>Femårsdagen

>I dag er det nøjagtig fem år siden, at flyene fløj ind i de to tårne. For fem år siden på dette tidspunkt var jeg på vej ud på mit arbejde på Lynghøj efterskole i Støvring, da jeg hørte om angrebet over bilradioen. På skolen var storskærmen tændt med nyhederne kørende. Drengene i computerlokalet troede jeg talte om en film, da jeg gjorde dem opmærksomme på historien. Ikke i deres vildeste fantasi kunne de forestille sig, at det var virkelighed. Jeg kan huske, at jeg stod og så på skærmen og tænkte, at det var godt jeg ikke boede i USA, og da slet ikke New York. Efterfølgende havde jeg dog også et klart ønske om at komme ind og se Ground Zero, for at få det bekræftet med mine egne øjne. Meget er sket siden da, og meget har ændret sig. Jeg arbejder for det første ikke mere på Lynghøj efterskole, og jeg bor ikke længere i nærheden af Støvring. Men derudover, så er der sket meget med både mig og verden. Det er min overbevisning, at drengene i computerlokalet ville have reageret helt anderledes i dag, hvis jeg kom med den samme kommentar. Folk har et helt andet forhold til terror i dag, og jeg tror ikke, de ville have fundet det nær så fantasifuldt og urealistisk, som de gjorde den dag for fem år siden. De har oplevet flere angreb i nyhederne siden, og angrebet på World Trade er blevet gennemtærsket i nyhederne en million gange. De kender billederne, og de kender historien, hvad enten den foregår i Madrid, London eller New York. Den er sågar kommet hjem i deres egen baghave, hvor man har arresteret 5 unge mænd for evt. forsøg på samme. Drengene vil selvfølgelig stadig føle forfærdelsen, overraskelsen, afmagten og lignende ubeskrivelige følelser, men den umiddelbare reaktion vil have været anderledes…..tror jegNoget andet der har ændret sig siden, er selvfølgelig min afstand til New York. Nu sidder jeg her, og kan rent faktisk se over på Manhattan og ville have kunnet se de to tårne, hvis ikke….. I går var jeg fast besluttet på at tage ind på Manhattan i dag og se, hvad der ville komme til at foregå omkring Ground Zero, og hvordan stemningen var på Manhattan. Jeg synes, det var oplagt, at være i det, når nu man er så tæt på. Jeg havde igen ønsket om at være med i oplevelsen, i historien. Men jeg tog ikke derind. For det første kunne jeg mærke, at jeg ikke havde den store lyst til at være nede i undergrundsbanen netop i dag. Det kunne jo være, at en eller anden fik en idé om at fejre dagen på en lidt anden måde. For det andet så tror jeg, at jeg ville have følt mig lidt som en gravrøver, eller en dum turist på jagt efter den gode oplevelse man kunne komme hjem og fortælle om senere. Samme følelse man har, når man står ved Ground Zero og kigger ned i hullet, og hører alle sælgerne råbe bagved sig, samtidig med, at man lige sniger sig til at tage det uundværlige digitale foto af elendigheden til fotoalbummet derhjemme. Manhattan skal, med andre ord, have lov at sørge i fred, uden min indblanden ihvertfald. Jeg kan nok ikke gøre så meget ved alle de tusinde journalister, deriblandt vores egen Poul Erik Skammelsen, som er valfartet til byen de sidste par dage. For ikke at nævne de mange turister, der også vil være at finde i byens gader i dag, som hvilken som helst anden dag i New York. Jeg så i CNN, at Bush havde mødt op på alle tre mindesteder i dag, og ved Ground Zero havde man holdt fire gange et minuts stilhed. Et ved hvert af tidspunkterne, hvor flyene rammer tårnene, og et ved hvert tidspunkt, hvor tårnene vælter. Det havde jo været en oplagt chance for at se USA’s præsident og virkelig føle sorgen på nært hold. Men det føltes ikke rigtigt, så her sidder jeg nu og kigger over på Manhattan fra vores lille lejlighed i trygge Weehawken.I morgen skal vi hjem til Danmark igen en lille tur. Vi havde egentlig planlagt at rejse i dag, men så kom vi i tanke om, at ligesom undergrunden ikke er det mest oplagte sted at være i dag, så er en flyver det måske heller ikke. Så vi valgte at rejse hjem i morgen i stedet. Det er nemlig SÅ MEGET MERE sikkert…..tsk tsk tsk. Ja, le I bare, men I ville heller ikke gøre det.