestart, når han selv bragte det op eller når det faldt unaturligt ikke at snakke om det.

I dag havde han så første skoledag på den nye skole. Jeg må indrømme, at selv om jeg har været 100% sikker på beslutningen siden den dag, vi tog den, har jeg alligevel haft kvalme og ondt i maven, hver gang jeg tænkte på det i juledagene. Tanken om, hvad vi havde hevet ham ud i, og hvad han nu skulle igennem, fordi vi havde taget det forkerte valg for ham i første omgang, var kvalmende.

Men første skoledag i dag gik godt. Rigtig godt endda. Han havde sin far med, som efterfølgende kunne fortælle om en dreng, der allerede i første frikvarter havde fundet sin plads i legen med de andre drenge. Han havde været med i undervisningen og havde endda været alene med klassen i en times tid. Det var en storsmilende dreng, der kom hjem efter skole og han var lettet. For han havde slet ikke været så nervøs, som han han troede han ville være.

Det blev et farvel til folkeskolen for os denne gang. Det var ikke et alternativ for os at prøve med en ny folkeskole i vores kommune. Vi havde ikke indtryk af, at det ville blive meget anderledes ved at gøre det. Vores kommune er ikke kendt for at vægte børne- og skoleområdet særligt højt i forhold til andre nærliggende kommuner, og de sidste par år har der været nogle beslutninger omkring inklusionsopgaven og skoleomlægninger, der gør, at vi faktisk ikke mere tør tro på, at det er en mulighed for os. Jeg kan godt selv høre det. Kokken, der ikke vil spise sin egen mad. Folkeskolelæreren, der flytter sit barn ud af folkeskolen. Og på den måde har det været en kæmpe indre værdikamp med mig selv. Jeg føler, at jeg vender ryggen til noget, som jeg selv har været med til arbejde hårdt og inderligt for. Men en ting er at være folkeskolelærer. Noget andet er at være mor. Og de to ting har jeg været nødt til at skille af i dette. Så enkelt er det. På en måde.

Og så alligevel ikke…