>Når man kan lægge sig på puden og tænke: “I dag har jeg set en masse køer danse glæden over græs, varme og sol ud af kroppen”, så kan det ikke være en helt skidt dag.
Sådan en dag har vi haft i dag. Skrupsakken lagde sig tæt på lykkelig ned i sin seng for lidt siden. Han har siddet i en kæmpe traktor, kastet sig rundt i et bjerg af høballer, spist verdens største burger og aet en kalv på næsen.

Og han har set køerne danse og sidst men ikke mindst, leget med sin elskede naboveninde, som han gerne står og kalder på over hækken, når muligheden byder sig. Hun er et år ældre end han, så det er en lidt uopnåelig kamp i hans verden, men de hygger sig sammen de to, og på de dage, hvor køerne danser, der har ting det med at gå op i højere enheder. Også småbørnsforelskelser.

Og når jeg lægger hovedet ned på puden, så er det også med kinder, der brænder en lille smule. Solen fik fat i dem i dag. Sammen med blæsten fik den endelig fregnerne frem, og jeg glæder mig over, at fra nu af og fem måneder frem skal jeg mærke den blussen i ansigtet, som minder så meget om den samme forelskelses varme rødmen. Det er en fantastisk følelse. Især når man så ovenikøbet er så heldig at være temmelig forelsket i ham, der ligger ved siden af.
Aaaarh hvad, det er forår, sgu da, så lad mig dog plapre løs, ikke? Jeg er smækfyldt med forårskådhed og solenergi. Og i dag så jeg køerne danse.
Og jeg har vist også tænkt færdig med det med fastansættelsen og er kommet frem til, at jeg er glad! Ja, hvem skulle have troet det. Men jeg er glad og lettet over at have fundet en havn, hvor jeg kan tage nogle udfordringer op og måske endda ende med at gøre en forskel på nogle punkter, som står mit hjerte nær. Jeg synes, det er svært at være folkeskolelærer. Og jeg var bange for at folkeskolen ville puste den sidste gnist af mit bankende lærerhjerte ud. Den havde I regnet ud, ikke? Men hvis alle, der tænker det, stikker af fra den, så får vi jo aldrig gjort den til et bedre sted at være, vel? Og DER findes gode folkeskoler derude. De ER der, og der er rigtig mange børn, der er glade for deres folkeskole. Jeg synes bare, den er rigtig svær at være lærer i, fordi den er så anderledes fra alt, hvad jeg har prøvet før.
Jeg er vant til den frie overbygningsskole, hvor man ikke skulle tage hensyn til små elevers faste rytmer, skolefritidsordninger, gårdvagter, bureaukratiske processer, alt for mange mellemled, firkantede rammer og organisatoriske udfordringer. Jeg er vant til masser af kreativitet, især fagligt, nær elevkontakt, åbne fleksible rammer og en lille lærer- og elevgruppe. Og så er det kollegiale felt også meget anderledes for mig. De fleste af de lærere, jeg har mødt i de frie skoler, har været ildsjæle, kreative, udadvendte mennesker, der med deres imødekommenhed og rummelighed har fået mig til at føle mig velkommen fra første sekund. De fleste af de folkeskolelærere, jeg har mødt indtil nu, har været mere reserverede, afventende og tilbageholdende i deres møde med nye lærere. Ikke af ond vilje, vælger jeg at tro, men måske fordi deres job er hårdere. Trækker flere tænder ud. Måske, tænker jeg bare. Måske har de ikke det store overskud til at engagere sig i endnu en ny svingdørslærer, måske. Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at give det tid og mærke lidt mere efter i hvert fald. Og måske kan jeg være med til at ændre lidt på nogen af tingene. Så der er jeg nu.

Dagen sluttede af med ren nabohygge, hvor tre haver blev opløst til en. Hvor børnene var der, hvor legen var og forældrene delte weekendoplevelser og planteråd, der hvor øllet eller planten var. Det har helt sikkert noget med en halv meter høj nyplantet hæk at gøre, og dejligt er det. Jeg elsker at bo et sted, hvor vi endnu ikke har bygget vores borge op og gemt os bag vores hække og plankeværk. Alene vinterens kulde, der har tvunget os indenfor, har fået mig til at savne mine naboer og deres lyde. Nu er vi ude igen og vi kan både se og høre hinanden. Fantastisk!

Jeg har set glade køer danse i dag og det har vendt min verden bare en lille smule. Vinterens pessimisme og opgivethed er drejet den sidste vej rundt og forårets håb og naivitet er endelig sevet helt ind i min krop.