>

Da min tidligere kollega Poul fyldte 40 år, oplevede han i den tidlige morgenstund i sit toiletspejl, at en åbenbaring gik op for ham. I det sekund, på den dag, gik det op for ham, at han aldrig blev professionel fodboldspiller. I det sekund, på den dag, gik det op for ham, at han nu var for gammel til at kunne udleve drømmen. Needless to say – det var en halvhård erkendelse for ham.

Jeg er ikke nået dertil endnu. Jeg tror stadig et eller andet sted dybt inde, at jeg, hvis jeg virkelig gad (og det er selvfølgelig kun, fordi jeg ikke gider lige nu) kunne blive professionel singasongwriter slash kunstner slash danser. I det daglige fylder den bevidsthed selvklart ikke så meget (jeg gider jo li’som ikke lige nu, vel!), men når jeg kommer ud fra en shoppetur med veninden, som slutter med den seneste dansechickflick, så er jeg i de første ti minutter efter filmen er slut, forvandlet til Christina Aguilera og er bedste venner med Cher og Doktor McSteamy. Seriøst. Jeg tror på det. Det er det, den slags film gør ved mig. Det er uundgåeligt (og kan måske være grunden til, at jeg elsker dansefilm så meget). Når man har poserne fyldte med lækre klude og smykkestativer og hovedet fyldt med danselækkert musik og kuldegysskabende sangstemmer, så sidder følelsen af “Coulda Woulda Shoulda” altså ret godt fast i kroppen, skulle jeg hilse og sige.

Og den slags film er fx Burlesque, som jeg var inde og se med en veninde 3. juledag.

Aaarhh, come lige on, hva’? Du ved sgu da godt, hvad det er jeg snakker om. Ikk’? Right? No? Troede du ikke bare en lille smule, at du var Jennifer Grey og var kærester med Patrick Swayze i 1987?

Hmm…så prøv lige at se Burlesque og vend tilbage til mig, ikk’? Man glemmer alt om urealistiske plots og halvdårlige dialoger, når man sidder og tripper med fødderne under stolerækkerne og allerede har købt soundtracket fem gange i fantasien.