>Jamen, jeg HAR jo tilbudt dig, at du bare kan droppe mig af i Paris!

>Ovenstående er et tilbud fra konen til manden. Manden skal til Le Mans med drengene. Konen planlægger en Londontur med pigerne i stedet. Noget for noget, mener hun. En weekend væk på tur = en weekend på tur.

Sådan ser mændene ikke helt på det. Deres Le Mans tur er i bil, i telt og med dåseøl som hovedindtag.

Pigernes Londontur er med fly, hotel og lækkert londonesisk mad og Pubøl som hovedindtag.

Mændenes tur varer fra torsdag aften til mandag morgen.

Pigernes varer fra fredag eftermiddag til søndag aften.

Pigerne mener at de to ekstra dage, drengene er væk, bør indgå i en forhandling i mod hotel og dyre caféregninger.

Og pigerne HAR jo tilbudt drengene, at de bare kan droppe dem af i Paris på vejen derned. DET ville også være helt ok med dem….tssss….bevares!

>Det er her!

>Foråret.

Jeg var ellers lige ved at fortvivles over, at det spirede alle andre steder end i min nyanlagte have. Men så i dag, lånte jeg Skrupsakkens lille plastikskovl og kiggede efter under det hvide smeltende tæppe. Og se hvad jeg fandt:

IMG_3467

Og Magnoliaen stod og fristede med al den skønhed, der ligger og lurer lige inden under de pelsede knopper.

IMG_3469 IMG_3470 IMG_3471

Uh, mærkede du også plusgraderne i dit ansigt? Og kunne du også for en gangs skyld skifte gear på din cykel og låse den op på under 10 sekunder?

Ingen tegning i dag. I dag skal vi bare sumpe i forårstegn.

>Sprit, gamle folk og rynkede elefanter, det er lige mig

>Altså hende her, ikke, hun er sgu sød. Og på trods af sartheden, så har hun også den der styrke, som jeg bare beundrer så sindsygt meget og som jeg kæmper for at fange inde bag alle rynkerne. Hun har humor, glimt i øjet, selv om kroppen for længst er krympet væk under hendes slidte falmede tøj. Arhmen, synes du ikke også hun har et eller andet i sig, der bare er skønt?? IMG_3451

>Hvor mange håndtryk er du fra en historisk vigtig person?

>Du er hermed advaret. Det handler om rent blær det her, så lider du af Jantelov, så klik bare videre i din blogroll nu!

Jeg plejer at lege denne leg med mine elever, og nu vil jeg så også prøve den med jer. I dag kom jeg nemlig tæt på én, der kun er ét håndtryk fra Dronning Margrethe, hvilket betyder, at jeg nu er to håndtryk fra hende.

Det tager jeg nu ganske roligt, for det var jeg nemlig allerede og via en langt mere interessant startperson. Jeg har nemlig trykket Bill Clinton i hånden, og er dermed også kun to håndtryk fra:

Barak Obama:

clinton-obama-rudd-climate

Pave Johannes Paul den 2.:

acodex_87

Nelson Mandela:

bill-and-nelson

John F. Kennedy:

BillClintonKennedyArnieSachs

Det var den første rigtige sommerdag i 2006, jeg cyklede fra Gentofte ind til Spar Nord på Rådhuspladsen, hvor jeg skulle tale med min bankrådgiver om, hvordan jeg kunne finansiere to års studier ved New York University, som jeg netop var blevet optaget på. Vi stod lige på tærsklen til vores rejse til USA, og jeg var opslugt af planerne for mit professionelle liv i de tre år vi skulle være der. Planerne og ønskerne var store – finanserne knap så store, hvilket desværre bremsede hele processen. Men jeg var stadig optimist den dag, jeg kørte ind over Kgs. Nytorv og nød solstrålernes varme i mine vinterblege kinder.

Ved D’Angleterre stod der en masse mennesker, og det var tydeligt, at der var en kendt person på færre. Da jeg var i god tid, stillede jeg mig op og ventede. Nysgerrig som man jo er. Det tog mig ikke længe at finde ud, at det var Bill Clinton, der var tale om, og han snart ville komme ud. Tiden gik. Han kom ikke, og min aftale i banken rykkede nærmere. Jeg måtte køre og nåede ikke at se ham.

Da jeg en time senere kom tilbage stod de samme mennesker der stadig. Solen skinnede også stadig, og jeg havde fri og ingen planer, så jeg stillede mig på solsiden af den røde løber, hvor der sjovt nok ikke stod ret mange, og så ventede jeg. En times tid senere kom han ud, smillede til skyggesiden, som stod med tykke biografibøger de gerne ville have signeret og gik målrettet over til solsiden, hvor vi alle fik et varmt og smilende håndtryk.

Min pande var glinsende rød på dette tidspunkt og det blev mine kinder sørme også af den charmerende gråsprængte mand, der trykkede min hånd.

Ingen tvivl om, at Bill Clinton bestemt er en af de mest interessante personer jeg kunne komme tæt på, og dermed i sig selv er det en fantastisk oplevelse for mig, som jeg elsker at dele med andre. Jeg er stolt som en i bare pokker over dette. Men jeg tog det også som et personligt tegn den dag. At vi netop stod med den ene fod over Atlanten og var på vej til USA, skulle nok vise sig at ende godt. Og det gjorde det jo også. Dog ikke på NYU og med en Master i Pædagogik i Billedkunst i bagagen, men derimod med tre års livserfaring og en 1½ årig Skrupsak i bæreselen. Jeg ville ikke bytte for en femmer den dag i dag.

Hvor mange håndtryk er du fra en kendt historisk person og vigtigere endnu, hvilken betydning har det haft for dig at møde netop det menneske?

>Tegnestrejken er slut

>Der har været strejke i tegneriet. Jeg havde lige tre dages vinterferierest, som skulle nydes med de to drenge jeg bor sammen med. Og jeg følte altså ikke for at tegne, og det skal der jo også være plads til, synes jeg. Til gengæld har jeg fået syet en ny mobilpung. Noget, som jeg er blevet pænt bidt af.

IMG_3390

IMG_3382

En veninde sagde i dag, at hun synes de var så kiksede sådan nogle mobilpunge. Er de det? Hvad synes du? Er de hot or not i din verden? Jeg bruger det selv i stedet for at have den liggende i bukselommen, hvilket jeg i øvrigt sjældent har. Desuden har jeg også mit dankort deri, så jeg slipper for at tage en rigtig taske med. Ja, jeg rejser let. But what more does a girl really need? (udover sin Mentholatumlæbepomade altså!)

Men nu er vi i gang igen, både i systuen, på jobbet og i tegneriet. Tegningerne følger senere på aftenen, når Skrupsakken er puttet og maden er ryddet af bordet. After Eight er en dejlig tid og så smager det jo også fortrineligt!

Vi ses senere :-)

>Modig lørdag, som blev torsdagen inden

>Trine udfordrede os alle til at være modige i lørdags. Sidst hun gjorde det endte det med denne modige handling.

Jeg var selvfølgelig med igen, da Trine endnu engang udfordrede sine læsere. Hun giver i sit opsamlingsindlæg mig kredit for en helt anden handling, end den jeg selv mente var den modige. Men jeg kan i bakspejlet faktisk godt se, at min Dagens tegning og den blomstrende kreativitet måske nok er det modigste jeg har gjort længe. Ikke så meget det skabende i sig selv, det kræver ikke så meget mod, men selve det at offentliggøre stregerne på min blog, sætte dem til spot og skue og oven i købet love at gøre det hver dag (hvilket jeg helt sikkert ikke kan holde i det lange løb, men hvorfor ikke sætte baren lidt højt, så man skal stå lidt på tæer, ikke?). Det er for mig en kæmpe udfrodring at dele billederne med jer. For hvad nu hvis I synes de er latterligt banale eller amatøragtige? Eller værre endnu; hvad nu hvis I tror, at jeg tror jeg er noget, bare fordi jeg kan tegne? Man er vel nordjyde, og Jantelov skal man ikke kimse af! Eller hvad nu hvis, og det er nok alligevel det værste, at jeg rent faktisk får succes med det og dermed tvinger mig selv ud i noget ukendt og måske mere usikkert felt?

Når man ser sådan på det, så blegner min egentlige modige handling faktisk lidt. Men i øjeblikket virkede det vigtigt og betydningsfuldt, og det har givet mig en lettelse indeni at få dét sagt og tydeliggjort. Jeg havde møde med min chef i torsdags, hvor jeg fortalte ham, at det de havde ansat mig til, og som jeg havde siddet og sagt nok så flot til samtalen, at det ville være fedt at prøve, måske nok ikke var så meget mig alligevel. Og at jeg egentlig meget hellere vil tilbage til de store unger, teenagerne, de ungdomssløve, hormonelle og provokerende padder i Syvende-, Ottende- og Niendeklassen. Og tænk jer, han virkede faktisk glad. Ikke fordi, han var faktisk meget tilfreds med mit arbejde i Tredjeklassen (utroligt at han overhovedet har opdaget, hvad jeg har lavet med alt det sygdomsfravær jeg har haft i de tre måneder!), men jeg tror sgu han mangler lærere til de store, så det var ikke helt umuligt, at der kunne blive en plads til mig der efter sommerferien!!! Jeg kunne ikke få armene ned efter det møde, og dét selv om han ikke lovede mig en disse, og der er stor sandsynlighed for at jeg skal fortsætte i Tredjeklassen. Det vil være helt ok, så længe han nu ved, hvad mine egentlige ønsker er, så er jeg faktisk tilfreds, der hvor jeg er. Førsteklassen, det er en helt anden snak, og det fik jeg vist også sagt…en 8-9 gange eller sådan!

Så Trine, må man være modig mere end én gang? Du kalder mig jo også den modigste kartoffel i dit indlæg. Det kræver jo sin kvinde at leve op til, ikke?