>Der’ fjernsyn for dig!

>I forbindelse med Thomas Windings død, kom jeg og nogle veninder til at snakke om alle de store børnetimefigurer, som vi husker fra vores barndom, og som på en måde er blevet ikoniserede i vores generation.Tænk sig, at man aldrig skal høre en ny fortælling fortalt med Windings dejlige bløde stemme igen. Heldigvis er han blevet optaget og gemt utallige gange, og hans sjæl vil altid leve videre i hans fortællinger.Og jeg husker tydeligt den dag i 1993, hvor Jørgen Clevin døde.Povl Kjøller kom også op i vores snak. Han har dog aldrig været et af mine store idoler. Men en klassiker er han helt sikkert.Jeg må tilstå, jeg græd! Han var bare mit store idol, og jeg elskede hans børnetime, hvor han kunne tegne, klippe og klistre, mens han småsang/hummede/nynnede/brummede…..kan I huske det? Altså hvad den mand ikke kunne få ud af en mælkekarton, en papirsklips og et elastik.Og så er der jo også lige kvinderne…..fx Jytte Abildstrøm, Anne Marie Helger og Vigga Bro. Vigga er jo nok den kvindelige stemme til Windings mandlige. Jeg så hende på Roskilde Festivalen i 2006 sammen med Rune T. Kidde i fortællerteltet, hvor hun formåede at fortælle en historie om hvorfor kærlighed og lidenskab altid går hånd i hånd, som fik både min veninde og jeg helt rørstrømske. Der stod vi på festival med øl, fis og rockmusik, og lod rørt en tåre løbe, fordi vi fik en god historie med på vejen. Det er genialt! Hun kan altså noget med sin mimik, sin retorik og sin fantasi. Heldigvis er pigerne stadig i live og kan underholde os længe endnuMen hvem mon de nye Vigga-Clevin-Winding’er bliver?