>The Happiest Place on Earth

>ABC News har netop vist et program om lykke, og her klassificeres danskerne som de lykkeligste i verden. Kriterierne for lykken er tryghed, relationer og arbejdsforhold, og der har danskerne det åbenbart rigtig godt. I kan læse om udsendelsen og se et klip fra den på dette link: Denmark: The Happiest Place on Earth Det er lidt sjovt at se sit eget land med amerikanske øjne, og ret interessant at de fremhæver ting som at vi føler os så tillidsfulde, at vi ikke låser vores cykler, lader barnevognene stå med barnet i udenfor caféerne og har grøntsagsboder med selvbetjening ubemandede ved vejen. Selvfølgelig bliver ordet “hygge” fremhævet og forklaret. Og så er vi ikke statusfikserede. De formår faktisk at tolke Janteloven som positiv, da de siger, at den betyder, at ingen føler sig hævet over andre, og at alle derfor er lige. Der er ikke det store klasseskel, som vi fx ser det i USA. Det må man jo give dem ret i, men at det skulle være Jantelovens skyld….ja, det ved jeg nu ikke helt. Nå, men I kan jo selv læse det og se klippet, hvis I lyster. Hvad siger I?