>Kloge ord om alder

>Hørt på posthuset i dag, da en lille dreng bliver spurgt om sin alder:

(sagt med megen alvor i stemmen efter lille tænkepause)
“I used to be four, but then I turned five!”

Ja, det kender jeg godt. I used to be 25, but then I turned 33! Now, when did that happen?

>Er det specielt amerikansk?

>Er det specielt amerikansk

  • at svine en kassedame til en fredag aften kl. 22 i supermarkedet, fordi hun kommer til at nyse, mens hun scanner det stykke legetøj ind, man har købt til sin lille datter, og derefter kræve, at hun får fat et nyt stykke legetøj, da man nægter at give hendes baktussebefængte legetøj til sin datter dagen efter?
  • at man ved hver mundfuld under et måltid skærer sit kød med kniven i højre hånd og gaflen i venstre, for derefter at lægge kniven fra sig og tage gaflen over i højre hånd og SÅ tage det afskårne stykke i munden?
  • at sætte en blåoghvidstribet habitjakke sammen med en sortoghvidternet skjorte?
  • at danne kø i supermarkedet, fordi man lige skal have sine 37 kuponer tjekket igennem med scanneren, så man kan få sine 4.58$ rabat på sit 167.34$ samlede køb og derefter give sig til at skrive en check på nøjagtigt 167.34$, som man selvfølgelig skal have hjælp til at stave sig igennem?
  • at køre sin bil hen til de opstillede fællespostkasser, rulle ruden ned og tømme sin post fra bilsædet?
  • at vaske hænder både før og efter man tisser?

Er det specielt dansk

  • at i det hele taget synes, at det er helt mærkeligt at stå i et supermarked en fredag aften kl. 22 og derudover have ondt af den stakkels kassedame og tænke, at havde det været en selv, så ville man nok bare have sagt “Prosit”, have vasket legetøjet af, når man kom hjem (hvis man altså huskede det), og ellers være ligeglad, for hvor mange andre har ikke lige nøset på det stykke legetøj, mens det hang på hylden?
  • at putte maden ind i munden med venstre hånd, så man ikke skal sidde der og skifte hånd hele tiden?
  • at synes blåoghvidstribet ikke passer sammen med sortoghvidternet?
  • at ikke gide at samle alle de kuponer, da de fylder forbandet meget i pungen og spilder sindsygt meget af ens tid i forhold til den besparelse, man får ud af dem, og knap kunne huske at ens mormor brugte checks engang, samtidig med at man nok bare ville have skrevet 170$ på checken, da man vidste, at det kunne man stave til? (og så bare ryste lidt på hovedet af priserne med enkelte cents?)
  • at parkere sin bil i sin indkørsel, stige ud og GÅ hen til postkassen, da man ikke gider alt det bøvl med at skulle parallelparkere for tre rudekuverter og en reklame?
  • at vente med at vaske hænder til EFTER man har været på toilettet?

Hvad synes du?

>Om at tage de rigtige valg

>Nogle gange formår man bare at tage alle de rigtige valg, uden egentlig at vide det. Tag fx dagen i dag. Det var i dag, at vi trodsede mageligheden og tog en tur ud og shoppe sammen alle tre, selv om det ikke er Drengens favoritaktivitet. Han endte dog med at have en fantastisk dag, hvor han fik lov at løbe frit rundt i hele det store mall i stedet for at sidde og kede sig i klapvognen, og den halve time i legehjørnet i Legobutikken var en genial prioritering på den konto. Og sørme om ikke jeg så ikke lige fandt tiden til at købe disse tre fine kjoler til i alt 63$ (ca. 325 kr.).

Og selv om tiden egentlig var gået i forhold til vores plan om at nå hjem og lave lækker sund aftensmad (jvf. to indlæg tidligere her på bloggen), så skulle Manden da også lige have lov at kigge færdig, og så var han heldig at finde disse tre lækre Hollisterbluser til i alt 55$ (285 kr.), mens jeg og Drengen smuttede på Starbucks og købte en Latte til mig og en Americano til ham, og Drengen tømte en brikæblejuice på rekordtid.

På vejen hjem sad vi og vendte og drejede mulighederne: Hjem og lave fælles lynaftensmad, da Drengen sad utålmodig, træt og SULTEN på bagsædet, eller lade os friste af vores personlige forlystelsessyge, og det at vi nu endelig var kommet ud af huset omkring aftensmadstid, og derfor tage på restaurant og spise. Fordelen ved dette, var at Drengen fik sin mad med det samme, hvorimod den først skulle laves, når vi kom hjem. Ulempen var at han var træt allerede, og det kunne ende i skrig og skrål og et overtræt barn senere på aftenen. Fristelsen var stor, men fornuften fik overtaget, og vi tog hjem, hovedsageligt fordi det var sundere mad der ventede der (jaaaahh, vi er standhaftige!). Fodrede Drengen af med en lækker portion havregrød med æble, kanel og sukker. (Vi synes egentlig han var taberen i dette spil, rent kulinarisk, men han slikkede sig gentagne gange om munden og sagde: “Mmmmmmmm…”!!?) Han fik sin godnathistorie fra pegebogen om pæren, lastbilen og futskoene: “Hva’ deeeeet?”, blev puttet af sin far, imens jeg grillede den allerede marinerede plank steak, de friske asparges og de oliekrydrede kartofler på den elektriske grill på altanen. I horisonten trak uvejret op, og vores oprindelige plan om at spise udenfor, blev justeret en smule og rykket indenfor. Lige som jeg tog lækkerierne af grillen og lukkede altandøren, og Manden kom ned efter den smertefrie og hurtige putning, lød det første brag efter det blitzende lyn. Og SÅ blæste det op! Og blev uvejr!

Vi tændte stearinlysene, knappede rødvinen op og rullede persiennen ved spisebordet helt op, så vi rigtig kunne nyde uvejret udenfor, og maden og vinen indenfor. Glade for, at vi i dette øjeblik IKKE var på vej ud fra en restaurant med et træt barn på armen.

Da vi skar i de svagtrosa plank steak skiver, som tilfældigvis havde fået lige præsic den tid de skulle have på grillen, fordi uvejret besluttede, at det var tid at få maden indenfor, blev vi hurtigt enige om, at vi havde taget mange gode valg i dag, og dette måtte være belønningen. Udenfor herskede kaos, og indenfor var alt ro og harmoni og to glade forældre.

>Nyt fra "haven"

>Se lige hvilken vækst!

Tomaterne må desværre lide lidt for små nysgerrige pilfingre. Men hvad, det er jo det, de er der for. For sikken glæde det kan være for en 1½-årig at få lov at plaske legalt med vand fra mors store vandkande og bagefter stikke snuden ned i herlighederne og snuse ind, mens man siger: “Mmmmmmmm…..”

Og så tilbage til den mystiske overlever fra sidste år. Was ist denn das für ein ding?

Kan I hjælpe mig? Ellers må jeg jo bare vente lidt endnu, til den forhåbentligt vælger at vise mig sine blomster.

>Et selvportræt

>Jeg tegner et billede af mig selv. Med blyant, så jeg kan få alle detaljerne med. Det er aldrig nemt at lave et selvportræt, da det jo kræver en vis selvindsigt, men også selverkendelse.

Jeg starter med omkredsen af hovedet. Kinden er lidt rundere, end jeg husker den. Den buer mere ude nede under kindbenet, og hagen har en svag antydning af dobbelthed.

Så øjnene. Blyanten løber forvirret rundt over papiret en fire fem gange inden den beslutter sig for at lave en streg. Der ligger det. Øjet. Det skal sidde rigtigt i forhold til omkredsen, som har en svag bue indad, der hvor øjet er. Jeg bruger fingrene til at tvære blyantens streg lidt ud, for at få de helt rigtige skygger under øjnene. De virker tunge og mørke de skygger. Uanset hvor meget jeg tværer, kan jeg ikke gengive dem helt korrekt. Jeg prøver at lægge lidt streger ind, for at skabe de rynker, jeg pludselig opdager er opstået der, siden jeg sidst tegnede dette velkendte ansigt. Det er underligt, for det er det ansigt, jeg burde kende bedst i hele verden, men når jeg sidder der og tegner det, forsvinder det velkendte og alt bliver opløst i streger, linier, skygger, nuancer osv. Det er ikke mig, det er blot et ansigt.

Rynkerne ved øjnene pusler i mig. Det er de samme rynker, som jeg kalder morrynkerne.

Det er dem, jeg kigger på, når jeg kan se om en kvinde er mor. Jeg har altid syntes, at de var så smukke på alle andre. Når jeg ser dem nu her på mig selv, virker de trættende og skæmmende på ansigtet. Jeg er virkelig en kritisk betragter. Jeg synes, at kvinden på billedet ligner en træt kvinde, der også er mor.

Jeg kan ikke kende mig selv pt. Det er som om de ti ekstra kilo, der sidder rundt omkring på min krop har visket den pige jeg kender lidt ud. Hun er derinde bagved et sted, det ved jeg, for jeg kan jo mærke hende hele tiden. Jeg kan mærke hendes hjerte banke og hendes glæde boble, men hvorfor kan jeg så ikke se det udenpå? Og hvorfor kan jeg ikke overføre det til mit portræt? Det er længe siden, jeg har tegnet rigtigt. Måske er jeg blevet rusten i min streg. Selvportrættet har heller aldrig været min stærke side, så hvorfor skulle det lige pludselig blive det nu?

Men jeg plejer nu nok at kunne finde mig selv derinde i spejlet, når jeg kigger rigtig efter. Jeg savner min kraveben. Jeg kan huske glæden, da jeg pludselig kunne se dem igen efter at have tabt mine sidste kedsommelighedskilo, som jeg kalder dem. Når jeg bar en åben bluse og grinede, kunne man ane kravebenene, og det er noget af det smukkeste på en kvinde, når hendes hals ender ned i den svage fordybning kravebenet giver på hver sin side. Dem behøver jeg ikke døje med at få tegnet med på billedet nu.

Jeg kan ikke skyde skylden for kiloene på hverken USA eller graviditeten, som ellers ville være belejligt. De er selvforskyldte. De er opstået af kedsommelighedsspisen. Livet som hjemmegående er ikke mig. Det har jeg i den grad lært af vores rejse til det amerikanske. Jeg har også lært, at jeg elsker at tilbringe tid med min søn og at fritid, frihed og tid med ham er en gave, som jeg værdsætter uendeligt højt, men som også for mig skal gå i spænd med jobmæssige ansvarsområder og selvudvikling. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg glæder mig afsindigt til at komme hjem og arbejde igen og til at finde ind til AB igen. At blive mor gør vist også noget ved en kvinde på det område. Jeg har læst et sted, at det tager 1-1½ år for kvinden at finde tilbage til sit gamle jeg igen. Og så er det jo alligevel ikke det gamle jeg, man finder. Det er et forandret jeg, som nu også er mor, og som aldrig igen, kun skal tage vare på sig selv. Tværtimod har hun helt glemt, hvordan hun gør det, i sin iver for at tage vare på sit barn. Det er vist en gammel kending for flere nybagte mødre.

Kampen mod kiloene er startet, og den værste kolde tyrker fra sukkeret er overstået. Jeg har været igennem hovedpinen og trangen, som var det et stærkt vanedannende stof, jeg skulle vænnes fra. Det var det vel egentlig også. Men jeg ved også godt, at så snart jeg igen kommer i gang med at arbejde og at cykle til og fra det, så ryger kiloene også igen. Det er jeg nødt til at tro på, for sådan ser pigen på tegningen nemlig rigtigt ud i virkeligheden. Hun cykler. Og hun har bløde kindben og kraveben. Bevares, man har vist aldrig skrabet sig på hende, men hun var helt sikkert mere markeret, da jeg tegnede hende sidst.

Pudsigt egentligt – at for at finde mig selv, er jeg nødt til at tabe lidt af mig selv. Jeg har været der før, gør det gerne igen, for glæden ved at se hende den rigtige AB i øjnene i spejlet er større en noget andet her i verden – for mig, anyways…

>Jeg sparer sammen

>For jeg vil rigtig gerne ligge og slænge mig sammen med Drengen og Manden i denne her:

Derfor sælger jeg sådan nogen her til børn:

Og sådan nogen her til alle tøselillerne, voksne som barnlige:

Trendsales. Og jeg må sige, danskerne er vilde med dem! Hvilket er heldigt for mig, når nu de er så dejligt billige her i landet. Nå, men kender du nogen, der er tosset med disse farverige gummisko, og gerne vil have dem til en lidt billigere pris, så send dem gerne ind på min lille butik, så jeg kan få min sofa, når jeg kommer hjem til Danmark.

>Der lyttes stadig

>Jeg blev færdig med Leif Davidsens jagt på Hemmingway, og har nu sat en ny bog i gang i iPod’en. Men inden da har jeg været ude og investere i et par nye hørebøffer.

Jeg er en af dem, der bare ikke kan forlige mig med at have høretelefoner inden i ørerne. Det gør simpelthen ondt efter 5 minutter. Det er som om de ikke sidder rigtigt og at mine ører bare ikke er lavet til indvendige hørebøffer. Jeg har i hvert fald ikke fundet et par endnu, der passer ind i mine øregange. Men nu er ørene glade. For de har fået disse nye seje bøffer, som kan det hele og lidt til. Det er Sony’s MDR NC7, som har noice cancelling. Det vil sige, at de eliminerer 87,4% af den udefrakommende støj. Der sidder sådan en lille knap på siden, hvor man lige kan slå NC til og så kan man ellers sidde der i ro og mag og lytte til Ellen Hillingsøes kontante stemme læse Holst’s roman højt. Og så kan de klappes sammen til næsten ingenting, hvilket ikke er helt ueffent.

Det skal siges, at lige så begejstret som jeg er for hørebøfferne, lige så lidt er jeg vild med Dronningeofret. Jeg er i forvejen ikke den store Hanne Vibeke Holst fan, men jeg må tage hvad jeg kan få af danske lydbøger lige pt. her i USA, og min veninde havde tilfældigvis lige denne liggende, som jeg kunne låne. Historien er som sådan ok, men jeg bliver simpelthen så irriteret over alle hendes detaljer. Det er som om, hun hele tiden skal vise os, hvor meget hun ved om alt muligt, og hvor meget hun har sat sig ind i, for at kunne skrive denne bog. Hvad blev der er postmodernismens glæde ved at skære historien ind til benet og præcisere sit sprog, så kun det vigtigste blev fortalt og resten overladt til læserens eget tankeunivers? Måske er hun selv lige så meget kontrolmenneske, som hun beskriver hovedpersonen Meyer til at være. Måske tør hun simplethen ikke overlade ansvaret for selv de mindste detaljer til os læsere. For hvad nu, hvis vi ikke tænker historien i samme retning, som hun gerne vil have os til?

Oven i hendes overfortælling af historien er hun nok også en af de forfattere, jeg har oplevet, der markerer sig selv tydeligst i sin fortælling. Hun er helt klart en medaktør i historien med alle sine holdninger og sine indirekte kommentarer om den aktuelle danske politiske scene, tweenagemoden, kønsrollemønstre i de moderne børnefamilier, medierne som den fjerde statsmagt, og jeg kunne blive ved. Hvorfor skal hun mene noget om alt? Og måske vigtigere endnu, hvorfor skal vi høre om hendes meninger om alt i hendes historier? Hvorfor kan hun ikke bare fortælle historien? Det bliver for opstillet og subjektivt for min litterære smag. Den skal høres færdig, ingen tvivl om det. Men jeg glæder mig til at komme i gang med Mærkedage af Jens Smærup Sørensen bagefter, og ærgrer mig faktisk lidt over, at jeg ikke valgte den først.

Og så har jeg virkelig svært ved at abstrahere fra Ellen Hillingsøes karakteristiske stemme. Hun er jo en fremragende fortæller, men hun kommer bare til at fylde i historien helt uden at ville det, fordi hun er et menneske, hvis stemme adskiller hende markant fra alle andre.

Nå, men hørebøfferne er dejlige, fik jeg sagt det?

>Give away #2

>Ja, så skal vi altså have os en give away igen. Efter den enorme glæde og lettelse, det har været for os, at få vores drømmebolig på plads, føler jeg mig helt ekstremt gavmild, og det skal gå ud over jer! Så bær over med mig…

Den 6. juni holder vi et stort garagesalg. Det har altid været min drøm at åbne min garage og sælge ud. Jeg ved ikke, hvad det er med det, men det er bare så hyggelig en tanke i min verden. Man får snakket med en hel masse naboer og forbipasserende, man får nydt det gode vejr og man får krejlet (gad vide om det ord ville gå i Scrabble?)! Jeg elsker at krejle, især når jeg selv er sælgeren.
Nå, men det betyder jo også, at jeg er begyndt at gå og kigge vores ting igennem og sortere lidt i dem. Derfor er der hele tre ting i denne weekends give away.
Den første ting er for “All the chokoholics” derude. I ved hvem I er. Jeg er en af jer, og derfor skulle dette skønne lille metalskilt med på give awayen:

Jeg deler også gerne gode oplevelser ud, og hvis der er noget, der kan give oplevelser, så er det det skrevne ord. Vi elsker alle weekender, og Ian McEwan’s “Saturday” (engelsk udgave) er hermed også kommet på give awayen. Den er stærkt anbefalelsesværdig!:

Og så lidt til mødrene, eller rettere til ungerne. Til alle de unger, der er næsten samme alder som Drengen, som jeg læser om på diverse blogs. Dette par Crocs fik jeg købt hjem ved en fejlbestilling. Crocs er rævebillige i USA, og disse er str. 4/5, som er en dansk str. 20/21. Der må da være nogen, der sidder og brænder for at eje dem. Drengen har allerede et par, så disse skulle altså deles ud:

Hvad gør I så nu? I skriver en kommentar til dette indlæg, hvor I selvfølgelig skriver, hvilken af tingene, I helst vil have, og så trækker jeg EN vinder mandag aften. Den af tingene, der har fået flest stemmer bliver sat på lod, og de to andre ting ryger på garagesalget. I bestemmer!

Man må gerne lægge stemmer ind på mere end en ting, hvis der er flere af tingene, man kunne tænke sig.

>En guddommelig Crème Brûlée

>Jeg har fundet en virkelig god opskrift på Crème Brûlée på nettet, og det bedste af det hele er, at den kommer med en instruktionsvideo til!

Den må jeg altså bare dele med jer. Jeg er ellers ikke normalt til Crème Brûlée, men Manden min elsker det, og han bestiller det næsten altid til dessert, hvis det er på menuen, når han er på en ny restaurant. Han bruger det som sammenligningsgrundlag for hvor god restauranten er i hans verden. Så I kan nok forstå, at forventningerne var høje, da jeg skulle lave det for første gang i lørdags, og det var ikke uden præstationsangst, at jeg gik i gang. MEN, det var nemt, og det smagte himmelsk. Alt sammen takket været denne video og denne opskrift:

Selve opskriften er på engelsk, men har forsøgt at oversætte den + convertere mål og grader. I kan finde den originale opskrift her.

  • 5 dl. piskefløde
  • 1 vanillestang
  • ½ dl. sukker
  • 6 hele æggeblommer

Jeg udelod appelsinskallen, da vi gerne ville have den rene smag af vanille. Det kan anbefales!

Forvarm ovnen til 160°C og følg så ellers videoen resten af vejen.

Bon appetit!