>Carl

>

…er kommet til verden, og han bor lige ved siden af os. Og i aften har jeg siddet med 3700 gram lækker Carl i mine hænder. Kan simpelthen ikke få følelsen ud af armene igen, selv om han nu ligger sødt og putter i sit eget hus. Det er som om, der stadig ligger 3700 gram velduftende pludder og hyggesnuer i min højre arm.

Aaaaaah, nyt liv dufter godt!

IMG_4818IMG_4821 IMG_4820

>Mavesko

>

Det er en af de aftener, hvor jeg er fuldstændig blank i hvad jeg skal skrive indlæg om. Der kommer simpelthen ikke noget frem oppe i hjernen, når jeg sidder med fingrene på tastaturet og venter. Eller jo, noget kommer der jo frem. Men er det interessant? Relevant? Elegant? Markant? Ekstravagant? Militant? Eller noget andet, der rimer på fjant? Nej, vel?

…nada, kommer der…

Hmmm, noget må man da kunne skrive om, efter en weekend med masser af samvær, hygge og rødvin. Det er bare som om ordene ikke rigtig vil formes, så det personlige og nære bliver almengyldigt og deleværdigt for jer derude. Kan eventuelt have noget med rødvinen at gøre.

Nå, men shopping kan man altid hive et indlæg hjem på. Og jeg har købt de bedste par sko, jeg har haft på i meget lang tid. Sorte og tidsløse. Man kan fristes til ligefrem at kalde dem transhistoriske. De har eksisteret lige så længe som jeg og længere. Klassikere simpelthen.

Og meget meget billige. Og så fåes de både i størrelse 37 og str. 25. En slags mor/barn-sko:

IMG_4814

Maosko, også kaldet mavesko af dem der bruger str. 25, er hittet her i hjemmet i disse dage. Super Brugsen er dealeren. Og jeg KAN ikke malke mere ud af denne ligegyldighed nu, så vi snakkes bare ved i morgen, ikke? Godnat.

>Dette kunne være indlægget

>

…hvor jeg fortalte jer i detaljer om mine sidste to nætter med et barn og en masse bræk…ud over det hele…og så videre.

…hvor jeg fortalte jer om, hvordan det var at have det samme opkastende barn med på arbejde i Ottendeklassen i dag, hvor han totalt stjal rampelyset som ugens ekspertgæstelærer i bondegården og dens dyr og deres lyde.

…hvor jeg fortalte jer om hvor fede ungerne i Ottendeklassen er og om hvor meget jeg allerede elsker at være sammen med dem.

…hvor jeg fortalte jer om verdens bedste job, som nær var blevet verdens værste, men pludselig tog en drejning og endte med at være verdens bedste igen.

…hvor jeg fortalte jer om hvor meget dygtige ihærdige danskpiger intimiderer mig og får mig til at føle mig uforberedt og useriøs, når jeg ikke skriver alt, hvad læreren siger, ned i mit hæfte.

…hvor jeg fortalte jer om min første skoledag på læsevejlederuddannelsen.

…hvor jeg fortalte jer om sidste weekend, hvor jeg syede så mange gardiner at mine øjenlåg pludselig begyndte at glide sidelæns i, istedet for oppefraogned.

…hvor jeg fortalte jer om brombær i min have, som jo ellers kun havde græs, da jeg overtog den sidste år, og som nu har lavet 37 jordbæraflæggere til mig, som jeg skal fråde i til næste år.

…hvor jeg fortalte jer om hvor mega dårlig tålmodighed jeg har, når det kommer til havearbejde, hvor man altid skal vente til næste sæson, før man ser resultaterne af alt slidet. På nær når det kommer til græs, hvor resultatet sjovt nok er der med det sammen, men forsvinder dagen efter, hvor græsset så igen skal slås.

Men det blev det så ikke. Og så alligevel.

God weekend!

>JEG.MÅ.EJE!

>

Prøv lige at se, hvad Lis har set på Formland (jeg håber det er ok, at jeg har lånt hendes billeder. Kunne ikke finde dem andre steder):

IMG_5852

SCRABBLESMYKKER!

IMG_5856

Er de ikke bare som skabt til mig? Og tænk, jeg har snart fødselsdag.

LINK LOVE til den butik i Aalborg, hvor NOGEN kan købe en fødselsdagsgave til mig. En ring will do it. Selv om AB i ørene også ville vække lykke. Dejligt med familie i Nordjylland lige pludselig, ikke? Hint hint, wink wink, nudge nudge, know what I mean?

>Med Jevatasken i nakken og knæstrømper i kinaskoene

>

Kan du huske din første skoledag? Hvor du stod med Jevatasken helt oppe i nakken, fordi den var gabende tom og let som det nylon den var syet af. Og hvis du var pige, havde du måske, ligesom jeg, fået nye bløde kinasko, du kunne stikke de hvide knæstrømper ned i?

Sådan så jeg ud på min allerførste skoledag for 30 år siden:IMG_1170

Jeg har desperat forsøgt at printe alt det ud, jeg kunne finde på UCC’s intranet for studerende på læsevejlederuddannelsen, så min taske ikke ødelægger mine frisure i nakken i morgen, når jeg stiger på skoletoget til mit livs fjerde første skoledag.

Og der midt i printningen ser jeg det:

Untitled

Sagde jeg, at det var læsevejlederuddannelsen, jeg skal starte på? Jeg må hellere se vejledningSfilmen godt igennem inden. Jamen, for H…… da!

Helt ærligt, skal jeg skrive en mail til dem og sige det? Altså jeg mener, det er da pinligt det der. Eller det bare mig?

(Du kan godt se det, ikke? Det er ikke bare mig, vel?)

>Lidt på hovedet

>

Jeg håber virkelig, aller inderst inde, at han bevarer sin evne til at vende det hele lidt på hovedet en gang i mellem.

IMG_4420

Og så ville jeg ellers ikke sige andet med dette billede. Det var nok mest bare for at dele ham jer lidt med jer. Han fylder så meget i mit hjerte og mit liv, og så lidt her på bloggen. Det er godt sådan, synes jeg. Men i dag skulle han altså alligevel lige fylde lidt mere her også.

>Immunforsvar og pil søges

>

Jeg må have tabt mit immunforsvar et eller andet sted over Atlanten. Hvis du i sommer var på disse kanter og så det ligge og flyde et eller andet sted i bølgerne, må du meget gerne sende mig den præcise destination, så jeg hurtigst muligt kan komme tilbage og passe mit arbejde i AlleredeYndlingsOttendeklassen. Kraftedme, om jeg nåede at arbejde en uge, inden bacillerne fik tag i mig og resten af vores lille familie, så vi nu har hygget os med at skrabe tapet af væggene to dage i træk. Nogen skal i vuggestue i morgen, og det bliver ikke mig!

Der findes nemlig kun én ting, der er værre end at være syg. Det er at være syg sammen med andre, der også er syge. Især ens mand og barn! Jeg vil altså frygtelig gerne have min sygdom i fred. Være alene om at pylre og kræve omsorg og opmærksomhed. Ikke skulle dele de ynkelige host og snøft med nogen og ikke skulle kæmpe om titlen som Den Mest Syge på Matriklen med nogen. Jeg vil være enehersker i sygesengen for pokker da!

Man burde seriøst lære de små bæster i vuggestuen at holde deres fedtede fingre for sig selv, når de bærer på sygdomsbaciller eller i de mindste alkoholisere dem lidt oftere. Altså de fedtede fingre. Ikke bæsterne. Selv om det også kunne have sin virkning.

Og så al den regn. Hvad sker der lige for det? For første gang har planlæggerne af flytningen af skolernes sommerferie da ramt plet. Som i På Minuttet Plet! Og det har regnet siden ferien sluttede. Som den jubeloptimist jeg fejlagtigt udnævnte mig til i krigsindlægget, må jeg jo finde det positive i al den regn. For al ting sker jo for en grund, har jeg vist også flere gange sagt var mit motto (himmelvendte øjne). Nå, men grunden må være, at der skal plantes pil i haven. Det siger jo næsten sig selv, når der er så vådt, ikke? Klip en pilegren fra en gratis pil i en eller anden andens have, og så stik den i jorden hjemme i din egen have. Sådan lyder planen. Har du pilen?

Jeg vil nemlig vildt gerne lave sådan et hesteskosagtigt pilevildnæs for små trolde at gemme sig i. Så smid lige en kommentar også, hvis du har en pil, som trænger til en klipning, og du bor i Københavns/Nordsjællandsområdet. Så vil jeg blive så glad.

Og har du både set immunforsvaret i Atlanterhavet OG har en pil jeg må få, så får du sgu en gave af en art…eller noget. jeg bliver i hvert fald glad.

Og den første der nævner Bioetellerandetdråberne får en lammer!

>Hvide bøger

>

Mine fem bedste hvide bøger:

  • Extremely Loud & Incredibly Close
  • Modellen
  • Pigen der legede med ilden
  • Vandmærket
  • Den som blinker er bange for mørket døden

IMG_4679