>GODT NYTÅR!

>

Hvem skulle have vidst, at 2010 blev året, hvor jeg fik lavet min første vellykkede kransekage, der ikke blev helt flad eller smattede sammen?

IMG_6420

Det tegner godt for 2011!

>Et sørgmodigt farvel

>

Det kan være hårdt at skulle sige farvel til julen og alt det der hører med til den. Jul er jo nisser, som kan blive ens rigtig gode venner. Og jul er gaver, overraskelser og spænding. Jul er gæster og besøg og familie. Folk der gider dig. Og elsker dig.

Jul er nærvær i en boullionterning.

Det har denne jul i hvert fald været hos os. Og da jeg pakkede nisserne og julerierne sammen idag, fik jeg pludselig en hulkende dreng i mine arme. Han var ulykkelig over at se sine elskede nissevenner ryge på loftet, hvor der jo er både mørkt og uhyggeligt. Og tanken om, at det smukke træ skulle tømmes for alle sine små glimtende beboere og smukke skinnende kugler var toppen af ulyksalighederne.

Jeg havde virkelig ikke set den komme, og vi var begge temmelig overraskede over Skrupsakkens reaktion. Han græd og han græd, og var helt utrøstelig, indtil vi nænsomt puttede nisserne under deres dyner (køkkenrullestykker) i kassen, så de kunne gøre sig klar til en god lang lur på loftet, hvor de i øvrigt synes, der er vildt hyggeligt at være.

Og jeg må indrømme her i den sene aftentime, at jeg faktisk også selv er lidt trist over julens afslutning. Lige så meget, som jeg nyder at have mine stuer ryddede, lyse og frie igen, lige så meget savner jeg allerede de stunder julen har bragt os i år. Jeg savner faktisk at opleve den igennem ham og hans umiddelbare glæde. Så jeg kan egentlig godt forstå ham og hans sorg. Han ved jo ikke, hvad der venter nu. Efter alt det hyggelige og spændende. Efter hele festen er slut, hvad kommer så? Hvad kan overhovedet leve op til de oplevelser, vi netop pakkede ned i flyttekasserne? Det er jo kun os voksne, der kan tænke de ti skridt videre og dermed samtidig glæde os til de lysere tider, der er på vej og til det rene julefrie hjem, som ikke er indhyldet i konstant rødt tusmørke.

I morgen er det endnu et farvel. Et farvel til 2010 og heldigvis også et goddag til det nye år og alt hvad det har med sig af oplevelser til os. Vi tog hul på glæderne i aften og brændte et par stjernekastere af ud af terrassedøren, mens vi råbte GODT NYTÅR. 2010 har mindet meget om den jul vi lige har pakket ned. Det var været et stille år, hvor vores lille familie har fundet roden i det danske igen. Hvor brikkerne er faldet lidt på plads i mit arbejdsliv og nye muligheder har åbnet sig for mig. Det har været et godt år. Og samtidig et år, hvor jeg mistede et af de smukkeste mennesker, jeg har kendt. Men også det var godt. Alligevel. På sin egen måde. Selv om savnet er stort. Stadigvæk.

Må I alle få et godt og lykkebringende nyt år.

>Sproglighed og indforståethed

>

Inde i sofaen sidder en mand og hans barn med en dyne. De snakker om dinosaurusser (enten en helt særlig slags dinosaurer eller en ganske speciel form for russer?), der gemmer sig under dynen sammen med trolden. Faren er babyen og barnet er faren. Babyen kan ikke hjælpe faren med at fange dinosaurusserne, så han får en pandekage istedet. Som han i øvrigt ikke må dele med hajerne!

Vi spiste abesmør i havregrynene til morgen. Abesmør stammer fra det amerikanske applebutter, som svigermor har knækket koden til opskriften på. Og norske klejner kan fra denne jul af ikke hedde andet en torskekegler, hvilket jo i virkeligheden giver så meget mere mening!?

På et punkt var jeg dog enig med Yndlingsmeteren alias Skrupsakken alias Sprogministeren. Der VAR svedende varmt i butikkerne i Roskilde i går, når man kom ind fra minus ti graders frost udenfor, så tager det ikke meget mere end et minut før sveden pibler frem under dun og uld. Så er det super med en kæmpe snebunke, også kendt som bakkEN, lige ved domkirken, hvor man kunne rutsche nedad 108 gange, mens forældrene igen fik kølet de dejlig varme tæer ned til under frysepunktet.

foto

Der er dømt hygge og symbiose i det lille hjem i disse dage. Vi taler vores eget sprog nu, drikker spandevis af kaffe og ser pænt meget Ramasjang. Mellemdage kalder I det. Ok med mig.

>Navnet er Aguilera. AB Aguilera.

>

Da min tidligere kollega Poul fyldte 40 år, oplevede han i den tidlige morgenstund i sit toiletspejl, at en åbenbaring gik op for ham. I det sekund, på den dag, gik det op for ham, at han aldrig blev professionel fodboldspiller. I det sekund, på den dag, gik det op for ham, at han nu var for gammel til at kunne udleve drømmen. Needless to say – det var en halvhård erkendelse for ham.

Jeg er ikke nået dertil endnu. Jeg tror stadig et eller andet sted dybt inde, at jeg, hvis jeg virkelig gad (og det er selvfølgelig kun, fordi jeg ikke gider lige nu) kunne blive professionel singasongwriter slash kunstner slash danser. I det daglige fylder den bevidsthed selvklart ikke så meget (jeg gider jo li’som ikke lige nu, vel!), men når jeg kommer ud fra en shoppetur med veninden, som slutter med den seneste dansechickflick, så er jeg i de første ti minutter efter filmen er slut, forvandlet til Christina Aguilera og er bedste venner med Cher og Doktor McSteamy. Seriøst. Jeg tror på det. Det er det, den slags film gør ved mig. Det er uundgåeligt (og kan måske være grunden til, at jeg elsker dansefilm så meget). Når man har poserne fyldte med lækre klude og smykkestativer og hovedet fyldt med danselækkert musik og kuldegysskabende sangstemmer, så sidder følelsen af “Coulda Woulda Shoulda” altså ret godt fast i kroppen, skulle jeg hilse og sige.

Og den slags film er fx Burlesque, som jeg var inde og se med en veninde 3. juledag.

Aaarhh, come lige on, hva’? Du ved sgu da godt, hvad det er jeg snakker om. Ikk’? Right? No? Troede du ikke bare en lille smule, at du var Jennifer Grey og var kærester med Patrick Swayze i 1987?

Hmm…så prøv lige at se Burlesque og vend tilbage til mig, ikk’? Man glemmer alt om urealistiske plots og halvdårlige dialoger, når man sidder og tripper med fødderne under stolerækkerne og allerede har købt soundtracket fem gange i fantasien.

>Julekalender/design/kunst

>

Efter 24 dages spænding og forventning blev t-shirtkalenderen endelig færdig, og jeg og Skrupsakken er mildest talt helt vilde med resultatet. Mit yndlingsmotiv er den lille sorte mand i øverste venstre hjørne og hans er den grønne bil lige nedenunder. Vi voksne fik også lov at lægge vores streger i designet på de dage, hvor tegnegejsten ikke var på det højeste. Det gjorde bare processen sjovere, synes vi alle.

IMG_6365 IMG_6360IMG_6374 IMG_6368

Helt klart en sikker decemberting igen næste år. Om den så skal købes eller konstrueres selv, det må tiden vise.

Lettere klattet

Julefrokosten i går efterlod os lettere klattet her til morgen. 17 voksne og fire børn i en stor sammenbragt gryde, med svigere, papper og bonusser som hovedingredienser. Der var, som altid, rundesang med Kronborgvalsen, gamle arbejdersange, Stakkels Jim og Mariehønen Evigglad. Der var Linedance med svigermor, amokdans til Runrigs Loch Lomond med storebror og tøsedans til Dollys Jolene med svigerinderne. Der var Mummeøl, portvin, rødvin, snevejr, børn med røde kinder og mange varme kærlige familiekram. Der var stik til sidebenene og velmente diskussioner. Dybe snakke og højlydt latter. Der var faktisk alt, hvad man lige behøver sådan en 2. juledag. Og lidt til.

Og i dag stod brunchen herhjemme med lillebror og Millen på ristede pølser, skrammelæg, klatkager og Bjergkøbing Grand Prix. Der er dømt middagslur for alle i huset, og jeg sneg mig i stilheden mellem husets dybe snorkelyde til en lille stund med bloggen.

klatkager-med-kanelsukker12783

Mmmm, klatkager er altså en overset spise i risengrødens højtid.

Vil du også prøve, så gør sådan:

3 skefulde mel blandes med 3 skefulde mælk. En god tallerkenfuld risengrød blandes deri sammen med 2 æg. Tilsæt en skefuld sukker, en teskefuld vanille og en teskefuld kardemomme. Steg dem på panden i margerine og server med syltetøj, kanelsukker eller sirup.

>En blød landing

>

Det har været en blød dag. En blød landing efter en dejlig juleaften.

Blød sne udenfor vinduerne. Bløde maver. Gaver, der nydes i det bløde.

IMG_6345

Bløde kys og kram. Dyner.

IMG_6350

Marcipan og bløde burgerboller. Syning af bløde filtsmåkager. Blød musik i højtaleren, der nydes i The Sweet spot. Bløde godnatællinger og –fortællinger.

Den perfekte mellemstation i det der Jul. Glædelig blødhed til jer alle.

>I aften var det mig

>Jeg har lige oplevet en situation fra den anden side af bordet.

I aften var det mig, der var moren, der lagde pakker i barnets futsko ved døren, mens han sov.
I aften var det mig, der var moren, der listede omkring med nissens risengrød og lod som om jeg ikke så pakken i mine egne futter.
I aften var det mig der var moren, der næsten ikke kunne falde i søvn, fordi hun var så spændt på at se barnets reaktion i morgen, når skålen med grøden var tom og futterne fyldte med pakker.
I aften var det mig, der opdagede, at jeg var moren til den store dreng, der kunne tegne rigtige mennesker med arme, ben og fingre og forstod alt det der med jul, gaver og nisser 100%.


Tænk, i aften var det mig. Jul kan være magisk.