>
Onsdag til torsdag tog Drengen og jeg i sommerhus med et par veninder og deres børn. Sommerhuset ligger i staten New York ud mod Atlanterhavet, og guuuud, hvor vi bare trængte til at opleve vinden og havet på nært hold på den måde.
Vi fik fundet de smukkeste strandskaller, som skal bringe Atlanterhavets brusen ind i roen på terrassen hjemme i Danmark. Hvorfor kan man bare slet ikke stoppe igen, når man går i gang med at finde skaller? Man finder sig selv gå rundt med hovedet nedaf, mens man leder efter den perfekte skal, og hver nye skal man finder, synes lige den tand smukkere end den forrige. De er så smukke og dragende, de skaller. Jeg vil nyde at sidde i min liggestol i Danmark og kigge på hver enkelt af disse skaller og tænke tilbage på disse dage og de mennesker jeg nød dem sammen med.

