>Min lillebror er 7 år yngre end jeg. Da han kom til verden, var det noget af det sejeste, der kunne ske i min verdensoptik. Pludselig havde jeg en af de vildeste dukker på vejen. Min nye dukke kunne nemlig både skrige efter mad, tisse OG skide! Jeg blev hurtigt en god bonusmor til denne lille drengedukke, og han blev trillet op og ned af gaden og nusset og pysset. Da vi blev ældre, blev jeg hans barnepige, som passede ham, når vores forældre havde aftenvagter i familierestauranten. Der var ikke så meget dukke over ham mere, men han skulle stadig passes på og beskyttes af mig, hans elskede Belle. Og sådan voksede vi langsomt op sammen, og som tiden gik blev vi lige så stille lige høje, og ret hurtigt derefter var han højere end mig, men jeg var stadig den store på en eller anden måde. Den han kom til efter råd, og den der irettesatte, guidede og klogeågede ham alt for ofte.

Now – not so much!

Det er ikke lige sket, at han og jeg blev ligeværdige voksne, hvor rådene, klogskaben og vidensdelingen blev en naturlig del af et velfungerende tovejssystem. Det gik allerede op for mig allerede for 7 år siden (og måske endda længe før), hvor vi begge sad med hver vores forliste kæresteforhold bag os og slikkede vores poter sammen. Han delte gavmildt ud af sin menneskelige indsigt. Vi lyttede til Allan Olsen i hans tagvindueskarm og talte om de dybe store og vidtstrukne ting i livet.

I dag sad han sammen med sin specialegruppe og imponerede ledelsen i et af dansk politiks midterpartier med et forslag til, hvorledes de kan “…ruste [deres] forvaltning af partiets kommunikative modmagt i mod den tiltagende NPM (new public management)-tendens“. Og jeg er simpelthen bare så stolt af ham. Hvor er han sej, sådan lige at gå ind til de store kanoner og turde fremlægge sine tanker om, hvorledes de kan gøre det, de allerede gør og har gjort i mange år, på en bedre og mere konstruktiv måde. At turde tro på, at han kan lære DEM noget. Det er selvværd og selvtillid, der vil noget. Og han har noget at have det i! Det opdagede de heldigvis også med det samme

Nu er han lige snart akademiker og har dermed et papir på sin hjernekapacitet. Det papir behøver jeg ikke at se. Jeg har allerede set det hundredvis af gange. Jeg tror dog, at han selv glæder sig bare en lille smule til at se det sort på hvidt, om ikke andet så for at se en ende på de sidste mange års anstrengelser.

Nu har jeg en ny drengedukke i min barnevogn, og den ligner til forveksling den første jeg havde af slagsen. Godt nok, har denne dukke nogle meget karakteristiske fysiske og personlige træk, der minder umiskendeligt meget om min mands, men humoren og blikket i øjnene er det samme som min lillebrors. Når han kigger på dig og lader ansigtet fortælle, at han prøver at regne dig ud inde bagved din facade. Noget siger mig, at menneskekenderen er den samme i de to. Det ville være en gave af de største, hvis han skulle være så heldig at have arvet noget fra den skuffe.