>Det uundgåelige indlæg dagen efter et Grand Prix show

>

Jeg MÅ kommentere på gårdsdagens show. Som den inkarnerede Grand Prix fan(atiker) jeg er og har været længe før jeg sad med båndoptageren oppe ved fjernsynshøjtaleren i 1982, for at være den første i klassen, der havde Ein Bisschen Frieden på bånd, kan jeg ikke lade et Grand Prix stå ukommenteret hen på min blog. Det er en af de uundgåelige ting i livet. I mit liv anyway.

I nat skete der noget typisk dansk i min optik. Hvis vi ikke kan vinde selv, så rider vi alligevel med på vinderbølgen, og napper os en lille bid af sejren ved at vælte os i selvfeden over den danske sangskriver til vindermelodien.

Et eller andet sted er det vel beundringsværdigt. Vi lader os ikke slå ud af en fjerdeplads, selv om vi et kort sekund der troede os sikre på en sejr. I stedet finder vi en anden slags sejr i det. Måske fordi vi ikke er et sekund i tvivl om at tyske Lena var mileskridt bedre både i beat, udstråling, sangstemme, melodi og over all performance end vores danske old news grand prix balade med “wind i e’ håår”.

Og på den anden side er det lidt usmageligt. At vi ikke bare kan lade tyskerne nyde at sole sig i sejren og anerkendelsen. Nej, nej, vi skal lige ind og pointere, at “vi” faktisk hjalp dem med vores musikalske ekspertise. “Vi” i form af jyden med det danskklingende navn: John Gordon. Gotta love the irony in that.

Oh well, når alt kommer til alt, så troede jeg helt ærligt ikke, at tysk musik og Grand Prix kitch kunne lyde så godt, når det blev blandet sammen. Jeg synes faktisk den er skide god. Et rigtig hit, som for en gangs skyld er moderne og følger med tiden, altså den tid, der kører videre uden for Gand Prix-verdens forunderlige tidslomme.

Og så er det jo altid tid til i Grand Prix stunderne lige at dvæle tilbage til My All Time Favorite Johnny Logans “Hold me now”! Synger du med sammen med mig?

Logans hit var faktisk det første engelske jeg skrev. Min veninde og jeg sad med den båndoptagede version af Grand Prix’et og klikkede tålmodigt på pause for hver en linie, der blev sunget, mens vi koncentrerede skrev hvert ord ned, så vi selv kunne lære den udenad. Jeg har desværre mistet transkriptionen, men jeg kan godt afsløre, at der ikke ville være mange engelsktalende personer, der kunne tyde, det vi havde skrevet. På en måde synd, at nutidens børn blot skal google Lenas strofer, i stedet for at hygge sig en hel eftermiddag med båndoptageren, ikke?

>Islagkage, persillesovs og jordbærtærte

>Det er ikke menuen til en underlig festmiddag, jeg har opremset, selvom jeg er på nippet til at invitere alle jeg kender til en kæmpe én af slagsen.

Det er nemlig blot nogle af de ting indeholdende æg og mælk, som Skrupsakken har sat til livs i den forgangne uge. Og hvad skulle der nu være specielt ved det, tænker du måske. Eller måske kan du huske, at jeg før har skrevet her på bloggen om hans fødevareallergi i blandt andet et indlæg om madordninger i institutionerne?

Well, faktum er at han har haft fødevareallergi over for mælk, æg og nødder siden han var helt lille og vi har efterhånden vænnet os til at liv med rismælk, mælkefrit smør, NoEgg pulver og kreative opskriftsmodificeringer. Fx kan jeg varmt anbefale Karolines brunsviger baseret på ovenstående i stedet for æg og mælk. Så det kan sagtens lade sig gøre, og vi tænker ikke meget over i det hverdagen. Vi tænker mest over det, når vi skal noget, hvor vi ikke selv står for maden. Jeg hader at vi skal have særlige forhold. At værten skal tænke over alternativ mad til ham og han ikke kan spise det samme som alle andre, som fx i vuggestuen, hvor han som den eneste har sin egen madpakke med. Det virker ikke til at røre ham dog. Han siger med den største natulighed i verden, at det han ikke tåle. Og det rører ham sjældent at andre får fx vanilleis, når han sidder med sin sodavandsis, men han har jo heller aldrig været vant til andet…før nu!

I går fik han nemlig lov at spise med af islagkagen til begravelsen, og han nød det. Og vi nød at se hans fine kinder bagefter uden røde knopper og hævede pletter. Størstedelen af børn med fødevareallergi over for mælk og æg vokser fra det, og det ser altså også ud til, at det er det der er sket for ham nu.

Vi har i en længere periode langsomt optrappet hans indtag af de to fødevarer, da vi anede en ændring i hans reaktioner. Først i brød, så i varme retter og nu til sidst i næsten ren form. Vi tager det stadig med ro, da han ikke skal risikere et allergisk chok. Han har jo aldrig drukket komælk før, og aldrig spist et æg. Så kroppen skal have lov at vænne sig til begge dele lige så stille og roligt.

Men tanken er der straks i mit hovede: Skal han mon have lov at opleve glæden ved en skål koldskål med kammerjunker i denne sommer? Skal han have lov at opleve hvor godt Tzaziki smager til grillet kød, og hvor skønt det er med isvafler fyldt med lækre flødekugler og guf? Det kunne jeg godt unde ham, ku’ jeg sgu!

>Fred

>I går morges kl. 7.15 ringede min far og fortalte at min Bedste nu endelig havde fået fred. Seks døgn tog det hende at rejse gennem hendes knap 96 år og mindes hver en krog, lukke de døre, der skulle lukkes og mærke de mennesker der skulle mærkes en sidste gang i drømmenes univers.

Bedste

Jeg har forsøgt at tegne hende, men måtte opgive. Jeg kan ikke. Men se på hende. Se, hvordan hendes rynker er smilerynker. Netop dét ville jeg gerne have kunne fange med tuschen. Alt for mange ældre mennesker får rynker, der automatisk får mundvigene til at vende nedad. Men ikke hende. Jeg tror rynker lægger sig der, hvor de bliver lagt.

På torsdag skal hun begraves. Jeg glæder mig til at se min dejlige familie samlet igen. Jeg glæder mig til at sige farvel og på gensyn igen til hende. Og jeg glæder mig til at vise hende den sidste kærlighed og respekt på hendes sidste rejse.

>What more does a kid need?

>Jeg har vist været så letsindig at love jer et kig ind i Skrupsakkens Hacienda. Jeg fik jo endelig malet hytten og fandt så forleden i Rema1000 den farvede lyskæde med solcelleenergi. Det er det hyggeligste syn, når den står oplyst i mørket ned i hjørnet af haven. Det varer ikke længe, før end man kan finde Manden og jeg siddende med hver sin kold øl på den lille veranda efter puttetid.

Huset er købt på Den Blå Avis, færdigbygget og afhentet på en trailer. Det er en pensioneret tømmer i Ringsted der bygger dem af restbrædder af trykimpreneret træ.

IMG_4010

Indenfor får farverne frit spil og der plads til både store og små enten på sofaen (Lasses Hylde) eller stolene fra Ikea. Og hæng da lige jakken på knagen nu du er her, ikke?

IMG_4009IMG_4001IMG_4006

De små hårde babybøger, som ellers var blevet pakket væk, passede fint til de små trælistehylder og bliver pludselig læst i igen, samtidig med at de hygger på de små boghylder.

IMG_4008

Lasses Hylde er et gammelt udtryk fra min fars familie, som passer perfekt på husets sofa, som er lavet af en MDF-plade fra Silvan, en skummadras fra JYSK og lækkert stof fra MiniMega, som kan fåes i Stof&Stil. Stoffet sidder lidt løst endnu, da jeg ikke har fået det syet til og det derfor blot er viklet løst om madrassen.

IMG_4007

I kurvene finder man køkkenting, madlegetøj, bolde og bøger. What more does a kid really need?

>Happy feet & skøre unger

>

Jeg fik købt ny lak til fusserne i dag. Aaaah, nu skal de for alvor luftes. Havde én gang smidt dem ud i det fri, dog i snudesko, men måtte kapitulere og endda købe tre par nye strømper i SuperBest en søndag eftermiddag, da jeg frøs og havde smidt alle mine hullede vinterstrømper ud. Fandme om de kommer på igen nu før til september – TIDLIGST!

IMG_0915

Naboens yngste pige er Skrupsakkens bedste ven og ingen af de to virker til at tænke over, at hun er et år ældre end ham, når de leger i legehuset eller kører ture i hendes eldrevne bil. Jo, hun er en selvstændig tøs med egen bil. Til gengæld har hun fundet sig en yngre mand med eget slot, hvilket i nogle kredse ville blive anset for “quite a catch”.

IMG_0913

>Et stærkt hjerte

>Jeg sidder på mit arbejde og funderer. Der funderes meget for tiden. Om livet. Og om døden. Nok mest det sidste, men det behøver ikke være sørgeligt og deprimerende. Jeg er vist nået over den del, hvor jeg er trist. Eller måske fortrænger jeg den bare?

Da jeg kørte fra Odden mandag aften mod mit hjem efter besøget hos Bedste, tændte jeg for musikken i bilen. Det var “bare” Rasmus Seebach og der var intet sørgeligt over hverken melodi eller tekst. Tværtimod føler jeg ofte glæde og lyst til at skråle højt i bilen, når jeg hører netop den cd. Men jeg tror det var lige meget, hvilken musik jeg havde valgt i det øjeblik, for der var noget der skulle ud, og musikken og landevejen var blot katalysatoren for grådens vej ud af mit system.

Jeg storhulkede min vej gennem det sjællandske mod Roskilde og da jeg nåede Roskilde var jeg tom. Jeg har ikke grædt siden. Jeg har derimod grinet og lavet småjokes om hende. Såsom at Pinsen måske er hendes yndlingshøjtid, og hun lige vil have den med inden hun smutter. Pinsen er også en overset helligdag i verden i dag. Måske vil hun lige give den sin sidste hyldest?
Psykologer vil nok sige, at vi er begyndt at forlige os med tanken om, at hun skal væk. Vi har sagt farvel og humoren er vores forsvarsmekanisme mod sorgen, der selvfølgelig igen vil blomstre op, når hun ikke kan kæmpe mere. En begravelse er en anden god katalysator for indestængt gråd, ikke?

Det jeg funderer over i disse dage er, hvorvidt man selv egentlig KAN vælge at dø. Jeg hører mig selv og plejerne sige til hende, at hun godt kan give slip nu, der er styr på det hele. Men måske kan hun ikke give slip. Måske ved hun ikke, hvor den knap sidder, som man trykker på, når man gerne vil have fred. Eller måske kan hun selv styre og synes bare ikke selv, at hun er klar endnu. Måske er der ikke styr på det hele i hendes verden. Men hvad er der mere at ordne?

Er det fordi hun har et stærkt hjerte? Det har hun. Men er det det samme stærke hjerte, der kæmper for/imod hende nu? Jeg vil ønske, at jeg har arvet dette hjerte. Det ønske har jeg altid haft. Og det har jeg stadig også selv om det måske vil betyde, at man selv skulle ligge og vente på døden på den måde, som hun gør igen i dag.

Jeg vælger at tro på, at hun forsvinder helt, når hun er klar, og når hun mener, at vi er klar. Måske er det netop det, der er hendes kamp? At gøre os andre klar? Og hvornår er vi så det?

>Yndlingskøbene fra Paris

>Det er ikke svært at købe sig fattig i Paris. Lad os bare slå det fast en gang for alle, hvis nogen overhovedet var i tvivl om det fra starten af. Og ja, vi købte meget mere end det du ser her.

Men når man kan købe Kusmi Spicy Chocolate te i et discountsupermarked, så ved man ligesom godt hvad klokken har slået, ikke? Og så er dåserne så lækre i sig selv at man jo i princippet kan hælde teen i skraldespanden og stadig forsvare købet som både æstetisk og praktisk, ikke?

IMG_3973

I Rue Saint-Louis en L’lle fandt vi den fineste lille glasforretning, hvor man kunne købe alle slags dyr lavet i glas. Ikke meget nyt under solen der, bortset fra smykkerne med glaskunst i midten, som de også solgte:

IMG_3976

Og så glasdyrenes fantastiske ansigtsudtryk. Denne gnavne ugle hoppede nærmest selv ned i min jakkelomme. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg skal bruge en vred glasugle på 10 cm. til, men jeg føler på forunderlig vis, at den har gjort mit liv rigere.

IMG_3978

Og så dét køb, man (jeg) ikke fik gjort sig, sidst man havde chancen, og som man (jeg) siden har ærgret sig gul og grøn over. På D’Orsay står den smukkeste skulptur af alle: “La Petite Danseuse de Quatorze Ans” af Degas. Hun er så klein, så virkelighedstro og så stolt og knejsende. Jeg finder mig selv fortabt i at studere hende, når jeg står og kigger ind i hendes glasmontre på den gamle banegård. Denne kopi når hende ikke til sokkeholderne, men i mangel af bedre, og som en ringe erstatning for den ægte vare, så købte jeg hende i en kunstforretning på Montmartre. Og nu står hun i vores lille vindue i stuen og nyder solen og holder hovedet oppe for os alle.

IMG_3985

Tre styk look-a-like Pashminatørklæder til 9 euro ved hvert andet gadehjørne. Ja tak! (Især når Paris i maj ikke helt lever op til de varmegrader, man i sin blinde optimisme havde forestillet sig hjemmefra)

IMG_3990

>And then there was Paris

>Hvad er mere livsbekræftende end at rejse og opleve med den man elsker?

Jeg kan ikke komme på ret meget. Og midt i al vores sorg og bekymring for Bedste, som stadig kæmper sin egen forundrende kamp mod døden, nu på 4. døgn uden en dråbe mad eller drikke, så glæder vi os heldigvis også over tanken om vores dejlige tur til Paris.

To hele dage og tre nætter fik vi i romantikkens by.

2010-05-12 ParisHavde vi haft en skridttæller på, kunne den sikkert have fortalt os, hvor mange kilometer vi havde tilbagelagt på gåben, men hjernens indre skridttæller talte heldigvis oplevelserne og snakkene i stedet. Vi så det hele og lidt til. Og vi fik shoppet, se kunst, drukket rødvin og café au lait og spist snegle.

I skal ikke forskånes for et shoppeindlæg, et restaurationsindlæg og selvfølgelig et kunstindlæg for sig selv. Det sidste vil I selvfølgelig kunne finde HER, hvor der vil komme flere fra samme skuffe i de kommende dage.