>I morges, da jeg havde kørt Manden på arbejdet, og bagefter trillede stille og roligt hjemad i den silende regn, passerede en film af indre billeder forbi i mit hovede.

Det var et af de øjeblikke, hvor man kan mærke sindsstemningen inde i sig selv, og hvor følelserne springer uden på tøjet. Det var ZZZZAAAAAP-øjeblik. En tidslomme, hvor alting står stille, og billederne kører langsommere og bliver små enkelte fotos i sig selv, der tilsammen danner en flydende helhed.

Det er helt fremme i filmens spæde start, hvor vi skal have introduceret filmens karakterer og samtidig have startet historien. Det regner og den første kvinde sidder i sin bil og hører Randy Crawfords “One Day I’ll Fly Away”.

Klip.

Den samme kvinde står foran en flok elever og fortæller dem, at hun har fået nyt job, at hun lader dem i stikken, men må følge sit hjerte og sin fornuft. Hendes faglige ambitioner, må bane vejen for de personlige og følelsesmæssige af slagsen. Hun savner tid til sin familie og sine interesser.

Klip.

Man ser kvinden male et paplegehus med sin lille søn.

Klip.

En ny kvinde kører i sin bil i regnvejret. Hun lytter til den samme melodi.

Klip.

Man ser hende sidde på et kontor på en skole. Overfor hende sidder hendes leder, og hun fortæller ham, hvordan hun er blevet syg af sit arbejde. Hvordan stressen æder hende op indefra og hvordan hun ikke magter mere. Hun må have fri til at komme sig. Hun græder.

Klip.

Den samme kvinde ses i sit hjem med sine to børn løbende omkring sig og modløsheden lyser ud af hende, samtidig med at hun kigger kærligt på de to små. Bag modløsheden viser lettelsen sig og hun rejser sig og går hen til børnene og leger med dem.

Klip.

En tredje kvinde kører i sin bil i regnvejret. Hun hører samme melodi.

Klip.

Man ser den tredje kvinde sidde i et fællesskab af kvinder, hvor hun fortæller om hvordan hun har sagt sin lærerstilling op for at forfølge sine drømme. Hun fortæller også om, hvordan hun kort tid derefter får afvide, at hendes mand har fundet en anden og at de må skilles, og at deres tre fælles børn bliver delebørn fra nu af.

Klip.

De tre kvinder kender hinanden enkeltvis. De har dog aldrig været samlet i samme rum på samme tid og to af dem har aldrig mødtes og to andre kender ikke til hinandens eksistens.
Alligevel har de en fælles ramme. De er alle tre lærere, de er alle tre på et sted i deres liv, hvor de skal lytte efter, hvad de selv siger, indeni. Og hvor de skal mærke konsekvenserne af de valg de har taget. De er alle tre spændt i mellem de jobmæssige faglige ambitioners felt og det personlige følelsesmæssige rum, hvor de er nogens mor.

Hvor kører de hver især hen? Mødes de i nogensinde i filmens magiske univers? Jeg så desværre ikke resten af filmen, men jeg kender alle tre kvinder på hver sin måde, som i 1., 2. og 3. person, og det rører mig for tiden, at have deres historier i mit liv.

Jeg tror, de alle har valgt rigtigt, og at de alle er enormt gode til at høre dem selv. Jeg tror filmen ender lykkeligt….