>“Benjamin Buttons forunderlige liv”, er den danske titel.

Filmen der har givet Brad Pitt sin anden Oscarnominering, handler om Benjamin Button, der bliver født i slutningen af 1. verdenskrig som en gammel mand, og derefter lever sit liv baglæns og bliver yngre og yngre jo “ældre” han bliver.

Det er, som titlen også antyder, et forunderligt liv han lever på denne vis, og jeg sad da også rørt tilbage, da han dør som helt spæd efter den næsten tre timer lange gennemgang af hans omvendte liv. Men den er lang – også for lang, synes jeg. Selv om både Brad Pitt og Cate Blanchett spiller godt, så manglede jeg noget til at holde interessen fanget i gennem hele filmen. Det er en af de film, man ser og synes er “da meget god” og så glemmer man den igen.

Jeg synes Brad Pitt har spillet langt bedre og mere interessante roller, og vinder han en Oscar på denne, hvilket jeg tvivler, så vil den lige så meget være en anerkendelse af ham som skuespiller generelt, som en hyldest til denne ene rolle.

En interessant tanke dog, som giver stof til eftertanke i forhold til måden at leve sit liv på. Og en god film at se hjemme i sofaen, hvor man ligger godt og blødt under tæppet og lige kan nå at sætte en kop kaffe over ind i mellem.

>Man kan pludselig godt glæde sig lidt over, at Kate og Leo ikke overlevede på den træplanke i filmen om Titanic for ti år siden.

For det billede af et ægtepar de maler deres genforening på lærredet i Revolutionary Road, er ikke noget kønt billede. To drømmere der mødes, forelsker sig og lever med troen på, at noget større er i vente for dem, ser pludselig sig selv satte i det småborgerlige kvarter på Revolutionary Road. Han i det samme intetsigende kontorjob som sin far og hun som den hjemmegående husmor med fortabte skuespillerdrømme i forklædelommen.

Min dejlige mand og jeg var inde og se den film i lørdags på vores første date siden vores søn kom til verden for 13½ måned siden. Måske lidt ynkeligt, at det tog os så længe at komme ud af huset samtidigt uden den lille rosin i pølseenden, men sådan er det, når familien bor langt væk, og man er lidt overbeskyttende over for dette lille menneske. Men så meget desto større nydelse over endelig at være ude i det fri på egen og i hinandens hånd.

Det værste der kan ske for et ægtepar, der er gået i tomgang og selvbenægtelse, må være at få Sandheden til middag en aften. Det fik Frank og April Wheeler og Sandheden var ikke køn. Den kom i form af en “certified lunatic”, sønnen af deres ejendomsmægler, og scenen var hysterisk morsom og tårevædende tragisk på samme tid. Både Winslet og DeCaprio spiller fremragende, og hans usympatiske og selvoptagede figur formår på forunderlig vis alligevel at vække en eller anden form for sympati i én. En uhyggelig, næsten gyseragtig, film uden skrækscener eller underlægningsmusik, der skal få dig til at gyse. Det psykologiske spil mellem de to ægtefolk er nok til at få hårene til at rejse sig på nakken og kysse sin mand en ekstra gang bagefter. Og vi måtte da også lige forsikre hinanden om, at selv om det var gået 13½ måned siden vi sidst var ude uden barn, så er vi ikke i nærheden af den katestrofe de to oplever i filmen.

Filmen i sig selv er ikke Oscarmateriale i mine øjne, den er heller ikke nomineret, men ejendomsmæglerens søn, som spilles af Michael Shannon, er helt klart en favorit for bedste birolle i mine øjne. Han spiller fantastisk i denne film! Og filmen er helt sikkert en tur i biffen værd.