>Jeg ved ikke, hvorfor jeg har sådan en vild trang til at dele gårsdagens oplevelse med jer. Men det er nok fordi, det bare var en af de stunder, som man oplever i al hemmelighed og pinlighed og derefter næsten ikke kan holde ud at gå rundt med alene inde i sig selv.

Skrupsakken skulle til sit første tandlægebesøg, og vi cyklede derned. Tiden var perfekt, da det var pænt inden middagslur og frokostid, og morgenmaden var veloverstået. Et rigtigt tilfredshedtidsrum i en knap to-årig drengs hverdag. Jeg havde endda valgt at holde ham hjemme fra vuggestuen, så vi rigtig kunne få en kvalitetsdag sammen. Ikke noget med at spilde tid på mig selv og arbejdet her, nej, barnet i højsædet og nærvær og hygge ind med morgenmælken. Vi fik skiftet bleen, børstet tænderne og cykelhjelmene på. Alt i alt, synes jeg faktisk selv, at jeg havde pænt godt styr på det, og jeg glædede mig sådan set lidt til at komme ud og vise hvor god en mor jeg var. Ja, det er næsten til at brække sig over, ikke? Lignende selvfedhed skal man lede længe efter. Bare rolig, filmen skal nok knække og jeg kom da helt naturligt også ned til I andre dødelige mødre igen inden for ganske kort tid.

Men inden da, skal vi lige svælge lidt i, hvor dygtig en mor jeg var. Mens vi sad i venteværelset hyggede vi os rigtig med det politisk korrekte legetøj, der nu er at finde ved en kommunal tandpleje. Træmadvarelegetøjet og træridderborgen var kæmpe hits ved skrupsakken, og den bevidste forældre, som jeg jo er, huskede at gentage hans ord og rose ham for sin udtale. Vi øvede farverne, og jeg må altså indrømme, at jeg i et kort sekund hørte mig selv udefra og fandt mig selv skide dygtig.

Ja, fy da, jeg ved det.

Det er til at lukke op og skide i, ikke? At man sidder der og siger alle de ting, ikke for barnets skyld, men fordi man gerne selv vil høres af dem, man tror vil dømme en, hvis man ikke sagde de rigtige ting. Der er et eller andet med læger, tandlæger, politimænd, pædagoger, lærere og andre lignende væsener, som, man tror, altid gør det rigtige og derfor også forventer, at vi andre gør det. Fx tør jeg næsten ikke smile med tænderne (og tandkødet, som er en familiesvaghed), når jeg er ved tandlægen. For hvad nu hvis hun kan se, at jeg sløsede lidt med tandbørstningen i morges, og hvad nu hvis hun synes, de er lige vel gule, de bisser derinde? Jeg hader den bevidsthed. Det er den samme, som får mig til at stivne, så snart jeg ser en politibil, hvadenten jeg cykler eller selv kører bil. Og straks tjekker jeg om min sele er på, om lyset tændt, om farten er lav nok, om jeg er i rette spor osv. Og jeg ånder bagefter lettet op, over at han ikke opdagede alle mine ulovligheder, som jeg slet ikke selv var bevidst om at jeg begik.

Nå, men tilbage til tandplejen. Her sad jeg så, og for en gangs skyld følte jeg mig ovenpå. Der var ikke noget de kunne tage mig i. Jeg havde styr på det hele!

Lige indtil en liflig duft nåede mine næsebor, og jeg tænkte panisk: “Det kan for helvede da ikke passe! Han har lige skidt derhjemme!” Et lille eftertjek med et ryk i bukselindingen og snuden ned i bleen bekræftede mine bange anelser, og rigtig nok, der lå den fineste balleformede lort nede i Liberoen. Da jeg, den supertjekkede mor, med styr på ordforrådsindlæring og kvalitetstidsudnyttelse, ikke havde tænkt så langt som at tage en bletaske med på tur med mit blebarn, blev jeg helt ærligt lidt panisk. Jeg mener, det var en pænt stor udgave, der lå i bleen, og vi skulle jo både ind til tandlægen og ud på cyklen igen på den 5 km. lange tur hjem.

Åh, lad mig bare komme til sagen. Jeg hev ungen ud på skiftebordet, nappede lorten med et stykke toiletpapir igennem benåbningen i bleen. Sneg et stykke vådt toiletpapir derind og tørrede ballerne af og genbrugte så den beskidte ble indtil vi kom hjem. Og under hele tandlægebesøget sad jeg og svedte tran over, om hun mon nu kunne lugte at min søn lugtede af lort, og at han havde en brugt lorteble på.

Ja, sådan en mor er jeg så også. Én der giver sin søn brugte lortebleer på! Akkeja…..