>De sidste ti dage har jeg været “alenemor”. Jeg har selv klaret den horrible flyvetur hjem med en forstyrret og urolig 1½ årig. Jeg er selv flyttet ind i huset, har samlet antennekablet, hevet rawplugsene ud af væggen, sat det trådløse netværk op, drukket fyraftensbajeren på terassen og i det hele taget fået dagligdagen til at køre i nogenlunde faste trygge rammer for mig og Drengen. Og det er gået fint. Godt endda. Vi har selvfølgelig savnet vores far og jeg har mere end en gang ønsket at jeg lige kunne dele ansvaret med nogen bare lige fem minutter. Men det gik.
Nu skal jeg så lære at slippe ansvaret igen, for nu er han her jo. Ham jeg deler det med. Nu kan han tage Drengen med til bageren i nattøj (som de er lige nu), og nu kan han spænde skruerne i det nye toiletbræt og hive de resterende rawplugs ud. Han kunne tage med min bror ned til Fog i går og købe vores maling, mens jeg hyggede mig på terassen med svigerinden og ungerne og han kan tage 50% af alt besværet med at nusse, kæle og lave pruttelyde på maven med Drengen….altså, sikke et besvær!
Og i går skulle jeg ikke ligge mutters alene på luftmadrassen og sørge for ligevægt i luftboblen, så jeg ikke trillede ned. I nat lå jeg godt og trygt på den ene side og indsnusede hans dejlige duft.
Jeg skal aldrig være alenemor og min dybeste respekt går til jer der er det. Og til I andre, næste gang i ser en stakkels kvinde på flyveren med et skrigende barn på armen. Så prøv lige at komme over jeres irritation (det får alligevel ikke ungen til at stoppe – tværtimod, da det stresser moderen endnu mere) og gå i stedet hen og spørg hende, om der er noget du kan hjælpe hende med. Bliv ikke forskrækket, hvis hun så begynder at tude (det gjorde jeg for eksempel), det er bare fordi hun bliver så fandens rørt over at nogen viser hende omsorg og hjælp i det øjeblik, hvor hun ikke kan overskue den næste time, og hendes ben ryster under hende, fordi hun har siddet på hug foran sit dyrtkøbte sæde, så hendes 1½ årige barn kan sidde godt på det og spise sin aftensmad. Og hent så et glas vand til hende eller hjælp hende med at hive hendes tunge pusletaske ned fra taskehylden, når hun for 17. gang kommer i tanke om noget, hun glemte i den. Ja, gør lige det, ikke! Så slipper jeg det store martyriske og altopofrende ansvar for et øjeblik og deler det med min supermand. Deal?
Jeg vandrer hvileløst rundt i huset og kigger ud af vinduet. Det er længe siden, at jeg har glædet mig så meget til noget.
Og hvad man end mener om ham og hans “way of living”, så var han efter min mening noget helt enestående inden for musikken.
Pludselig har jeg ikke så ondt af ham, over at han skal sidde i den tomme lejlighed en uge mere og derefter skal rejse alene hjem i flyveren, hvor han bare skal sidde og kede sig med det væld af film de tilbyder fra SAS….ikke et ord, sagde jeg jo!
Mærkeligt at tænke på. Inventarlisten endte på en halv million i værdi (tænk jer, der var for 38.000 kr. bøger! Det viser bare, at bøger er for dyre i Danmark!). Det er slet ikke nær nok i min affektionsværdivurdering. Og så alligevel. For jeg har jo det dyrebareste jeg ejer med mig som håndbagage. En noget livlig en af slagsen, og ikke meget for søvn på kufferthylden, men dog lige ved min side.
I morgen er jeg halvejs på Sjælland og søndag bærer jeg dette lille menneske over dørtæsklen til hans nye barndomshjem. Følelserne er mange, trætheden enorm og kærligheden til mit liv uendelig.
Nu er det Drengens tur til at prøve at føle glæden ved at være med og at gøre sin vigtige del i madlavningen. Vi havde godt nok ikke 300 gæster i selskabsbogen, men 13 voksne til en sommerfest i Det Danske Hus i Edison, er da en start, når man kun er 1½ år gammel. Så han måtte tage den hårde tjans med at skære squash og pølser i små stykker til børnenes pølseret. Selv om der røg flere squashstykker og pølser ind i hans mund end i gryden, var det helt tydeligt, at han tog sit job meget seriøst. Og sølv-”kokkekniven” fra Georg Jensen med plydsbamsen på kørte behændigt hen over skrærebrættets overflade.
