>Det forsigtige og udprægede pessimistiske pindsvin Ludvig ryster over hele sin lille krop, da han med bævende stemme siger til den morgenfriske og barnefødte optimist, spætten Sofus: “Jeg…er…bange…Sofus…Jeg…tror…aldrig…jeg…har…været…så…bange…for…noget i hele mit liv. Skal vi ikke hellere vække Theodor?”
Hvornår har jeg det lige som Ludvig, spørger Overblikket?
Sjældent, vil jeg starte med at svare. Jeg er ikke ret ofte bange. Jeg er nervøs, spændt og ængstelig, men bange, nej, det sker ikke så tit. Faktisk trives jeg ret godt i nervøsiteten og spændingens felt. Fx til eksamen, hvor jeg virkelig skal ind og vise hvad jeg duer til. Luv it!
Når man er bange, er man ikke i nuet, tror jeg. Og dér kan jeg vist godt lide at være. I nuet.
Men NÅR det så sker, så er det gerne fordi jeg enten:
… står ved en kant. Jeg har ikke højdeskræk. Jeg elsker at flyve, komme op i høje tårne og nyde udsigter fra flere 100 meters højde. Men stil mig op på 1 metervippen i svømmehallen, så er jeg pissehunderæd. For hvad nu hvis jeg falder ned? Det med at falde, er stærkt undervurderet i min verden. At falde er næsten lige så farligt som træk. Og træk er farligt, det ved vi jo alle. Træk kan slå dig ihjel, ikke? Det ved du godt. Man må ikke sidde i træk. Og man skal passe på ikke at falde! Sådan.
Måske har det noget at gøre med, at jeg faldt i en pool som femårig, da jeg var på badeferie med mine forældre i Tunesien. Jeg havde mine nye vinterstøvler på i bedste Pamela Anderson-stil til min badedragt, fordi jeg liiiige havde fået dem i fødselsdagsgave inden vi skulle på varmeferie. Sådanne støvler kan trække et lille barn langt ned under vand, skal jeg hilse og sige. Så når jeg står ved en kant, hvadenten den er 1 eller 100 meter oppe, så forestiller jeg mig næsten altid i et splitsekund, hvad der ville ske, hvis jeg fik overbalance, hvis nogen skubbede eller hvis mit underlag forsvandt. Så ville jeg falde, falde, falde….gys!
… kommer i tanke om, at jeg engang skal dø, lige som alle andre mennesker. Jeg tænker ikke særlig ofte på det. Men når så tanken opstår og det går op for mig, at når jeg dør, så ER jeg her ikke mere. Så kan ikke noget som helst mere. SÅ kan jeg ikke sige min mening om ting, jeg kan ikke være sammen med mine kære, jeg kan ikke mærke, føle, sanse, skabe eller noget som helst andet. Så…er…jeg…ikke! Det skræmmer the shit ud af mig!
… lader min fantasi løbe af med mig, og fornemmer ting, som ikke er der. En mand, der følger efter mig op af trappen, en person ude på den anden side af vinduet (mørke vinduer med mennesker, der kigger ind, er skide uhyggelige) eller lyde fra ting jeg ikke kan se, og som måske slet ikke var en lyd alligevel, men blot noget jeg bildte mig ind i mørket. Min tid som efterskolelærer har bragt mange underholdende historier med sig, når jeg skal fortælle om de gange jeg skulle lukke skolen af på en nattevagt. Som når jeg fx skreg højt og forskrækket over mit eget spejlbillede i vinduet i et klasseværelse, eller når jeg sloges med manden udenfor vagtværelset, som stædigt forsøgte at komme ind med sin fod i døren og derefter slå mig ned, indtil jeg opdagede at det var min egen vinterstøvle jeg havde smadret til plukfisk ved at hamre døren desperat ind i den 500 gange.
Hvem er så min Theodor? Hvem vækker jeg, når jeg bliver så bange? Min sunde fornuft. Min Mand. Min familie. Mit indre jeg. Min indre styrke.
Jeg har dog stadig aldrig hoppet ud fra 1-metersvippen i svømmehalen, og sætter mig stadig ned og hopper i vandet eller tager stigen som en anden pensionist. Ingen af mine Theodorer har endnu kunne overbevise mig om at andet var det rette at gøre.
Rappedikke, Lykke og Nette – vil I ikke dele jeres frygt med os andre?
