>Jeg havde en oplevelse på vej hjem i toget i dag, som jeg gerne vil dele med jer, og meget gerne have jeres kommentarer på.
Overfor mig sidder en mand og en dame, begge omkring de 50 år, og de snakker hyggeligt sammen, indtil de bliver forstyrret af en konduktør. Kvinden kigger overrasket på manden, og udbryder: “Guuuuuud neeeej!” Det viser sig, at hvor han har et gyldigt månedskort, har hun et klippekort, som hun glemte at klippe, da de var så fordybet i deres snak. Dette prøver hun febrilsk at forklare konduktøren og spørger bedende om hun kan hoppe ud på næste stop og klippe. Hun er lige stået på, forklarer hun.
Der er tre konduktører i alt, hvoraf den ene er civilklædt og kommer hen til os og tjekker samtidigt (ja, det er åbenbart DSB’s senste påhit i kampen mod de kriminelle snydepelse). Kvinden prøver at forklare sig igen og igen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun taler sandt. Hun er næsten grædefærdig, da det går op for hende, at det drejer sig om 750,- kr. og at konduktøren har tænkt sig at give hende bøden.
Jeg bryder høfligt ind og spørger de tre konduktører, af ren og skær nysgerrighed, som jeg også påpeger over for dem, hvordan det kan være, at man ikke kan lade hende smutte ud og klippe og lade hende slippe denne gang? De forklarer sig med at de er nødt til at være ens over for alle, og at det skal være retfærdigt for alle. Det er jo svært for dem at vurdere hver enkelt gang, hvor sandhedsværdien skal sættes osv. Jeg kan godt se alle deres argumenter, og det er jo i bund og grund rigtigt nok. Det var en fin snak, vi fik med dem, og der var ingen angrebstone over for nogen af parterne. Det endte faktisk med at vi var flere der indgik i snakken.
MEN jeg er altså ikke enig med dem, konduktørerne. Jeg ved godt, at de bare gør deres job, men så er jeg ikke enig med den, der bestemmer, hvordan de skal fuldføre dette job. Hvad blev der af den rare togkonduktør, der kiggede på en og sagde: “Jamen, så smut da lige ud og klip. Og så glemmer du ikke det en anden gang, vel?” eller som tog sin menneskelige kappe og sin empatiske briller på og kiggede og lyttede til det menneske han stod og talte med? Jeg synes helt ærligt ikke, at der er noget galt i at kunne snakke sig fra en bøde, eller at forskelsbehandle folk i sådanne situationer. Jeg gør det selv, hver eneste dag i skolen. Ingen af mine elever bliver behandlet 100% ens, for det ville netop ikke være retfærdigt over for dem. De er jo forskellige mennesker med forskellige behov og forskellige grænser, og det er jeg nødt til at forholde mig til for at kunne give dem en fair behandling.
Jeg synes DSB og alle vores systemer engang i mellem bliver alt for firkantede og baseret på den laveste fællesnævner i stedet for at være bygget på tillid, menneskelig indsigt og overbærenhed. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke så meget det handler om retfærdighedssans fra DSB’s side, men snarere om penge. Det ville i og for sig også være helt i orden i min verden, så skulle de bare hellere være ærlige og sige det, når jeg spørger.
Og hvis det virkelig handler om retfærdighed og ligeberretigelse, så er jeg faktisk lidt ærgerlig over, at vi danskere er blevet så milimetermålsretfærdige, at vi ikke kan unde en medpassager at slippe fra en bøde, som vi måske endda selv var så uheldige at ende med ugen forinden. Jeg fik selv en lignende bøde på min første arbejdsdag, hvor jeg havde læst zoneoversigten forkert og havde klippet en zone for lidt ud af 8 zoner i alt. Ikke om konduktøreren var til at hverken tale med eller stikke i, og hvis jeg kunne have hjulpet hende i toget i dag med at slippe ud af sin bøde, ville jeg næsten have følt, at det var et plaster på såret for min egen ærgrelse.
Ej, helt ærligt, hvad mener du? Er jeg for blødsøden og naiv, eller synes du også vores verden er bare en anelse for firkantet og indrammet engang i mellem?
Historien lyder, at den tidligere ejer af vores hus faktisk tog resterne af sit rullegræs og lagde det ude på dette område, se det kom til at se flot og sammehængende ud. Det ville arkitekterne dog ikke have, så han blev pænt bedt om, at tage sit rullegræs af igen og lade de professionelle afgøre, hvad der skulle ske med området. Det gjorde de så, og nu er der vokset lidt tilforladeligt græslignende ukrudt på, som jeg ikke kan lade være med at gå og irritere mig lidt over. Havde der dog så bare været nogle flotte ukrudtsblomster i det.
Det er det mest sikre tidspunkt at bedrive civil ulydighed i et villakvarter, da alle er på arbejde på dette tidspunkt. Det er dog vigtigt at ramme de få minutter der er mellem postbudet kører sin rute, skraldebilen henter skrald og dagplejemoren putter til formiddagslur, men jeg havde nøje timet og tilrettelagt det med dem alle. Jeg havde dog overset den vigtige detalje, at manden med kirkebladet også kører rundt om tirsdagen, men han lovede, at han havde tavshedspligt og at det blev mellem ham, mig og Gud. Og hey, det kan ham den store deroppe da ikke være uenig med det her, vel?
Og se lige et kunstværk:
Siden jeg startede mit billedkunst-liniefag på seminariet har jeg skrevet og tegnet i min journal, og det er efterhånden blevet til tre af slagsen. Det er på en måde min billedblog, som selvfølgelig MÅ laves i håndgribelig taktil udgave. Intet andet vil give mening for mig.
Når jeg mangler inspiration i mit lærerjob eller bare i det hele taget trænger til et frisk pust af kreativitet, så kigger jeg i dem. De minder mig om alle de gode tanker jeg har haft undervejs, og alle de faste overbevisninger, jeg har fulgt i min undervisning.
I næste uge har vi fællesuge på hele skolen fra 1. til 9. klasse og jeg skal være i hele to af værkstederne. Det skal nok blive en hård uge, da det er to meget forskellige værksteder, men samtidig er det to værksteder, der begge står mit hjerte nært. Nemlig et blogværksted og et billedværksted. Temaet er Medmenneskelighed, og vi i udskolingen skal arbejde med hjemløshed. Der skal skrives aviser og blogs, males billeder, indspilles sange, samles ind, laves installationer og opleves 1 on 1. Det bliver fedt!
Så nu skal jeg bare lige blive rask igen og finde inspirationen, så er jeg klar til at være topmedmenneskelig og kreativ!
Der er lidt af det frække, lidt pynt fra min mor, lidt kloge ord om skolen, lidt til at få de kloge ord til at glide ned med, lidt kristent leg og fantasi, lidt flyvskhed, lidt skriblende, lidt rammende, lidt amerikansk, lidt indholdsrigt, lidt omklamrende og lidt barnlig stolthed. Nok i grunden et meget godt billede på mig som menneske!
I dag er jeg stadig fire, dog plus tredive år ekstra, og min kære gamle bedste, som i dag er 95 år gammel, har husket min fascination af det gamle stel. Faktisk er det sådan, at længe før nogen af os børn, børnebørn og oldebørn overhovedet havde tænkt tanken ARV i samme sætning som hende, der havde hun allerede navngivet det meste af hendes gods. Hun vil nemlig ikke have, at nogen skal have problemer eller komme i konflikt om det, når hun ikke var her mere. Da hun havde to stel, og heldigt nok, også to pigebørnebørn blandt syv i alt, skulle vi to da have hvert sit. Sådan har det været bestemt længe. 
Hvor ser man lige sådanne på bordet i de danske hjem i dag? Straks tænker jeg, hvad jeg mon så kan bruge de fine små askebægere til i stedet. Jeg tænkte måske til fyrfadslys, så er der da stadig en vis form for brand i dem. Måske du har en anden god idé?
En taske min bedste selv har broderet og monteret. Er den ikke smuk?
