>Jeg er bange, Sofus!

>Det forsigtige og udprægede pessimistiske pindsvin Ludvig ryster over hele sin lille krop, da han med bævende stemme siger til den morgenfriske og barnefødte optimist, spætten Sofus: “Jeg…er…bange…Sofus…Jeg…tror…aldrig…jeg…har…været…så…bange…for…noget i hele mit liv. Skal vi ikke hellere vække Theodor?”

solan_og_ludvig_som_kosedyr_large

Hvornår har jeg det lige som Ludvig, spørger Overblikket?

Sjældent, vil jeg starte med at svare. Jeg er ikke ret ofte bange. Jeg er nervøs, spændt og ængstelig, men bange, nej, det sker ikke så tit. Faktisk trives jeg ret godt i nervøsiteten og spændingens felt. Fx til eksamen, hvor jeg virkelig skal ind og vise hvad jeg duer til. Luv it!

Når man er bange, er man ikke i nuet, tror jeg. Og dér kan jeg vist godt lide at være. I nuet.

Men NÅR det så sker, så er det gerne fordi jeg enten:

… står ved en kant. Jeg har ikke højdeskræk. Jeg elsker at flyve, komme op i høje tårne og nyde udsigter fra flere 100 meters højde. Men stil mig op på 1 metervippen i svømmehallen, så er jeg pissehunderæd. For hvad nu hvis jeg falder ned? Det med at falde, er stærkt undervurderet i min verden. At falde er næsten lige så farligt som træk. Og træk er farligt, det ved vi jo alle. Træk kan slå dig ihjel, ikke? Det ved du godt. Man må ikke sidde i træk. Og man skal passe på ikke at falde! Sådan.

Måske har det noget at gøre med, at jeg faldt i en pool som femårig, da jeg var på badeferie med mine forældre i Tunesien. Jeg havde mine nye vinterstøvler på i bedste Pamela Anderson-stil til min badedragt, fordi jeg liiiige havde fået dem i fødselsdagsgave inden vi skulle på varmeferie. Sådanne støvler kan trække et lille barn langt ned under vand, skal jeg hilse og sige. Så når jeg står ved en kant, hvadenten den er 1 eller 100 meter oppe, så forestiller jeg mig næsten altid i et splitsekund, hvad der ville ske, hvis jeg fik overbalance, hvis nogen skubbede eller hvis mit underlag forsvandt. Så ville jeg falde, falde, falde….gys!

… kommer i tanke om, at jeg engang skal dø, lige som alle andre mennesker. Jeg tænker ikke særlig ofte på det. Men når så tanken opstår og det går op for mig, at når jeg dør, så ER jeg her ikke mere. Så kan ikke noget som helst mere. SÅ kan jeg ikke sige min mening om ting, jeg kan ikke være sammen med mine kære, jeg kan ikke mærke, føle, sanse, skabe eller noget som helst andet. Så…er…jeg…ikke! Det skræmmer the shit ud af mig!

… lader min fantasi løbe af med mig, og fornemmer ting, som ikke er der. En mand, der følger efter mig op af trappen, en person ude på den anden side af vinduet (mørke vinduer med mennesker, der kigger ind, er skide uhyggelige) eller lyde fra ting jeg ikke kan se, og som måske slet ikke var en lyd alligevel, men blot noget jeg bildte mig ind i mørket. Min tid som efterskolelærer har bragt mange underholdende historier med sig, når jeg skal fortælle om de gange jeg skulle lukke skolen af på en nattevagt. Som når jeg fx skreg højt og forskrækket over mit eget spejlbillede i vinduet i et klasseværelse, eller når jeg sloges med manden udenfor vagtværelset, som stædigt forsøgte at komme ind med sin fod i døren og derefter slå mig ned, indtil jeg opdagede at det var min egen vinterstøvle jeg havde smadret til plukfisk ved at hamre døren desperat ind i den 500 gange.

Hvem er så min Theodor? Hvem vækker jeg, når jeg bliver så bange? Min sunde fornuft. Min Mand. Min familie. Mit indre jeg. Min indre styrke.

Jeg har dog stadig aldrig hoppet ud fra 1-metersvippen i svømmehalen, og sætter mig stadig ned og hopper i vandet eller tager stigen som en anden pensionist. Ingen af mine Theodorer har endnu kunne overbevise mig om at andet var det rette at gøre.

Rappedikke, Lykke og Nette – vil I ikke dele jeres frygt med os andre?

>En billedkasse

>Jeg har to billedkasser. To kasser til de billeder jeg møder på min vej. Den ene kasse er, meget konkret, en sort kasse fra IKEA, hvori jeg gemmer de go-cards, postkort, avisudklip og andre billeder jeg falder over fx i medierne eller på museer.

IMG_3175

De billeder der er i den kasse er min inspiration, når jeg selv skaber billeder, og de er ligeledes en god ven i min undervisning, hvor de ofte giver inspiration til mine elever, både i deres eget billedarbejde, men også i deres arbejde med det skriftlige og mundtlige sprog.

Den anden billedkasse, jeg har, ligger inde i mit hovede. Det er den base, der lagrer alle de indtryk jeg får, visuelt. Jeg er et visuelt menneske. Jeg husker vej, ved at gå den samme vej en gang til. Når jeg ser gaderne, kan jeg huske det næste sving eller den blå postkasse, vi skal til venstre ved. Jeg husker bøgers titel ved at huske deres cover eller huske de billeder den skabte inde i mit hovede, da jeg læste den. Jeg husker menneskers navne ved at huske noget visuelt om dem, som passer til deres navn. Jeg havde fx en elev i min danskklasse i Sømandskirken i NY ved navn Penelope, og hun boede på samme gade som kirken, Willow Street. Jeg huskede hendes navn, ved at hun var Penelope fra Willow Street, som i mit hovede dannede et billede af denne lille eventyrpige, der løb nysgerrigt og legende ind og ud mellem piletræerne. Et billede, der illustrerede hende meget godt i virkeligheden også. Hun havde noget eventyrligt over sig på en eller anden måde. Det er for øvrigt en historie jeg stadig MÅ skrive en dag. Historien om Penelope from Willow Street.

I går blev begge disse kasser fyldt yderligere op med billeder. Nogen af de konkrete billeder ender ikke i kassen, men på mine vægge, på Skrupsakkens vægge og hængende fra vores lofter. De skal inspirere mig til noget jeg glæder mig afsindigt til at lave. De er en gave fra et virkelig dejligt menneske.

Og nogen andre af dem, de indre billeder, skal hænge allerforest i mit hovede et par dage endnu. De skal nydes og fordøjes. De viser mig hvad fællesskaber kan lede til. Hvad åbenhed og turde visen sårbarhed kan lede til. Hvad rigdom også kan konkretiseres i. Hvad skaberi kan rive med sig. Hvad kvinder kan, når kvinder er bedst. Og hvad jeg slet ikke kan sætte ord nok på, og derfor bare beholder i billedform inde i mit lille hovede som føles meget fyldt og meget tungt lige nu. Det sidste KAN også have noget med noget Asti og rødvin at gøre…

>Talk about a sugar rush!

>I går da Manden kom hjem tilbød jeg hurtigt at være den, der kørte på apoteket efter ny penicillinkur til Skrupsakken og i Kvickly efter mad til aftensmaden. Jeg var med andre ord ved at eksplodere over at have et styk morsyg dreng hængende inden for en armslængde af mig efter en lang dag på hospitalet og endnu længere hjemme i sofaen med Bamse og Kylling.

1½ time sender kom jeg hjem med kraniet fyldt med Katjes Familieslik, poserne fyldt med ting til at lave hjemmelavede burgere med og en ekstra pose med tøj. Ja, jeg tog lige en smutvej fra Apoteket til Kvickly og kom ud med det her:

2010-011

Den røde er fra St-Martin og i 100% silke og den lilla er fra Day Birger et Mikkelsen, begge til -60%. Bukserne var bare for fristende til at jeg kunne lade dem hænge og de kostede kun 399,-. De fåes også i sorte, mon man skulle…?

Så havde jeg lige et Projekt Gave, som jeg skulle til at få kigget på også, og det resulterede i malekreahygge i aftes, hvor hende her bl.a. dukkede op på lærredet:

IMG_3119

Hun er stadig kun i skitseform, men ja, hun er stærkt inspireret af en anden dame, der er at finde i bjergene. Nu er hun taget til New York. Hvordan det ender, det er endnu ikke helt sikkert.

Og så havde jeg ladet mig inspirere af Fru Sommer og det endte så med at mine elskede pensler endelig fik et nyt og godt hjem, hvor de rigtig kan stå og flotte sig og forhåbentligt friste mig til mere af det ovenstående:

IMG_3120

På trods af at jeg har hovedet fyldt med snot og slim, har en lille dreng med lungebetændelse, føler mig alt alt for fed og doven og ikke har passet mit arbejde i en uge nu, så kan intet slå mig ud, for i morgen skal jeg simpelthen hygge mig. Og jeg glæder mig som var jeg 8 indeni og havde fødselsdag, når jeg slog øjnene op igen. En hel dag uden barn, i selskab med en masse kreative, inspirerende, morsomme, ordfyldte og hjertelige kvinder. Det bliver en god dag, det kan jeg mærke helt ind i knoglerne.

>…ooog moar!

>Vidste du, at alle sætninger i verden kan afsluttes med: “…ooog moar!” I hvert fald her i huset.

Mig: Har du haft en god dag i vuggeren?
Skrupsak: Ja!
Mig: Hvem har du leget med?
Skrupsak: Noah…og…Babush (Markus). Vi lege biner (biler)…og….Nina (Carina)…og Nej!Laura (mon hun ofte får et nej?)…ooog moar…

Far: Hvad laver du af mad?
Skrupsak: Pissa med majs…og ost…mig ikke tåle, nej….ooog moar….!?

Far: Skal vi ud og kælke?
Skrupsak: Ja! Mig vanter på. Og mig hue på. Far hue på. Far døvler på. Mig døvler på…ooog moar!

Mig: Hvad laver Bamse?
Skrupsak: Bassar dæser bog. Og Gyller. Nuuna bager boller. (vises stolt med tre klask i hænderne på bedste bagermanér)
Mig: Neeej, hvor hyggeligt. Er Aske der også?
Skrupsak: Ja!…ooog moar!

Jo jo, den er god nok. Moar ser alt, hører alt og er med i alt!

>Dagen i morgen

>…ser ud til at følge mønsteret fra de foregående 10 dage og ligeledes fra samme vinkel. Vi glæder os over, at gode venner som Bamse og Kyllingen trofast møder op hver dag og hjælper til i krisesituationerne.

IMG_0491

Vi har stadig en syg lille dreng i hjemmet, dog kun i perioden mellem 13 og 18, hvor han har feber på omkring de 40 grader. Formiddagene er feberfrie, fulde af leg og hygge. Det er lige som om, den middagslur slår ham helt omkuld. Måske skulle man kvitte den snart!

Jeg er mildest talt bekymret på nuværende tidspunkt. Drengen får jo ikke meget at spise, og selv om feberen først er rigtig høj om eftermiddagen, så er den der jo for en grund, og den slår ham helt ud, så han pludselig bare ligger og stirrer fortabt ud i rummet i 4 timer.

I morgen tager vi til lægen for 4. gang og denne gang kræver jeg en blodprøve, så vi kan få en forklaring. Fint, hvis det viser sig at være en virus, så kan vi sætte os hjem til Bamse igen og vente på bedre tider. Men er lungerne angrebet eller er ørerne stadig betændte, så skal der altså noget behandling til a.s.a.p. Tihvertifald, blev der sagt, Kylling!

ps. Vi er så en del der efterfølgende skal på et afvænningskursus for sproglig bamsinitis, for vi er da godt nok ved at være helt pipgokpåskeblim af billedbogsmarathonen på 11. dagen. Det er godt, at ham den tykke gule er så nem at holde af…eller noget.

>Skaberiets mange ansigter

>Den skabende proces kommer i mange former, farver og størrelser. Se bare her en collage fra min dag i dag.

Blot et udpluk af forstudierne til Bjergbestigersken og det færdige resultat. Det er altid den del, der fascinerer mig mest på kunstudstillingerne – processen. Hvordan er kunsteren nået dertil, hvor dét, han eller hun har skabt pludseligt er transhistorisk, bryder sociale og geografiske rammer og er 3.000.000kr. værd?

2010-01-26 Willumsens

Og ja, originalen er fantastisk også. Tryllebindende og fascinerende. Dog undrer det mig, at han selv har valgt at sætte den tunge mørke ramme på billedet, når billedet netop handler om frigørelsen af kvinden. Måske er det fordi det er hans egen kone, Edith, der er på billedet, og hun godt måtte fortælle andre kvinder, at de skulle frigøre sig, så længe hun selv blev inden for rammen – som hun for øvrigt selv havde udskåret. Hvor ironisk er DET lige?

Sjalet kommer langsomt ud af garnresterne og hæklenålen. Den lyserøde på billedet blev dog trævlet op igen, da mohairen ikke helt kunne stå sammen med uldresterne.

IMG_0488

En mand og hans hund på tur på vores stuegulv. Og ja! Det ER frakkeknapper, det blå der stikker op fra hans skridt! Selv om ekspressionisterne og symbolisterne sikkert kunne få en hel masse andet ud af den komposition.

IMG_0527

Mit sidste skabende ansigt kan jeg ikke vise fotodokumentation af endnu, men jeg kan afsløre, at to ud af de tre øverste billeder pt. er inddraget i det og det ender med at blive en gave, som jeg skal give til en meget skabende kvinde på lørdag.

>Apropos kunst og børn

>..og det jeg henviser til i det forrige indlæg. Så skal jeg i dag se hende her live i Frederikssund:

image_6_3021_20090203160958

Og det samme skal Tredjeklassen.

Og det er ikke særligt ofte, at nogen får lov til at se hende, da hun ikke kommer så tit ud.

Det er et af mine favoritmalerier fra min favoritperiode af alle tider, nemlig det moderne gennembrud. I 1904 malede Willumsen sin Bjergbestigerske, og hvilken girlpower han har formået at fantasere sig til i begyndelsen af det forrige århundrede. Og i dag skal jeg se det i virkeligheden. Det glæder jeg mig altså ret meget til!

>Har børn og unge ret til kunst og kultur?

>Føler du også, at kunst og kultur er en naturlig del af dit liv, måske endda en livsnerve for dig, og derfor også rettighed, som alle burde have muligheden for at opleve?

kultur

Finder du også dig selv hensat til en anden verden, en anden tid og et andet univers, når du sidder i et rum som dette?

education692

Kan dette instrument også tryllebinde dig, så du glemmer alt omkring dig og lader dine følelser komme frit frem via tonernes snoede veje?

piano

Kan du også finde dig selv fastlåst til et billede som dette, hvor du konstant oplever nye måder at se og forstå mennesker og verden på?

picasso_weeping1937

Det handler om kunst, om at arbejde med kunsten, at undervise i kunsten, at læse kunsten, at skabe kunsten, at bruge kunsten og at vigtigst af alt, at opleve kunsten. Det handler om at man via kunsten kan få, lære og opleve noget, som ikke findes andre steder….mener jeg anywhos.

De praktisk-musiske fag nedprioriteres konstant i den danske folkeskole, og med Statsministerens nytårstale tyder det ikke på, at de vil blive prioriteret højere i den nærmeste fremtid.

Nordisk Råds Kultur- og Uddannelsesudvalg, har derfor lavet et forslag til

en deklaration (klik på ordet, hvis du vil læse deklarationen)

om børns ret til kreativ udvikling i skolen. Deklarationen behandles for tiden i de forskellige nordiske lande og den 22. februar er finder der en høring sted, som vil tage emnet op til debat. Du er også inviteret!

Tid: Mandag 22. februar 2010 kl. 13-15
Sted: Dansehallerne, Pasteursvej 14, 1778 København V

Du kan læse mere om baggrunden for deklarationen og samarbejdspartnerne for høringen på www.kulturforborn.dk. Det er også her du kan tilmelde dig til høringen. Det er gratis, men kræver tilmelding.

Ses vi derinde?

>Barnets 9. sygedag

>

For et par uger siden gik debatten ved Julia om at have barnets 1. og måske endda 2. sygedag. I kan selv læse mere der, om hvad jeg mener om den sag. Og blot for at understrege ironien i det hele, så blev jeg lige selv mødt med udfordringen i den forgangne uge og står stadig lige midt i den.

I morgen kan vi nemlig fejre Skrupsakkens 9. sygedag!

IMG_0476

Dette efterår og vinter har været sindsyg i forhold til sygdom i vores hjem. Jeg føler mig 100% som den nyuddannede lærer, der kommer ud i virkeligheden og lægger sig syg konstant pga. det total uforberedte møde med alle de fantastiske baktusser ungerne i skolen dribler rundt med og stikker op i hovederne på os. Vi har med andre ord været syge på skift og det pynter ikke just på en sygemeldingsstatistik i et nyt job.

Sådan har vi overlevet so far:

  1. Var en søndag…pyha, den var gratis.
  2. Manden blev hjemme. Han er nemlig prisgivet med et job i et firma, der ikke har en ordning med barnets 1. og 2. sygedag, men simpelthen siger, at man bliver hjemme, til barnet er rask og selvfølgelig holder sig ajour og arbejder så vidt muligt imens.
  3. Derfor tog han også denne dag :-)
  4. Manden havde møder, så farmor, aka Granny Squad unit 1, trådte til på hendes ugentlige fridag. Tak for det farmor! Det endte dog med en tur til lægen, hvor Manden måtte træde til og derfor alligevel missede en del arbejde den dag….suk!
  5. Mirakuløst troppede Granny Squad unit 2 op onsdag nat kl. 1.15 fra Jylland, og stod klar til vagtskifte torsdag morgen, så de trætte forældre kunne passe deres allerede overtrukne sygedagsarbejdskonti.
  6. G.S. unit 2 igen. Tak morfar og momse!
  7. Endelig lørdag og fire voksne i huset. Tænk sig, vi fik lov at gå ud og holde en allerede planlagt bagjulefrokost, mens G.S. Unit 2 IGEN tog tjansen. Consider me a lucky bastard!
  8. Søndag igen…hurray for those! Var lige et smut omkring lægevagten i Frederikssund, da han gik fra 36.8 til 40.2 på en middagslur. Men da der var 4 timers ventetid, og vi ankom med en noget friskere dreng, end vi forlod hjemmet med, tog vi hjem igen og spiste pizza. Nu ligger han og hoster og hakker og brænder inde i sengen og forude venter barnets 9. sygedag.
  9. Må jeg kapitulere og har netop ringet til vikartelefonen og meldt barnets 1. sygedag i morgen (!!??) Øre/næse/halslæge…here we come!

Ikke om jeg fatter noget som helst af dette sygdomsmønster. Måske er det en virus, influenza, der har sat sig som mellemørebetændelse, måske lungebetændelse, hvilket har resulteret i pencilinkur og stigende feber ugen igennem. Drengen tager sig ikke til ørerne, men hoster meget og dybt. Vågnede frisk og frejdig i morges uden feber, og vi troede vi var home free, indtil han sov middagslur og vågnede med over 40 igen!?

Ja, også er vi tilbage til det med diagnoserne og behovet for disse, ikke? Hvis der bare var en rar klog mand eller kvinde i hvid kittel, der kunne fortælle mig, hvad mit barn fejler, så jeg kan handle derefter…

I mellemtiden vil jeg arbejde videre på dette projekt, som jeg faldt over i Netto i dag (bogen koster 75 kr. og er virkelig lækker for os, der godt kan lide at det går lidt hurtigt med kreaprojekterne fra start til slut):

IMG_0483

Og så kan vi supplere med hyggestunder og oplæsning under dynen fra denne her ind i mellem (også fra Netto i dag til 95 kr.):

IMG_0486

Og allerede et kæmpehit ved Skrupsakken, som sad helt stille og nød historierne. “Sissybogen” (Sissy som i Sigurd) er den allerede døbt. Mon ikke Sigurd ville være rørt til tårer over den titel? Kan den reddes med at fortælle, at Skrupsakken elsker “Sigurd og Operaen” og “Sigurds Bjørnetime”, som i sidder HELT stille med åben mund og polypper, når det kører i kassen?

I denne uge er vi især taknemmelige for:

G.S. unit 1 & 2 og Netto!