>Afmagt

>Vi nærmer os den 11. september og dermed 5-årsdagen for 9-11. Det mærkes, især med gårdsdagens arrestationer taget i betragtning. Vi ser biler, der kører med amerikanske flag svajende i antennen. Flere huse end normalt har flaget hængende udenfor, gerne sammen med flaget for beboernes oprindelige nationalitet, italiensk, mexicansk, spansk osv. Folk taler sammen i butikkerne. I går, da jeg var nede ved den lokale lille købmand, en ældre italiensk herre, stod han og en mandlig kunde og diskuterede verdens vandvid. De var selvfølgelig begge rystede over den aktuelle situation, men også bange for at noget skal ske i de kommende uger. Man ønsker at mindes, og alligevel ønsker man også at glemme, da der i minderne ligger meget frygt. Vores danske, måske til tider lidt selvretfærdige, billede af de her lidt dumstolte nationalistiske amerikanerne, bliver i sådan et øjeblik blandet med billedet af små skræmte mennesker, som står magtesløse og uforstående overfor det, der sker omkring dem. Og i et forsøg på at finde kontrollen igen, finder de flagene frem og hutler sig ind i den tryghed, at de i det mindste er sammen om at være bange. For flaget er den ting, de ihvertfald har til fælles, også selv om de har et andet flag ved siden af. Ja, de kan være uvidende og arrogante og ja, de kan være overdrevne og irriterende, men når man går rundt i gaderne her, så tæt på Ground Zero og på Newark og JFK lufthavne, så mærker man altså også selv frygten og følelsen af at være magtesløs. Jeg sidder og kigger ud på den samme udsigt, som jeg på min Messenger blærer mig med at have, og forestiller mig, hvordan den kan ændres i et splitsekund. Og jeg fatter det stadig ikke. Jeg forstår ikke den amerikanske udenrigspolitik for tiden. Jeg forstår ikke den danske. Jeg forstår ikke martyrfølelsen. Jeg forstår ikke spørgsmålene om krig, olie og magt. Jeg forstår ikke magten af en stærk religion. Eller en stærk nationalitet. Og jeg er heller ikke helt sikker på, at jeg helt forstår glæden ved et stærkt demokrati…. Men jeg forstår følelsen af uforståelse, afmagt og frustration, som manden nede i den italienske købmand beskrev. Samtidig kan jeg mærke, at jeg skubber det væk, da det ikke skal styre den oplevelse, Søren og jeg har lige nu, ved at have taget de skridt vi har. Og jeg kigger igen ud af vinduet og ser solen brage ned på et fuldstændigt bjergtagende syn af Manhattan og på træet lige på den anden side af ruden. Og mærker igen følelsen af glæde, forventning, spænding og energi.