>Hvad savner jeg egentlig fra USA?

>

Vi leger sommetider den leg, hvor man i fantasien kan zappe sig fra et sted til et andet i 24 timer og gøre lige, hvad man allermest har lyst til. Ofte er det New York og New Jersey, vi rejser til, for hvad savner vi egentlig derfra. Hvad ville vi gerne lige kunne zappe os over og hente?

Min danske veninde, der stadig bor i NJ, er i Danmark nu og spurgte inden sin afrejse: Hvad skal jeg tage med til dig? Og jeg kunne sgu ikke lige komme i tanke om noget. Helt ærligt. Jo, bevares, hun måtte da gerne købe ti par Converse, 20 flasker Alterna shampoo og 16 blandede Exuvianceprodukter, fordi de er så vanvittigt dyre i forhold til, hvad jeg købte dem til derovre. Men jeg kan jo også bare købe dem fra England til samme billige pris online. Så jeg svarede hende: Et glas Apple Butter. Det er æblemarmelade, der smager på en helt særlig lækker måde med kanel og noget.

untitled

Jeg elsker Apple Butter, men kan også sagtens leve uden. Men jeg tænkte, hvis nu det der æblesmørelse kunne blive min undskyldning for at se de her dejlige venner, som til dagligt er alt alt for langt væk, så kunne det jo gøre smørelsen endnu mere attraktiv for mig. Idéen fik jeg, da en anden veninde fra Overthere og hendes mand var på besøg for en måneds tid siden. De havde netop medbragt Apple Butter og en masse andre lækkerier, og det var så skønt at se dem begge igen her i vores danske hjem.

Nu er æblesmørelsen spist op, og jeg længes efter et nyt fix. En ny dosis veninde fra min tid i USA. Det er nemlig en helt særlig slags veninder, jeg fik derovre. Nogen af os danske piger og mænd blev hinandens substitutfamilier, og på grund af afstanden og manglen på andet familie og netværk, blev disse venskaber på en eller anden særlig vis meget hurtigt dyrebare og uundværlige. Og det er dem, jeg savner. Dem jeg ville hente hjem på de 24 timer, jeg havde der. Fire af disse piger hænger ved endnu, og jeg værdsætter deres eksistens i denne verden meget meget højt. Heldigvis er de alle eksperter i at holde kontakten med folk, der er meget langt væk. Det er ligesom et speciale man får med i passet, når man rejser ud.

Så thank God for Facebook…og Apple Butter!

God weekend til jer alle derude.

>Jeg blev grebet af stemningen, hvad kan jeg sige?

>

Ok, det er ikke cool at gå jul-amok allerede i oktober. Det ved jeg godt. Det siger den online Facebookbibel selv. De timelige evangelier, der klikker ind på min FB fra mine FBguder, fortæller mig, at alle andre hader julen og dens julerier allerede. Oktober er før tid. For tidligt. Siger de.

IMG_1362

Nå, men prøv du så lige selv at gå igennem Søstrene Grenes uden at bruge under 500 kr. på jul!

Der står tre store juledåser, en pakke med 12 sølvkugler og 11 kalenderpakker i poserne bagved. Og jeg holdte mig endda tilbage.

Jeg er hårdt ramt, og der er ingen vej tilbage nu. Mine tanker kredser konstant om al den konfekt og hjemmebag, jeg skal fylde de nye dåser med, om lyskæder i lange baner op og ned af huset, om grønne rensdyr med glimmergevirer i min vindueskarm, om nisser overalt, om pakker og om risengrød (som vi fik for første gang i tirsdags). Og så har jeg ikke engang vist jer den julekalender, jeg købte til Skrupsakken i Berlin. Det er den fedeste lågekalender jeg har set til dato. Og så er der endda ikke engang chokolade i den!

Check it out:

1287135931484900883412871362887793703379

Hver dag åbner du en låge og tegner en tegning i det tomme hvide felt med de medfølgende tekstiltuscher. Og VUPTI, den 24. december har du dig en farverig unika-t-shirt, som helt selv har malet og designet, som fx denne her:

12871367381304636076 

Jeg har endnu ikke bestemt mig, om det skal være hans eller min julekalender. Størrelsen på t-shirten er dog en 104, så vinderen i den sidste ende, er der vist ikke noget at rafle om.

Du kan købe kalenderen på Volltreffer’s egen hjemmeside her.

>Det var Katrine, der skrev

>

Hun skriver om virkelighedsflugt, om roomies, om ord, der forsvinder, om crap, lort og shit, om lyden af sne, der knaser under hendes fødder og om at sige, at hun har det fint, når hun i virkeligheden ikke har det.

Det lyder velkendt, ikke? Det er jo det, rigtig mange af os skriver om. Men Katrine er kun 17 år gammel. Og efterskolen i Korinth har været hendes katalysator for hendes skriveri. Det var der hun startede sin blog, og hun er bidt. Lige som alle os andre.

Det var Katrine, der skrev et brev til mig. Og jeg har læst hendes blog fra ende til anden og følt mig zappet tilbage til mit gamle job på efterskolen, hvor rommies er som søskende, og hvor skolen er et samfund i samfundet. En bobbel af tryghed, kreativitet, samvær, hygge, oplevelser og kærlighed.

Jeg synes, det er sejt, når en pige på 17 år tør at tage skridtet videre end de selvudleverende Facebookopdateringer, eller de klassiske H&M-modeblogs, og faktisk udfordre sig selv skriftligt. Hun drømmer om at blive journalist, og hun øver sig. Gid, jeg havde haft dét mod. Dén lyst. Dét engagement. Da jeg var 17 år. Så havde jeg måske også været en tur i Berlin i starten af 90’erne.

>Ser du det også?

>

Det program med babyerne. Der bliver født. Og mødrene. Der føder. Og skriger. Og sygeplejerskerne og jordmødrene. Der er så seje og dygtige og taler britisk og alt muligt. Ser du det?

One born every minute på TV4. Det eneste program på den kanal worth seeing. En time hver tirsdag med konstant klump i halsen og løbende øjne. For mig anyzoo.

Og hvis man er hurtig, kan man nå at slukke inden De unge Mødre går på lige efter. Det program vil jeg helst undlade at kommentere yderligere på her. Det skulle da lige være. Usmageligt. Nå, der røg den ud alligevel. Oh well, shit happens.

>Et lille nyt køkken i Bloglandia

>

En af mine tidligere studiekammerater har oprettet sin egen blog, som jeg tilfældigvis faldt over forleden via Facebook. Hun laver mad og deler sine lækre opskrifter med os andre. Og der hvor hun virkelig fik mig spundet ind i sit lille køkken var hendes opskrift på p-tærter. Der kan vist ikke længere herske meget tvivl om, hvorvidt jeg elsker chokolade. Jeg minder jer gerne om igen:

4516_80998029110_567989110_1664432_4383704_n

Og p-tærter er en af mine helt store älsklinger indenfor chokoladens verden. Og tjek lige disse babies:

DSC00522

Men hun laver også de skønneste tapas, som jeg savler over tanken om at få lov at smage. Den er endnu helt ny, hendes blog, men jeg tror den er værd at kigge ind på for fremtiden. Prøv selv at kigge ind på Det Lille Køkken.

>Taknemmelig og usikker

>

Der er sikkert nogen af jer derude, jer med de store blogs, dem med spandevis af læsere og fans og alt muligt, som har prøvet det her mange gange. Men for mig skete det for første gang i dag. At en af mine læsere satte sig ned og skrev en personlig mail til mig for at sige, at hun nød at læse mine ord og at se mine tegninger. Tænk sig, at hun gad. Tænk sig, at hun tog sig tid. Tænk sig, at hun følte det var vigtigt. Jeg er simpelthen så beæret og taknemmelig for din mail K, og du skal vide, at den kom lige netop på sådan en dag, hvor jeg sad og tænkte kritisk om mit eget bloggeri. En af de dage, hvor man forgæves sidder og leder efter sit eget blognavn på andres blogrolls i håb om, at de synes man er nævneværdig og ikke mindst læseværdig. En af de dage, hvor jeg synes min blog manglede både retning, stil og et indhold, der var interessant for andre end mig selv. En af de dage, hvor jeg glemte at jeg blogger for mig selv først og fremmest og ikke for I andre.

Sådanne dage har jeg også.

Og så er jeg så heldig, at på netop sådan en dag findes der en pige, der hedder noget der starter med K, som gider at skrive en mail til mig helt spontant og umotiveret af den simple grund, at hun har læst på en anden blog engang, at det er vigtigt at huske at rose folk, når man synes de gør noget godt. I LOVE BLOGGING! Og så synes hun, det er vigtigt med et skulderklap ind i mellem. Jeg kunne ikke være mere enig. Og i dag var jeg heldig at være modtageren af et sådan. Hun beskriver endda, hvad det specifikt er, at hun godt kan lide ved netop min blog. Altså en kritik man virkelig kan bruge til noget. Netop den slags ros og kritik jeg bestræber mig på dagligt at være i stand til at give mine elever.

Jeg skriver dette på bloggen og ikke i en privat mail til K, fordi jeg gerne ville dele mine taknemmelighed og min usikkerhed med jer derude. Vi læser sporadisk om denne usikkerhed på hinandens blogge, og vi kender den vist alle en lille smule, ikke? Det er jo vores ord, vores hjerteblod, vi lægger derud til bedømmelse, vurdering, kritik, respons og kommentering. Og selvfølgelig er man sårbar i dette.

Don’t get me wrong. Jeg elsker min blog, og jeg er ikke ved at lukke den ned eller sådan. Jeg er faktisk helt ærligt temmelig stolt af denne lille flig af nettet, som jeg har kapret til mine ord og tegninger. Også selv om jeg ikke er på helt så mange blogrolls, som jeg kunne drømme om. Eller har helt så mange faste læsere, som så mange andre af jer har. De læsere jeg har, har selv valgt at tilmelde sig uden en give away eller andet bestikkelse, og det er jeg superglad for. Så tak fordi I gider læse med, alle 69 af jer! Det er nu engang sjovere at skrive noget andre læser. Bare en gang i mellem. (og jeg ved godt, at jeres læsere også selv har valgt det, og at I ikke alle bruger give aways til at få flere læsere. Bare så vi har den helt clear, ig’os! Let’s face it; jeg er bare skidemisundelig!)

Det er bare den slags stunder, der dukker op engang i mellem, når usikkerheden om ens eget lille blogunivers stiger én til hovedet. Kender I dem ikke? I kan næsten altid være sikre på, at når det sker for mig, så ender det i en ommøblering herinde, som I netop har set. Og en af de ting K havde opdaget ved mit nye design var fanebladet med tegningerne. Jeg har lavet en side til alle de tegninger og billeder, jeg har lagt på bloggen gennem tiden. De er stadig min gave til jer, så hvis I kan bruge dem, synes om dem eller på anden vis har lyst til at kopiere dem til noget, så værsgo. Det eneste jeg beder om, er at du ikke ændrer på dem og udstiller dem efterfølgende uden min viden. Det kan jeg selvfølgelig aldrig tjekke, men jeg er naiv nok til at stole på dig alligevel.

Og K, jeg har opsnuset din blog, selv om du ikke skrev den i mailen, og hvis jeg må få lov af dig, vil jeg meget gerne linke til den, for jeg synes faktisk, du har fat i noget rigtig godt derinde i dit univers. Så må jeg? Pretty please? Og igen, TAK, fordi du gad!

Lav din egen loftlampe med plastikglas

 

IMG_5345

Jeg så denne lampe på en café i Berlin og måtte straks hjem og prøve at lave en selv. Den er virkelig nem og billig at lave.

Du skal bruge:

  • En kugleformet lampeskærm – denne er fra IKEAtil 129 kr.
  • Ca. 300 små 2 cl. plasticglas
  • En limpistol

Du starter med at lime fra toppen af, hvor du sætter glassene helt tæt sammen.

IMG_5346

Når du har fyldt halvdelen af lampen med glas vender du den forsigtigt om og limer resten på den sidste halvdel. Husk at efterlade plads til rossetten, hvis der er sådan en.

IMG_5357

Og til sidst skulle du gerne ende med en lampe lignende min færdige her:

IMG_5377

Du kan i princippet bruge alle mulige slags glas eller krus. Jeg forestiller mig, at det kunne være flot også med forskellige krystalsnapseglas, evt. nogle med farver i, eller evt. med store hvide plastikkrus også. Den sidstnævnte model kan bl.a. ses her på sirlig.dk eller her ved FruSommer.

God fornøjelse!

UPDATE: Sidsel fra Spagat var så sød at fortælle mig om en muffinformlampe også. Jeg fandt en her ved Aunt Peaches, så I kunne se et eksempel. Hun har lavet en fin DIY til den, som er nem at følge.

lantern_cupcake