>Det er endnu en af de nætter, hvor hovedet er for fyldt af tanker til at kroppen kan finde hvile. Det er en endnu en nat efter endnu en dag, hvor tingene på arbejdet er taget med mig hjem. Det er endnu en nat, hvor mørket får alting til at vokse sig 100 gange større og presse sig så meget på, at det må ud for at der igen er plads til ro i kraniet.

Perioder som denne, hvor boldene på arbejdet er små personlige skæbnebolde, der delvist skal forblive i luften ved min hjælp, er en lærers spidsperioder. Vi har ikke dyre deadlines, som koster firmaet millioner eller store præsentationer, som involverer vigtige samarbejdspartnere. Men vi har skæbner. Læring. Og følelser. Og mennesker mellem hænderne. Og for det meste er det en af de bedste ting ved jobbet. Jeg ynker ikke. Jeg elsker den del af det. Og det er derfor jeg nogen gange ligger i mørket og ser tingene vokse for øjnene af mig. Også selv om de er helt lukkede. Øjnene.

Det er bekymringer, der vokser. Det er undringer. Reflektioner. Opgaver. Ord. Ting sagt i løbet af dagene. Handlingerne. Spørgsmål, som selvsagt ikke kan svares af mørket, men som i stedet gøder dem og lader dem vokse. Det er helt klart ikke tiden eller stedet at stille disse spørgsmål, men det er som om, at den vågne sorte stund ikke kan bruges til andet.

Det er ikke fordi jeg er mere i hovedet end i kroppen. Ellers heller ikke en uvant situation for mig at havne i, men altså ikke denne gang. Men det er hovedet, der er ved at sprænges, når jeg ligger der. Kroppen har handlet hele dagen, gået fra den ene snak til den anden. Det ene møde efter det andet. Den har talt, ageret og reageret. Den er træt og vil gerne sove. Men hovedet kan ikke følge med kroppen på sådan en dag, og nu ligger det og prøver at finde mening i det hele og rydde op i kartoteket, så det kan efterkomme kroppens ønsker om stilhed.

Og nej, jeg er ikke på grænsen til stress eller andet alvorligt. Jeg ligger ikke sådan her hver nat. Jeg er bare involveret og engageret lidt mere end jeg plejer og det fylder lidt mere end normalt. Sådan er det i sådanne spidsperioder. Nu deler jeg det med jer, for så ligger jeg i den tid ikke på puden og drejer rundt som en anden grillkylling på spyd, og mon ikke en eller to af jer derude kan genkende lidt af det jeg skriver?

Og når jeg så vågner sådan en nat, så er der i min verden kun én ting at gøre. Vågne helt op, åben en bog eller computeren, skrive lidt, læse lidt, tænke på andre ting og handle på de kildne ting, og så lægge sig til at sove igen. Det plejer som regel at hjælpe. Grillkyllingens rotationsmotor går i stå.

Det er heldigvis ikke kun bekymringer og deslige, der vokser i natten. Det er også genialiteter. Det er små geniale indfald i min hjerne, som trykker på og SKAL ud, fordi verden i det øjeblik vil synes fattigere, hvis det ikke bliver delt med den hurtigst muligt. Heldigvis skriver jeg den slags genialiteter ned på ikke udgivne poster og morgenlyset har det desværre med at sløre læsningen en smule dagen efter. Pinligheden krummer sig sammen helt ned i tæerne, når jeg læser mine egne ord og jeg priser mig lykkelig over, at dette ikke var en af de gange, jeg trykkede på send eller udgiv. Genialiteterne kommer desværre ofte i grænselandet mellem drøm og virkelighed, hvor alt kan lade sig gøre og hvor det virker naturligt at tænke, som jeg gør. Morgenlys, den djævel, kræver realitetssans. Og der er morgener, hvor jeg faktisk ikke selv kan forstå eller tyde det jeg har skrevet. Jeg håber ikke dette er en af dem, for nu trykker jeg UDGIV INDLÆG.

Godnat.