Now I kinda get it

>Da jeg for tre år og små fire måneder siden fødte en lille dreng på Somerset Medical Center i New Jersey, USA var jeg meget langt hjemmefra. Men jeg havde ham der forstår mig allerbedst lige ved siden af mig og den smukkeste dreng i verden i mine arme, så jeg følte mig faktisk hjemme på en måde. Det vigtigste var jo lige der: Manden og Drengen.

Andre havde det ikke helt lige så nemt. Vores familie og venner i Danmark var fx ved at dø af bekymring over en 36 timers lang fødsel, der endte med at jeg skulle opereres i et fremmed land og have foretaget kejsersnit. Ikke en del af den store plan. Og det var heller ikke helt det samme at se det lille nye familiemedlem i Skypevinduet og på blogbilleder, vel?

Jeg vidste jo godt, at det var hårdt. Det var det også for os. Det var sindsygt hårdt at være langt væk i sådan et stort øjeblik. Man har fået trettentallet og har ingen at ringe til og dele det med. Men vi var jo også bare indrullet i lykke og symbiotisk samhørighed og kunne derved måske lettere abstrahere fra afsavnet i timerne efter fødselen.

I går blev endnu en dansk dreng født i New Jersey, og for pokker hvor ville jeg gerne kunne nappe Focusen (eller BMW’en, hvis nu vi alligevel er i USA) og smutte en tur forbi St. Peter’s Hospital i New Brunswick, blot for et øjeblik. For at kramme de stolte forældre. For at indsnuse det nye liv. For at se de mindste fingre og tæer i verden. For at være dér. Og dele glæden to af vores yndlingsmennesker. Nu tre.

Jeg er ikke meget for at gå glip af noget. Og dette her, slet ikke! Jeg synes, de er alt alt for langt væk. Eller også er det mig, der er for langt væk. Enten eller, så kan man ikke sige andet end afstand sucks, når nye mennesker bliver til. Afstand sucks big time! Now I kinda get it!

Apples and snakes have gone together since the beginning

>Jeg er ikke på Twitter selv, men jeg er kommet til at følge en Cobraslanges twitter. Slangen er stukket af fra Bronx Zoo i New York og twitter nu om sin færd rundt på Manhattan.

Følg selv med på Cobraens Twitter HER. Her er et udpluk fra starten af flugten:

  1. Donald Trump is thinking about running for president?! Don’t worry, I’ll handle this. Where is Trump Tower exactly?

  2. What does it take to get a cab in this city?! It’s cause I’m not white isn’t it.

  3. Sure, let me just…wait a second! RT @JamColoured@BronxZoosCobra Can you turn GPS tracking on your iPhone please? No reason

  4. A lot of people are asking how I can tweet with no access to a computer or fingers. Ever heard of an iPhone? Duh.

  5. Want to clear up a misconception. I’m not poisonous as has been reported. I’m venomous. Super venomous, but not poisonous so don’t worry.

  6. Anyone know if Rebecca Black lives in NYC? No reason.

  7. I do speak Parseltongue, but with a thick Bronx accent.

  8. I should take in a Broadway show. Anyone heard anything about this “Spiderman” musical?

Hvad skal sprittes?

Jeg har vist en gang eller to sagt noget med, at jeg kan tegne alt. Lad det komme på en prøve.

Jeg kan ikke finde på noget at tegne, og jeg savner at tegne. Så nu laver jeg en Giro 413, hvor alt, hvad I ønsker bliver tegnet i den nævnte rækkefølge som indlæggene kommer ind i. Så skriv, hvad du mangler at se foreviget i sort sprit. Du kan nævne alt fra mærkelige ting, mennesker, dyr, steder eller links til et helt særligt billede. Giv los!

Mine eneste krav er, at det er sobert, dvs. ingen pornografi eller andet dirty lir. Vel! Behave! Og så er jeg ikke ovenud vild med personlige billeder af børn og kæledyr. Lad os tage skridtet videre end det, ikk’!

Ok, shoot…

>Aftrykket i solen

>Jeg har været til lærermøde i dag – om arbejdsglæde. Og jeg oplevede folk, der lod latteren skinne igennem, omsorgen komme på dagsordenen, modigheden stå for skud og sårbarheden stå åben. Fra dem jeg mindst ventede det og dem jeg ikke kunne se gøre andet. Det var dejligt og befriende.

Faktisk så skønt, at jeg et kort sekund fortrød, at jeg var blevet med rogn og ikke skulle arbejde med disse skønne mennesker hele næste år. OK, så kun for et kort øjeblik da. Men det er da egentlig også stort nok, ikke?

Jeg har ellers lukket mig selv og mine inde i en lille bobbel de sidste par uger. Vi har dyrket nærheden og søvnen, hvilket har betydet, at jeg har aflyst alt andet. Min krop var træt og hvis jeg skulle kunne leve op til de krav og forventninger, der kun er rimelige jeg lever op til i et normalt arbejdsliv, så måtte jeg trække stikket andre steder. Det kostede sol, strand og vand med nære mennesker, det kostede levende musik med skøn veninde og det kostede læring. Men det gav ro og overskud. Plus på kontoen i den sidste ende. Det er ved at vende, kan jeg mærke. Måske er det simpelthen bare helt naturlig forårskådhed, der gør sig gældende.

I et hvert valg ligger et fravalg, plejer jeg at sige. Så pisseklog, jeg kan være på andres sure bekostninger. Ikke en disse sjovt med den klogskab, når det er en selv, det drejer sig om. Nu glæder jeg mig til et skønt fynsk Forårsmarked, en påsketur i sommerhus ved Søndervig med dejlige venner og børn og en priviligeret tidlig start på min første rigtige barsel, som starter allerede den 25. juni, tre måneder før termin, når jeg går på sommerferie.

Har I også lagt mærke til det store aftryk, der er i solen for tiden? Det må være min næse, for den har siddet trykket op mod solens varme lys de sidste fire dage. Eller er det måske din?

>Mørke får ting til at vokse

>Det er endnu en af de nætter, hvor hovedet er for fyldt af tanker til at kroppen kan finde hvile. Det er en endnu en nat efter endnu en dag, hvor tingene på arbejdet er taget med mig hjem. Det er endnu en nat, hvor mørket får alting til at vokse sig 100 gange større og presse sig så meget på, at det må ud for at der igen er plads til ro i kraniet.

Perioder som denne, hvor boldene på arbejdet er små personlige skæbnebolde, der delvist skal forblive i luften ved min hjælp, er en lærers spidsperioder. Vi har ikke dyre deadlines, som koster firmaet millioner eller store præsentationer, som involverer vigtige samarbejdspartnere. Men vi har skæbner. Læring. Og følelser. Og mennesker mellem hænderne. Og for det meste er det en af de bedste ting ved jobbet. Jeg ynker ikke. Jeg elsker den del af det. Og det er derfor jeg nogen gange ligger i mørket og ser tingene vokse for øjnene af mig. Også selv om de er helt lukkede. Øjnene.

Det er bekymringer, der vokser. Det er undringer. Reflektioner. Opgaver. Ord. Ting sagt i løbet af dagene. Handlingerne. Spørgsmål, som selvsagt ikke kan svares af mørket, men som i stedet gøder dem og lader dem vokse. Det er helt klart ikke tiden eller stedet at stille disse spørgsmål, men det er som om, at den vågne sorte stund ikke kan bruges til andet.

Det er ikke fordi jeg er mere i hovedet end i kroppen. Ellers heller ikke en uvant situation for mig at havne i, men altså ikke denne gang. Men det er hovedet, der er ved at sprænges, når jeg ligger der. Kroppen har handlet hele dagen, gået fra den ene snak til den anden. Det ene møde efter det andet. Den har talt, ageret og reageret. Den er træt og vil gerne sove. Men hovedet kan ikke følge med kroppen på sådan en dag, og nu ligger det og prøver at finde mening i det hele og rydde op i kartoteket, så det kan efterkomme kroppens ønsker om stilhed.

Og nej, jeg er ikke på grænsen til stress eller andet alvorligt. Jeg ligger ikke sådan her hver nat. Jeg er bare involveret og engageret lidt mere end jeg plejer og det fylder lidt mere end normalt. Sådan er det i sådanne spidsperioder. Nu deler jeg det med jer, for så ligger jeg i den tid ikke på puden og drejer rundt som en anden grillkylling på spyd, og mon ikke en eller to af jer derude kan genkende lidt af det jeg skriver?

Og når jeg så vågner sådan en nat, så er der i min verden kun én ting at gøre. Vågne helt op, åben en bog eller computeren, skrive lidt, læse lidt, tænke på andre ting og handle på de kildne ting, og så lægge sig til at sove igen. Det plejer som regel at hjælpe. Grillkyllingens rotationsmotor går i stå.

Det er heldigvis ikke kun bekymringer og deslige, der vokser i natten. Det er også genialiteter. Det er små geniale indfald i min hjerne, som trykker på og SKAL ud, fordi verden i det øjeblik vil synes fattigere, hvis det ikke bliver delt med den hurtigst muligt. Heldigvis skriver jeg den slags genialiteter ned på ikke udgivne poster og morgenlyset har det desværre med at sløre læsningen en smule dagen efter. Pinligheden krummer sig sammen helt ned i tæerne, når jeg læser mine egne ord og jeg priser mig lykkelig over, at dette ikke var en af de gange, jeg trykkede på send eller udgiv. Genialiteterne kommer desværre ofte i grænselandet mellem drøm og virkelighed, hvor alt kan lade sig gøre og hvor det virker naturligt at tænke, som jeg gør. Morgenlys, den djævel, kræver realitetssans. Og der er morgener, hvor jeg faktisk ikke selv kan forstå eller tyde det jeg har skrevet. Jeg håber ikke dette er en af dem, for nu trykker jeg UDGIV INDLÆG.

Godnat.

>Hvor er børn kloge!

>Sad lige og så Ramasjang Live sammen med Skrupsakken, og det første emne de snakkede om i studiet var krigen i Libyen!

Først al mulig respekt og bifald til DR for at de tør at tage så tungt et emne op med børnepanelet og lade det fylde i børneprogrammerne. Jeg mener, det er sindsygt vigtigt at lade børnene få lov til at udtrykke deres frygt og deres tanker om alt det de oplever, de voksne snakker om både ved spisebordet og i Nyhederne. Og at man netop ikke gør det til et tabu, men derimod sætter en tryg og god ramme om en snak om noget, der fylder rigtig meget i mange børns hoveder. “Danmark er i krig!”, hører de, ser de og oplever de.

Og så bliver jeg virkelig glad indeni, når man taler til børn, som om man tror de har noget på hjerte og noget vigtigt at sige. For det har de! Og når man lader dem få taletid, så vi andre kan høre, hvor fornuftige de og hvor klogt de tænker. Som fx da den ene pige siger, at hun synes at en leder skal lytte til sine medmennesker og lade dem være med til at bestemme i stedet for bare at bestemme det hele selv. Eller drengen, der ikke mener, at det er ok, at en mand bare får lov til af resten af verden at “nakke” alle dem han har lyst til. Eller den tredje pige, der synes at danskerne er sådan nogen, der gerne vil hjælpe andre, der ikke har det lige så godt som dem selv. (Arheem, den lader vi lige stå lidt, den sidste, ikk’! Så kan vi voksne jo lige tænke lidt over dét ansvar der følger med den tillid.)

Fie linkede til et lignende indlæg på en anden blog i dag, og jeg læste dette indlæg næsten samtidig med, at jeg så programmet i Ramasjang. To meget forskellige måder at opleve krigen og dens realiteter på for børnene. Jeg ved godt, hvilken jeg foretrækker, og ja, jeg synes vi skal snakke med vores børn om de tunge ting også. Det er vores forbandede pligt som voksne. De har lige så meget behov for at sætte ord på alt det de tænker, som vi andre nogen gange har. Men måden vi gør det på, er ikke uvæsentlig i min verden. Ramasjang vandt klart den kategori i dag. Tak fordi I tør DR.

Hvad synes du? Er krig for børn? Eller skal vi gemme de grusomme fakta til senere i livet? Kan vi overhovedet undgå, at krig bliver for børn, når vi er et land i krig?

>Gamle klodser

>En skat havde fundet sin vej fra svigerforældrenes loft. Og skatte skal nusses om. Og snakkes om. Og fortælles om. Og genopleves. Og nusses lidt mere.

Og nu gider jeg så heller ikke høre flere gamle soldaterhistorier om Legoklodser. Der var jo lige så mange, som der var klodser. Mange, siger jeg jo!

Men det var hyggeligt. Virkelig hyggeligt! Og ret fantastisk at kunne lade den slags gå i arv.

>Det forpligter

>Jeg har lige opdaget, at det er den 21. marts i morgen. Ikke at der er noget særligt ved netop den dato, men det overrasker mig, at vi er så langt fremme med marts. Altså, det er jo nærmest april, som jeg skriver dette indlæg. Og I ved godt, hvad det betyder, ikke?

Så er vi MIDT i foråret! Altså når vi når april. Ikk’!

Og i dag lugtede lidt af april i mine næsebor. Jeg fik for første gang i år jord i rynkerne på mine fingre. I ved den slags, der er svær at vaske af, fordi den ligesom sætter sig der for good. Jeg fik for første gang i år frisk blomsterduftende luft helt ned i lungerne. Jeg fik for første gang i år insisterende sol på mine kinder og kan stadig mærke eftervirkningerne af stædigheden.

Jeg er ligeglad om det så sner i morgen, jeg er så meget i gang med foråret nu. Det forpligter at lave sådan en omgang sol og varme sidst i marts. Så vi smed havemøblerne og grillen ud på terrassen, og når jeg kigger ud af køkkenvinduet nu, ser jeg lange lyse grillaftener og badende børn. Jeg er nået til point of no return i årsfortællingen og herfra kan det kun gå én vej. Vil du med?

Småkageanalogien

Livet er, som du ved, en æske med fyldte chokolader, og et fællesskab er som en dåse fyldt med småkager.

Jeg bad dem være med på en idé, og jeg spurgte dem højt i morges: Hvem er du i den fælles dåse?

Den småkage, der ligger nederst på bunden og gemmer sig lidt bag de andre? Eller er du det første man ser, når man åbner dåsen? Fylder du meget i dåsen og gør det det nogen gange svært for de andre småkager at være der? Er du blevet blød af at ligge i dåsen længe, eller har det derimod gjort dig hård at bide i? Er der knækket lidt af dig undervejs? Har du fået lidt ridser? Er du blevet lappet sammen igen? Hvem hjalp dig? Nogen uden for dåsen? Eller nogen af de andre småkager. Fik du lidt af deres søde glasur til at holde dig sammen og gøre dig hel igen?

Er du den måske den store solide småkage, der ligger nederst og fylder hele bunden ud med stabilitet og sprødhed?

Eller er du en af de småkager med glasur, der klistrer sig til de andre og dermed også får de andre til at holde sig sammen? Kan du altid finde andre småkager, du kan klistre dig sammen med?

Er du rund eller har du kanter, man lige skal bide lidt af, for at komme ind til rundheden? Er du måske endda et hjerte? En stjerne?

Har du nogensinde prøvet at falde udenfor dåsen? Eller føler du nogen gange, at du bare ligger og vipper på kanten? Hvem eller hvad holder dig fra at falde ud på bordet? Faldt du? Kom du op igen? Hvordan? Og var der plads til dig, da du igen fandt din vej op i dåsen? Måske lå du ikke helt ude på bordet. Måske lå du bare i låget, hvor du jo på en måde stadig var en del af dåsen?

Kommer du måske fra en anden dåse, hvor der stadig ligger lidt af dine krummer tilbage? En del af dig, som du for altid har mistet til den anden dåse. Har de småkager i den anden dåse sat spor på din bagside? Er det gode spor eller dårlige spor? Ridser eller mærker?

Småkageanalogi er analogi, som Ottendeklassen kan forstå og som de kan forholde sig smukt, reflekterende og underfundigt til. Jeg har ikke selv fundet på dette indlæg. Det har de, for det meste af det. En hel dag med klassens tid, social trivsel og småkageanalogier satte vist sine spor, og det var ikke underligt, at vi alle trængte til en ægte småkage i 10-pausen. Jeg er sgu så stolt af de unge(r)!