>For at kunne behandle jer ens, må jeg behandle jer forskelligt

>Jeg havde en oplevelse på vej hjem i toget i dag, som jeg gerne vil dele med jer, og meget gerne have jeres kommentarer på.

Overfor mig sidder en mand og en dame, begge omkring de 50 år, og de snakker hyggeligt sammen, indtil de bliver forstyrret af en konduktør. Kvinden kigger overrasket på manden, og udbryder: “Guuuuuud neeeej!” Det viser sig, at hvor han har et gyldigt månedskort, har hun et klippekort, som hun glemte at klippe, da de var så fordybet i deres snak. Dette prøver hun febrilsk at forklare konduktøren og spørger bedende om hun kan hoppe ud på næste stop og klippe. Hun er lige stået på, forklarer hun.

Der er tre konduktører i alt, hvoraf den ene er civilklædt og kommer hen til os og tjekker samtidigt (ja, det er åbenbart DSB’s senste påhit i kampen mod de kriminelle snydepelse). Kvinden prøver at forklare sig igen og igen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun taler sandt. Hun er næsten grædefærdig, da det går op for hende, at det drejer sig om 750,- kr. og at konduktøren har tænkt sig at give hende bøden.

Jeg bryder høfligt ind og spørger de tre konduktører, af ren og skær nysgerrighed, som jeg også påpeger over for dem, hvordan det kan være, at man ikke kan lade hende smutte ud og klippe og lade hende slippe denne gang? De forklarer sig med at de er nødt til at være ens over for alle, og at det skal være retfærdigt for alle. Det er jo svært for dem at vurdere hver enkelt gang, hvor sandhedsværdien skal sættes osv. Jeg kan godt se alle deres argumenter, og det er jo i bund og grund rigtigt nok. Det var en fin snak, vi fik med dem, og der var ingen angrebstone over for nogen af parterne. Det endte faktisk med at vi var flere der indgik i snakken.

MEN jeg er altså ikke enig med dem, konduktørerne. Jeg ved godt, at de bare gør deres job, men så er jeg ikke enig med den, der bestemmer, hvordan de skal fuldføre dette job. Hvad blev der af den rare togkonduktør, der kiggede på en og sagde: “Jamen, så smut da lige ud og klip. Og så glemmer du ikke det en anden gang, vel?” eller som tog sin menneskelige kappe og sin empatiske briller på og kiggede og lyttede til det menneske han stod og talte med? Jeg synes helt ærligt ikke, at der er noget galt i at kunne snakke sig fra en bøde, eller at forskelsbehandle folk i sådanne situationer. Jeg gør det selv, hver eneste dag i skolen. Ingen af mine elever bliver behandlet 100% ens, for det ville netop ikke være retfærdigt over for dem. De er jo forskellige mennesker med forskellige behov og forskellige grænser, og det er jeg nødt til at forholde mig til for at kunne give dem en fair behandling.

Jeg synes DSB og alle vores systemer engang i mellem bliver alt for firkantede og baseret på den laveste fællesnævner i stedet for at være bygget på tillid, menneskelig indsigt og overbærenhed. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke så meget det handler om retfærdighedssans fra DSB’s side, men snarere om penge. Det ville i og for sig også være helt i orden i min verden, så skulle de bare hellere være ærlige og sige det, når jeg spørger.

Og hvis det virkelig handler om retfærdighed og ligeberretigelse, så er jeg faktisk lidt ærgerlig over, at vi danskere er blevet så milimetermålsretfærdige, at vi ikke kan unde en medpassager at slippe fra en bøde, som vi måske endda selv var så uheldige at ende med ugen forinden. Jeg fik selv en lignende bøde på min første arbejdsdag, hvor jeg havde læst zoneoversigten forkert og havde klippet en zone for lidt ud af 8 zoner i alt. Ikke om konduktøreren var til at hverken tale med eller stikke i, og hvis jeg kunne have hjulpet hende i toget i dag med at slippe ud af sin bøde, ville jeg næsten have følt, at det var et plaster på såret for min egen ærgrelse.

Ej, helt ærligt, hvad mener du? Er jeg for blødsøden og naiv, eller synes du også vores verden er bare en anelse for firkantet og indrammet engang i mellem?

>Mit navn er AB. Jeg er en Guerrilla Gardener!

>Jeg har været civil ulydig i dag. Eller du kan også med et lidt finere ord kalde mig en Guerrilla Gardener. Jeg har plantet blomsterfrø, hvor jeg synes der skal være blomster, men ikke nødvendigvis, hvor der MÅ plantes blomster. Jeg blev inspireret af et nyhedsindslag på DR, hvor hende her bl.a. talte, og hvem kan så i øvrigt undgå at blive inspireret af ham her:

Jeg bor ikke i en betonverden, og jeg er er ikke omgivet af grå højhuse, men jeg bor i et nogen gange alt for nydeligt velplanlagt nybygget villakvarter, hvor det er nøje bestemt af Lind og Risør og kommunen, hvordan tingene skal se ud. Det skal nemlig helst være ensartet, symmetrisk og mest af alt nemt at holde.

Nu er det sådan at jeg synes det er lidt kedeligt og trist at se på. Se fx dette stykke græs uden for mit hjem, eller dvs. græslignende ukrudt.

Historien lyder, at den tidligere ejer af vores hus faktisk tog resterne af sit rullegræs og lagde det ude på dette område, se det kom til at se flot og sammehængende ud. Det ville arkitekterne dog ikke have, så han blev pænt bedt om, at tage sit rullegræs af igen og lade de professionelle afgøre, hvad der skulle ske med området. Det gjorde de så, og nu er der vokset lidt tilforladeligt græslignende ukrudt på, som jeg ikke kan lade være med at gå og irritere mig lidt over. Havde der dog så bare været nogle flotte ukrudtsblomster i det.

Så i dag skulle det være. Forklædt med blandede anemonefrø, havehandsker (man skulle jo nødigt efterlade fingeraftryk) og en lille skovl sneg jeg mig ud i formiddagsdisen.

Det er det mest sikre tidspunkt at bedrive civil ulydighed i et villakvarter, da alle er på arbejde på dette tidspunkt. Det er dog vigtigt at ramme de få minutter der er mellem postbudet kører sin rute, skraldebilen henter skrald og dagplejemoren putter til formiddagslur, men jeg havde nøje timet og tilrettelagt det med dem alle. Jeg havde dog overset den vigtige detalje, at manden med kirkebladet også kører rundt om tirsdagen, men han lovede, at han havde tavshedspligt og at det blev mellem ham, mig og Gud. Og hey, det kan ham den store deroppe da ikke være uenig med det her, vel?

Så nu er der ikke meget andet at gøre, end at sætte sig ned og vente på forårets komme og glæde sig over at se sine kriminelle gerninger blomstre i fuldt flor.

Ej, vil du ikke nok lege med? Smid en kommentar til indlægget her og fortæl mig om det på din blog. Vi har jo alle et sted, der er en øjebæ for os, og som vi lige kunne forskønne lidt med et frø eller et blomsterløg. Kom nu, hva’. Eller du tør måske ikke? Du vil jo godt have din rokokopude, ikk’ Mulle?

>GIVE AWAY – GRATIS HUS!!!

>Ja, det er altså ikke mig selv, der giver gratis huse væk – desværre. Ikke i denne omgang anyways.

Men ved Johannes Fog holder de fødselsdag for tiden, og derfor deler de disse skønne paplegehuse gratis ud. Så Skrupsakken og jeg tog det kunstneriske kluns på, hev hytten ud på græsset og gav den gas med pensler og akrylmaling.

Og se lige et kunstværk:

Tænk, hvis man turde at male sit eget hus så flot i alle verdens farver?

Og så er jeg altså nødt til at guide dig videre i systemet, for Marina fra Badut har skrevet et rigtigt godt indlæg om børn og ansvar, som jeg synes er din tid værd at læse. Hun skriver som altid fantastisk og jeg holder meget af hendes pointe i dette indlæg.

>Græskarmand, kom indenfor

>Skrupsakken og jeg købte to store græskar ved købmanden, og en stor spids kokkekniv, mange minutters graven med skeer og et par hak med kniven senere, stod disse to lækre græskarmandfolk foran os.

Skrupsakken var svært stolt af det færdige produkt, og kommentaren: “Waaaauuuwww”, blev ytret en del gange.

Det var et lidt mere stilfærdigt: “Naaaat”, der kom fra ham, da han senere på aftenen ville sige godnat til sine to nye venner. De havde ligesom ændret karakter siden han sidst havde hilst på dem.

De fik dog et lidt vagtsom vink med på vejen, og nu står de og sørger for at han kan sove trygt og godt i sin lune seng, for hvem tør da nærme sig med ulykker og forbandelser med sådan et par kraftkarle i indkørselen?

>Inspiration

>Jeg sidder herhjemme under dynen og er syg. Udenfor regner det og alt ser gråt og trist ud. Hvilken bedre dag til at kigge i mine gamle billedjournaler efter farver, tanker og inspration?

Siden jeg startede mit billedkunst-liniefag på seminariet har jeg skrevet og tegnet i min journal, og det er efterhånden blevet til tre af slagsen. Det er på en måde min billedblog, som selvfølgelig MÅ laves i håndgribelig taktil udgave. Intet andet vil give mening for mig.

Når jeg mangler inspiration i mit lærerjob eller bare i det hele taget trænger til et frisk pust af kreativitet, så kigger jeg i dem. De minder mig om alle de gode tanker jeg har haft undervejs, og alle de faste overbevisninger, jeg har fulgt i min undervisning.

I næste uge har vi fællesuge på hele skolen fra 1. til 9. klasse og jeg skal være i hele to af værkstederne. Det skal nok blive en hård uge, da det er to meget forskellige værksteder, men samtidig er det to værksteder, der begge står mit hjerte nært. Nemlig et blogværksted og et billedværksted. Temaet er Medmenneskelighed, og vi i udskolingen skal arbejde med hjemløshed. Der skal skrives aviser og blogs, males billeder, indspilles sange, samles ind, laves installationer og opleves 1 on 1. Det bliver fedt!

Så nu skal jeg bare lige blive rask igen og finde inspirationen, så er jeg klar til at være topmedmenneskelig og kreativ!

>Turkis collage

>Jamen, selvfølgelig gider jeg at lege Anne! Hvis der er noget jeg kan lide, så er det at lege og især med farver.

Opgaven var svær og krævende. Ikke selve udformningen, den i sig selv er såre enkel. Næææ, det var selve rammen for opgaven, der udfordrede mig. For hvor i mit hjem finder jeg lige noget, der er turkist/turkisfarvet?

7 billeder skulle jeg tage af 7 forskellige turkise ting fra mit hjem. Da jeg først kom i gang kunne jeg slet ikke stoppe, så I får lidt flere.

Der er lidt af det frække, lidt pynt fra min mor, lidt kloge ord om skolen, lidt til at få de kloge ord til at glide ned med, lidt kristent leg og fantasi, lidt flyvskhed, lidt skriblende, lidt rammende, lidt amerikansk, lidt indholdsrigt, lidt omklamrende og lidt barnlig stolthed. Nok i grunden et meget godt billede på mig som menneske!

Og så skal jeg jo sende mit TAG videre, og jeg kunne da vildt godt tænke mig at se, om den søde dejlige gravide M er PINKklar til at modtage en lille pige i sit hjem om et halvt års tid. Vil du lege med med M?

>Løftede øjenbryn

>

Jeg har altså to drenge her i huset, der kan løfte det ene øjenbryn på her måde:

Damn, det gad jeg godt at kunne. Der er ikke noget mere: “Ja, hvad tror du selv?, og tror du i øvrigt at jeg er så dum at jeg falder for det gamle trick?“-agtigt over det. Det er umuligt at tage røven på én, der kigger på dig på dén måde. Det ville være så sejt at have den egenskab som lærer. Især når børnene nogen gange er et hovede højere end en selv.

Jeg kunne selvfølgelig også bare hoppe op og bide dem i knæet?

>Skatte fra en svunden tid

>Jeg er alene hjemme. Mandan har taget Skrupsakken med på tur til mine svigerforældre, så jeg kunne få en dag for mig selv sammen med alle mine dejlige retteopgaver og forberedelsesarbejde.

Det er helt underligt, at der er så stille i huset. Jeg sidder her i vores nyindrettede kontor og nyder at få ting fra hånden. Jeg får “årnet” (jysk og stammer fra ordet ordnet) en masse. Der er ikke noget bedre, end de stunder, hvor man får årnet og så’n. Det rykker for vildt.

Især når det er med kaffe og skildpadder og nye friske rosenknopper fra haven.

Men inden jeg satte mig her, havde jeg lige et stel til 14 personer jeg skulle vaske op. Og det er egentlig den skat, jeg ville fortælle jer om.

Engang da jeg var helt lille, måske fire år, sagde jeg til min Bedste, at jeg synes hendes stel med blomsterne var så flot. Jeg elskede de fine blomster og guldkanterne. Man følte sig helt speciel, når man sad og spiste sin rugbrødsmad med honning på en af de fine små blomstrede tallerkener.

I dag er jeg stadig fire, dog plus tredive år ekstra, og min kære gamle bedste, som i dag er 95 år gammel, har husket min fascination af det gamle stel. Faktisk er det sådan, at længe før nogen af os børn, børnebørn og oldebørn overhovedet havde tænkt tanken ARV i samme sætning som hende, der havde hun allerede navngivet det meste af hendes gods. Hun vil nemlig ikke have, at nogen skal have problemer eller komme i konflikt om det, når hun ikke var her mere. Da hun havde to stel, og heldigt nok, også to pigebørnebørn blandt syv i alt, skulle vi to da have hvert sit. Sådan har det været bestemt længe.

For nogle år siden flyttede hun på plejehjem, og hendes ting blev pakket ned, deriblandt de to stel. Mit blev pakket ned i min fars kælder, da jeg dengang ikke havde pladsen og derefter rejste til USA i tre år. Men nu, hvor vi sidder her i eget hus, så mente min kære far, at det var på tide, at jeg fik min “medgift” med ind i ægteskabet.

Jeg siger jer, det var SÅ fantastisk at pakke det fine gamle stel ud. Blomsterne stod lige så fine og klare, og guldkanten var gylden som ny. Der er blevet passet på det fine porcelæn. Ikke noget med opvaskemaskiner og 2+1 tab programmer der.

De fine fade og skåle er som levn fra en svunden tid, hvor man serverede sovs, kartofler og gemüse til måltiderne, og hvor kaffen blev serveret i en høj kande, med stor lagkage på ét fad og småkager og konfekt på et andet. Og der midt i al herligheden var der sørme også lige 8 kuvertaskebægere og to cigaretholdere. Nå ja, dengang var det jo helt normalt, nærmest forventet, at der stod et askebæger ved hver anden kuvert.

Hvor ser man lige sådanne på bordet i de danske hjem i dag? Straks tænker jeg, hvad jeg mon så kan bruge de fine små askebægere til i stedet. Jeg tænkte måske til fyrfadslys, så er der da stadig en vis form for brand i dem. Måske du har en anden god idé?

Og se så lige, hvad jeg også fandt midt i kassen:

En taske min bedste selv har broderet og monteret. Er den ikke smuk?

Når hun engang ikke er her mere, så vil jeg sidde ved mit smukke dækkede bord og mindes hendes sirlighed, ordentlighed, gode mad, lune humor, skarpe sind og kloge ord om verden, kristendommen og familien. Men den tid, den sorg. Inden da, tror jeg at jeg vil invitere hende på en kop kaffe og et stykke kage, selv om det nok er lidt ønsketænkning at hun tager rejsen helt herover på den anden side af Storebælt. Men hun skal have budet, skal hun!

Og bordet juleaften er allerede dækket de første 100 gange i mine tanker. Det bliver det smukkeste julebord nogensinde. Bar’ det snart var jul!

>MotorvejsKongen vandt igen

>Når man, som vi, ofte kører turen fra Sjælland til Jylland, kommer man til at kende sine motorvejsrestauranter, og ikke mindst sine motorvejslegepladser. Det er nemlig sådan, at når de to voksne på forsædet sidder og lytter til deres rumlende maver og begynder at overveje, hvem der skal de være heldige, der får lov at kokkere for os, så er det den lille Skrupsak på bagsædet, der i sidste ende bestemmer udfaldet.

Efter flere dage i det jyske ved familien og deres lækre kulinariske anretninger skriger vores maver som oftest efter noget let sandwich-agtigt, og Sunset ligger perfekt lige efter man har passeret broen og igen befinder sig på sjællandsk jord. Det er perfekt, da man føler, at man spiser lidt sundt og samtidig nææææææsten er hjemme, eller i hvert fald nu kan overskue resten af turen.

MEN Sunset har ikke skyggen af legeplads eller andet spas for en knap to-årig. Og efter to til tre lange timer i et bilsæde er det både til hans OG vores fordel at vi får brændt lidt krudt af, så Monarchen, der ligger lige før broen ender 9 ud af 10 gange som vinderen i det spil. Maden er so and so, men legepladsen er fænomenal!

Strandkant med vand, sten og sand, svævebane og rutchebaner! Hvad mere kan man ønske sig i 8 grader og stiv kuling, når man rejser med miniaturemennesker i bilen?