>Charlie Hotel Oscar Kilo

>Du har sikkert læst den allerede. Jeg er håbløst bagefter på på boghylden og denne sommer har altså, på trods af mange gode intentioner, ikke rigtig budt på de store læseoplevelser for mig.

chok

Jeg havde læst Michael Laudrups Tænder, og fandt den underholdende. Jeg kunne godt lide eksperimentet med at lære hinanden at kende på skrift og efterfølgende dele det med alle os andre. Og jeg var spændt på, hvordan de ville følge op på det eksperiment i en bog nr. 2. Som regel er et eksperiment kun interessant første gang det gennemføres, så hvad skulle den nye bog bringe til historien?

Til at starte med var jeg tæt på at lægge den fra mig igen. Sproget og tonen var noget kun påtaget, og det var, næsten pinagtigt, tydeligt at de to kvinder lige skulle finde hinanden, deres ærlighed og deres ægte kommunikation frem igen. Men så bliver Majse forladt af Axel og så sker der et eller andet. Livet kræver ærlighed og selvreflektion af hende, og da Camilla næsten samtidig bliver mor for første gang ryger al påtagethed fra dem begge, og bogen bliver for alvor interessant og nærværende. Dobbeltheden og modsætningen i dens ene ulykke og den andens lykke er diametral.

Den er privat, især fra Majses side, hvilket også har fyldt meget i forhold til bogens udgivelse. Men det er den også næsten nødt til at være, hvis den skulle have en gyldighed som to’er til den første succes. Ellers ville jeg lynhurtigt kunne nævne ti blogs, som var langt mere interessante at læse både sprogligt og indholdsmæssigt, end det man oplever i bogens begyndelse, inden murene falder, og de giver os et indblik i deres tanker og følelser om de ting, der for alvor fylder i deres liv.

Det er god sommerlæsning, som ikke kræver det store af dig som læser og alligevel giver dig stof til eftertanke om parforhold, der bliver overhalet af børn og dagligdag. Som Majse skriver på et tidspunkt i bogens første halvdel:

“Problemet er jo, at når to mennesker elsker hinanden så meget, at de får et barn, så kommer der en til verden, som de elsker mere end hinanden…Nu har vi tre børn sammen, og det vil sige, at der er tre, der kommer før ham. Hvorfor er det så, at han bedre kan finde ud af også at have overskud til mig, end jeg til ham?”

The Italian moment you’ve all been waiting for!

Måske skulle vi bare have købt den rejse til Toscana i år i stedet for at sidde herhjemme og belemre alle jer med mine dårlige undskyldninger af italienske abstinenser.

Nå, men her kommer øjeblikket, hvor jeg afslører, hvad den heldige vinder får i min italienske scrabblekonkurrence. Jeg har lovet det skulle være italiensk inspireret. Jeg har lovet, at det kom fra min hånd. Og jeg har vist også lovet, at det var pissefedt eller sådan noget i den stil. Jeg synes selv, jeg holder alle tre løfter med de her kaffeluffer:

IMG_4561 IMG_4562 IMG_4563

Man vinder simpelthen FIRE KAFFELUFFER, der holder fingrene lune, men skoldfrie, og kaffen varm lige den tand længere, hvis man svarer rigtig på, om jeg vinder eller taber mit scrabblespil med italienske Tatjana. Et spil du for øvrigt kan følge LIVE ude i højre margen. Indtil videre har alle svaret, at jeg vinder spillet, hvilket jo ville optimere chancerne for en pessimist, hvis jeg rent faktisk går hen og taber. Just say’in it!

Men hel’ ærli’ hva’, er de ikke fede?

DELTAG LIGE HER! Alle kan deltage, også selv om du ikke har en blog eller ikke bor i Danmark.

Behøver jeg at sige, at de bliver sat til salg i min Amiobutik lige om et halvt sekund og at Amio åbner den 1. august?

>Når udstoppede plysdyr hænger ud

>

Når plysset overtager sengen må man finde på noget, og jeg fik idéen her. Jeg har dog set disse holdere flere steder på blogs og i IKEA, men det var altså denne her, der fik mig i gang ved maskinen.

Og sådan ser det så ud, når plysdyrene hænger ud hjemme ved os nu:

IMG_4368 IMG_4370  IMG_4372

Bagstykket er vatteret, så det er lidt mere stift, og lommerne er lagt dobbelt, så foret også er pænt og hænger sammen med ydersiden.

IMG_4374

>Italiensk ordkløveri med indbygget gave eller en slags giveaway-konkurrence

>Jeg elsker at spille scrabble, men der er sjældent nogen, der gider spille med mig. De fleste synes det er et kedeligt nørdet spil, og vil langt hellere spille RISK eller TP (hvem sagde lige nørdet der?).

Nå, men jeg har fundet ligesindede på nettet. Der findes faktisk dansk scrabble på nettet, hvor man kan invitere sine venner via email til at spille, og man kan være helt op til fire spillere. Men derudover spiller jeg også via en application på Facebook der hedder Lexolous. Der er spillet dog på engelsk (både US og Britisk), fransk og italiensk. Jeg plejer som regel at spille US English og det går fint med det. Så får jeg også holdt mit skriftlige engelske ved lige og får mit ordforråd udvidet.

Forleden kom jeg dog ved en fejl til at acceptere en invitation fra en pige. Først var det ikke en fejl, da jeg accepterer næsten alle de invitationer jeg får til scrabble jvf. min første sætning i indlægget, men da jeg havde skrevet min sædvanlige høflighedsgoddaghilsen: “Hi and good luck,” svarede hun: “Anche a te! Ciao!”

Jeg forstod CIAO og indså, at jeg spillede mod en italiener…PÅ ITALIENSK! Det skal lige tilføjes, at jeg kan ikke et ord italiensk, eller jo ét ord kunne jeg jo så, men det var også det. Man kan ikke lige sådan slette spillet, når man ikke selv har startet det, og jeg ville jo heller ikke bare tage det tabte spil – italiensk eller ej.

Hvis der er noget jeg hader mere end at spille scrabble på et sprog, jeg ikke kender, så er det at tabe et spil scrabble. Så nej, hun skulle få kamp til stregen, og jeg fandt en italiensk ordbog på nettet og gik i gang.
Og indtil videre går det meget godt. Jeg fører og halvdelen af ordene herunder er faktisk mine, deriblandt EUTOCICA, som jeg ikke har den fjerneste idé om hvad betyder, men som gav rigtig godt i pointskålen. AQUA, QUIZ og EROSIONE kan jeg lige med nød regne ud, men derfra er jeg lost med resten.

image
Og nu kommer vi så til det sjove. Status er, som I kan se, at jeg pt. fører med 56 point. Jeg har 223 og Tatjana har 167.

Det ser jo ret sikkert ud for mig, men i Scrabble er intet sikkert før det sidste bogstav er lagt. Der er blandt andet fem tripplefelter tilbage endnu, og jeg har været så tankeløs at lægge mit sidst ord op til en trippler til hende: FUGHE. Det er med andre ord nemt for hende nu at score en del point på min stupiditet.

Tror du jeg vinder? Skriv ja eller nej i en kommentar herunder og deltag i konkurrencen om noget fra min hånd. Jeg trækker lod mellem alle de rigtige svar, når spillet er slut, og der vil være én heldig vinder. Hvad gevinsten bliver, kan jeg ikke helt afsløre endnu, da jeg ikke engang selv ved det, men det bliver fedt, det lover jeg. Jeg skal i hvert fald nok gøre mig umage med at lave noget rigtigt lækkert til dig, der vinder. Om ikke andet, så har det da været sjovt at være med, ikke?

Og link endelig til konkurrencen fra din blog, hvis du føler for det. Du må gerne bruge billedet af mit spil :-) Jo flere deltagere, jo sjovere!

UPDATE #1: Du kan følge slagets gang ude i højre sidebar, hvor jeg løbende opdaterer spillepladen.

UPDATE #2: Jeg har fundet ud af præmien nu. Skal lige producere den, og den skulle gerne komme på bloggen i morgen. Men jeg kan da afsløre så meget, at den dufter lidt af italiensk fortovscaféhygge en kølig dag i april.

UPDATE #3: Konkurrencen her er nu kåret som sommerens fjerde særeste påfund ved Undreland. Jeg er meget taknemmelig og beæret. Sær er helt klart en af mine favoritegenskaber ved andre mennesker., da der ikke er langt fra sær til særlig :-)

UPDATE #4: Her er præmien du kan vinde!

>Musik med hjerte i på et hyttefad

>

Jeg ved nu, at jeg sætter mig selv i bås med det nogen kalder rødvinsgenerationen, når jeg endnu engang taler højt om min kærlighed til Dissing, Dissing, Las og Dissing. I hvert fald hvis jeg skal dømme ud fra gennemsnitsalderen på publikummet til koncerten i den nordjyske havneby for en uges tid siden.

IMG_1127

Eller måske siger det mere om gennemsnitsalderen på beboerne, der er tilbage i havnebyen efter den ene større virkesomhed efter den anden er lukket ned? Det er nok ikke helt skævt, hvis man samtidig ser på antallet af skolesammenlægninger og -lukninger i det seneste udspil fra de kommunale politikere.

Eller måske siger det bare noget om, at dem der er over halvtreds er dem, der forstår at gå ud og nyde en god aften i hinandens selskab og med god livemusik? I så fald lad dette være en opsang til alle jer unge nordjyder! Kan I så komme op af sofaen og ud og vis flaget for generation X og derunder.

Uanset hvilket segment min musiksmag placerer mig i, så er jeg ikke et sekund nervøs for at sige, at jeg helt og aldeles elsker de fire mænd og det de gør sammen med musik, tekster og gode historier. De spiller musik med hjerte i. Musik der giver mig klumper i halsen og saltet vand på kinden nummer efter nummer, og som samtidigt får mig til at tænke over det samfund, jeg er et (forbandet) forpligtet medlem af.

Povls underfundige stemme og halvfilosofiske historier mellem numrene var så fabulerende og flyvske (og alligevel sneg der sig uundgåeligt associationer til Toget Thomas ind, noget jeg sjovt nok ikke oplevede, da jeg hørte dem første gang for seks år siden) at de på én gang både tabte og fangede mig igen. Jeg plejer at sige til mine elever, når de skriver dansk stil, at en forfatter skal have sin læser i hånden hele vejen, så læseren aldrig farer vild i historien. Jeg fór vild den aften, gentagne gange, men sangenes indhold og mening holdte mig i hånden, så jeg aldrig følte mig FORTABT:

Nu var det måske også lidt fordi jeg var sammen med min SALIGE SØREN, at jeg følte mig som HAVFRUEN med følelserne udenpå tøjet (et nummer, der er en af mine personlige favoritter ene og alene pga. titlen):

Et er sikkert, jeg vil gerne blive ved med at FISKE EFTER STJERNERNE med de fire:

>En stor stærk løve

>

Mit sidste indlæg har spøgt og spøger stadig i mit hovede. Jeg kan ikke skrive flere indlæg her på bloggen om sommerferiesjov, Læsøture, lummerhaler som er hummerhaler, musikoplevelser osv, inden jeg får kommenteret yderligere på det indlæg. Flo kommenterede til indlægget, at det er smukt at donere, men det er bedre at være der personligt. Det er i hvert fald min konklusion på hendes gode kommentar. Og der ramte hun et ømt punkt for mig. Jeg tog det nært og blev ked af det, fordi jeg i forvejen havde dårlig samvittighed over ikke at have gjort noget endnu. Og hun har 100% ret. Det var ikke meningen at mit indlæg skulle handle om, at vi ville handle ved at donere penge til en forening. Det er blot én måde at hjælpe på, når man står magtesløs som pårørende. Og når man står med sygdommen på tæt hold, som Nette også kommenterede, så bliver den pludselig meget håndgribelig og konkret, og det bliver meget klart og tydeligt hvad ens penge går til, når man donerer til Kræftens bekæmpelse eller Foreningen Cancerramte børn. Flosklen: “Det sker kun for naboen” bliver pludselig vendt til: “Det kunne også ske for mit barn”, og det skræmmer livet ud af mig at tænke på.

For tiden holder jeg ferie med mit barn. Vi er sammen 24-7 (selv på toilettet følger han efter mig) og jeg er ved at få spat af alle hans spørgsmål, al hans tummel oven på mig, al hans snik-snak, alle hans jeg gider ikke’r, al hans kedsomhed, når hans forældre bare vil dase, og i morges var jeg ved at bide hovedet af ham, fordi han ikke bare kunne sidde helt stille og se fjernsyn i vores seng, mens vi tog os en lille halv time mere i slumreland. Og så slog det mig: Stå nu op kvinde! Og vær sammen med dit barn og nyd ham. NU for fanden! Og jeg blev helt vred på mig selv, som jeg desværre lod gå ud over manden ved siden af mig. Typisk. Dobbelt selvvrede.

For faktum er, at han jo er den mest vidunderlige dreng og han har været fantastisk at holde ferie med. Og det endte med at vi satte os, efter havregrynnene var indtaget og kaffen var drukket i den hyggeligste tosomhed, og malede et maleri til pigen på Riget. En stor stærk løve skulle hun have til at hjælpe sig med kampen, og det får hun i morgen.

IMG_4360 IMG_4364

Skrupsakken synes det var lidt svært at forstå, at han ikke selv må komme med på besøg, og vi måtte forklare at pigen er meget syg og ikke må være sammen med børn som ham selv. Det var først da vi sagde, at hun heller ikke måtte komme i vuggestue, at han forstod det, for han må jo heller ikke selv komme i vuggestue, når han er syg. Så vi tager løven med for ham. Og det var ok, tror jeg.

Den bedste måde at handle på, er vel at vise familien, at vi er her og vi ikke forsvinder, bare fordi livet bliver svært og uoverskueligt. Det er jo netop i den slags stunder, at man har behov for venner og familie til at støtte sig op af. Og så mener jeg faktisk også at vi har en forpligtelse i at tage følelserne med os i vores eget liv. Huske os selv på at være taknemmelige for alt det vi har, for det sker jo ikke kun for naboen. For den lille familie vi kender, gik det naboens hus forbi og landede lige inde ved dem selv.

>Om uretfærdighed og om at gøre noget ved det

>

Jeg kender en pige, der er to år gammel. Hun er tre en halv måned yngre end Skrupsakken. Hun er født næsten samtidig med, at han blev døbt. Hun kunne med andre ord ligeså godt være mit barn. Det er hun ikke. Hun kunne også være dit barn, men det er hun nok heller ikke. Hun er derimod meget syg, og i dag modtog vi en mail fra hendes far med en to måneders status på hendes behandlingsforløb på Rigets afdeling for kræftramte børn. Og jeg er simpelthen så trist indeni på deres vejne, for den mail var virkelig godt skrevet af en far, der var dybt bekymret for sin datters fremtid og samtidig havde han overskud nok til at informere alle os pårørende, venner og bekendte om vilkårene ved behandling af leukæmi i høj-risiko-gruppen. Det var en barsk fortælling om uanede mængder af medicin, bivirkninger, søskendesorger og umenneskelige vilkår for en lille familie, som jeg er virkelig glad og rørt over, at han tog sig tid til at sende til os på trods af tristheden. Jeg er glad for at få et indblik i deres helvedestid, så jeg bedre kan forstå, føle og fornemme det, de oplever lige nu. Og alligevel forstår jeg ingenting eller i hvert fald kun brøkdele. Jeg fornemmer dog smerten tydeligt i hver eneste linie, han skriver. Og jeg føler mig meget meget magtesløs og helt forfærdelig ked af det, hvilket nok også kun er en brøkdel af det de selv føler.

To måender er gået siden vi fik beskeden, og vi har ikke gjort noget, ikke handlet, andet end vi har tilbudt vores hjælp uanset hvad det måtte være. Men inderst inde ved vi godt, at de slet ikke har overskud til at være dem, der tager kontakten og beder om hjælpen. Men hvad gør man som ven i sådan en situation? Hvordan støtter man bedst? Vi fik hjælp til dette fra familien selv, da faren i mailen sendte os et link til Foreningen Cancerramte Børn, som har lavet en vejledning til pårørende og venner til et cancerramt barn:

image

Den fik jeg utroligt meget ud af at læse. Og den satte noget i gang i mig, som handler om at gøre noget. Vi, her i huset, er i gang med en personlig ting til familien, som jeg holder for mig selv og det private rum. Men det, jeg gerne vil dele med jer og gerne vil bede jer om at hjælpe mig med, er at støtte dem, der hjælper det lille barn og mange andre børn lige nu. Jeg tænkte, at med den skare læsere jeg dog har, på trods af at dette er en mindre blog, så kan vi dog alligevel gøre en lille forskel. Især, hvis du vælger, efter din donation, at linke til samme indsamling fra din blog også. Blogland plejer at være hurtige til at sprede de gode budskaber.

Man kan altid støtte Kræftens Bekæmpelse, hvilket jeg selv gør, når de laver indsamlinger. Og fordi jeg har støttet dem ofte, har jeg i dag i stedet lavet en donation til Foreningen Cancerramte Børn, som hjælper børnene og deres familier på et andet niveau end KB. Deres formål kan du læse ved at klikke på linket, men kort fortalt handler det om at give disse børn, som under behandlingen er meget isoleret fra resten af verden på grund af smitterisiko, gode oplevelser, socialt samvær, leg og glæde i en ellers forfærdelig tid. Det er en forening, der lige nu kan hjælpe vores venner og deres lille datter på en måde, som vi ikke selv kan.

Du kan støtte dem på flere måder:

Som støttemedlem – Ved at betale 150,- kr om året kan man blive støttemedlem. Beløbet indbetales til foreningen på Bankkonto 2344 2551 586 610, med angivelse af navn og adresse. Anfør venligst at beløbet drejer sig om støttemedlemskab. Støttemedlemmer får tilsendt foreningens nyhedsbrev.

Som firmastøttemedlem –
Firma og andre erhversorganisationer kan tegne et firmastøttemedlemskab.
Det koster 2.500,00, som indbetales på Bankkonto 2344 2551 586 610, med angivelse af firme og adresse.
Anfør venligst at det drejer sig om et firmastøttemedlemskab.

Ved at donere pengegaver - Penge kan indbetales på Bankkonto 2344 2551 586 610, eller sendes som check til foreningens kasserer : Lone Høstmark, Astrupvej 69, 2700 Brønshøj, eller til formanden : Jan Johnsen, Karlslunde Strandvej 56, 2670 Greve.
Foreningen Cancerramte Børn er godkendt efter ligningslovens § 8A, således at man på selvangivelsen kan fratrække pengegaver op til 14.100,- kr. De første 500,- kr er dog ikke fradragsberettiget, så det maksimale fradagsbeløb vil være 13.600 kr.

På forhånd tak til jer alle. Hvis du vil hjælpe mig og dem og alle de andre børn, vil jeg være dig utrolig taknemmelig.

>En inspireret brilleabe

>

Inspireret af Christina, besluttede jeg mig for, at det måtte være på tide at skifte mine gamle sorte briller ud, som jeg købte i 2002. Jeg er glad for det sorte markante stel, så det skulle der ikke ændres det store på, men formen og størrelsen måtte gerne spiffes lidt op.

Og som I kan se på billederne her, så er jeg svært tilfreds med de briller jeg fandt:

IMG_1058IMG_1071

Jeg købte dem ved Louis Nielsen, og de har for tiden tilbud på køb 2 betal for 1 så jeg var TVUNGET ud i at skulle have MINDST to par briller med mig hjem. Det endte med, at jeg valgte et par, der ligner de andre til forveksling, dog lidt smallere på højkant og så lidt mørke rødlige i stellet. Spif spaf rød dynamolygte eller noget. Hey, de var jo gratis, nærmest.

Og så har de en hylde med stel helt ned til 195 kr. hvor jeg stod, mens jeg ventede ved kassen. Og når man står der alligevel, så er det jo lidt ligesom at stå i supermarkedskøen og blive fristet af slikket på sidste chance-hylden, og ja, så nappede jeg altså lige dette par med også:

IMG_1080

Som I kan se, er jeg mindre sikker på det stel og skal nok lige se dem lidt an, før end jeg føler mig rigtig dus med dem. Men de var anderledes end de andre jeg har, lettere både vægtmæssigt og farvemæssigt, og så var de billige.

Tre par briller med stel og antirefleks = 1500 bobs. Det er faktisk i orden, synes jeg. Jeg gav 6500 for det sidste par jeg købte i 2002, godt nok så også Gucci og de har holdt i 8 år indtil nu, også modemæssigt. Men hey, til LN-prisen kan jeg skifte stel sammen med moden.

Og speaking of briller. Så er tidens trend i blogverdenen åbenbart gået fra mobiltelefonholdere/tasker til brilleetuier. Først så jeg det ved Line, så ved Maria og nu også Lis og jeg hopper straks med på den vogn, da jeg nu mangler tre af slagsen. Egentlig kunne jeg jo bare købe et fra dem hver, for de er dæleme flotte hver især. Men jeg kunne dog rigtig godt tænke mig dem i læder og da jeg havde en hel rulle lilla læder (vist nok ikke helt ægte fra et dyr og så’n), så endte den første prototype sådan her:

IMG_1084

Og indeni er den foret med stof, der er limet på med hifix, og syet fast i sammensyningen.

IMG_1087

Jeg arbejder med lidt produktudvikling og har bestilt magnetknapper hjem, så næste udgave får en flap, der kan lukkes ned om åbningen. Jeg tænkte, det ville være en fordel, at brillerne ikke røg ud af etuiet nede i tasken. Så det arbejder vi altså på nu.

Og ja, hvis næste fase i produktionen bliver en succes, så vil I snart kunne finde en hel masse af disse lilla æsker i min Amiobutik. Og selvfølgelig med forskellige stoffer som fór og pynt.

>Applikationsjomfru

>

…har jeg været indtil i dag. Nu har frugtposen fået navn på og jeg fik overvundet min skræk med applikationer:

IMG_4351

Lis har lavet en virkelig god vejledning til NEM OG FLOT APPLIKATION og den har jeg fulgt til punkt og prikke og det gik som smurt. Tak Lis! Der er bare en lille aberdabei, som nogen af jer kreabloggere evt. kan hjælpe mig med. Jeg blev nemlig ved med at få lim på nålen, når jeg syede i applikationen, og det betød at for hver anden cm skulle jeg lige tørre nålen af ellers knækkede snoren, fordi nålen klisterede fast i stoffet. Jamen, sjældent har jeg da oplevet noget ret meget mere irriterende, når man forsøger at få det til at se pænt ud.

Hvad gør jeg forkert? Er det bare en dårlig hifix jeg har, stryger jeg det for lidt eller er der noget jeg ikke har forstået? Hjælp mig.

(…og ja, S’et vender forkert, fordi jeg glemte at spejlvende, så helt til punkt og prikke fulgte jeg så ikke vejledningen. Men jeg synes faktisk det passede meget godt og valgte at bruge det omvendte s alligevel.)