>Sparsom med ord

>

Jeg er sparsom med ordene på bloggen for tiden. Måske fordi, der sker en hel masse, som jeg ikke kan skrive om her på bloggen endnu. Måske fordi der bare ikke sker en hel masse andet end dét. Måske fordi der er så pissehamrende fucking koldt udenfor, at jeg ikke orker at tage hænderne op af lommen mere end højst nødvendigt. Eller måske bare fordi.

Her kommer i hvert tilfælde lidt ord fra hovedet. Om ikke andet så bare for, at I ikke helt forsvinder fra bloggen, mens jeg sparer på ord i kulden.

Det_politiske_sprog_508350y

Illustration af Jørn Villumsen

Jeg bliver lidt ved det med ordene. Vi er nemlig blevet anmodet om, at lade Skrupsakken sprogteste. Der findes åbenbart en sprogvurderingstest for 3-årige, som de i børnehaven gerne ville lade ham prøve. Forundret spurgte jeg dem, om de mente han var sprogligt bagud, selvfølgelig med den klare overbevisning selv, at det var han overhovedet ikke. Men pædagogen sagde noget andet. Hun sagde, at han var svær at vurdere. WTF? Svær at vurdere. Det synes jeg så til gengæld er et svar, der er svært at vurdere som forælder. Nu synes man jo altid selv, at ens eget barn er et, om ikke geni, så et misforstået geni. Og jeg var faktisk lidt paf og småfornærmet på hans og egne vejne bagefter. Både min indre løvemor og ihærdige læsevejleder kom op i mig på samme tid, og jeg endte med høfligt at sige ja tak til sådan en sprogtest. Måske egentlig mest af nysgerrighed.

Godt%20ord%20igen

Illustrationen af Pia Olsen er lånt HER 

Nu har jeg så fået tre ark med hjem, som skal udfyldes af os forældre, hvor vi bl.a. sætter kryds ved de ord, vi ved, han siger i sin daglige tale. Ord der er delt op i kategorier efter ordklasser, substantiver, verber, adjektiver, adverbier osv. ‘Legeplads’, ‘sætte’, ‘hyggelig’ og ‘om’ var et par eksempler. Der var vel 100 ord i alt. Siger han ‘om’? Det kan jeg da ikke huske. Vi prøvede at tænke tilbage til vendinger han bruger. Vi tænkte og tænkte og endte med ikke at sætte krydse i den. Så slog det mig i dag; Forleden sagde han, at der var weekend OM fire dage. PIS! han sagde ‘om’. Kan man nå at rette arket mon? Han skulle jo nødig diagnosticeres som undersprogstimuleret kommende analfabet, fordi moren er glemsom!

Ej, jeg synes faktisk, at det er lige krakilsk nok. Den første del af dette indlæg er skrevet med et gran alvor, for ja, jeg blev sgu lidt stødt over, at de ikke kunne se, hvor dygtig han er sprogligt og hvor stort et ordforråd han rent faktisk har. Og det har han. Det er ikke kun løvemoren, der taler. Og samtidig er jeg altså også sådan lidt ligeglad. Han skal da nok lære det, og han skal nok komme til at sige ‘jeg’ i stedet for ‘mig’ osv. Og hvis ikke, så elsker jeg ham selvfølgelig lige meget af den grund. Needless to say, egentligt. Hvorfor skriver jeg så et indlæg om det?

Det gør jeg, fordi jeg synes altså, at det er tidligt, at man begynder at teste og sætte i værk. I min verden udvikler børn sig i forskelligt tempi, og så længe der ikke er tydelige tegn på direkte understimulering eller udviklingshæmmethed, så er det vel ok, at lade dem være børn lidt endnu. Det minder mig om den amerikanske børnehave, jeg meldte ham ind i, da han var knap et år, hvor han bl.a. skulle kunne drikke af en kop selv, inden han kunne komme fra Infant-gruppen og ind i Toddler-gruppen. Det kunne han, og blev flyttet, og samme eftermiddag måtte jeg stå skoleret, da pædagogerne ikke mente, at han kunne drikke af kop selv. Det viste sig at være en tudekop og ikke en almindelig kop, der var testen. Og nej, han kunne ikke drikke af tudekop, for det havde han aldrig prøvet. Og en rigtig kop, det er jo ligesom først næste trin, ikk’, så ingen havde prøvet at tilbyde ham sådan én. Det bliver så kasseagtigt, at jeg får lyst til at hoppe op på bordet og skrige pik og patter i hovedet på dem. Hvilket for øvrigt ville være den voksne modne måde at klare den sag på. Klart!

Det er da lige meget, om han lige siger de ord, de har valgt, at han skal kunne sige som tre-årig. Når ting bliver firkantet på den måde, så bliver jeg helt vildt barnlig og Rasmus Modsat og så er det, at jeg får lyst til at ringe over i børnehaven midt i frokosttiden og bede dem om, lige at finde hans test frem igen og sætte kryds ved ‘om’, fordi jeg er kommet i tanke om, at han faktisk bruger det ord alligevel. Og så gik der tid med det, ikk’?  Og igen virkeligt modent. Og tænk, jeg er sprognørd, scrabblejunkie og orddribler ind til benet, men selv sådanne kan åbenbart få nok.

3169399-

Ok, ok, ok, når det så er sagt, og jeg lige maner mig selv til jorden igen, så fint nok med mere opmærksomhed på indlæring og sproglighed i de begyndende år. Det kan en læsevejleder vist ikke være imod. Men læsevejlederen er jo også mor. Og moren, ja hun er nok af en lidt anden mening, end hun lige gik og troede som læsevejleder og dansklærer. Nok egentlig en sund nok lektie at gemme på hardisken, når hovedet lægges på puden i aften.

>Hvordan får jeg det sagt?

>

Sådan må en lille purk have tænkt i går morges, da han stod i min soveværelsesdør og sagde:

Hej mor

Mig: “Hej Skrupsak.”

Ham: “Har du lavet pøller?”

Mig: “Øøh, nej, det har jeg ikke. Har du lavet pøller?”

Ham: “Jah…”

Og så kom man ligesom op og ud af fjerene den dag også.

Vinterferien er lige snart slut. Manden er lige kørt til bageren for at hente rundstykker til ham og jeg. Skrupsakken er på weekend ved farmor og farfar, og skal en tur i Bella Centeret og lege med LEGO i dag. Der er ro omkring mig. Stilhed før stormen vil nogen måske mene, på sådan en sidste feriedag. Det mener jeg ikke. Bare ro.

Og sådan har hele denne vinterferie faktisk været. Fyldt med ro. Og nærvær. Bare os tre. På nær lige fredag, hvor vi havde bedstevennerne, to tvillingedrenge, fra børnehaven på besøg hele dagen. Det var alt andet end roligt, men til gengæld var det sjovt og herligt for især den mindste af os. Og vi nød at holde et par timers fri fra underholdningsbranchen. Sådan en tre-årig kan være svær at holde ved ilden i en hel uge. Det der med, at det er ok at kede sig en gang i mellem, det er dog vist så småt også sevet ind ved selv ham nu.

Er jeg klar til at ferien er slut? Er jeg klar til arbejdsliv og travlhed fra i morgen? Jeg ved det sgu ikke. Det må i morgen vise. For lige nu er der ro.

>Glimt fra en tidlig vinterferiemorgen

>

Det gør ikke så meget, at man bliver vækket kl. 6.20, når det er dette scenarie, der venter én:

fotofoto1foto2foto3

Friskbagt sprødt rugbrød fra i aftes med honning, varm kamillete med mælk, tomandsmorgenhygge i sofaen med Yndlingsmeteren og Blå Ko i fjerneren. Jeg har computeren oven på dynen og vil nu rejse en tur rundt i blogland.

Er der forresten nogen af jer, der har været i Budapest? Var det godt? Er det måske dér, vi skal hen, manden og jeg, i Kristi Himmelfartsferien? Hva’?

Aaaaaaaahhhh, life is great!

>Kommentar til dildoindlægget

>

Denne kommentar fortjener altså et indlæg for sig selv.

Kære alle, der kommenterede i forrige indlæg – jeg gad jo helt vildt godt tage æren for dette forløb helt alene og jeg soler mig sandelig også i jeres ros! Tusind tak for det! Men som skrevet i indlægget, så var det i et tæt samarbejde med nogle fantastiske kolleger, der er mindst lige så kreativt tænkende, idérige og glade for at arbejde med unge mennesker, som jeg er.

Jeg tror faktisk 100% på, at lige netop dét er styrken i enhver god undervisning. At man er en del af et godt team, som kan støtte hinanden og give hinanden god og konstruktiv sparring. At man kan grine sammen og dele både succesoplevelser og frustrationer med hinanden. Jeg tror det er tæt ved umuligt at gøre det alene. Især i den danske folkeskole, som den er i dag. Den privatpraktiserende lærer skyder sig selv i foden i dag. Mener jeg.

Og jeg tænker da faktisk også engang i mellem, at gid der var flere som os. Og måske er der også det. Nej, det ER der. Selvfølgelig er der det! Måske er de bare nogen gange for trætte og overbebyrdede til at orke mere? Måske er de irriterede over at igen og igen at yde den ekstra skalle og få zero anerkendelse igen. Jo, anerkendelsen fra eleverne burde være nok, men kan vi ikke alle godt lide, når vores øveste chef fortæller os, at hun har tillid til det job, hun har ansat os til, og at hun oplever, at vi bruger vores energi og kompetencer godt? At chefen engang i mellem tilgodeser sine ansattes behov for selvudvikling og videreuddannelse og lytter til det de oplever nede på gulvet? At hun i erkendelse af, at hendes firma ikke leverer varen, inddrager sine ansatte i at finde løsningen til at genfinde de gode resultater i stedet for at banke dem i hovedet med deres uduelighed og manglende evner.

Sådan føler det jeg selv engang i mellem. Det gode ved denne slags forløb er dog netop, at man får energien til at orke mere bagefter, når det lykkedes. Når energien er lagt rigtigt og eleverne sender den tilbage til os i form af smil, latter og læring. Og har man så, som jeg, engang besluttet, at det er elevernes respons, der er anerkendelsen i sig selv, og det er den jeg stræber efter, så betyder det andet ikke altid så meget. Det lyder forkromet og næsten nyreligiøst, men det er faktisk helt ærligt sådan jeg føler. og måske også derfor jeg stadig elsker mit job efter 11 år. Og ja, jeg synes det er pissehamrende hårdt engang i mellem og jeg sluger jeres ros som en kæmpe æske friskrørt chokoladeis, fordi jeg higer mindst lige så meget efter ros og anerkendelse, som alle andre gør. Jeg er hverken værre eller bedre i den kategori.

Men hey, skal vi ikke snart have den gode debat om den folkeskole? Om testene, om arbejdsforholdene, om inklusionen og rummeligheden, om at bruge ressourcerne på den rigtige måde, om finde ud af, hvad der er den rigtige måde, om at tænke langsigtet i stedet for kortsynet, om at ville børn, alle børn, om at ville undervisning, god undervising, om de gode historier, om succeserne og om alt det der ligger derimellem? For det handler vel helt ærligt ikke kun om den der verdenskonkurrence, vi øjensynligt deltager i vel? Fortæl mig, at det ikke er den eneste grund til, at vi gør, det vi gør. Gerne snart!

>Kondom-på-dildo-stafet

>

I dag fandt jeg mig selv i en situation, jeg ikke havde forestillet mig at befinde mig i på noget tidspunkt. Jeg gik hen ad gangen på skolen i tolv-frikvarteret med en pose fyldt med dildoer. Så har man også prøvet det.

Vi havde booket hele naturfagslokalets dildobeholdning i femte lektion. Tænk, at jeg er på en skole, hvor man har en dildobeholdning. De er dog ikke stregkodet og indskrevet i skolen læringscenter, hvilket de jo egentlig burde være for at undgå tyveri…

dildo

Ottendeklassen dystede i dag mod de to andre ottendeklasser i en kondom-på-dildo-stafet. De kæmpede om hvilken klasse der først fik sat 20 kondomer på en dildo, taget dem af igen og bundet en sikker knude på inden de røg i skraldespanden. Klassekampen var en del af afslutningen på et 3-dages forløb om sex, hvor vi har snakket om størrelsen på peniser, hvordan man får stoppet fyren og bedt om kondom på drengen på en ikke-kikset måde, om at værdsætte sig selv højt, om at værdsætte sit helbred højt, om at være usikker, om at være lækker, om at måle sig med andre, om kønssygdomme, om graviditet, om kærlighed, om følelser, om blowjobs, om drenge der vil give finger, om smag på sperm og meget meget andet. Det var tabufrit og ærligt og ingen spørgsmål var for dumme. Og det sluttede så med en kondom-dildo-stafet, som var en kæmpe succes.

obama-condom

Alle elever fik prøvet at sætte et kondom på en dildo på den rigtige måde. Alle elever fik afprøvet den usikkerhed, det kan være, på en sjov og humoristisk måde.

375condoms2

Alle elever havde det rigtig sjovt, mens de eksperimenterede med noget, for nogen, meget grænseoverskridende og pinligt. Alle elever lærte forhåbentligt lidt om, at sex kan være sjovt og befriende og trygt.

condom-2

I morgen tager vi dem alle med i teateret og ser forestillingen 6 P LR K? En forestilling jeg har store forventninger til personligt. Jeg husker ikke min egen seksualundervisning nær så sjov, åben og ærlig. Jeg er heldig at befinde mig i et lærerteam, hvor denne slags forløb er mulige, og hvor vi lærere faktisk har haft det lige så sjovt og lærerigt som eleverne og sammen med eleverne. Det er tankevækkende, hvor klog man bliver på de unge voksne, der sidder foran én hver dag, og på sig selv, når man spørger dem, hvad de tænker om dét der sex og følelser.

Jeg ser allerede en ny form for selskabsleg til familiefesterne eller en team building øvelse til pædagogisk rådsmøderne udvikle sig. Man kan vel leje dildoerne igen.