>Hvordan tegner man, at man skal være læsevejleder?

>Jeg synes, det er en dejlig nyhed at gå på bedeferie med, at man i næste skoleår er blevet valgt som skolens læsevejleder.

Det betyder betalt videreuddannelse, spændende udfordringer og ekstra bonus arbejdsglæde for mig.

Men hvordan tegner jeg det for jer? Jeg prøvede for et par indlæg siden med en tegning af den mere realistiske slags. Det var den dag jeg søgte stillingen. I dag får I hele tre bud, mest fordi jeg lige øver mig lidt i at tegne karikaturtegninger, som måske kan bryges til illustrationer af den ene eller anden slags. Men også fordi, jeg har snydt jer for streger i laaaang tid, så I fortjener at få lidt ekstra på sådan en højhellig Bededag.

Den her rammer nok overskriften bedst:

læs Og den her er helt klart den kedeligste af de tre og den jeg mindst selv kan lide, men I får den alligevel. Nu er den jo tegnet:

læs2

Hende her er til gengæld fiffig, synes jeg. Men hun er nok mere bibliotekar end læsevejleder. Måske skal hun bare direkte over til Julie, som er den sejeste biblodame jeg kender i hele verden. (Og jeg kender altså en del skulle jeg hilse og sige!)

læs1

Og hvad ellers skulle man lave på sådan en dejlig hyggelig regnfuld og tordnende Bededag, end at tegne og drikke kaffe? Lige nu sidder jeg ved vores køkkenbord og kigger ud på haven, hvor min svigermors stauder langsomt finder rodfæste i nybyggerjorden og spreder sine blade ud i bedet. Hvor Magnoliaens knopper bliver større og større for hvert minut der går og lover snarlig smukhed med smukhed på. Hvor Skrupsakkens legehus står halvtmalet og venter på de sidste par timers meditationsgivende penselstrøg.

Glædelig Stor Bededag til dig og dine. Må I have det mindst lige så hyggeligt som vi.

>Blog for læselystne, ordkløvere og andre bognørder

>Jeg har lige opdaget at en af mine yndlingsboghandlere, Thimers Magasin på Vesterbro, har oprettet en blog. Jeg har længe fulgt deres hjemmeside, som har nogle rigtig gode anbefalinger af fantastiske bøger, og jeg elsker at komme i deres butik. Det var fx der, jeg fik idéen til en byt til ny boghylde i klassen. Om de stadig har den i butikken skal jeg ikke kunne sige, da det er ved at være længe siden, jeg sidst har været der. Konceptet var i hvert fald smukt og ligeledes er den dejlige butik, hvor man kan slappe af med børnene samtidig med at man bliver ladet op litterært. Og nu kan jeg så også følge dem med jævnlige indlæg om litteratur og andet godt fra bøgernes verden.

FANTASTISK!

Untitled

Og så blev jeg lige mindet om en af mine all time favorite bøger over ved Trine i dag. Har du ikke læst Trækopfuglens Krønike af Haruki Murikami endnu, så gør det nu.

Og så skal jeg for øvrigt selv snart til at komme videre med Mathildes “Priapus” og Kaarsbøls “Elsk din næste” Man kan vel næppe kalde mig hverken læselysten, ordkløver eller bognørd for tiden med de smuler af litterære bogstaver jeg får indenbords. Det ender vel med, at man må ud og investere i en liggestol til terassen for at tage sin læsetrang lidt alvorligt igen…suk!

>Weekend for to – with a twist

>Vi var så heldige, Manden og jeg, at få en weekend for to spontant foræret i fredags. Vi havde ellers set frem til familiehygge á la tre, men nogen måtte have ment, at det var tid for lidt tosomhed i parforholdet. Og det skulle jo også være så sundt med lidt tid alene uden børn, ikke?

I hvert fald fandt vi det temmelig fantastisk, da farmor og farfar kom og hentede Skrupsakken lørdag morgen efter en laaaaaang nat med opkast og pottetræning, for de voksne i huset vel at mærke. Med fem minutters interval startede vi fredag aften og sådan hyggede vi os sammen resten af natten, bare os to. Lørdagen fortsatte i samme rille og mens Skrupsakken søgte kvalmen i diverse forlystelser på Bakken med sine to kumpaner, forsøgte vi at undgå den selvsamme kvalme ved at spise ingenting og holde os HELT i ro under dynerne. Og jo, vi så godt at der var fantastisk vejr udenfor vinduet. Vi så det godt!

Nogen vil mene, at vi har været svært ramt af sygdom i vores lille familie i denne vinter. Det har vi også. Men tilsyneladende ikke mere end så mange andre småbørnsfamilier. Min bror og svigerinde har et lignende mønster. Christinas kender nogle af jer allerede. Og det samme gør I måske med En Kort – En lang. Og jeg kunne blive ved at nævne mødregruppeveninder, kolleger og naboer, der har været næsten det samme igennem. Det er som om, at når først lavinen ruller, så vil det ingen ende tage. Så ruller sygdommene bare med, og vi tager imod dem med kyshånd og stor velkomstsalut. Men jey, skulle sne og frost netop ikke holde bakterier og vira nede?

Min teori er, at vi ikke har nået at få vore immunforsvar op fra sidste tur og derfor tager nemmere imod den næste. Det har vist også noget med det første år i vuggestue at gøre. Og så er vi jo blevet udsat for et nyt klima, nye bakterier osv. ved at flytte tilbage til Danamrk. Men din teori er lige så god som min. Jeg har med andre ord ikke den fjerneste idé. Jeg ved, at Skrupsakken kun var rigtig syg ÉN gang i sine to første år.

Søndag sneg vi os ud i haven alle tre, hyggede med naboerne, plantede aflæggere fra farmors have og lod som om det var en hel normal weekend, hvor vi bare ikke rigtig spiste noget…på nær Skrupsakken altså. For han slap fri! Hvor heldig har man lige lov at være? Og hvor taknemmelig skal man lige være for at have et par bedsteforældre, der lige kunne komme og redde ham fra Hurlumhejhusets kvalmende lørdagshygge og eventuelle smittefarer, så vi voksne kunne få en hyggedag i sengen sammen i fred og ro. Det sidste lyder i den grad misvisende for, hvad der rent faktisk var fysisk muligt den dag. Men lad bare fantasien arbejde med os.

Så ja, i dag blev jeg hjemme fra job, igen igen, og lod Skrupsakken blive hjemme med mig. Mine ben fleksede under mig af udmattethed, tror da for øvrigt fanden, når den ikke har fået chokolade i tre døgn! Og vi har hygget, slappet af og plejet os selv. Jeg var faktisk også en lørdag i underskud med ham, hvis jeg skal være helt ærlig.

SickExtension

Og så gider vi ellers ikke komme mere ind på, om det var oksekødet fra det store dagligvarehus eller det var den kære løs-på-tråden-syge, der slog til, vel? Den sag er for længst rullet ud i toilettet!

>Rengøringsfe søges

>Jeg kommer gerne med en tilståelse, og man kan endda overveje, om det overhovedet er en tilståelse, når det er noget jeg faktisk er lidt stolt af. Er der ikke en regel om at tilståelser skal være noget man er flov over at indrømme?

Jeg har altid sagt, at hvis der var bare det mindste overskud på bankkontoen, så skulle det gå til rejser og rengøringsfeer. For hjemme ved os er vi altså lidt nogle svin. Ikke sådan at vi går og er ulækre eller sådan, men vi går bare ikke særlig meget op i rengøring. Jeg hader personligt selv at gøre rent. Jeg elsker det bagefter, bevares! Men hele processen med at skulle have våde hænder, vride klamme klude og tørre gammelt støv op tiltaler mig bare ikke overhovedet. Min mand har det på samme måde, tror jeg. Han bruger det i hvert fald heller ikke særlig meget. Hvis jeg skal finde en undskyldning, så har jeg altid døjet med astmaeksem og mine fingre bliver vildt tørre og kløende af det sæbeholdige vand. Men den undskyldning holder vist ikke helt stik, når man stiller et støvet og urent hjem op i modsætning de gener sæbevand kan give en allergiker.

En anden ting, der irriterer mig, er at vi sjældent når hele hjemmet rundt i én rengøringsomgang, hvilket betyder at der altid er et område som er mere eller mindre beskidt end andre områder. Man får aldrig helhedsfornemmelsen af renhed über alles.

I USA havde vi en rengøringsfe. Hun kom en gang hver 14. dag og tog hele hytten, og jeg husker at jeg undskyldte de to ugers pausetid med, at så kunne vi jo selv tage småtterierne i mellemtiden. Yeah right! Der blev højst tørret af på køkkenbordet, og vores hjem har ikke været så rent siden vi flyttede fra staterne og rengøringsfeen over alle rengøringsfeer. Jeg ville ønske at vi kunne få os taget sammen til en gang hver 14. dag nu. Men hver 3. uge er nok nærmere sandheden, hvis du MÅ vide det. Jeg husker dog tydeligt glæden ved at komme hjem efter hendes besøg torsdag aften og indsnuse duften af et helt rent hjem og vide at hvert eneste rum havde været under hendes trylleklud. Det var en fryd at se de ensrettede striber fra støvsugeren i vores centimetertykke amerikanske gulvtæpper, når man satte de første bare fodspor på dem, som et barn i nyfalden sne i haven. Gud, hvor jeg savner det.

I aften fik jeg lige nappet badeværelset, da Skrupsakken alligevel sad derude i badekarret og boblede. Det er sådan vi ordner det nu. Når vi alligevel er fastlåste til de enkelte rum i definerede tidslommer, hvor vi lige så godt lige kan smide en våd klud over de blanke flader. Jeg hader det. Og jeg hader den måde mine tørre fingre nu knitrer, når de rører tasterne på den bærbare. Aadddr!

Måske skulle man se, om der gik en dansk rengøringsfe rundt herude i det nordsjællandske stykke provinshimmel? Kender du én?

>Nye muligheder

>Noget fik mig til at male denne dreng i dag:

Læsende dreng

Det kan være at ting virkelig bare altid sker for en grund og at jeg endnu engang får det bevist. Det kan det – måske!

Og speaking of… Jeg fandt den mest forunderlige video i går på YouTube om børns kreative potentiale. Du kan se den LIGE HER!

>En lallende dansende kos rablerier

>Når man kan lægge sig på puden og tænke: “I dag har jeg set en masse køer danse glæden over græs, varme og sol ud af kroppen”, så kan det ikke være en helt skidt dag.
Sådan en dag har vi haft i dag. Skrupsakken lagde sig tæt på lykkelig ned i sin seng for lidt siden. Han har siddet i en kæmpe traktor, kastet sig rundt i et bjerg af høballer, spist verdens største burger og aet en kalv på næsen.

Og han har set køerne danse og sidst men ikke mindst, leget med sin elskede naboveninde, som han gerne står og kalder på over hækken, når muligheden byder sig. Hun er et år ældre end han, så det er en lidt uopnåelig kamp i hans verden, men de hygger sig sammen de to, og på de dage, hvor køerne danser, der har ting det med at gå op i højere enheder. Også småbørnsforelskelser.

Og når jeg lægger hovedet ned på puden, så er det også med kinder, der brænder en lille smule. Solen fik fat i dem i dag. Sammen med blæsten fik den endelig fregnerne frem, og jeg glæder mig over, at fra nu af og fem måneder frem skal jeg mærke den blussen i ansigtet, som minder så meget om den samme forelskelses varme rødmen. Det er en fantastisk følelse. Især når man så ovenikøbet er så heldig at være temmelig forelsket i ham, der ligger ved siden af.
Aaaarh hvad, det er forår, sgu da, så lad mig dog plapre løs, ikke? Jeg er smækfyldt med forårskådhed og solenergi. Og i dag så jeg køerne danse.
Og jeg har vist også tænkt færdig med det med fastansættelsen og er kommet frem til, at jeg er glad! Ja, hvem skulle have troet det. Men jeg er glad og lettet over at have fundet en havn, hvor jeg kan tage nogle udfordringer op og måske endda ende med at gøre en forskel på nogle punkter, som står mit hjerte nær. Jeg synes, det er svært at være folkeskolelærer. Og jeg var bange for at folkeskolen ville puste den sidste gnist af mit bankende lærerhjerte ud. Den havde I regnet ud, ikke? Men hvis alle, der tænker det, stikker af fra den, så får vi jo aldrig gjort den til et bedre sted at være, vel? Og DER findes gode folkeskoler derude. De ER der, og der er rigtig mange børn, der er glade for deres folkeskole. Jeg synes bare, den er rigtig svær at være lærer i, fordi den er så anderledes fra alt, hvad jeg har prøvet før.
Jeg er vant til den frie overbygningsskole, hvor man ikke skulle tage hensyn til små elevers faste rytmer, skolefritidsordninger, gårdvagter, bureaukratiske processer, alt for mange mellemled, firkantede rammer og organisatoriske udfordringer. Jeg er vant til masser af kreativitet, især fagligt, nær elevkontakt, åbne fleksible rammer og en lille lærer- og elevgruppe. Og så er det kollegiale felt også meget anderledes for mig. De fleste af de lærere, jeg har mødt i de frie skoler, har været ildsjæle, kreative, udadvendte mennesker, der med deres imødekommenhed og rummelighed har fået mig til at føle mig velkommen fra første sekund. De fleste af de folkeskolelærere, jeg har mødt indtil nu, har været mere reserverede, afventende og tilbageholdende i deres møde med nye lærere. Ikke af ond vilje, vælger jeg at tro, men måske fordi deres job er hårdere. Trækker flere tænder ud. Måske, tænker jeg bare. Måske har de ikke det store overskud til at engagere sig i endnu en ny svingdørslærer, måske. Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at give det tid og mærke lidt mere efter i hvert fald. Og måske kan jeg være med til at ændre lidt på nogen af tingene. Så der er jeg nu.

Dagen sluttede af med ren nabohygge, hvor tre haver blev opløst til en. Hvor børnene var der, hvor legen var og forældrene delte weekendoplevelser og planteråd, der hvor øllet eller planten var. Det har helt sikkert noget med en halv meter høj nyplantet hæk at gøre, og dejligt er det. Jeg elsker at bo et sted, hvor vi endnu ikke har bygget vores borge op og gemt os bag vores hække og plankeværk. Alene vinterens kulde, der har tvunget os indenfor, har fået mig til at savne mine naboer og deres lyde. Nu er vi ude igen og vi kan både se og høre hinanden. Fantastisk!

Jeg har set glade køer danse i dag og det har vendt min verden bare en lille smule. Vinterens pessimisme og opgivethed er drejet den sidste vej rundt og forårets håb og naivitet er endelig sevet helt ind i min krop.

>Mens vi venter

>…på

  • at jeg får mig sneglet sammen til at lave en ny tegning.
  • at jeg får overtalt mig selv til at filme en tegneproces fra ende til anden.
  • at jeg får tænkt færdig omkring alt der har med fastansættelser og deslige.
  • at jeg får fundet på et eller andet interessant at skrive til jer.

…kan vi da lige så godt more os lidt over denne tegnevideo:

Vil du ser mere fascinerende tegneri? Så hop over på min anden blog og se, hvordan man faktisk GERNE må lege med maden.

>Fastansat

>Jeg har i dag fået min kontrakt på min fastansættelse. Indtil nu har jeg været ansat som barselsvikar, dog “med henblik på senere fastansættelse“, som der stod i jobannoncen. Så jeg vidste jo godt, at det ville ende sådan. Men alligevel. Der er noget med papir, ikke? Det er en rar fornemmelse at se det sort på hvidt.

Det fik mig til at tænke på de tidligere barselsvikariater, jeg har haft, og der er altså en del, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan nemlig rigtig godt lide at søge vikariater. De er på en eller anden måde dejligt uforpligtende og fungerer lidt som en forlænget prøveperiode, hvor man kan tjekke jobbet, kollegerne og ikke mindst arbejdsgiverne lidt ud. Og kan man ikke lide duften i bageriet, så kan man altid søge videre efter vikariatet er endt. No harm meant. Det har jeg gjort to gange, hvor jeg har takket nej til tilbuddet om fastansættelse. Jeg er nok lidt af en fling indenfor det jobmæssige, hvis du ser på mit cv. Men mit problem, vil nogen kalde det, jeg ser det som en force, er at jeg KAN ikke arbejde et sted, jeg ikke trives. Til gengæld er jeg en ildsjæl, hvis jeg finder ligesindede at lege med.

To gange har jeg sagt ja tak til at fortsætte i folden og de to gange har været to af mine allerbedste jobs. Som i, allerallerbedste jobs. Og som i, hvorfor jeg synes lærerfaget er et af de bedste fag i verden.

Jeg blev ikke som sådan spurgt i dag, blev bare bedt om at skrive under, som om man forventede, at selvfølgelig ville jeg det. Og selvfølgelig skrev jeg under.

Nu rumsterer de to tidligere “Ja tak” oppe i hovedet på mig, og jeg må sige, der er forskel på dem og nu. Hvori forskellen ligger, det skal jeg til at finde ud af. Det tænker jeg meget over lige nu og de tanker er svære at tegne. Så er der lidt stille på bloggen, så er det derfor. Og så fordi jeg er ude og male på det store grønne lærred udenfor selvfølgelig. Kan man andet i dette vejr?

>Det kribler i fingrene for at male

>På en regnvejrsdag i det sene efterår købte vi dette fine hus til Skrupsakken, og det har siden stået med sin fine trygimpreneretfarvet renhed og hygget i et hjørnet i haven. Det er for længst indviet med diverse sandkagefester, og brædderne på taget er taget ned og verandaen sat op.

IMG_2462

Nu mangler det bare at blive malet, og det kan jeg næsten ikke vente med. Roen og meditationen i at male med én farve på en større flade er intet mindre end fantastisk i min verden. Hvid på hvid er noget nær toppen, hvis du spørger mig. Men lys gul/sand på trykimpreneret kan også gå an.

Så nu vil vi gerne tage et hop mere i foråret. Et hop over til den del, hvor nattemperaturen ikke kommer under 5 grader. Helst lidt varmere, så malingen ikke bliver ødelagt i de sene nattetimer. Så kan vi også for alvor begynde at sove med vinduerne åbne og køre med bare tæer i skoene om morgenen. Lutter fordele, som jeg ser det.

I dag fik han yderligere et bord med bænke fra Silvan til sit lille hus og i morgen smider vi Smokey Joe’n hen til ham, og så får han altså en ugentlig maddag fra på torsdag. Hvis man ejer egen bolig med plads til udendørs servering, er det ikke mindre end naturligt, at man begynder at bidrage lidt til de daglige pligter og inviterer De Gamle på lidt mad.

Måske kan jeg tyvstarte lidt ved at male hans bord med bænk i morgen. Det kan jo tages ind i varmen om natten. Mon ikke det går, hva’, hva’, hva’?