>En moderlig indrømmelse efterfulgt af musikalsk genialitet

>Indrømmelsen først:
Efter at have haft STORE skrubler over at skulle rejse væk fra Skrupsakken fra mandag til lørdag og derfor for første gang skulle adskille mig fra ham i over 10 sammenhængende timer, må jeg med skam indrømme, at jeg først kom til at savne ham sådan rigtigt om torsdagen OG at jeg faktisk et øjeblik glemte, at jeg havde et barn fredag aften ved 20.30-tiden, da Annika Aakjær sang “Help” på Gasværket. Som afslutning på en fantastisk lejrskoleuge tog Manden og jeg en egoistisk kæresteaften med sushi, øl og teater, mens Skrupsakken forlængede sit moderfravær med en ekstra dag og fik et fantastisk døgn ved farmor og farfar i stedet. Et genialt koncept for øvrigt, som hermed bliver skrevet til protokols til senere erindring. For hvem er egentlig klar til at være en ansvarlig og omsorgsfuld mor efter fem dage sammen med 41 stk. 7. klasseselever? Let’s be honest!

Hvilket også næsten helt naturligt bringer mig videre til genialiteten:
Come Together på Gasværket er intet mindre end musikalsk genialitet i mine ører! De gamle, alt for velkendte, Beatlesnumre fik nyt liv, større stemmer og mere syret fandenivoldskhed, end jeg nogensinde troede muligt. John Lennon ville have været en stolt og rørt mand, hvis han havde kunne besøge det gamle gasværk på Østerbro i København. Han ville have elsket, hvad Cederholm og de andre genier havde gjort ved de gamle numre, og han ville have tænkt: “Now, why didn’t I think of that?”.

Især må nævnes to nye navne i min bevidsthed. Annika Aakjær og Sara Grabow! Annika Aakjær sang så hårene rejste sig på min arme og hendes fortolkning af Help var intet mindre end formidabel. I kan se lidt af den i dette klip:

Jeg har siden brugt hele aftenen på at Google de to og fandt blandt andet ud af, at de bestemt ikke er nye ansigter på den danske musikscene, så måske er det bare mit fravær de sidste tre år, der her igen kommer til udtryk. Sara Grabow er for eksempel Sebastians datter og har deltaget i flere større teateropsætninger. Hun var fortryllende med sine store opspilede øjne og rene næsten feagtige stemme i Come Together.

Handling og rød tråd – spørg mig ikke, men musikken er forførende og fængslende og dens enorme popularitet og velkendthed er jo samtidig enormt bindende og begrænsende for videre fortolkning af den. Måske derfor følte jeg hele tiden, at jeg var besøgende på en sindsygeanstalt i middelalderen, hvor alle de indlagte var fanget og bundet af musikkens forførende selv. Den styrede dem totalt, og hver og én lod de sig fange og leve ind i de toner, der jog den sidste rest af fornuft ud af dem.

>Er seperationsangst spaden?

>Jeg er for det første en stor fan af at kalde en spade for en spade. Dog er der et lille problem med denne spade.

På mandag skal jeg på lejrskole i fem dage i Sønderjylland.

Jeg har nu forsøgt at skrive dette indlæg fem gange, men kan ikke rigtig få det vendt, så det får den historie frem, som jeg gerne vil have.

Faktum er, at jeg er pisseræd for at skulle være væk fra min lille Skrupsak i så lang tid. Jeg er ikke bange for at ham og hans far ikke kan klare sig alene, men jeg er bange for om jeg kan klare mig uden dem og selvfølgelig mest ham den lille af dem.

Der er egentlig ikke så meget mere at sige om sagen. Der er jo ikke noget, der kan ændres i det, og det kommer jo til at gå glat og gnidningsfrit. Drengene kommer til at hygge sig sammen herhjemme, og jeg kommer slet ikke til at have tid til at tænke på, hvor meget jeg savner dem, for lejrskole med en 7. klasse er hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Og fem dage er jo trods alt ikke nogen evighed, nærmere mindre end en uge og knap en arbejdsuge. Det VED jeg jo, og det siger al fornuft mig.

Hvorfor er det her indlæg så så svært at skrive? Kan nogen venligst fortælle mig hvor spaden er henne og hvad den rigtigt hedder?

>Det er derfor jeg er lærer!

>

I morgen skal mine 12-13årige elever se denne video. Og næste gang de siger til mig, at det ikke nytter noget at have meninger og at det er håbløst at have et ønske om at deltage i den demokratiske proces i deres alder, får de lige lov at se den igen.

Pigen her hedder Severn Suzuki og var selv kun 12 år, da hun holdte talen til et FN-møde i Rio i 1992, hvor hun gav de grå mænd og damer en verbal opsang. Magen til talegaver, retorisk indsigt og indlevelsesevne skal man lede længe efter. Så tag lige 5 minutter selv og lyt til hendes budskab! Måske kunne hun også lære dig noget her 17 år senere? (skræmmende egentligt, at de samme ord er relevante og aktuelle i dag, og der på den vis ikke er sket en skid siden).

>En bedre lærer

>Jeg er helt 100% sikker på, at jeg fra nu af bliver en bedre lærer, når jeg kan lægge mine bøger og mit penalhus ned i denne fine kernelædertaske, som jeg lige har købt til røverpris på Trendsales.

Ja, jeg tror fakstik at livet bliver bare lige den tand sjovere og lettere fra nu af. Ret utroligt egentligt, ikke?

ps. og der var så lige ordet fakstik igen….tsk tsk tsk….

>Gode naboer

>

For to minutter siden bankede det på døren og denne kammerat stod udenfor og ventede på os.

Ved siden af den stod vores nye nabo, som for 3. gang inden for en uge, lige kom forbi med en åbnet flaske lækker rødvin. Denne gang synes han lige vi skulle smage en Chateau Quinault 2001. En Saint-Emilion Grand Cru. Er det lige en nabo, man kommer til at holde mere og mere af eller hvad? (det hjælper også pænt på det, at de er enormt søde, har en fed humor og er skide gode at snakke med, men det ved vi jo alle er detaljer i det store billede).

Han handler med vine, og når de har haft vinsmagning er der jo nogle åbne flasker til overs, som helst ikke skulle smides ud. Dem hjælper vi da gerne med at få af vejen. Så gode naboer er vi nemlig!

>Lorteredning

>Jeg ved ikke, hvorfor jeg har sådan en vild trang til at dele gårsdagens oplevelse med jer. Men det er nok fordi, det bare var en af de stunder, som man oplever i al hemmelighed og pinlighed og derefter næsten ikke kan holde ud at gå rundt med alene inde i sig selv.

Skrupsakken skulle til sit første tandlægebesøg, og vi cyklede derned. Tiden var perfekt, da det var pænt inden middagslur og frokostid, og morgenmaden var veloverstået. Et rigtigt tilfredshedtidsrum i en knap to-årig drengs hverdag. Jeg havde endda valgt at holde ham hjemme fra vuggestuen, så vi rigtig kunne få en kvalitetsdag sammen. Ikke noget med at spilde tid på mig selv og arbejdet her, nej, barnet i højsædet og nærvær og hygge ind med morgenmælken. Vi fik skiftet bleen, børstet tænderne og cykelhjelmene på. Alt i alt, synes jeg faktisk selv, at jeg havde pænt godt styr på det, og jeg glædede mig sådan set lidt til at komme ud og vise hvor god en mor jeg var. Ja, det er næsten til at brække sig over, ikke? Lignende selvfedhed skal man lede længe efter. Bare rolig, filmen skal nok knække og jeg kom da helt naturligt også ned til I andre dødelige mødre igen inden for ganske kort tid.

Men inden da, skal vi lige svælge lidt i, hvor dygtig en mor jeg var. Mens vi sad i venteværelset hyggede vi os rigtig med det politisk korrekte legetøj, der nu er at finde ved en kommunal tandpleje. Træmadvarelegetøjet og træridderborgen var kæmpe hits ved skrupsakken, og den bevidste forældre, som jeg jo er, huskede at gentage hans ord og rose ham for sin udtale. Vi øvede farverne, og jeg må altså indrømme, at jeg i et kort sekund hørte mig selv udefra og fandt mig selv skide dygtig.

Ja, fy da, jeg ved det.

Det er til at lukke op og skide i, ikke? At man sidder der og siger alle de ting, ikke for barnets skyld, men fordi man gerne selv vil høres af dem, man tror vil dømme en, hvis man ikke sagde de rigtige ting. Der er et eller andet med læger, tandlæger, politimænd, pædagoger, lærere og andre lignende væsener, som, man tror, altid gør det rigtige og derfor også forventer, at vi andre gør det. Fx tør jeg næsten ikke smile med tænderne (og tandkødet, som er en familiesvaghed), når jeg er ved tandlægen. For hvad nu hvis hun kan se, at jeg sløsede lidt med tandbørstningen i morges, og hvad nu hvis hun synes, de er lige vel gule, de bisser derinde? Jeg hader den bevidsthed. Det er den samme, som får mig til at stivne, så snart jeg ser en politibil, hvadenten jeg cykler eller selv kører bil. Og straks tjekker jeg om min sele er på, om lyset tændt, om farten er lav nok, om jeg er i rette spor osv. Og jeg ånder bagefter lettet op, over at han ikke opdagede alle mine ulovligheder, som jeg slet ikke selv var bevidst om at jeg begik.

Nå, men tilbage til tandplejen. Her sad jeg så, og for en gangs skyld følte jeg mig ovenpå. Der var ikke noget de kunne tage mig i. Jeg havde styr på det hele!

Lige indtil en liflig duft nåede mine næsebor, og jeg tænkte panisk: “Det kan for helvede da ikke passe! Han har lige skidt derhjemme!” Et lille eftertjek med et ryk i bukselindingen og snuden ned i bleen bekræftede mine bange anelser, og rigtig nok, der lå den fineste balleformede lort nede i Liberoen. Da jeg, den supertjekkede mor, med styr på ordforrådsindlæring og kvalitetstidsudnyttelse, ikke havde tænkt så langt som at tage en bletaske med på tur med mit blebarn, blev jeg helt ærligt lidt panisk. Jeg mener, det var en pænt stor udgave, der lå i bleen, og vi skulle jo både ind til tandlægen og ud på cyklen igen på den 5 km. lange tur hjem.

Åh, lad mig bare komme til sagen. Jeg hev ungen ud på skiftebordet, nappede lorten med et stykke toiletpapir igennem benåbningen i bleen. Sneg et stykke vådt toiletpapir derind og tørrede ballerne af og genbrugte så den beskidte ble indtil vi kom hjem. Og under hele tandlægebesøget sad jeg og svedte tran over, om hun mon nu kunne lugte at min søn lugtede af lort, og at han havde en brugt lorteble på.

Ja, sådan en mor er jeg så også. Én der giver sin søn brugte lortebleer på! Akkeja…..

>Gæsteindlæg fra Drengedukke

>I morges modtog jeg dette indlæg i en mail fra min lillebror. Han vil gerne være dagens gæsteskribent på bloggen og dermed gengælde mit indlæg om ham.

Jeg har ikke læst hans indlæg endnu, blot copy/pasted teksten og vil derfor først læse det, når jeg har trykket på udgiv! En chance at tage, men det synes jeg var mest fair, når han nu ikke selv kunne logge på og lægge det ind.

Så here goes:

Hotdoggen
Jeg husker ikke meget. Faktisk næsten ingenting. Jeg husker ikke meget, men jeg husker hende. Lige så længe jeg kan huske, har hun været der. Da jeg var lille – lidt større end en drengedukke – prøvede hun engang at køre væk, eller også var det mig der ikke kunne følge med. Kort efter slog jeg mine tænder. Hårdt. Ned i kantstenen og så var hun der igen. Jeg tror det gik op for hende den dag, at hvis ikke hun var der til at passe på mig… Så ville hun ikke kunne passe på mig.

Senere – da jeg fik bumser – blev hun min allierede. Særligt når hun på mine vegne advokerede for færre regler og flere friheder. Også selvom hendes egen teenagetid var anderledes, lå det hende aldrig fjernt at tage mit parti i de ophedede diskussioner enhver teenagefamilie har. Jeg tror, det var der, jeg lærte, at hun ikke ville forsvinde.

I gymnasiet – da vi sammen slikkede poter – gik det op for mig, at hun var hotdog-barnet. Den midterste af tre. Det var hende der bandt os sammen – alle sammen. Det var hende der lappede konflikterne og fik os til at smile eller glædes efter en tragedie. Det var hende vi gik til, og det var hende der gik os i møde. Selv da hun flyttede langt væk ’over there’, slap hun ikke. Med en uendelig empati, indsigt, ved hjælp af hyppige besøg og digitale kommunikationsmedier holdt hun os ved ilden.

Ventende på at hotdoggen – nu med følge af en gom og en ny drengedukke – igen ville vende hjem.

I dag er hun tilbage. Lige nede om hjørnet – 400 kilometer og fire provinsbyer væk. Intet er forandret. Jeg husker stadig ikke meget, men jeg husker hende. Lige så længe jeg kan huske, har hun været der.

>Fra hoved til pen på P1

>Jeg har lige opdaget, at min blog blev læst op på P1 i torsdags i Radiobloggen! Hvor vildt er det lige?

Det var indlægget Min drengedukke, der havde fanget Ruth Storms opmærksomhed, og måden jeg fik det afvide på, var igennem en af mine mødregruppe- og blogveninder, som havde læst en tråd om udsendelsen i sin Netdoktormødregruppe. Small world, eller hvad?

I kan selv høre udsendelsen HER. Desværre er podcasten ikke optaget helt fra start, så I kommer ind lige midt i oplæsningen.

Ej, det er jeg sgu da ellers lige lidt stolt over, skulle jeg hilse og sige!

…….

10 minutter senere….
Og for det ikke skal være løgn, så sidder jeg nu her og læser mine yndlingsblogs igennem, og så finder jeg ud af (efter at have udstillet mig offentligt med min kære cykelhjelm) at jeg nu har vundet en bog over ved Julia. Bogen er hendes næste udgivelse, som hedder “Hvad præster ved om sorg”.

Det er da endt helt godt i aften, hvor jeg ellers bare sidder helt flad i sofaen og hviler ud efter en helt fantastisk bryllupsfest med dans hele natten. Mine fødder tåler ikke synet af hverken høje hæle eller dansemusikanter de næste par dag. De kræver 100% flade vide sko og rekreation. Men aaaaahhhh, hvor var det fedt at danse så meget.

>Løn!

>Tænk jer! Jeg har lige modtaget den første lønseddel i over tre år!

Jeg kan slet ikke finde ord for hvor fedt det føles endelig at tjene sine egne penge igen og kunne være med til at bidrage økonomisk til vores lille familie. Penge burde være ligemeget, men lige netop i dag, er de for mig et symbol på selvstændighed, sammenhold, anerkendelse, stolthed, medansvar, ligeværd og måske denne nye lækre regnjakke fra Danefæ!?