>Så blev det poltergeist fordrevet

>

I lørdags var jeg med til at arrangere en polterabend for en af mine nærmeste veninder. Jeg er så heldig, at hun skal giftes med min storebror, så nu kommer hun, om muligt, endnu nærmere.

Og jeg tror nok, at vi fik fordrevet de onde ånder, der skulle have sneget sig ind på det kommende brudepar og lidt til, da vi raslede med dåserne og lavede larm i gaden.

Udklædte som afrikanske kvinder med mikrofonhår og farverige rober rundede vi Charlottenlund, Gentofte Hospitals skadestue, Galophestene i Tivoli, en Nørrebrosk afrikansk danseskole, Paradis, Restaurant Mogogo i Borgergade og Natcaféen (også kendt som Den Jyske Ambassade).

Herlig dag og aften, og vigtigst af alt, bruden var glad….og træt. Det blev en polterabend af den slags, som vi godt kan være stolte af bagefter. Ingen solgte kys på Strøget eller blev unødigt udstillet til hån og latter. Ingen blev presset ud i overilede eller urealistiske vovestykker til alle andre end brudens morskab. Og ingen blev så fulde, at det involverede morgenmaden som Second Serving. Og alligevel fik vi syet et sting i et øjenlåg, bællet flere flasker Asti og Gin en nødvendigt og gjort os selv til grin stående skrålende på barstolene på Natcaféen.

Venindeture styrer!

>Guuuuuud, er jeg en nørd?

>

Altså, det er der da vist nogen der mener :-)

Men hvad er en nørd egentlig? Er det kun indenfor tekniske ting, at man kan være nørdet? Eller er det også nørdet at sidde i timevis og nørkle med skæve ordsammensætninger i Scrabble, eller

Det synes jeg det er!
Og jeg er fanderme godt nok stolt over at blive sat i kategori med den slags mennesker. Sikken en kompliment. Tak :-)

>Ude af spil

>Jeg kom desværre ikke til blogtræf i torsdags. Jeg var simpelthen for træt og orkede det ikke. ÆV!

Hele weekenden har jeg gået sådan lidt to skridt bag ved mig selv, og søndag aften kunne jeg godt mærke, hvor det bar henad. Så nu ligger jeg her på 2. sygedag og i dag med manden ved min side. Hold da kæft, hvor det bare SUCKS at være syg i den første måned på sit nye arbejde!

Jeg føler mig fuldstændig sat ude af spillet og kan kun sidde her på sidelinien og følge med igennem Skolekom (lærerenes interne kommunikationsforum) og Facebook.

På den gode side, kan jeg glæde mig over, at Skrupsakken ikke virker syg og derfor kunne komme i vuggestue i morges. Det er nu engang lidt nemmere at være syg og have ondt af sig selv, hvis man ikke har en lille syg dreng på 20 måneder ved siden af sig.

Suk….

>Sociale netmasker og bloggerflet

>Den overskrift lyder næsten som et samtidskursus i FOF’s kursuskatalog….

I lørdags havde jeg besøg af min mødregruppe, som jeg har mødt på nettet, og som jeg har skrevet frem og tilbage sammen med siden jeg blev gravid helt tilbage i marts 2007. Mens jeg sad i USA, sad de fleste af dem i Danmark og inddrog mig i deres liv, deres tanker og deres glæder og bekymringer. Vi havde en fantastisk dag sammen i lørdags, og det er ikke første gang, at jeg har været så heldig at kunne møde pigerne og deres børn i virkeligheden. Sidste gang var dog noget særligt, da det endelig var mig, der kunne invitere dem hjem i mit danske hjem. Det var lidt specielt efter så mange år på afstand og lynvisitter.

På torsdag skal jeg igen mødes med nogle piger, som jeg ikke har mødt face to face før. Faktisk er mange af de mennesker, jeg kender i dag, kommet ind i mit liv via internettet. Det nye ved dette møde er, at jeg ikke kender pigerne fra et forum, hvor vi specifikt har skrevet sammen. Nogen af pigerne har jeg faktisk aldrig kommunikeret med. Det vi har til fælles er, at vi blogger. Det var Line her, der tog inititiativet, og snart var vi en hel gruppe, som kunne se noget fælles, vi gerne ville mødes og hygge om. Det blev så på torsdag, og jeg glæder mig helt vildt til at se dem IRL og høre deres historier igennem deres talte stemmer i stedet for deres skrevne penne. Line og jeg har kommenteret på hinanden blogge i stykke tid nu og det er forunderligt, hvordan man næsten føler, at man kommer til at kende de mennesker bag de blogge man læser. Selv om det er en nøje udvalgt og redigeret del af ens virkelighed, så er det jo ikke desto mindre historier fra deres virkelige liv, man sidder og følger med i og evt. kommenterer på. Det er som en lille mikroverden i den store vide verden udenfor.

Og nogen af jer vil måske kunne huske Trine og DFO, som jævnligt kommenterer her på min blog og vise versa. De er begge lærere, som jeg. DFO og jeg spiller scrabble på nettet og de er efterhånden blevet en helt naturlig del af det, jeg betragter som mit nære sociale netværk. Og det er selv om jeg aldrig har set dem i øjnene eller på anden vis mødt dem i virkeligheden. Vi blogger hver for sig og sammen, og det knytter venskaber. De har inviteret en masse andre bloggere hjem til dem i oktober, og jeg var heldig at være med på den gæsteliste. Udover at jeg glæder mig afsindigt til at møde begge dem, er jeg også vildt spændt på at møde en af de sjoveste, mest ironiske og bedst skrivende bloggere jeg kender, nemlig Tedamen M. Selv om der kommer mange flere bloggere til mødet, er det netop de tre, jeg har fundet nogle fællestræk med, som gør at jeg gentagne gange klikker ind på deres blogs og bliver opdateret i deres skrevne univers.

Og sådan fik vi lige lavet et par netmasker og flettet lidt bloggerflet på tværs af tid og rum takket være internettet og blogging. Det er da lidt forunderligt, synes I ikke?

>Træthed

>I dag har jeg været ramt af en ubeskrivelig træthed, som jeg ikke har mærket lignende i lang tid.

Og det er ikke fordi, jeg har et barn, der ikke vil sove om natten! Jeg er en af dem, der er velsignet med en knægt, der sover fra 19.30 til 6.30 i et stræk og meget sjældent vågner derimellem. Undskyld til alle jer, som jeg jævnligt læser om, der ikke har det. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg ved ikke, hvad vi har gjort for at det er endt sådan. Og jeg ER skam meget taknemmelig hver morgen, når jeg vågner, selvom jeg ofte tager mig selv i at synes, at han vågner ALT for tidligt…hehe….vi bliver aldrig bedre.

Nå, men i dag var jeg træt.

Den sidste uge kom lige op og indhentede mig, og slog mig nærmest knock out i dag. Skolestart, familiebesøg og sene aftener med rødvinshygge, netmødregruppebrunch her ved mig og en Kevin Costner søndagstemaaften på TV3 tog pusten fra mig, og jeg har nærmest tilbragt hele dagen på sofaen. Drengen var vist også træt, for han endte med at falde i søvn i mine arme en time før hans normale lur, da vi sad og sumpede til Nord og Syd i formiddags. Jeg kan ikke huske, hvornar han sidst er faldet i søvn på den måde, så enten har han været lige så træt som jeg eller også har jeg bare været helt enormt kedelig at være sammen med. Nok en kombination af de to!?

Men jeg havde faktisk glemt, hvor hårdt det er at starte op efter sommerferien. Og især med en ny klasse, hvor man ikke kender eleverne og omvendt. Sådan har jeg jo startet alle mine nye skoleår op, siden jeg blev færdig som lærer i 2000. Som lærer i efterskolen eller på overbygningsskoler får man jo eleverne friske og nye ind i 8. klasse fra nær og fjern. I år er det lidt anderledes, da jeg er den eneste nye faktor. Eleverne kender allerede hinanden, og det er faktisk en del anderledes. Testperioden starter fra dag 1 i stedet for dag 7, hvor de nye elever normalt først så småt har lært hinanden at kende. Testperioden går ud på at teste den nye lærer. Finde ud af, hvad hun er for én. Hvor hendes grænser går. Hvor gal hun kan blive. Hvor meget humor hun har. Hvor mange lektier hun giver for. Og om hun bliver sur, hvis man ikke laver dem. Og vigtigst af alt, så testes der i, hvorvidt denne nye lærer virkelig kan lide børn og i særdeleshed, hvorvidt hun kan lide hver enkelt elev. Hvor langt kan man gå, før hun vasker sine hænder og siger: “Dig orker jeg sgu ikke at kæmpe mere med. Du må videre i systemet”. 7-9-13, så har jeg endnu den sætning til gode, så de kommer til at kæmpe længe.

Og I må ikke sige det til dem, vel? Men jeg nyder faktisk denne testperiode lidt. Det får mig op på tæerne og udfordrer min verbale hurtighed og sociale kompetencer. Det er skide skægt.

Og skide hårdt, så jeg er træt i dag….Godnat til jer alle her kl. 20.53 :-)

>Min drengedukke

>Min lillebror er 7 år yngre end jeg. Da han kom til verden, var det noget af det sejeste, der kunne ske i min verdensoptik. Pludselig havde jeg en af de vildeste dukker på vejen. Min nye dukke kunne nemlig både skrige efter mad, tisse OG skide! Jeg blev hurtigt en god bonusmor til denne lille drengedukke, og han blev trillet op og ned af gaden og nusset og pysset. Da vi blev ældre, blev jeg hans barnepige, som passede ham, når vores forældre havde aftenvagter i familierestauranten. Der var ikke så meget dukke over ham mere, men han skulle stadig passes på og beskyttes af mig, hans elskede Belle. Og sådan voksede vi langsomt op sammen, og som tiden gik blev vi lige så stille lige høje, og ret hurtigt derefter var han højere end mig, men jeg var stadig den store på en eller anden måde. Den han kom til efter råd, og den der irettesatte, guidede og klogeågede ham alt for ofte.

Now – not so much!

Det er ikke lige sket, at han og jeg blev ligeværdige voksne, hvor rådene, klogskaben og vidensdelingen blev en naturlig del af et velfungerende tovejssystem. Det gik allerede op for mig allerede for 7 år siden (og måske endda længe før), hvor vi begge sad med hver vores forliste kæresteforhold bag os og slikkede vores poter sammen. Han delte gavmildt ud af sin menneskelige indsigt. Vi lyttede til Allan Olsen i hans tagvindueskarm og talte om de dybe store og vidtstrukne ting i livet.

I dag sad han sammen med sin specialegruppe og imponerede ledelsen i et af dansk politiks midterpartier med et forslag til, hvorledes de kan “…ruste [deres] forvaltning af partiets kommunikative modmagt i mod den tiltagende NPM (new public management)-tendens“. Og jeg er simpelthen bare så stolt af ham. Hvor er han sej, sådan lige at gå ind til de store kanoner og turde fremlægge sine tanker om, hvorledes de kan gøre det, de allerede gør og har gjort i mange år, på en bedre og mere konstruktiv måde. At turde tro på, at han kan lære DEM noget. Det er selvværd og selvtillid, der vil noget. Og han har noget at have det i! Det opdagede de heldigvis også med det samme

Nu er han lige snart akademiker og har dermed et papir på sin hjernekapacitet. Det papir behøver jeg ikke at se. Jeg har allerede set det hundredvis af gange. Jeg tror dog, at han selv glæder sig bare en lille smule til at se det sort på hvidt, om ikke andet så for at se en ende på de sidste mange års anstrengelser.

Nu har jeg en ny drengedukke i min barnevogn, og den ligner til forveksling den første jeg havde af slagsen. Godt nok, har denne dukke nogle meget karakteristiske fysiske og personlige træk, der minder umiskendeligt meget om min mands, men humoren og blikket i øjnene er det samme som min lillebrors. Når han kigger på dig og lader ansigtet fortælle, at han prøver at regne dig ud inde bagved din facade. Noget siger mig, at menneskekenderen er den samme i de to. Det ville være en gave af de største, hvis han skulle være så heldig at have arvet noget fra den skuffe.

>Fuldstændig overvældet

>Jeg havde første skoledag i dag. Dvs. det havde jeg jo i sidste uge, men det galdt ikke rigtig. Første skoledag indeholder nemlig børn i min terminologi. Og det havde vi i dag – i HELE Danmark.

Så nu har jeg mødt mine nye 7. klasses unger og jeg har endelig fået sat ansigter på deres forunderlige navne i protokolen. Jeg var lettet efter det første møde. Jeg har ikke mistet min indre lærer på de sidste tre år. Moderskabet har ikke slettet min evne til at møde eleverne nu og her og åbent og ærligt. Det kan jeg endnu, og det gav pote tilbage. Jeg kunne mærke, at de ikke var helt utilfredse med valget af deres nye klasse-,dansk- og engelsklærer. Det har seriøst været en af mine helt store bekymringer. Min nye kombirolle som mor OG lærer. Det har jeg jo ikke prøvet før, og jeg må også sige, at det er en ny måde at være lærer på for mig. Når timerne er færdige og møderne afsluttet er jeg pludselig en af dem, der er hurtigst ude af døren. Jeg skal jo hente! Jeg er blevet en af dem, der henter. Og det har jeg det ret godt med. For nøj, hvor jeg også glæder mig til at komme hjem og se min lille dreng igen. Sådan skal det nok være.

Men det der tog pusten fra mig i dag, var fællessamlingen nede i gymnastiksalen. Samlingen hvor alle skolens børn, lærere og personale er samlet for at sige velkommen tilbage til hinanden efter en dejlig ferie. Skolen har en tradition med at de nye 9. klasser hver i sær får et nyt børnehaveklassebarn, som de skal være storebrødre eller -søstre for i det kommende skoleår. Og det markeres ved at de følges ind sammen hånd i hånd, mens resten af skolen giver dem en ordentlig klapsalve som velkomst. En helt igennem fantastisk tradition, synes jeg, da det giver de store unger en følelse af ansvar og at blive taget seriøst, og samtidig føler de nye små, at de ikke længere står helt så alene på skolen, som de gjorde i går. Og da de kom ind væltede følelserne bare ind over mig og tårene fik frit løb. At se de små generte og usikre og de store stolte og meget ansvarsbevidste komme ind af døren sammen, vækkede instinktivt moderfølelsen og lærerstoltheden i mig. Og følelsen af at stå på en skole med børn omkring mig igen i ét stort fællesskab, var bare for overvældende. Dette øjeblik har jeg glædet mig til SÅ længe. Det var SÅ stort og jeg var fuldstændig overvældet af, at det kunne få mig sådan ned med nakken rent følelsesmæssigt. Hvor kan man nogen gange blive overrasket over sig selv og sine egne reaktioner.

Men det siger mig samtidigt noget meget vigtigt. At jeg er på den rette hylde. Jeg er der hvor det brænder for mig. Jeg er der, hvor jeg føler, at der er brug for mig og dét jeg kan. Og så skal jeg for øvrigt ned og hente Drengen snart.

>DR2 Temalørdag!!?

>Aftenens program på DR2 temalørdag:
20.00 DR2 Tema: Bilens skønhed
20.01 DYT – her kommer jeg – Vis mig din bil, og jeg skal sige dig, hvem du er.
20.20 Mig og min bil
20.41 Bilen som muse: Louise Campbell
20.45 Kunst i 6. gear
21.05 Bilen som muse: Sebastian Holmbäck
21.10 BMW Z4 – dansk design
21.25 Bilen som muse: Christian Flindt
21.30 Citroën DS 19 – en designklassiker
21.55 Livet på Autobahn

Pludselig får jeg en hungrende trang til en kæmpe skål fyldt med bland selv slik fra tanken, en anden skål med ostepops, en liter mintis fra Paradis, 23 friske blogindlæg fra mine yndlingsblogs, tre dameblade og min dyne. Jeg fornemmer, at det bliver en laaaaaang aften i bilens tegn.

On the other hand….man kunne jo benytte sig af den oplagte distraktion og finde dankortet frem til lidt online shopping?

Og hvem ellers end DR2 starter et program kl. 20.01 og kl. 20.41? Jeg som ellers elsker temalørdag…suk!

>Ugenumre

>Ok, så er der lige én ting til, som jeg lige skal vænne mig til: UGENUMRE!

Hvad er det med danskere og antallet af uger? Hvad er der nu galt med almindelige datoer? Jeg sidder med mit nye team og planlægger årets gang i 7. klassen og konstant kaster de om sig med ugenumre. Jeg ved ikke engang, hvilken uge, vi er i nu! Jeg er helt på herrens mark og sidder panisk og klamrer mig til min Filofax, som jeg heldigvis fik indkøbt i stedet for den elektroniske, som ikke havde ugenumre i sig.

Nå, men nød lære nøgen kvinde at spinde og jeg fandt linkET. Fra nu er jeg ikke mere i tvivl.

Klik her: Hvilken uge er vi i nu?

>Hej igen, gamle ven

>Jeg sidder i toget på vej til arbejde og tænker på i går eftermiddags. Da jeg havde fri fra arbejde, lidt før end beregnet tog jeg min cykel og kørte ind mod København. Dels fordi jeg skulle have lavet et månedskort til toget, hvor der skulle et billede på, dels fordi vejret var fabelagtigt og jeg nænnede ikke at stikke min krop ind i DSBskotøjsæsken. Jeg endte med at køre helt ind til
banegården (jysk for Hovedbanegården). Ind igennem Østerbrogade, forbi søerne og Rådhuspladsen. Det var som at hilse på en kær gammel ven, jeg ikke havde set i lang tid. Det var som at få en dejlig varm og nærværende snak med denne gamle ven. At være tæt på hinanden igen. København har bare noget andre byer endnu ikke har formået at vise mig endnu.

Jeg tror jeg står af på Banegården igen og siger god morgen til min ven. Bare fordi jeg kan nu. Hver dag. Hele ugen. Lucky ME.

Sendt fra min iPhone