>Let it go

>De sidste ti dage har jeg været “alenemor”. Jeg har selv klaret den horrible flyvetur hjem med en forstyrret og urolig 1½ årig. Jeg er selv flyttet ind i huset, har samlet antennekablet, hevet rawplugsene ud af væggen, sat det trådløse netværk op, drukket fyraftensbajeren på terassen og i det hele taget fået dagligdagen til at køre i nogenlunde faste trygge rammer for mig og Drengen. Og det er gået fint. Godt endda. Vi har selvfølgelig savnet vores far og jeg har mere end en gang ønsket at jeg lige kunne dele ansvaret med nogen bare lige fem minutter. Men det gik.

Nu skal jeg så lære at slippe ansvaret igen, for nu er han her jo. Ham jeg deler det med. Nu kan han tage Drengen med til bageren i nattøj (som de er lige nu), og nu kan han spænde skruerne i det nye toiletbræt og hive de resterende rawplugs ud. Han kunne tage med min bror ned til Fog i går og købe vores maling, mens jeg hyggede mig på terassen med svigerinden og ungerne og han kan tage 50% af alt besværet med at nusse, kæle og lave pruttelyde på maven med Drengen….altså, sikke et besvær!

Og i går skulle jeg ikke ligge mutters alene på luftmadrassen og sørge for ligevægt i luftboblen, så jeg ikke trillede ned. I nat lå jeg godt og trygt på den ene side og indsnusede hans dejlige duft.

Jeg skal aldrig være alenemor og min dybeste respekt går til jer der er det. Og til I andre, næste gang i ser en stakkels kvinde på flyveren med et skrigende barn på armen. Så prøv lige at komme over jeres irritation (det får alligevel ikke ungen til at stoppe – tværtimod, da det stresser moderen endnu mere) og gå i stedet hen og spørg hende, om der er noget du kan hjælpe hende med. Bliv ikke forskrækket, hvis hun så begynder at tude (det gjorde jeg for eksempel), det er bare fordi hun bliver så fandens rørt over at nogen viser hende omsorg og hjælp i det øjeblik, hvor hun ikke kan overskue den næste time, og hendes ben ryster under hende, fordi hun har siddet på hug foran sit dyrtkøbte sæde, så hendes 1½ årige barn kan sidde godt på det og spise sin aftensmad. Og hent så et glas vand til hende eller hjælp hende med at hive hendes tunge pusletaske ned fra taskehylden, når hun for 17. gang kommer i tanke om noget, hun glemte i den. Ja, gør lige det, ikke! Så slipper jeg det store martyriske og altopofrende ansvar for et øjeblik og deler det med min supermand. Deal?

>Så er ringen igen samlet

>Liiiiige om lidt, så kører vores far op af vores fine nye indkørsel.

Et uvejr over New York, en fejlforsendelse af hans kufferter til Stockholm og en flaske gammel whiskey forsinkede hans vej, men liiiiige om lidt,

så er han her…

Jeg vandrer hvileløst rundt i huset og kigger ud af vinduet. Det er længe siden, at jeg har glædet mig så meget til noget.

Liiiiige om lidt…

>Nå ja, jeg har jo også en blog…

>Jeg kom lige i tanke om her til morgen, at jeg da vist ikke har blogget i umindelige tider. Og her har jeg fablet stolpe op og ned om mit nye hus og min rejse hjem til Danmark, og så lader jeg jer bare hænge der, som i en anden cliff hanger.

Nå, men vi er her. Vi er i huset. Og vi nyder det, og vi savner vores far. Så enkelt kan det vel egentlig siges, men jeg skal nok give jer lidt mere. I får ti gode stunder fra den sidste uge:

  1. Min far kørte os hele vejen til Sjælland på sin fridag, og blev natten over sammen med os i det tomme nye hus, så vi ikke skulle ligge her alene den første nat. Jeg nød at lytte til hans trætte snorken inde fra den tomme rungende stue, da han træt lagde sig på madrassen efter at have rykket igennem med indhentning af mad til de fremmødte gæster og oprydning i de sene aftenstimer.
  2. At gå i seng i aftes med en duft af sengetøj, der havde hængt ude og Probat fra det nyvaskede trægulv. Jeg siger jer, man burde lave duftlys, vaskemiddel og håndsæbe med Probatduft. Det er noget af det bedste, jeg kan få i min næse.
  3. Hyggetimer med min bror og hans familie, som nu endelig bor i vores nærhed. Den solrige dag i tirsdags blev brugt i deres have med trampolinhop, legehuslege, badebassin, sodavandsis og høj hjertelig barnelatter. Lykken var total, da min niece og guddatter slog armene om mig til sidst og gav mig det skønneste farvelkys, som hun to minutter tidligere havde nægtet mig, da hun vist nok var lidt sur over, at Drengen og jeg ikke blev og sov, som vi jo plejer at gøre.
  4. Koldskål og kammerjunkere, jordbærtærte til overpriser fra bageren, leverpostej, rugbrød, Sommersby pærecider og nye danske kartofler.
  5. I går kom svigerne forbi og tog de praktiske handsker på. Vi fik hele hytten skuret ned, fikset småting, slået græsset, indkøbt og samlet havemøbler og stegt frikadeller. Og når jeg siger VI, mener jeg selvfølge DE. For hold da magle, det er dejligt med sådan en hjælp, når man står her mutters alene med en 1½ årig, der også gerne vil underholdes hele tiden. Og det hjalp de så også lige med, samtidig med at vi alle hyggede os gevaldigt. Behøver jeg at sige, at jeg har svigere af guld?
  6. “Morgenhår” – børneunderholdning på DR. Dansk børnefjernsyn er SÅ meget bedre og mere underholdende og interessant end amerikansk. Tænk sig, at det er muligt at lave børneTV, der ikke taler ned til barnet og undervurderer dets kompetencer og humor. Og tænk sig, at man ikke behøver at lave børneTV, der tankpædagogisk forsøger at fylde børnenes hoveder med udenadslæren, men i stedet lader dem tænke selv og bruge deres fantasi. Fantastisk!
  7. De gode venner og næsten naboer, der bare stiller op med lys, lån af bil, ekstra værkstøj, allergipiller og hyggeligt samvær. Hvor var det godt, at vi lige valgte DEN by, de var i, så vi rigtig kan komme til at nyde godt af deres dejlige personligheder og unger.
  8. Sene lyse sommeraftener (selv om vi begge synes, at de var lidt svære at arbejde med i jetlagsfasen)
  9. Drengen (min far bryder sig ikke om denne betegnelse for min lille søn, da han synes den er upersonlig, og han har jo egentlig ret. Så jeg må se, hvad jeg kan finde ud med det. Måske skulle jeg bare slippe min paranoia lidt og kalde ham ved hans navn?), nå men, hans glæde og iver over at være i det nye magiske hus, hvor man bare kan gå ind og ud, som det passer én, og hvor der hele tiden kommer sjove mennesker forbi og hygger sig med én. Når jeg ser på ham, ved jeg, at det var det helt rigtige at flytte hjem igen og være nær alle dem vi holder af.
  10. Brun sovsekulør. Jeg kender ikke andre lande, hvor man bruger det. Gør I? Jeg har købt en. Har ikke brugt den endnu, og kender jeg mig selv, så bliver den ikke taget i brug lige forløbig, men den skal være der, i skabet, til den netop den dag, hvor vi lige får lyst til bøf med løg og BRUN sovs. Det duer bare ikke med en skidenbeigefarvet sovs, vel?

>Kompensationsbajer eller trøsteslik

>Denne her Aston Martin DBS fik Manden lov at hygge sig i sammen med vores gode ven i aftes. Vores ven har lånt den hen over weekenden fra Aston Martin, og jeg har lige lagt øre til et længere foredrag om dens køreegenskaber, den formåen og dens kaliber.

Pludselig har jeg ikke så ondt af ham, over at han skal sidde i den tomme lejlighed en uge mere og derefter skal rejse alene hjem i flyveren, hvor han bare skal sidde og kede sig med det væld af film de tilbyder fra SAS….ikke et ord, sagde jeg jo!

>In between

>Lige som disse små nye ællinger, har vi kun lige taget de første spæde skridt ned mod vandet, hvor vi nu skal svømme i danske strømme.

Efter en laaaaaang tur i luften, hvor jeg fik bevist at en 7 timers flyvetur fra New York til Kastrup rent faktisk er længere end en 8,5 timers flyvetur den modsatte vej. Hemmeligheden ligger i halveringen af forældreparret, der flyver med den 1½ årige dreng! Jeg gør det aldrig igen! Blev der sagt! Og så kan de skyer være nok så smukke.

Og skulle jo så lige vandre halvvejs til Jylland bagefter for at komme med flyveren videre til Aalborg fra Kastrup. Nu forstår jeg bedre, at det kun tager 45 minutter i luften, for man er da halvejs derovre, inden man når ud til gate 30!!!

Vores ting tager dog en lidt længere tur, og alle disse kasser plus lidt til, vil nu være at finde på et stort skib et eller andet sted “ude på blå ocean” (som Dodo vist nok sang engang).

Mærkeligt at tænke på. Inventarlisten endte på en halv million i værdi (tænk jer, der var for 38.000 kr. bøger! Det viser bare, at bøger er for dyre i Danmark!). Det er slet ikke nær nok i min affektionsværdivurdering. Og så alligevel. For jeg har jo det dyrebareste jeg ejer med mig som håndbagage. En noget livlig en af slagsen, og ikke meget for søvn på kufferthylden, men dog lige ved min side.

Og den anden halvdel af mit selv, sidder nu i de tommer stuer i Jersey og kigger på uret, mens han venter på at tiden skal gå, så han kan rejse samme vej (og her skal der ikke lyde et eneste ondt ord om misundelsen fra min side, over at han kan sidde stille og fredeligt og nyde sit in seat entertainment system og sin lille flaske flyrødvin med sin flymadpakke – ikke ord, siger jeg jo. Så smålig kunne jeg aldrig finde på at være. Jeg under ham skam hvert et sekund…jo jo…ikke et ord).

Jeg selv er pt. at finde i det nordjyske, hvor jeg nyder naturlegepladser, kartofler og jordbær fra selvplukkerdynastiet, sæbebobler, hygge med veninderne fra en svunden tid og min mors kødgryder og varme favn.

I morgen er jeg halvejs på Sjælland og søndag bærer jeg dette lille menneske over dørtæsklen til hans nye barndomshjem. Følelserne er mange, trætheden enorm og kærligheden til mit liv uendelig.

>Blerøv og stjernekokpotentiale

>Udover mine transskriberingsstunder med Sound of Music, Melodi Grand Prix og bedsteveninden, er nogle af den bedste stunder fra min barndom, når jeg var med min mor og far ude i deres restaurant. Vi havde en restaurant, der lå midt i skoven, en nedlagt vandmølle, et rigtig traktørsted, hvor byens folk holdte deres konfirmationer, guldbryllupper og begravelser og byens værftskonge sine store søsætninger. Det var store portioner, der blev anrettet i køkkenet, og jeg var så heldig, at kokkene gad at have en lille sveske som mig løbende omkring benene på dem. Og at de oven i købet gad at bruge tid på at sætte mig til at lave vigtige opgaver, som at rulle 300 boller eller skrælle 900 kartofler. Jeg elskede det. At stå i det kaotiske køkken, hvor bandeordene og tilsviningerne fløj sammen med agurkeenderne og piskerisene i gennem luften. Der var en hel speciel humor derude i det hvide stålbesatte rum, og jeg følte mig som en vigtig del af besætningen, når jeg stod der på min skammel ved industrivasken og fjernede øjne fra de dampende varme hvide kartofler.

Nu er det Drengens tur til at prøve at føle glæden ved at være med og at gøre sin vigtige del i madlavningen. Vi havde godt nok ikke 300 gæster i selskabsbogen, men 13 voksne til en sommerfest i Det Danske Hus i Edison, er da en start, når man kun er 1½ år gammel. Så han måtte tage den hårde tjans med at skære squash og pølser i små stykker til børnenes pølseret. Selv om der røg flere squashstykker og pølser ind i hans mund end i gryden, var det helt tydeligt, at han tog sit job meget seriøst. Og sølv-“kokkekniven” fra Georg Jensen med plydsbamsen på kørte behændigt hen over skrærebrættets overflade.

Gud, hvor jeg nyder sådanne stunder sammen med ham. At se hans nysgerrighed og den eftertænksomme alvor der pryder hans ansigt, når han skal kopiere, hvad jeg gør. Og den efterfølgende stolthed over at se sin mors glæde ved hans arbejde er “priceless”. Jeg har nu regnet ud, at det er en af frynsegoderne ved at være forældre. At kunne være tilskuer på første række til sådanne forestillinger.

Senere blev jeg selv forfremmet til overskyller i opvasken og derefter rengøringsdame i restauranten for til sidst at ende på toppen som tjener i sort og hvidt. Og nu venter den absolutte drøm forude som skolepatruljelærer i gult og selvlysende.

>Næste strikkeprojekt

>Efter at have set Trines indlæg om ponchoer, blev jeg helt nostalgisk efter den tid, hvor jeg kun strikkede sjaler. Jeg elsker sjaler….og ponchoer! Og jeg skal jo have noget at holde mig varm med inden under den gule skolepatruljejakke i de tidlige efterårsmorgentimer. Så mit næste projekt, når trøjen til Drengen er færdig, må blive en af disse tre:

Jeg kan ikke rigtig blive enig med mig selv om hætten her den skal “stay or away”, men ponchoen er skøn, og så er det en pind 20! Det kan ikke tage lang tid.
Dette er godt nok hæklet, men mon ikke det skulle være til at lave alligevel?

Dette mønster har ligget i min skuffe meget længe efterhånden, og jeg synes bare det må være så lækkert at hylde sig ind i på en kold efterårsdag. Det bliver nok det første af de tre.
Og jeg skal jo have noget at få tiden til at gå med om aftenen i huset, inden Manden kommer til Danmark den 27. Jeg ser det tydeligt for mig: En luftmadras i hjørnet af stuen, to tændte stearinlys, lyden af en sovende dreng i babyalarmen og Dissing, Dissing, Las og Dissing på iPod’en og et lækkert kommende sjal på pindene. Og så selvfølgelig duften af nyt fremmed hus og nylavet kaffe i næseborene.
Og mor, hvis du læser med (og det ved jeg jo du gør) så kan dette også læses som en ønskeseddel for min fødselsdag i oktober…udover den nye symaskine på 220v og dansk stik, som står øverst!

>Kommunalt ansat!

>

For første gang i de ni år, jeg har været lærer, skal jeg nu være kommunalt ansat. Jeg har indtil nu været ansat på selvstændige efterskoler eller på en statsejet overbygningsskole, og jeg har elsket det! Nok mest fordi, der kun var store børn på de skoler jeg har været på. Jeg er en storbørnslærer, ingen tvivl om det.
Men nu skal jeg prøve kræfter med det kommunale område, på en skole med børn fra 0. til 9. klasse, og i dag fik jeg min opgaveoversigt med posten og samtidig fik jeg et møde med et ord fra en svunden tid, som jeg helt havde glemt eksisterede

SKOLEPATRULJE

(billedet er lånt fra www.sikkertrafik.dk)

GISP! En af mine opgaver kommer til at være skolepatruljelærer en dag om ugen! Jeg som aldrig selv har været skolepatrulje, ene og alene af den grund at man skulle tidligere op end de andre OG man skulle stå ude i regnvejr.

Shit, shit, shit! Og hvilken kommunalpolitiker tror I jeg skal snakke med for at få nedlagt de selvlysende gule regnjakker og ændret dem til noget mere tidssvarende á la en lækker lilla med retroblomster på eller sådan noget lignende? Jeg tror jeg godt, jeg kan få indopereret noget reflekterende selvlysende i blomsterne, hvis det med at kunne ses i mørke er et issue for dem.

>Overspringshandlinger

>Det er utroligt hvor interessant det pludselige kan blive at tømme alle ens bøtter i køkkeskabet og vaske dem alle af i hånden – bare for at slippe for at lave en liste over alt man ejer til forsikringsselskabet, der skal dække vores flytning…suk.

Nå, men nu er bøtterne da klar til at blive pakket, og jeg fandt ud af at de næste fire dage, skal jeg lave en kæmpe lasagne med masser af tomatsauce og plader i, en drømmekage fra Brovst med ekstra kokos og farinlag, 3 chokoladekager og noget med flormelis, bulgur, spelt og pinjekerner.