>Husejerfusser

>Jeg skal gerne være den første til at indrømme, at jeg har mange gange stået forrest i køen, når der skulle deles lussinger ud efter Crocs. Det er, efter min mening, pr. definition noget af det grimmeste fodtøj, du kan tage på dine fødder.

Men efter at have sendt rigtig mange par Croclings og Mary Janes over Atlanten til venner, bekendte og mindre bekendte, da de er laaaaangt billigere her i landet, er jeg selv hoppet i et par lilla af slagsen. Og hold da kæft, hvor er de dejlige at have på!

Det huer mig ikke at indrømme, at jeg faktisk også synes de er lidt rappe! Eeeeeeiiihh, jeg kan næsten ikke holde ud at høre mig selv sige det. Måske er det min nye status som husejer, der gør det ved mig? Så kan man måske officielt tillade at traske rundt i træskolignende fodtøj i skrigende reklamefarver og syntetisk gummi, uden nogen rynker på panden af det? Måske er det fordi mine fusser er så fine indeni fra min tirsdagspedicure, at det skinner ud igennem hele grimheden? Eller måske er det den lækre lilla farve de har? Måske er det den eneste farve, der i virkligheden er rap i Crocs?

>De nusser fusser

>Og jeg lægger gerne mine fusser til.

I dag fik jeg min første pedicure EVER! Alt alt for dårligt, taget i betragtning, at jeg bor i mani- og pedicurens hovedstad, USA. Her kan man få begge dele for 30$, og kvinderne her i landet gør det på ugentlig basis. Det er så billigt, at de ikke gider selv at døje med at prøve at nå deres egne fødder og samtidig få neglelak kun på neglene og ikke så meget på tæerne som helhed.

Og nu er mine fusser flotte, masserede, filede, smurte og lakerede! Og sikken en rap lilla jeg fandt til neglene. Den passede lige til min tunika, og jeg føler mig simplethen så fin på fusserne nu. Mon jeg lige kan nå en omgang mere inden jeg rejser. Det tror jeg nok!

Ja, og så måtte jeg jo lige omkring og finde et par nye Bling Bling sandaler til de fine nye fusser også. Så 30$ holdte jeg mig vist ikke helt på.

>En vaskeægte boliggyser

>Ja, gyseren fortsætter. Lige som helten og heltinden troede, at de onde herremænd havde overtaget magten og det forjættede hus, kom den griske kræmmer dem til undsætning.

Status:
Konen har skrevet under! (Bless her soul!)
Manden er tvær, men kommer ned til kræmmeren på torsdag og vil “højst sandsynligt”, “måske” og “evt.” (og alle mulige andre forbehold I kan tænke på for at beskytte vores iturevne og sårbare følelser mest muligt) også skrive under på kontrakten der.
Så er der seks hverdages fortrydelsesret (dem er jeg ikke sikker på, vi overlever)
Men gør vi det, og der er jo ingen grund til andet, så er vi husejere i Ølstykke pr. 1. juni!

Måske ender gyseren alligevel med at blive et eventyr. Det er vist også en genre jeg mestrer langt bedre rent sprogligt.

Just in case – Kryds lige alt I har at krydse for os indtil torsdag!

>Communiversity

>Når byens borgere slår sig sammen med universitetets studerende får man det, man i Princeton kalder Communiversity. Og når man så står med sådan et lækkert ord på hånden, så kan man jo lige så godt fejre det og holde en kæmpe byfest, hvor kunst, kultur og samfund er hovedtemaerne konkretiseret i smukke brugs – og billedkunstboder, mangfoldige sceneshows og et flerkulturelt madorgie.

Vi kom ved et tilfælde forbi, for vi havde intet hørt om denne fællesfest, selv om vi kun bor 15 km. nord for Princeton!!? Med det kan vi så konkludere, at vi enten kommer for lidt ud, eller at de i Princeton ikke finder det nødvendigt at reklamere yderligere for en tilbagevendende årlig begivenhed, som alle har glædet sig til og forberedt sig på i flere måneder inden. Vi kommer nok for lidt ud.

Weekenden bød på hedebølge på over 30 grader, og der er kun en ting der er mere uudholdeligt end at være ude i den varme, og det er at være inde. Så lørdag formiddag pakkede vi bilen, Manden, Drengen og jeg, og tog til Princeton for at hygge os på legepladsen på Lover’s Lane (ja, de kan det der med at finde navne til ting i Princeton). Vi endte midt i byfesten og greb chancen for at få vores hungrende forlystelsessult stillet lidt.

Og hvor ellers end i det finkulturrelle Princeton finder man denne form for festivalmad:
Spansk økologisk Paella med muslinger og kæmperejer. MUMS!

Heldigvis kunne man også få noget så Plain and Simple som Funnel cakes (tragtkager),

som er en kage lavet af flydende dej, der hældes igennem en tragt og ned i friture, hvor det bliver stegt. Derefter serveres den med drysset flormelis på. En rigtig festival spise, som minder meget om vores klejner og da vist også er et levn fra de hollandske emmigranter.

På campus kunne man finde spændende og oplysende stande om forskellige nationaliteter og kulturer. Fx fandt man lige ved siden af standen om besættelsen af Palæstina, standen om Princeton University’s Cheerleading Squad. Hvem, der har besat dem, stod der dog ikke noget om.

>Hvor mange?

>Hvorfor siger vi HVOR mange og HVOR længe? Oversat til engelsk giver det jo fx ingen mening overhovedet: “where many” og “where long”.

Ikke at “how many” og “how long” giver mere mening oversat til dansk: “hvordan mange” og “hvordan længe”?

Hvordan får jeg lige det forklaret til den amerikaner, der spurgte om det i mandags?

Nudansk ordbog forklarer det således:
- “Udtryk for at der spørges om el. henvises til mængden el. graden af noget: hvor gammel er du? Hvor meget koster den? Jeg ved ikke, hvor langt der er. Jeg har ringet, jeg ved ikke hvor mange gange. Hvor var det lækkert! Hvor længe bliver du?”

Det svar synes jeg egentlig ikke, jeg blev klogere af. Det forklarer jo ikke grunden til, at det bruges, blot AT det bruges i den sammenhæng.

>Lyttetid

>Jeg sidder og lytter til Leif Davidsen læse sin egen “På udkig efter Hemingway” op i min nye frække grønne iPod Nano.

Hans stemme er tør, saglig og let monoton. Det er første gang, at jeg hører en lydbog fra ende til anden, og det er ret interessant og en meget anderledes læseoplevelse, synes jeg. Grunden til jeg hører den, i stedet for at læse den selv, er vores danske bogklubsmøde i aften. Vi har en bogklub her i New York området, hvor vi læser danske bøger, mødes og snakker om dem og spiser noget lækker mad. Og aftenens bog er Davidsens om Johns rejse efter Hemingway, som jeg desværre ikke fik købt, da jeg var i Danmark sidste gang og derfor må jeg ty til de elektroniske midler og høre den som lydfil, da min tid er knap.

Efter en søgning på nettet fandt jeg http://www.ennybog.dk/, hvor man kan købe og downloade lydbøger. Jeg fandt den også på Bilkas hjemmeside, men de havde en begrænsning på udenlandske ip-adresser, hvilket jo blev en naturlig stopklods for mig. Og da jeg ikke havde tålmodighed til at Manden kom hjem og lavede en omvej til en dansk ip-adresse for mig, betalte jeg 50 kr. ekstra på EnNyBog.dk. Samme aften var den downloadet, og jeg kunne sætte hørebøfferne på og lade mig føre rundt i Miamis og Cubas gader af Leifs tørre stemme.

Og hvor forunderligt det er at få læst en historie højt igen. Sidst det skete for mig, var vel da jeg var barn. Måden hvorpå jeg ligesom hører hvert et enkelt ord, er helt anderledes fra, når jeg læser selv, hvor jeg har en tendens til at skimme hen over enkelte passager i historien, fordi der er en anden tråd, der fænger mig mere i selvsamme historie. Når man får den læst op, kan man ikke på samme måde vælge til og fra, og jeg oplever, at jeg har en større opmærksomhed på sproget og ordvalgene i denne historie, end jeg har haft i andre lignende romaner. Måske er det også fordi, det er forfatteren selv, der læser den op, så han kan lægge trykket netop de steder, hvor han selv ønskede det skulle lægges, da han skrev historien. Det er jo egentlig den optimale oplæsning, når forfatteren selv får lov at tolke sit skrevne ord ud i det talte.

Har du selv prøvet at høre en bog? Hvis nej, så tag en tur ned til dit nærmeste bibliotek og lån en lydbog og prøv det. Ind på iPoden med den eller smid cd’en i bilen og benyt dig af den ubrugelige tid, du alligevel sidder med på hænderne, når du tager fra A til B, vasker op eller laver noget andet, der sagtens kunne piftes lidt op med en tur ud i et andet univers.

>Dublomand, kom indenfor

>Denne fine Dublomand kom på forunderligvis forbi vores hjem i dag. Man kan vel sige, at han nærmest opstod fra det rene ingenting i kassen til den prægtige mand han nåede at være i hele tre timer inden han fik bøllebank af Drengen og blev smadret til atomer.


Men fin, det var han – så længe det varede…

>Op med humøret!

>10 timer var lige nøjagtigt det jeg skulle bruge til at gå rundt og ligne en gammel israelsk grædekone, med nedadvendt mundvige og MEGET ondt af mig selv.

Så kom jeg over til mit dejlige danskhold, fik lidt god energi og humor fra dem + to lange køreture frem og tilbage til Brooklyn, hvor tankerne kunne få frit spil. To telefonsamtaler i løbet af dagen havde allerede gjort sit forarbejde til at få mine tanker op fra dybet. Min mor og min far kommer mig altid til undsætning i sådanne situationer, hvor jeg går i selvsving i usikkerhed og pessimisme. De ved lige, hvad der skal siges, og de giver mig lov til at være Rasmus Modsat og Karen Tvær i den tid det er nødvendigt. De giver mig endda ret i, at det er sgu da for træls, at sådan noget sker. Og så siger de – nok vigtigst af alt – “at det klarer I jo, for det er bare sådan I to er sammen. I to, dig og Manden, I har det med at finde ud af sådan nogle ting på den der måde, hvor I finder det positive i det hele.” Det er opbakning, omsorg og motivation i mine ører og jeg elsker dem for det!

Ti timer tog det mig at finde gaven i afslaget fra sælgeren. For der er selvfølgelig en gave i det. Det måtte der være, ellers var der jo ingen grund til at det skete. Og jeg fandt den og den er nu vores plan B!

Vi er frie og vi har hinanden, det er nu engang det vigtigste – og i mellemtiden kan huspriserne så godt lige tage at dykke yderligere.

Og ringer mægleren og siger, at sælger har skiftet mening igen og nu gerne vil sælge til os, så er vi ikke for store til at sige: “Ja tak, fandme da, hvor vil vi gerne have det hus!”

>Hvad gør vi nu, lille du?

>Bad news! Ingen hus i Ølstykke i denne omgang. Sælger havde fået kolde fødder over påsken, og vil ikke sælge nu alligevel. Så en måned af vores dyrebare tid til at finde en fast base under fødderne på dansk jord er nu spildt.

Jeg er frustreret, skuffet og usikker. De to første følelser skal jeg nok ryste ret hurtigt af mig. Det er jo bare et hus. Men usikkerheden gnaver i mig. Jeg har ligget vågen det meste af natten og tænkt og tænkt. Hvad gør vi om to måneder, når vi lander i Danmark og ikke har noget sted at bo. Ikke har noget sted at få vores møbler afleveret. Ikke har noget sted at søge pasningsordning til Drengen udfra. Ikke har noget sted at køre på arbejde fra. Ikke har noget sted at stå op om morgenen og spise morgenmad sammen og starte dagen på en tryg og god måde.

Før var vi bare to – to voksne, der kunne klare lidt af hvert, og som ikke behøvede meget sikkerhedsnet under fødderne. Vi havde jo kun os selv at tænke på. Men med Drengen i verden, er min usikkerhed vokset til kæmpestørrelse, og jeg har kun et formål i livet, og det er at skabe en tryg og dejlig tilværelse for ham. Hvordan kan jeg gøre det nu? Hvordan flytter man fra den ene ende af verden til den anden med et lille barn på 1½ år? Er der nogen der kender en hjemmeside, hvor jeg kan finde svaret? Jeg har prøvet at google det, men intet dukkede op i søgningen.

Vi kan ikke købe noget andet inden, da man jo ikke lige køber et hus ubeset online, så nu hedder det midlertidig lejebolig i en periode, hvor vi så kan søge efter huset imens. Derefter måske flytning til ny by, ny institution og nyt hus igen. Forandringer tager ingen skade af. Men når nu vi så gerne bare ville være fri for flere store forandringer, så kan det altså godt virke lidt uoverskueligt med selv de små forandringer inde i mit lille hovede.

Det tænker vi så lige lidt over fra nu af! Det er vist der vi er. Det andet var jo også lige lidt for godt til at være sandt. Nu jeg tænker over det…