>Så blev jeg så klog…og begavet

>Som kunstner er der ikke noget mere indtagende og intimiderende på en og samme tid end et tomt lærred. Det første penselstrøg er altid det sværeste, for det er det penselstrøg, der leder til det næste, som leder til det næste and so forth. Og hvis de første klatter på lærredet ikke giver dig noget at spille videre med, så kan hele processen gå i stå. Det kan også ende i en helt anden retning, end man først havde tænkt, hvilket kan være både godt og skidt i den sidste ende.

Nå, men jeg har fået mit største lærred til dato at lege med, og jeg er totalt handlingslammet. Det er ca. 700 m2 stort, allerede overmalet med grøn farve på 90% af det og mangler både ramme og symmetri. Den kvikke læser har måske regnet ud, at det er vores have, jeg taler om. Med et nybygget hus på hånden, har vi også fået en have, der overhovedet ikke er anlagt. Dvs. der er plantet græs (eller det er vel nærmere rullet ud, men det ligger der i hvert fald, og det ligger så fint), og der er lagt fliser, og det er så også det. Nå nej, så er vi så heldige, at to dage efter vi flyttede ind plantede naboen bøgehæk på hele den ene side, så nu skal vi kun bekymre os om de resterende tre.

I min handlingslammethed søgte jeg på nettet på haveanlægning, og ramte ind på Ønskehavens hjemmeside. Det har jeg så meldt os til nu. Så hvis Camilla Ottesen pludselig skulle dukke op en morgen, så sætter jeg gerne en pot kaffe over, mens de prepper lærredet lidt for mig.

Men indtil da, så skulle jeg jo i gang på en eller anden måde. Nogen ville måske mene, at et godt sted at starte ville være at fjerne ukrudtet langs græsplænen, men helt ærligt. Det gad jeg altså ikke. Det var ligesom ikke kreativt og inspirende nok, og hang slet ikke sammen med mine drømmebilleder af mig i hat med stor skygge og blomstrede havehandsker på. Nej, der skulle noget vildere til, så jeg tog på planteskole med tanken om, at en butik, der bruger ordet skole i sin beskrivelse, måtte da kunne lære mig et eller andet. Planteskolen ligger en spytklat fra mit hus, så første træk var forholdvist nemt.

Andet træk bestod i at lægge kortene på bordet og tilstå overfor de flinke og meget plantekloge damer med græsgrønne fingre, at jeg var helt grøn indenfor det her havehalløj. Eller jeg er vel nærmere pink eller orange, eller noget andet neonagtigt, som slet ikke er at finde i det grønne.

Damerne var ekstremt søde og inden jeg havde set mig om, fandt jeg mig selv i den helt store rundvisning og gennemgang af forskellen på stauder, roser og sommerblomster. Jeg lærte om de lidt sarte Magnoliaer, der gerne skulle have læ og ro og som jeg jo har en forkærlighed for, og at HC. Andersen rosen eller Leonora Christine rosen var de perfekte makkere til mit drømme-rosen-lavendelbed langs indkørslen. Forestil jer at stige ud af bilen og blive mødt af en væg af lavendelduft og et syn af et mørkt dybt rødt rosen- og lavendellillafarveogie. Sådan var min fars indkørsel i Frederikshavn, og sådan skal min indkørsel også snart være. Så føler man sig velkommen.

Jeg lærte også, at de par tunge damer her,

som var mit første køb til terassen til at stå ude på kanten af fliserne til at skærme lidt af for naboerne og vinden, faktisk foretrækker at være lidt småsure forneden. Og da de heller ikke er meget for direkte sollys og stiv kuling fra vest, som desværre også er ret kendetegnende for et nybyggerkvarter, blev de flyttet over på øst- og forsiden af huset, hvor de nu rigtig kan stå i skyggen og bevare deres sarte blege look og samtidig holde øje med naboernes liv og leben ude på gaden. Et helt perfekt sted for sådan et par flagrende Hortensiatøser, tror jeg.

Og så til dagens scoop! En chokoladeelsker som jeg kan næsten ikke undgå at knibe en tåre, når jeg sætter snuden ned i den smukkeste mørkerøde, næsten brune, sarte blomst og får duften af den mørkeste lækreste bitre chokolade i næseborene.

Hvor er det vildt! Der findes en chokoladeblomst! Og den er SÅ smuk. Den skal plantes ud i haven og brede sig og sende søde chokoladesansninger op til mig på liggestolen. Jeg GLÆDER mig allerede!

Ja, så hjem kom jeg med en ordentlig røvfuld blomster til krukkerne på terassen (for det 700 km2 lærred skræmmer mig stadig lidt) og 300 liter spagnum. Jeg skulle bruge ca. 100 liter, så bor du i området, så kom endelig forbi, hvis du mangler lidt spagnum. Måske skulle man lave en blog give away…

….hvilket helt naturligt bringer mig til afslutningen og jubelscenen i dette indlæg. Jeg har nemlig vundet en give away for første gang!!! Ja, altså det vil sige vundet og vundet…jeg var ikke den første rigtige vinder, men jeg fik sidegevinsten, trøstepræmien, som jeg ser som The Grand Prize. Se selv HER. Weeeeeeee…..I’m a lucky potato, and a garden smart one too, that is!

>Nyt look

>

Jeg trængte til lidt liv på bloggen. Nogen gange bliver Vince, som I ser i toppen, lidt for melankolsk og eftertænksom for mig. Men jeg elsker den gamle mand, hans hænder og hans historie. Så nu må vi se, hvordan han teer sig midt i det vilde blomsterflor.

Jeg fandt ham i en af mine yndlingsbøger i reolen.

Bogen er en fotobog, som indeholder en samling portrætter af hjemløse i New York. Forfatteren og fotografen boede selv på gaden det år, det tog ham at lave bogen. Og hans udgangspunkt var et af de utallige Soup Kitchens, der er at finde i byen, hvor de hjemløse kan komme forbi og få en portion gratis mad. De ligger ofte i kirker eller i forbindelse med kirker og er financielt støttet af privatpersoners velgørenhed.

Det var især Vinces hænder, der fascinerede fotografen.

De havde fulgt ham i hans 60årige lange liv, og de var mærket af alle de oplevelser, han har gjort sig hen af vejen. I dag sidder han i en park overfor suppekøkkenet og fodrer duerne med resterne af hans måltid. Han er stolt over sine sicilienske rødder og han store drøm er at forlade USA og rejse tilbage til Italien. Og han sætter sin lid til sin bedste ven, Jesus, om at opfylde netop den drøm.

>Nu fra iPhone

>

Når man har fået en ny iPhone kan man blogge mens man nyder synet af sit nye tørrestativ, som Manden og papfaren satte op i weekenden.

Aaaaahh, en af de rigtig store glæder ved at være husejer er duften af nyvasket sengetøj.

>I’m an Englishman in New York

>“Vi ser ikke verden som den er. Vi ser verden som vi selv er.”

Det er en nogenlunde præcis gengivelse af et af mine yndlingscitater. Jeg kan ikke huske ophavsmanden/-kvinden, men betydningen går rent ind ved mig. Vi er nemlig overhovedet ikke objektive i den måde, vi ser verden på. Vores syn på verden er smurt ind i farveladepaletter fra vores egen opvækst og erfaringsverden.

Til at supplere citatet vil jeg gengive en af mine yndlingshistorier fra det virkelige liv. Jeg læste historien i flyveren i 1995, da jeg var på vej til USA med min rygsæk i bagagerummet. Jeg skulle ud på opdagelse med udgangspunkt i et besøg ved min værtsfamilie i Texas. Hvor rejsen gik hen derefter, vidste jeg ikke endnu, men USA skulle udforskes og opleves. Det var sikkert. Nå, men jeg læste et af de blade, man altid kan finde henne ved toiletterne. En svensk udgave af Illustreret Videnskab, så vidt jeg husker.

En flok antroprologer havde sat sig for, at de ville undersøge, hvor meget vores opfattelse af en ny kultur var farvet af vores erfaringer fra vores egen kultur. Så de ville lave et eksperiment. De fandt en afrikansk mand i 30′erne, som kom fra en lille stamme i Etiopien. Han havde aldrig oplevet andet end hverdagen i sin stamme og kendte ikke til den vestlige verdens teknologi og leveform. Han blev inviteret med til New York City, hvor han skulle leve i en uge, mens han blev ledsaget af en af antroprologerne. Undervejs ville de stille ham spørgsmål om de oplevelser, han gjorde sig i Manhattans storbyjungle.

Han blev bl.a. spurgt, hvad han mente om newyorkerne. Og hans svar lød overraskende nok, at han så dem som et folk med meget sammenhold og stor afhængighed af hinanden. Han så dem som et flokfolk, der ikke brød sig om at være alene.

Antroprologerne var meget overraskede, da det ikke just var den gængse opfattelse af newyorkerne anno 1995, og de spurgte selvfølgelig ind til, hvad han byggede disse konklusioner på. Han forklarede, at han bl.a. havde set, at så snart en newyorker fandt sig selv alene på gaden, stoppede han straks op og ventede på de andre, så de kunne gå videre i samlet flok. Han oplevede, at de stillede sig på rækker, side om side, for at meditere og samle fælles energi til at gå videre alene. Hvad han ikke havde bemærket, eller hvad der ikke havde haft betydning for ham, var det røde lys, newyorkerne stoppede for ved fodgængerfelterne ved hver block. Og han havde heller ikke tillagt betydning til kasseapperaterne, som newyorkerne stillede sig i kø ved, hvor de stod næsten meditativt og ventede på deres tur, mens de undgik at tale med hinanden ved at styre tomt ud i luften.

I hans verden eksisterer mennesket ikke alene. Der er ikke noget der hedder individuelt eller egoistisk, da man ikke er noget uden sin stamme. Man kan ikke overleve i naturen alene. Ikke i hans verden i hvert fald. Så for ham, var det fuldstændigt naturligt, at newyorkerne heller ikke var alene eller dyrkede det individuelle og egoistiske. Hvordan skulle han kunne genkende det, når han ikke kendte til det i første omgang. Man kan jo ikke genkende noget, man ikke allerede kender.

Det er en ekstrem skildring af, hvordan vi oplever ting her i livet, men jeg synes den er vildt interessant og har ofte tænkt tilbage på den, når jeg har fundet mig selv i situationer, hvor jeg var på ukendt grund. Hvordan oplever jeg selv lige nu det jeg er i? Hvordan er jeg farvet af det jeg kommer fra? Kan jeg overhovedet se uden at se igennem mig selv og mit liv?

Hvad mener du?

>Kender I det?

>Jeg har netop skrevet et langt indlæg, som jeg endte med at slette igen i stedet for at udgive det. Det handlede om, hvor hårdt jeg synes det var at være mor, da jeg skrev det for fire timer siden og lige havde puttet min lille dreng.

Det handlede om konflikter med et 1½ årigt barn. Det handlede om Battle of the wills. Det handlede om mangel på sprog og frustrationen over ikke at kunne udtrykke de ønsker og følelser man har, bare fordi man kun er 19½ måned gammel og derfor ikke helt kan mestre talens brug endnu. Det handlede om en dreng, der kun vil hænge på mors arm (eller skulder). Det handlede om mine følelser som mor til denne dreng, og de tanker jeg gør mig, når han flipper ud ved middagsbordet, fordi han ikke må sidde på sin fars stol i stedet for sin egen, og fordi hans pastaskruer var for varme, hvilket de slet ikke var, men døden skulle jo have en årsag. Og Drengen var dødtræt efter en dejlig dag i Zoo, havde pisseondt i sine hjørnetænder og havde en næse der løb konstant, for ikke at nævne effekten af efterreaktionerne af en oversøisk flytning og mødet med rundt regnet 1027 nye fremmede mennesker OG en vuggestuestart. Kan DU følge med?

Overstimulering, siger du?

Ja, det var også derfor jeg slettede indlægget igen, for det er sgu ikke synd for mig. Jeg skal rumme ham og give ham plads til at tage det hele ind. Den dejlige glade nemme og kærlige dreng er jo stadig lige derinde bag ved skrigeungen. Og nu sover han så sødt, og i morgen er alt igen glemt….i hvert fald indtil havregrøden serveres…

Mon Mor Zebra her nogensinde gør sig lignende bekymringer om Baby Zebra? Jeg mener, den får jo også sin del af nye mennesker hver dag.

>Come in sit back and make yourself wonderful

>Jeg har simpelthen planlagt en times blogging i dag. Nu kan jeg simpelthen ikke negligere min kære blog længere. Det hele kan jo ikke gå op i indretning og ommøblering. Eller kan det?

Nu får I i hvert fald lige et lille kig ind i, hvad jeg har fået tiden til at gå med de sidste par uger. Vi er langt fra færdige endnu, men jeg har alligevel nået at få skabt mig nogle yndlingssteder i huset. Fx er køkkenalrummet med sine lyse grønne farver og farverige billeder på væggen helt klart en af mine favoritter.

Og billedet herunder hænger lige for enden af det lange bord, hvor jeg forestiller mig at jeg skal have hundredvis af skønne timer i selskab med alle de mennesker jeg holder af.


Og dette hjørne af stuen bliver hyggehjørnet. Det er jeg helt overbevist om. Lampen fandt jeg i Ilva på udsalg, og den passer perfekt ind i det højerum, når den står i spænd med sin fine bue mellem loft og gulv. Hunden på væggen fandt jeg i Homegoods i USA og den var egentlig tiltænkt børneværelset, men ved en fejl havnede den i stuen og kom aldrig videre. Den passede ligesom bedre ind der.

Dagen hvor bøgerne kom ud af kasserne og ind i Ikeareolen i alfabetisk orden, var den dag jeg for alvor begyndte at mærke et hjem komme op omkring mig. Jeg elsker mine bøger, og jeg elsker systemer. Især de alfabetiske af slagsen. selv om jeg godt nok legede med tanken om at systematisere dem efter farve ligesom Line har gjort. Det er altså også lidt raf og jeg har endnu ikke afvist idéen, men indtil da styrer alfabetet.

Denne kuffert fandt jeg dagen inden vi flyttede, hvor flyttemændene var i fuld sving med at pakke vores ting ned. Det var lige med nød og næppe at jeg nåede at få den med i containeren. Pyyyha, hvad skulle vi dog have gjort uden den til alt det dejlige legetøj?

Og den limegrønne Fatboy er blevet hjemsted for husets bløde dyr. Et rigtigt hyggespot i børneværelset.
Min veninde er kunsthåndværker i Brønderslev og hun har lavet disse flotte glasbilleder til os, da vi flyttede til USA for tre år siden. Hun er sindsygt dygtig og talentfuld og du kan se mere af hendes arbejde her: http://www.kunst-huset.net/. Sammen med strandskallerne fra Atlanterhavet er gæstetoilettet blevet en rigtig lille oase med dertilhørende smukt lokumspoesi på væggen.
Kogebøgerne ovenpå ovnen gav det meget stilrene køkken et mere hyggeligt præg, og jeg er især glad for de gamle bagerbøger, som jeg har arvet efter min morfars bror, som var bager. Småkagebogen og Nordisk Bager- og Konditorleksikon bør kunne findes i ethvert hjem med hang til søde sager.

Og endelig fik jeg mine krydderurter i vindueskarmen i de fine potter fra Crate and Barrel. Duften er intet mindre en fortryllende, når vinden suser ind gennem vinduet.

Jeg går bare rundt og nyder i disse dage. Jeg nyder vores nye dejlige hjem. Jeg nyder alle de dejlige besøg vi får, fordi vi nu ikke bor en 8 timers flyvetur væk. Jeg nyder for alvor at holde fri for første gang i tre år. Og jeg nyder at se Drengens glade ansigt, når han løber ind og ud af terassedøren eller i mod mig, når jeg henter ham i vuggestuen efter en dejlig dag, hvor han har leget og hygget sig max!

Jeg nyder at skabe disse rammer sammen med Manden og se vores fælles fremtid dukke op omkring os. Og nyder at blogge igen. I’ll be back!

>Stilhed – her males!

>Ja, det er for lidt jeg får blogget i disse dage. Der er gået sommer, ferie, vuggestuestart, malerarbejde, madpakkerugbrødsmadder, venneogfamiliesammenkomster og afslappethed i den.

Men jeg fik da lige taget mig sammen og skrevet et indlæg tilbage til Helene HER. Så kan du jo læse lidt på det, imens jeg lige maler loftet i kontoret.