>Mange bolde i luften

>

Jeg blev køresyg af at tegne dette billede. Og det er meningen, det skal være mig der jonglerer. Hvis jeg ikke engang kan tegne en jonglerende mig uden at blive svimmel, er det måske ikke så mærkeligt, at jeg også bliver lidt småsvimmel og træt af at VÆRE en jonglerende mig?

IMG_4865 Godt, det snart er weekend!

>Because I’m worth it…eller noget

>

Der er ikke mange dage tilbage i min tid i starten af trediverne. Snart er jeg lige midt i, og her kommer de sidste, og indrømmet, temmelig dyre ønsker.

Kâhlers Fidusio vase/stage, som jeg så første gang hjemme ved Maria og siden ikke har kunne få ud af hovedet igen. Klik på billedet for pris og forhandler – hvis du tør!

2811

Susanne Schjerning dug – orange horses str. 140×320 cm. kan købes samme sted som vasen.

4116

Philips Saeco Syntia Espresso maskine er lige nu “meget billig” på Wupti. Klik selv på billedet og se:

232312(Wupti)_x

Og til sidst, lidt til hjernen og oplevelsen. Hvis Khaled Hosseini anbefaler den, MÅ jeg simpelthen læse den.

3131

>Leopold scorede for vildt!

>

Kære Gule Fugle. I denne weekend var jeg med en af de nye drenge hjemme. Han bliver kaldt Skrupsak. Ham og hans forældre er vist ikke helt for friske, for de glemte først at tage mig med hjem fra børnehaven i sidste weekend. Men så fik jeg endelig oplevet børnehavens ro og fred i weekenden. Jeg siger jer, det er et HELT andet sted, når I ikke er der!

Vi kom hjem fredag og fik besøg af nogle gode venner, som heldigvis godt gad se Disney Sjov med mig. Det er jeg jo efterhånden blevet vant til at se ved alle jer gule fugle om fredagen, så jeg ville nødig gå glip af det to weekender i træk. De viser jo IKKE ligefrem Disney Sjov i børnehaven i weekenden.

Nå, men lørdag blev jeg glemt igen. I hvert fald snakkede Skrupsak meget om en legeplads, der skulle bygges den dag. Og da de kom hjem senere på dagen, havde de rigtig været ude og grave og bygge. Det var vist godt, jeg blev glemt, for det lyder som noget af en omgang for en lille løve som mig. Næææ, så ville jeg alligevel hellere hygge mig inde på Skrupsakkens værelse med alle hans biler og Legoklodser.

Søndag var helt sikkert min yndlingsdag sammen med Skrupsak. Der var vi nemlig i teateret og fejre fødselsdag for Cirkeline. Og ved du hvad? Vi snød os ind! Man skulle nemlig være 4 år for at komme ind og Skrupsak er ikke en gang tre! Hold da fast, hans mor og far havde digtet mange løgnehistorier om hans alder, inden vi kom derind. Og så spurgte billetdamen ikke engang om det. Mega skuffelse!

Hele forestillingen igennem sad jeg som fortryllet og kiggede på Cirkeline i sin smukke røde kjole. De vuggende sorte pletter hypnotiserede mig, og jeg havde kun én tanke i hovedet: At komme tæt på hende så hurtigt som muligt. Jeg MÅTTE bare op til scenen efter forestillingen og vise hende min smukke manke. Jeg fik Skrupsak til at hjælpe mig, og som en af de sidste i fankøen fik jeg endelig lov til at snakke med hende. Og hun var helt og aldeles vidunderlig.

foto

Det tog os ikke mange sekunder at mærke forelskelsens kriblen i maven, og da de andre så væk, smuttede vi ud af bagindgangen til teateret og løb så hurtigt vi kunne. Væk fra råbende børn i teateret og børnehaven. Væk fra et rakkerliv med ny bolig hver weekend. Væk fra mus i flertal og liv i ensomhed og forglemmelse.

Og nu sidder vi her på Costa Del Sol, hvor solen den danser. Og Cirkeline kigger mig i øjnene og siger, at hun elsker mig, og jeg synger sonater i det klare måneskin.

___________XXX___________

….ok, lidt kunsterisk frihed tog jeg mig i genfortællingen her på bloggen. Men vi kommer meget tæt på sandheden. Dog er Leopold ikke skredet med Cirkeline, eller blevet hypnotiseret af hendes vuggende sorte pletter, i den rigtige version (Vi skulle jo nødig have alle ungerne på nakken for den smutter også), og ja, vi løj ham også med op til farfar og farmor, så han kunne fortælle om farmors lækre fiskefrikadeller. Kids love that fishy stuff! …og det var Skrupsakkens idé, hvis nogen spørger. At du ved det!

>En weekend med Leopold

>

Ok, så helt på den anden side af weekenden kom vi ikke, før jeg måtte dele noget med jer igen.

Egentlig var det sidste weekend, at Leopold skulle have haft sin debut i vores hjem. Men vi glemte ham henne i børnehaven. Det i sig selv er en rigtig god start på dette indlæg.

IMG_4859

Leopold er børnehavens vandrebamse. I kender det sikkert. Bamsen er på skift med børnene hjemme i weekenderne, og den har sin egen dagbog med, hvori forældrene sammen med barnet selvfølgelig, beskriver Leopolds weekend. En god måde at inddrage det enkelte barns hjemlige verden i den institionelle hverdag. En måde at lære hinanden at kende på. Og en metode jeg bifalder på alle mulige måder. Den udfordrer børnenes fortælleevne, inddrager deres personlige rum i det fælles og jeg kunne blive ved. Bare ikke lige når det er VORES personlige rum. Vel.

Nå, men vi vandt Leopold og nu er spørgsmålet så. Hvilken weekend skal vi fortælle om. Det var jo egentligt sidste weekend, vi skulle have ham, men fordi vi glemte ham fredag nede i børnehaven, fik vi lov at have ham igen i denne weekend for at Skrupsakken alligevel skulle få oplevelsen af at have ham med hjemme. Jeg må så lige tilføje, at han ikke kunne være mere ligeglad med den kære lille bamse. Så lige nøjagtig den del er ikke helt lykkedes for hverken os eller pædagogerne.

Der er åbenbart meget debat i blogland for tiden om at være perfekt, uperfekt, imperfekt, overskuds-, bevidst underskudsmor eller på anden vis mor med eller uden mangler. Den debat gider jeg ikke gå ind i. Jeg gider derimod godt gå ind i tanken om, hvorvidt jeg selv forsøger at skabe et mere eller mindre perfekt billede af mig selv som mor. (Hvorfor er vi kvinder i øvrigt så optagede af, hvordan andre ser os som mødre, veninder, koner, kolleger, chefer, døtre osv.? Jeg hører sjældent mænd tale så længe om samme emne.)

Når jeg læser i bogen, er der en hel masse beretninger om, hvordan Leopold har hilst på hele familien. Hvordan han sover sammen med den Gule Fugl (stuens navn) han nu er hjemme ved. Hvordan han har været med på ture og besøg osv. Vi startede som sagt med at glemme at tage ham med hjem. Hvordan formulerer man lige det til at starte med? Og i dag har vi glemt at tage ham med ned og bygge legeplads og ligeledes glemt at tage ham med op til farmor og farfar på overnatning. Skal vi så alligevel skrive i bogen, at i denne weekend har Leopold været med til at bygge en fælles legeplads og været med oppe ved farmor og farfar. Eller skal vi skrive sandheden:

“I denne weekend kom jeg endelig med hjem til Skrupsakken, efter at have tilbragt hele sidste weekend alene i de mørke garderobeskabe i børnehaven. Jeg var meget bange og er først nu kommet mig rigtigt over skrækken. Det er første gang, jeg er blevet glemt i institutionen, og jeg håber aldrig det sker igen. Heldigvis kom jeg i denne weekend med hjem, og det har altså indtil nu været lidt en kedelig weekend, hvis jeg skal være helt ærlig. Bevares, de forsøgte at piske en stemning op over mig fredag eftermiddag, men Skrupsakken virker temmelig ligeglad med min eksistens, og han gad ikke engang sove ved siden af mig. Fredag aften blev jeg smidt langt væk fra min sovebamse og seng, og først sent fandt moren mig og puttede mig under min dyne igen. Lørdag tog hele familien ud af huset. Ud fra hvad jeg kunne høre på dem, da de kom tilbage hen ad eftermiddagen, så havde de været ude og bygge noget legeplads. Det synes jeg lød enormt spændende, da jeg aldrig har prøvet sådan noget før, men jeg måtte åbenbart ikke komme med. I hvert fald har jeg hverken set en legeplads eller anden byggeri endnu. Lige nu sidder jeg igen alene inde på værelset. Skrupsakken er taget op til sin farmor og farfar, hvor han skulle smage hjemmelavet jordbærmarmelade, lege med brandstation og biler, læse bøger og synge sange. Alt sammen noget han pakkede til turen. Men mig pakkede han ikke med. Jeg håber virkelig, at hans forældre tager mig med i morgen, når de alle tre skal i teateret og møde Cirkeline. Hun har længe været mit store idol, men ud fra hvad jeg kan høre, så har de vist ikke købt en billet til mig. Så mit håb er lavt og jeg vil derfor blot glæde mig til, at det snart er mandag igen, hvor jeg skal tilbage i børnehaven og alle mine rigtige venner.”

Ja, jeg er ironisk over min egen uperfekte tilgang til noget så tåbeligt som en vandrebamse. Og synliggørelsen af vores lille families mangel på engagement i en ellers rigtig fin pædagogisk idé fra børnehavens side er jo også nærmest pinlig. Og helt ærlig ikke til andet end at gøre grin med, medmindre jeg skal gå helt til i dårlig samvittighed i stedet. Hvad ville det lige have kostet os af energi at gøre denne lille metode til en nærværende og hyggelig idé, som Skrupsakken kunne finde glæde i at dele på mandag. Nu vil han i stedet sidde og sige: “Neeeeej, Leopold var ikke med på legepladsen”, når PædagogJytte læser op fra mine fantastiske beskrivelser om Leopolds unikke rolle legepladsbyggeprojektet i grundejerforeningen.

Smider jeg derimod det ovenstående citat ind i bogen, vil de andre forældre og måske også pædagogerne synes, at vi gør nar af hele idéen og ikke tager hverken den eller vores barns fællesskab på stuen seriøst. Og det gør vi jo heller ikke. Altså i dette tilfælde. Eller jo det gør vi. Vi glemte bare at tage det seriøst, der hvor vi skulle. Og dette er så sandheden om vores weekend med Leopold.

Hvad siger I derude? Er det nu jeg skal lyve eller er sandheden vejen frem? Hvordan har Leopolds weekend i Casa Nicolaisen været?

Og kynikeren i mig sidder nu og tænker: Gad vide om alle de andre faktisk har haft Leopold med på alt det, de har lavet. Et par af dem har taget billeder undervejs for at dokumentere deres sandheder. En familie har sågar taget portrætfoto med Leopold. Dem kan vi klart ikke rejse tvivl ved. Klart ikke! Men de andre. Seriøst?

Faktum er, at vi har haft en helt igennem dejlig weekend i hinandens selskab indtil nu, og jeg ved med sikkerhed, at de næste 24 timer bliver lige så skønne for både Skrupsakken og os andre to. Vi har kun haft øjne og ører for hinanden i trekløveret, hygget med naboerne og familien, og der har altså ikke lige været plads til Leopold og hans behov. Skrupsakken bliver storforkælet og hygget om ved sine bedsteforældre, mens vi to turtelduer fejrer vores fjerde bryllupsdag. Det kan ingen vist fortænke os i, og jeg tvivler ikke et sekund på, at vi er de bedste forældre Skrupsakken kunne have, heller ikke efter denne weekend, men hvordan formulerer man lige det i Leopolds dagbog til på mandag?

>Hjemmedag med en skrupsak

>

Skrupsakken og jeg er hjemme i dag. Et par hævede kirtler bag hans ører og en svag feber var nok til at lægen ville se ham og børnehaven blev aflyst. Mellemørebetændelse og væske på begge ører blev diagnosen. Det er en af de stunder, hvor jeg som forælder bliver i tvivl inden de nødvendige morgenopkald foretages. Kan han godt komme afsted? Er han for frisk til at blive hjemme? Er han frisk nok til børnehaveræs? Er det pyller fra min side at ringe til lægen? Er det nok til at koste en arbejdsdag og dermed også en vikar? Hvornår er han syg nok? Frisk nok? Pylret nok?

Og lettelsens suk sprang, da lægen kl. 11.18 sagde: “Det var godt du kom, og at du holdte ham hjemme idag.” Alt det andet han sagde bagefter var næsten ligegyldigt. Men han bekræftede mig i mit fravær var ok. Og det var en lettelse for mig. Hvorfor skal det mon være sådan?

På weekendens konference hørte vi om en institution med en meget kreativ ledelse, hvor Social Kapital havde betydet et kæmpe økonomisk overskud på budgettet. Blandt andet købte denne leder materialer ind andre steder end ved de forhandlere, han var forpligtet til at bruge fra kommunens side. Han benyttede sig af tilbudsaviser fra Netto og Fakta, og han brugte forældrenes forskellige kompetencer til institutionens interesser. Bandlyst i den kommunale skoleverden. Ganske almindelig sund fornuft i den private. Kommunen havde dog alligevel valgt at se lidt igennem fingre med ham, da det jo viste sig at virke, det han havde gang i. Forældregruppen var engagerede og glade for institutionen. Der var næsten ingen klager eller ubegrundede fraflytninger. Et andet tiltag han havde lavet var, at han gav sine medarbejdere lov til at ringe og melde sig fraværende uden grund. Han sagde til dem, at han forventede, at de nok ville bruge et par dage om året på den konto. En slags pjækdagskonto. Et par af medarbejdere sagde direkte til ham, da han satte det i værk, at det var det dummeste, de havde oplevet en chef gøre. Men faktum var, at da der var gået et år, havde kun 10% brugt to dage, resten lå på en eller nul dage OG sygefraværet var faldet samtidigt. Den sociale kapital i dette tilfælde lå i tilliden denne leder viste sine medarbejdere. Og anderkendelsen af, at han godt vidste, at man nogen gange kunne få brug for en dag hjemme, hvor der måske ikke var en ydre synlig grund. Og hvad fik han tilbage? Money in the bank. For vikartimerne faldt og medarbejderne passede deres jobs, mens de var glade og tilfredse. Jeg synes, det lyder som god sund fornuft.

Da jeg ringede og meldte mig fraværende i morges blev jeg også mødt med tillid og forståelse fra skolens søde sekretær, og alligevel sad jeg bagefter ved lægen og skulle bekræftes i, at det var i orden, at jeg blev hjemme. Måske fordi en hjemmedag passede meget godt ind i mine egne behov? En dag sammen med mit barn, som jo ikke er så syg, at han er kedelig at være sammen med, og en dag hvor vi kunne nyde hinandens selskab lidt efter for mange dages fravær og travlhed. Hvem ville ikke glæde sig over sådan en dag? Og så lige op til en weekend. Det kunne ikke passe bedre. Let’s be honest. Er det mon derfor samvittigheden spiller mig et puds? Når jeg finder min egen egoistiske glæde i en ærgelig nødvendighed?

Jeg har været på en hel del kurser, konferencer og gruppemøder på det sidste og al den viden, jeg har samlet op undervejs er så småt ved at synke ind og falde i de rigtige kasser i min hjerne. En stor del af den ligger stadig og roder ude i forhovedet, hvilket har resulteret i en kæmpe hovedpine og to eftertænksomme rynker i panden. Læring skulle være så sundt og godt for sjælen. At lære er en gave, plejer jeg selv at sige til eleverne. Det er det også. jeg tror det er sundt at blive presset lidt ud i lidt eftertænksomhed, selvreflektion og ny forståelse af verden. Det er en blandet lagkage af læring, der ligger op i mit hovede. Et lag med arbejdsglæde og psykisk arbejdsmiljø, et lag med nationale test, et lag med relationskompetencer og et lag med børns sproglige udvikling i læsning og skrivning. Det er helt vidunderligt og helt vildt underligt på samme tid.

Så det flyder bloggen selvfølgelig også over med i disse dage. Det er jo fra mit hovede og ned i pennen, at ordene kommer. Og når jeg så roder barnets 1. sygedag og social kapital ind i det hele, så er det altså måske blot et udtryk for det rod, der ligger oppe i min hjerne lige nu. Weekenden ligger for fødderne af mig og forude venter bryllupsdagsdate med ham, der forstår mig allerbedst, legepladsbyggeri i grundejerforeningen og Cirkelineteater i trekløveret. Jeg skal have flyttet et par roser i min have og plantet et par løg, som skal vække glæde i de tidlige forårsmåneder. Med andre ord, jeg skal ud af mit hovede og ned i min krop denne weekend. Vi ses på den anden side!

>Det store regnestykke

>

På minussiden:

  • To weekender i underskud og det kan mærkes. To ture til Jylland tæller ikke som afslapning og opladning. Ikke når der er rutchebaner og arbejdsglædekonferencer indblandet.
  • Ca. 1600 sider eller deromkring i underskud på læsekontoen i læsevejlederuddannelsen. Det kunne mærkes i dag, da vi havde gruppemøde om den næste opgave. Må.læse.mere.snart!
  • Skrupsaksunderskud! Ser alt alt for lidt til de 95 cm. lækkerhed, der bor her i huset. Afleverer ham for lidt. Henter ham for lidt. Mærker ham for lidt.
  • Grøntsagsunderskud.
  • Overbliksunderskud. Jeg har med andre ord ikke styr på særlig meget.

På plussiden

  • Har overskud på socialt samvær med dejlige voksne mennesker. To weekender i Jylland med rutcheture og arbejdsglædeweekender og en hyggeaften til book launch med gode veninder gav positiv saldo på den konto!
  • Læringsoverskud. Kan.ikke.kapere.mere.ny.læring.de.næste.48.timer.
  • Rettearbejdsoverskud. Stile og diktater flyder over i tasken lige nu.
  • Chokoladeoverskud. Man skulle jo ikke tro det var fysisk muligt.
  • Hverdagsoverskud. Jeg giver gerne et par hverdage væk for en weekend. Anyone?

>I’m the winner!

>

Jeg har lige vundet to billetter til Nikolaj og Piloterne hos Onkel Anne og jeg er helt høj. Jeg var SÅ vild med Nikolaj, da jeg var yngre og jeg glæder mig afsindigt til at høre ham live, og nu som voksen. Mange tak Anne!

cover_(1)

Jeg sidder her på jobbet og venter på et møde, der starter kl. 16 og slutter kl. 18.30 og helt ærligt, så er jeg faktisk lidt træt og ugidelig og ville meget hellere hjem. Min kollega og jeg kiggede træt på hinanden for en halv times tid siden og besluttede at bruge vores træthed ttil noget godt. Det blev til to chokoladekager. Forhåbentligt er det ikke kun os, der er gået lidt sukkerkolde her på slutningen af dagen, for vi har eddermandme meget kage nu. Og nu med Nikolaj i vente bliver dagen da helt god!

>Pinocchiotider

>

Kan du også nogen gange mærke din næse vokse, som du snakker?

IMG_4854 

Som når du kan mærke løgnen vokse, som du siger den højt. Jo flere gange du siger den, jo større og mere indviklet bliver den. Og pludselig en dag bliver den så stor, at du selv er begyndt at tro på den.” Sådan nogenlunde ordret hørte jeg en rødhåret klog dame udtale sig i aftes.

Der bliver, for tiden, skrevet meget i blogland om Julia Lahmes nye bog “Sandheder fra en løgner”. Og dette indlæg bliver et af de mange i rækken. Hvis der er noget den kvinde kan, så er det noget med markedsføring og branding. Fantastisk idé at invitere sine bloglæsere med til sin book launch og på den måde gøre opmærksom på sin nyudgivelse. Jeg tænker: Genialt!

Jeg var selv derinde. Inde på Café Royal på Amagertorv, både fordi jeg læser Julias blog dagligt, og fordi hun er et menneske, jeg holder meget af personligt også. Og jeg glæder mig til at læse denne nye bog fra hendes hånd. Jeg har ligesom mange andre haft stor glæde af både “Hvor lagde jeg babyen” og “Hvad ved præster om SORG?”, som hun også har skrevet. Den sidste havde jeg både glæde af personligt, da min kære bedste døde, og jeg har også delt den med en anden veninde, som stod midt i sin egen store sorg og manglede ord.

Hvad er kendetegnende, for mig, ved Julia, er hendes integritet og ligefremhed. Og da jeg skimmede bogen igennem i aftes, inden jeg lagde mit trætte hovede på puden, anede jeg allerede den samme integritet og ærlighed i bogens sider.

Jeg kender Julia og bakker hjertens gerne op om hendes projekter, ligesom jeg oplever, at hun bakker op om mine, men hvor ville det være dumt af mig at lyve om en bog, der netop handler om at lyve, synes du ikke? Så lige så snart jeg har tygget mig igennem bogens krakelerede glansbilleder skal du få min bundærlige mening om den. På æresord!

>En af den slags dage

>

…hvor man går lidt trættere hjem fra arbejde end ellers. En af den slags dage, hvor eleverne er ukoncentrerede og urolige, fordi de hver især er seksten andre steder end lige der, hvor du gerne vil have dem til at være, nemlig i din historieundervisning. Hvor deres teenagehjerner og –hjerter, som jeg jo normalt elsker så højt, beordrede dem til at være useriøse, pjattede, flabede og møgirriterende. Og hvor jeg selv var alt for træt, uengageret og uoplagt til at kunne tackle deres mandagsblues på en konstruktiv og voksen måde.

Måske var det barnligheden fra gårsdagens motorvejsrage, der hang ved mig i dag?

Måske er det fordi jeg savner min weekend, som jeg jo glemte i Jylland på et inspirerende konferencecenter?

Måske er det bare regnen?

1106774496Jeg vendte, om ikke andet, barnligheden til noget positivt, da jeg kom hjem, og meldte mig, Skrupsakken og manden til Cirkelines fødselsdag på Anemoneteateret på søndag. Og i aften vil jeg tage ind og nyde en stund i løgnenes verden sammen med skønne Julia og forhåbentligt en masse andre søde blogpiger. Ses vi derinde?