>Uundgåelig smerte

>Der er de stunder her i livet, som jeg seriøst overvejer at gå udenom. Ikke fordi de ikke har udsigt til at blive skønne, hyggelige, interessante eller på anden vis positive, men fordi jeg allerede inden jeg går ind i dem, ved at de ender smertefyldte. Det er den slags stunder, som jeg godt ved, at jeg er nødt til at gribe, fordi de vil bringe mig SÅ meget glæde, men i samme åndedrag er jeg konstant ved at bakke ud af aftalen i timerne inden, da jeg ikke kan overskue at stå der med bævende underlæbe og realiteterne plasket ind i fjæset.

Sådanne stunder gik vi ind til hver gang vi rejste til Danmark i de forgangne tre år, og sådan en stund har jeg netop gennemlevet de sidste to dage, og nu er den (heldigvis) overstået og jeg kan gå tilbage til skyklappelivet, hvor jeg i ro og mag og i hverdagens travlhed, lykkeligt kan fornægte at jeg savner.

I de tre år vi boede i USA havde vi selvklart ikke familien ved vores side, men vi havde et par substitutter, og vi endte med at blive hinandens familier, som drog omsorg for hinanden, støttede op hinanden og som gjorde alt det, man ellers ville gøre med sin familie. Når man er så langt væk, sker der et eller andet i én som menneske. Et eller andet urinstinkt inden i én kræver at man danner nogle nære relationer med nogle andre mennesker, således at man ikke føler sig helt så alene, som man gør i det sekund man lander i det nye fremmede. Man håber, at man er heldig og møder nogle mennesker, som kan være med til at give én følelsen af at høre til.

Vi mødte den slags venner, og jeg kan ærligt sige, at noget af det eneste jeg pt. savner fra vores tid i det amerikanske er: Vennerne, åbningstiderne og de vilde vejroplevelser.

De har været hjemme her i julen, og vi pakkede med det samme Skrupsakken og dynerne og drog til Sønderjylland for at dele et par lånte timer med dem. Og det var alt det jeg forventede; herligt, snaksageligt, hyggeligt, humørfyldt, nærværende, ærligt og meget mere i samme dur. Og det var hamrende smertefuldt at stå i Sønderborg centrum og sige farvel til dem igen under 24 timer senere, fordi vi jo ved, at der går flere måneder inden vi kan få glæde af hinandens selskab igen.

Jeg var så tæt på at bakke ud af denne aftale, fordi det er så meget nemmere ikke at involvere sig og sætte følelserne på spil. Lige nu er jeg dog sindsygt glad for, at vi hang ved og vi tog afsted. For det var et møde med en tid og sted, som vi faktisk lidt har glemt i al vores hjemstationeringspolemyk. Og jo mindre man tænker over de ting, man rejste væk fra, som betød noget for én, jo mere kan man nyde de ting, man i stedet er rejst hjem til. Kald det bare selvfornægtelse. Jeg tror, det er meget naturligt. Jeg blev bare først opmærksom på, at det var sådan jeg gjorde og sådan jeg havde det, da jeg i går sad og drak god rødvin og spiste lækker mad med disse to yndlingsmennesker og Manden og Skrupsakken. Heldigvis var glæden så stor ved dette, at den langt overvinder smerten og ærgrelsen over at sige farvel igen.

>Springfrøprisen

>

Springfrø er, udover at være en brun frø der hopper meget højt, også et frø, der kan springe flere meter væk fra moderplanten, er derved sprede plantens udbredelse på meget kort tid.

091204%20springfroe_plante

Undervisningsministeriet og Kulturministeriet er gået sammen om at uddele en pris, som er opkaldt efter dette frø. Formålet er at sætte fokus på de kreative projekter, der bliver skabt på skolerne. Det kan være spændende koncerter, musicals, udstillinger af elevværker i billedkunst, sløjd og håndarbejde og meget andet.

Jeg synes det er intet mindre end fantastisk, at man ENDELIG sætter fokus på kvaliteten ved at arbejde kunstnerisk og praktisk/musisk, og derfor vil jeg på det stærkeste opfordre jer til at sprede nyheden og endda evt. ansøge om prisen, hvis I har kunstneriske springfrø på jeres skole?

Du kan læse mere om prisen HER! hvor du også kan finde et ansøgningsskema.

Prisen uddeles 15. april 2010. Ansøgningfristen er 1. marts 2010.

Kom nu! Lad os nu hylde kreativiteten for én gang skyld!

>Julefred, julesne, julehygge og julelys

>Strikkecoachen, alias min mor, og min dejlige papfar er kommet til huset. De valgte heldigvis at køre den lange vej fra det nordjyske til det sjællandske i går, og derfor kunne vi i dag starte juleferien sammen i sneen. Og se lige, hvem der gemte sig derunder. Hvem skulle have troet at der skulle være en så godmodig gemyt inde i den frygtelige snestorm alle har talt om hele dagen?

IMG_2767

Og selv om det blev hurtigt mørkt, så ved vi heldigvis godt, at nu er lyset på vej igen fra i dag af, og måske derfor nød jeg endnu mere at gå rundt i det hvide i mørket og nyde lysene.

IMG_2778

>Give Away i anledning af massivt snefald!

>Efter et længere nisseforløb i min 3. klasse, hvor eleverne selv har skulle sy deres egne filtnisser og skabe et liv, en familie og en by til dem, må jeg indrømme, at jeg er blevet lidt ramt af filtfeberen.

Det er jo bare så skide hyggeligt at arbejde i, det der filt. Det er grovmotorisk, og for sådan én utålmodig sjæl som jeg, der gerne skal have tingene færdige inden for en time efter de er startet, er det fremragende. For man føler, at man har lavet rigtig meget på kort tid, og så kan man ikke se alle de små skønhedsfejl.

Så faldt jeg over Karen Maries Babuskadukkenøgleringe og besluttede mig egentlig bare for, at sådan en ville jeg lave til hende jeg er nisseven for på lærerværelset. Men det greb om sig. Jeg blev total bidt, og til sidste havde jeg lavet tre.

IMG_2752

Så nu ser vi, om ikke I har lyst til at få en frisk lille Babuskanøglering tilsendt med posten – som en ekstra lille julegave!

IMG_2756

Reglerne er simple:

Skriv en kommentar til dette indlæg, hvor du skriver hvilken af dukkerne du bedst kan lide og deltag i lodtrækningen med ét lod.

Skriv en kommentar OG giv én du elsker højt et ordentlig møs på trutten og deltag med to lodder.

Skriv en kommentar, møs møs OG lav en sneengel, bare fordi du nu kan og deltag i lodtrækningen med tre lodder.

Husk at skrive, hvor mange lodder du deltager med i din kommentar, og nu ikke noget med at snyde, vel? Jeg trækker lod på søndag kl. 20.

Glædelig sne!

>Her går aftenerne så med at steppe

>De sidste to aftener er gået med at sidde med to fingre og øjnene klistret til en lille glasplade med lysende kugler på. Manden og jeg er blevet totalt bidt af Tap Tap Revenge 2, som er en application, du kan downloade gratis til din iPhone eller iPod. Det er i korte træk Guitar Hero uden trommerne og guitaren, og jeg advarer dig, hvis du vil prøve det – DET ER STÆRKT VANEDANNENDE!

Det får det værste frem i mig at spille sådan et spil mod andre. Da jeg fx opdagede, at Manden havde en bedre rating end jeg (og det på trods af, at jeg har slået ham utallige gange), forklarede jeg det lynhurtigt med, at det var fordi man ratede efter, hvor god man var forventet at være i forhold til det, man så rent faktisk præsterede. Hvilket betød, at han var bedre end forventet, med andre ord (faktisk hans egne, da han storgrinende gav mig tilbage på den ellers så naturlige forklaring) så klarer han sig pænt godt ned i sinkeklassen. Jeg derimod, er jo vildt god, så jeg har selvfølgelig også et større forventnngspres liggende over hovedet. Man forventer jo, at jeg hver gang går ind og præsterer noget lignende det her:

Og det er altså ikke altid lige nemt, kan jeg fortælle jer!

Nå, men det med ratingsystemet, det skal vi nok lige have kigget lidt mere på. Der må jo klart være en fejl….eller noget.

>Blandede følelser

>I et hvert parforhold er der issues, som gentagne gange kommer op, og hvor parret tydeligvis ikke er enige. Sådanne issues har vi selvfølgelig også.

Jeg er fx ikke meget for hokus pokus. Ting jeg ikke kan forklare. Og her taler vi ikke om ånder, skæbnen og sådanne håndgribelige emner. Nej, vi snakker om mikroovne, flydende tankskibe, flyvende jumbojets, induktionskomfurer, sojabønner og robotstøvsugere. Bare for at nævne et par eksempler.

Kampen er tabt på forhånd fra min side, for jeg er gift med en tekniknørd, som elsker alt det der hokus pokus. Og han prøver ihærdigt at forklare mig, hvorfor man kan koge spaghetti på en magnetisk kogeplade, der ikke er varm uden gryden, og hvorfor jumbojetsene kan flyve osv. Det går bare ikke rigtig ind, og principperne har været faste i min verden. Det hokus pokus skal i hvert fald ikke ind i mit hjem!

Vi ved jo alle, at principper er kun sjove, hvis de bliver brudt, og det gør de så også i stor stil for mit vedkommende i denne sag. Mikroovnen har vi haft i mange år, og jeg bruger den flittigt i dag. Jeg flyver gerne med jumbojets, dog helst på første klasse, hvis det kan lade sig gøre, men andet kan også gå an. Og jeg sendte for nyligt hele mit hjem over Atlanten i en container på et flydende tankskib, så på en måde kom det også ind i mit hjem, eller omvendt. Same shit, different wrapping! Princippet røg uanset hvad.

Soyabønnerne forstår jeg stadig ikke helt, og jeg spiser dem også helst lige som de er, grønne og lækre letkogte med salt på.

Induktionskomfuret og robotstøvsugeren var mine sidste kæpheste. Så fandt vi drømmehuset, og hvad stod der i det – lige midt i køkkenet og grinede af mig og mine nyindkøbte gryder fra USA (som ikke var magnetiske og nu er at finde i Okinawa)? Et induktionskomfur. Jeg forstår det stadig ikke, men det koger godt nok spaghettien hurtigt. Det må jeg dog indrømme. Og jeg har også et par gange priset mig lykkelig for den manglende varme uden kontakten med gryden, når Skrupsakkens små fingre er kommet lidt for tæt på. Så ud røg også det princip.

Men jeg havde stadig ryggen rank i tvekampen, for jeg havde jo robotstøvsugeren tilbage at kæmpe for. Og jeg var sikker i min sag. Den fik aldrig et ben til jorden, eller en børste eller andet sugende, i hvert fald ikke i mit hjem!

Og hvad tror I så er årets julegave fra Mandens arbejdsplads?

IMG_0385

Så nu har jeg sådan en brummende lettere forvirret robot kørende rundt i mit hjem under påskud af, at den gør rent. Jeg ved nu ikke rigtigt med det. Jeg synes lige så godt, at vi lige selv kunne tage Mielen og køre det hele over på 1/20 af den tid, den bruger på at banke sig selv ind i dørlisterne. Og hvordan kan den huske, hvor den har været før og hvor den skal hen næst? Manden fabler om algoritmer og kortlægningsprocesser. Jeg tror ikke rigtigt på det. Og jeg synes også den kigger så mærkeligt på mig. Kan I ikke også se det?

>At brænde for skaberi

>Jeg har netop læst et indlæg på Lis’ blog om hendes pigers glæde ved at være i syskaberiet sammen med hende. Og om hendes egen glæde ved at se dem hygge sig med det, hun selv elsker at lave.

Det er jo nok altid sådan, at det vi selv brænder for, er også det vi deler med og giver videre til vores børn. De ser jo vores iver og glæde ved det og får derfor automatisk idéen om, at det må være det mest fantastiske i verden.

Jeg føler samme glæde som Lis, når jeg ser Skrupsakken sidde fuldstændigt fordybet som her:

IMG_0289

Eller når han med en bekymret rynke i panden går bilen efter som her i sommer:

IMG_0048

Og så kommer der heldigvis nogle pædagoger, lærere, venner og egne personlige interesser indover og sørger for, at de små copy cats finder deres egne brændpunkter og måske endda (hvis vi er rigtig heldige) ender i en helt anden retning end deres forældre. Men indtil da, vil vi nyde at dele livets bedste ting sammen med dem og vise dem, hvordan det er at brænde for at skabe noget. Og hvis bare Skrupsakken kan tage lige netop dét med sig, dét at brænde for at skabe noget, så er min personlige lykke gjort.