>Pindsvin

>

I Sverige hedder det Korv med mos. I mit barndomshjem kaldte vi det pindsvin. Uanset hvad du kalder det, er det ALTID et hit ved både børn og voksne.

Jeg er ikke sikker på, at det er særligt ernæringsrigt eller på anden vis fornuftigt at spise, men det mætter helt fantastisk og så er det sjovt at spise! Jeg elsker pindsvin – og det gør Manden og Skrupsakken heldigvis også :-)

Og nu har vi fået pyntet op til jul og bagt julesmåkagerne. I morgen skal der hentes lyskæder hjem til hytten og i løbet af ugen bliver konfekten lavet klar. For på fredag fylder Skrupsakken to år og det skal fejres. Så fredag kommer vuggestuen herhjem til leg og hygge med alt hvad dertil hører og lørdag kommer familien og fejrer vores lille guldgris. Jeg glæder mig, og måske skal vi have Pindsvin til festmåltidet. Hvis du spørger fødselsdagsbarnet, så er der ingen tvivl, så er svaret: “JA!”.

>Mor/barn-gymnastik holder 100%

>Efter 1½ måneds fravær fra vores mor/barn-gymnastikhold på grund af mine sene arbejdstider, var vi endelig tilbage på måtten, Skrupsakken og jeg.

Og jeg kan slet ikke komme mig over, hvor meget 1½ måned betyder i et knap to-årigt barns liv og udvikling. Det var en helt anden dreng, jeg havde med denne gang. Ikke fordi han ikke nød det før, men nu forstod han ALT der blev sagt fra lærerens side og abede efter ALT vi andre gjorde. Især de andre børn!

Han var helt med på, at nu skal vi have panden inden for hulahopringen og nu skal vi trampe rundt som en stor bjørn. Og den helt store test var, da han skulle op til rutchebanen, som er konstrueret af to bænke op af en tværbjælke med en rullemadras over (I kan tydeligt se det for jer, ikke?). På toppen af rutchebanen sidder en fremmed far og hjælper tumlingerne over, og Skrupsakken har indtil nu pure nægtet at få hjælp af nogens fremmede far. Men i dag var han fuldstændig ligeglad, for han ville op og rutche, og så må man jo tage ham den halvskaldede fremmede med i købet og endda også vise ham den tillid at lade ham holde en i fødderne, mens man ligger med hovedet nedad i en 60 graders vinkel.

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg nyder sådanne stunder med ham. Stunder hvor jeg kan trække mig lidt tilbage og blot se ham løbe rundt blandt andre børn, lade andre fremmede voksne tage ham i hånden og hjælpe ham op på madrasserne og simpelthen bare more sig hjerteligt fra det øjeblik han træder ind i salen til han forlader den igen. Og så høre hans lykkelige suk fra bagsædet i bilen på vej hjem, da han får sin Digestive-kiks og vanddunk og blot får lov til at sidde og genopleve den sidste times lykkeligheder i fantasien. Nogen gange, bare nogen gange, i nogle enkle øjeblikke gad jeg godt være 2 år igen og bare opleve verden på samme måde som ham. Jeg tror han har det “pretty damn fantastic” i sit lille æggeblommeliv.

>Det bliver til for lidt

>Det med at blogge er altså kommet lidt i 2. eller skal vi hellere sige 5. række. Jeg har simpelthen haft for travlt på det sidste med overgangen fra et job til et andet over én weekend.

Livet i 3. klasse på kommuneskolen er startet, og jeg føler mig som en helt nyuddannet lærer, der ikke aner en dyt om det jeg laver. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad de kan lide at lave, læse, skrive om eller lære om i 3. klasse. Næææ du, stik mig en snes dovne teenagesløve bumsede 9. klasseselever og jeg skal vise dig, men 3. klasse….nada…zip…nothing!

Derudover er det kommunale skolevæsen ligeledes en premiere for mig. Godt nok var den sidste skole også kommunal, men det er vist også det eneste, den har til fælles med det sted jeg arbejder nu. Nu sidder jeg i et lærerværelse med faste pladser, hvor gennemsnitsalderen er over 50, og jeg er hende den unge nye lærer med mine 34 år. Det er ikke nødvendigvis skidt, men jeg skal nok lige bruge lidt mere tid til at finde det helt særlige lækre i det.

Til gengæld kunne jeg lige smutte hjem i min halvtimes frokostpause i dag og tisse. Jeg skulle lige hente mit gymnastiktøj (ja, bare ordet får lugten frem af svedige fødder og gummimåtter, ikke?)og øjnede så lige chancen til at få tisset af på egen kumme. Og da jeg kom tilbage på skolen havde jeg stadig 20 minutter tilbage at spise i. Herligt!

Jeg står en time senere op om morgenen, og kommer 1½-2 timer tidligere hjem. Det er bestemt også værd at tage med i matematikken.

Så jeg er her endnu, omend lidt forpustet. Bær over med mig. Jeg får ikke kommenteret en masse på I andres blogge, men jeg får kysset meget mere på Manden og Skrupsakken.

>Bogmesse i Forum

>Jeg har lige modtaget en mail om, at jeg har vundet to billetter til bogmessen i Forum denne weekend. Det eneste, det krævede, var at stille et godt spørgsmål til en af de udvalgte oplægsholdere. Jeg valgte Richard Yates, som kommer og snakker om Revolutionary Road.

Mit spørgsmål gik igennem, og vil blive stillet til manden himself på lørdag kl. 11. Desværre kommer jeg selv først søndag, så hvis du skal derind, så lad mig lige høre, hvad han svarede på spørgsmålet om, hvorvidt han mener at bogens hovedpersoner kunne have den selvsamme konflikt i dag og hvis ikke, hvad ville han så skrive konflikten udfra, for at vise et lignende nutidigt samfundsmæssigt perspektiv?

Til gengæld skal jeg helt klart ind og høre Jette A. Kaarsbøl søndag eftermiddag. Nu har jeg ventet og ventet siden “Den lukkede bog” på en ny bog fra hende, og “Din næstes hus” står helt klart på min læseliste efter den udkommer i morgen.

Ses vi derinde?

>Lettelsens suk

>Jeg fik endelig fundet ordene og sagt dem højt. Situationen opstod, hvor jeg endelig kunne få luft uden at jeg forværrede noget, jeg allerede fandt godt og grundigt dysfunktionelt.

Jeg fik fortalt om grædende cykelture hjem fra arbejde, om manglende forståelse, anerkendelse og samarbejde, om min første oplevelse som 100% privatpraktiserende lærer, om hårdt sprogbrug der blev kastet skødesløst rundt i humoristiske sarkastiske forklædninger, om børn der ikke bliver set og prioriteret og om hvorfor den lange køretur ikke er min tid værd i det lange løb.

Og så cyklede jeg væk fra den skole, der for ganske kort tid var drømmestedet for mig at arbejde på, men som nu står tilbage som et flagskib, der proklamerer sig som mentorskole, og derfor har så travlt med alt andet, at den glemmer de værdier, de børn og den undervisning, den startede op med at være skole for. Skuffelsen over dette er enorm fra min side.

Mine ord blev hørt – og taget ind – vejet – følt og smagt på – opbakket og forstået – og undskyldt.

Et “Vi kommer til at savne dig”, røg også berørt med i snakken. Min frygt kom til skamme. Der var ingen der angreb mig eller lod mig og mine, alt for mange, følelser i stikken. Sarkasmen og ironien var sendt til tælling og alvoren og selvreflektionen var sat ind i stedet. Hvor kom mon den tidligere uforklarlige frygt fra?

Det regnede da jeg kom ud. Og det kølige vand føltes fantastisk på den pande, der ikke længere var spændt i en bekymrende rynke. Min krop føltes lettere at træde frem i pedalerne og knuden i maven, den der har siddet der i flere uger, og som jeg ikke har kunne skrive mig ud af, den var væk!

>Servicemeddelelse: Mere gratis lyd!

>Hele fem stk. lydbøger ligger til gratis download på DR lige nu og indtil den 18. november, så skynd dig ind og hent dem!

Du kan bl.a. finde:
  • Jan Sonnergaards “Om Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks undgdom
  • Svend Åge Madsens “Mange sære ting for”
  • Anne B. Ragdes “Arseniktårnet”

Og er du mere til gys, så kan du også finde forskellige gysere skrevet af Kenneth Bøgh Andersen. Dem finder du HER.

>Jeg så en film passere forbi

>I morges, da jeg havde kørt Manden på arbejdet, og bagefter trillede stille og roligt hjemad i den silende regn, passerede en film af indre billeder forbi i mit hovede.

Det var et af de øjeblikke, hvor man kan mærke sindsstemningen inde i sig selv, og hvor følelserne springer uden på tøjet. Det var ZZZZAAAAAP-øjeblik. En tidslomme, hvor alting står stille, og billederne kører langsommere og bliver små enkelte fotos i sig selv, der tilsammen danner en flydende helhed.

Det er helt fremme i filmens spæde start, hvor vi skal have introduceret filmens karakterer og samtidig have startet historien. Det regner og den første kvinde sidder i sin bil og hører Randy Crawfords “One Day I’ll Fly Away”.

Klip.

Den samme kvinde står foran en flok elever og fortæller dem, at hun har fået nyt job, at hun lader dem i stikken, men må følge sit hjerte og sin fornuft. Hendes faglige ambitioner, må bane vejen for de personlige og følelsesmæssige af slagsen. Hun savner tid til sin familie og sine interesser.

Klip.

Man ser kvinden male et paplegehus med sin lille søn.

Klip.

En ny kvinde kører i sin bil i regnvejret. Hun lytter til den samme melodi.

Klip.

Man ser hende sidde på et kontor på en skole. Overfor hende sidder hendes leder, og hun fortæller ham, hvordan hun er blevet syg af sit arbejde. Hvordan stressen æder hende op indefra og hvordan hun ikke magter mere. Hun må have fri til at komme sig. Hun græder.

Klip.

Den samme kvinde ses i sit hjem med sine to børn løbende omkring sig og modløsheden lyser ud af hende, samtidig med at hun kigger kærligt på de to små. Bag modløsheden viser lettelsen sig og hun rejser sig og går hen til børnene og leger med dem.

Klip.

En tredje kvinde kører i sin bil i regnvejret. Hun hører samme melodi.

Klip.

Man ser den tredje kvinde sidde i et fællesskab af kvinder, hvor hun fortæller om hvordan hun har sagt sin lærerstilling op for at forfølge sine drømme. Hun fortæller også om, hvordan hun kort tid derefter får afvide, at hendes mand har fundet en anden og at de må skilles, og at deres tre fælles børn bliver delebørn fra nu af.

Klip.

De tre kvinder kender hinanden enkeltvis. De har dog aldrig været samlet i samme rum på samme tid og to af dem har aldrig mødtes og to andre kender ikke til hinandens eksistens.
Alligevel har de en fælles ramme. De er alle tre lærere, de er alle tre på et sted i deres liv, hvor de skal lytte efter, hvad de selv siger, indeni. Og hvor de skal mærke konsekvenserne af de valg de har taget. De er alle tre spændt i mellem de jobmæssige faglige ambitioners felt og det personlige følelsesmæssige rum, hvor de er nogens mor.

Hvor kører de hver især hen? Mødes de i nogensinde i filmens magiske univers? Jeg så desværre ikke resten af filmen, men jeg kender alle tre kvinder på hver sin måde, som i 1., 2. og 3. person, og det rører mig for tiden, at have deres historier i mit liv.

Jeg tror, de alle har valgt rigtigt, og at de alle er enormt gode til at høre dem selv. Jeg tror filmen ender lykkeligt….