Jeg trænger…

>…noget så frygteligt til at skrive et blogindlæg.

Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg skal skrive om, da det der fylder mit hovede lige for tiden ser sådan nogenlunde sådan her ud nu:

Og er en sund og rask Truntepige.

Der nu har fået en brugt rød Odderbarnevogn fra Amager.

Og har en storebror, der glæder sig til at lære sin lillesøster musik og at tegne sole med briller.

Men min hjerne er gået på påskeferie, som den troede var en kombineret sommerferie/barsel og er ikke rigtig vendt tilbage siden. Og jeg kan ikke komme på et eneste klogt ord at skrive eller en nogenlunde interessant streg at tegne, selv om der ligger et smukt Sankt Hans billede og venter på mig i min tegneudfordring. Og i næste uge er der Forårsmarked i Fyns land. Hvad skal jeg sælge? No clue, men jeg er der! Det er sikkert.

Den lille pige og madkassen til de 17 halve

>Der var engang en lille pige, der legede, at hun bagte de skønneste kager. Hvad der virkelig kom ud af hendes ovn, var allerede forfabrikerede chokoladerutebiler, men i hendes univers var det intet mindre et kongeligt konditori, hun havde kørende. Også ovnen var noget andet end dét, den gav sig ud for at være. Engang havde den været en bondemands madkasse, hvori han bragte sine 17 halve med pålæg i marken, men den lille pige så ovnens virkelige potentiale og opgraderede den til royal støbejernsovn i det kongelige konditori. På sådan vis kunne den lille pige i sine sommerferier levere smukke nybagte konditorikager til den gamle kone, som ejede ovnen og al dens herlighed. Som betaling for bagekunsten fortalte den gamle kone fantastiske fortællinger om bortløbne pandekager, mænd, der delte have i to og kvinder der blev frelst for deres synder.

Det var en magisk og forunderlig verden de to havde opbygget på det lille loft over pigens bedsteforældres stue, og da den lille pige blev voksen og gik en tur på havnen i Hvide Sande, kom den verden tilbage i splitsekund. For der stod den, madkassen til de 17 halve, den royale konditoriovn, fortællingen om universets tilblivelse og fortryllelsen ved det at have en fantasi.

175 rigsdaler kostede det at give al den herlighed videre til en Skrupsak og hans kongelige gemakker i haven. Må den bringe ham den samme rigdom og søde glæde, som den bragte den lille pige.

Se, hvad jeg har fået!

>

Vibeke har givet mig en award og jeg bliver altid oprigtig glad for awards. Dejligt at nogen har tænkt på én i det positive hjørne. Mange tak for den Vibeke!

Der hører en spørgerunde af rang med til prisen, og jeg vil se, om jeg kan svare på alle spørgsmålene herunder.

Hvorfor startede du med at blogge?
I januar 2006 fik vi chancen for at komme tre år til New Jersey, hvor min mand skulle arbejde for et større dansk firma. Jeg skulle med som medfølgende hustru, dvs. hjemmegående og arbejdsfri. Vi skulle giftes for at kunne følges ud i dette eventyr, og det blev vi en mandag eftermiddag kl. 15 på Gentofte Rådhus. Vi havde mange oplevelser og tanker i forbindelse med flytningen, og jeg skrev det hele ned på en lukket familieblog, så vi ikke ville glemme De Store Ting i Livet (det hed bloggen dengang), der skete lige for næsen af os i de tre år. Men blogging er en sær vanedannende størrelse, og snart kunne jeg ikke holde mig inden for familiens skød i mit skrevne univers og jeg åbnede mig mere og mere op for offentligheden. Smed de mest private indlæg ind på en ny lukket blog, der kom til at hedde Drengen Med De To Pas, som blev en slags barnets bog for Skrupsakken. Den kører stadig i det skjulte. Ledigheden i det amerikanske fik mig også til at give min gamle hjemmeside billedguiden.dk en ordentlig ansigtsløftning og selvfølgelig skulle den også indeholde en blog. En mere professionel side, hvor jeg fik afløb for min passion for billedsprog og -undervisning. Den kører også stadig og bliver jævnligt peget på her fra siden også. Bloggene blev mit vindue ud til verden i en til tider lukket bobbel. De blev mit faglige sparringsunivers i en tid, hvor jeg ikke blev udfordret på den front. De blev min mindevæg og min huskeblok, hvor jeg skrev alt det ned mit hovede ikke kunne rumme alene. Og de blev døren til det skønneste og ærligste netværk, jeg nogensinde har været en del af.




Hvilke blogge følger du?
Se min blogroll ude i siden. Den opdateres løbende med de blogge, jeg læser dagligt.

Favorit make-up mærke?
Jeg har ingen idé. Jeg bruger sjældent make up og det er gerne forskellige mærker, dog altid allergivenlige, da jeg døjer med en meget sart allergisk hud.

Favorit tøjmærke?
Der er mange mærker, jeg synes er skønne, men jeg kan ikke lige nævne ét mærke, der altid er et hit. Lige for tiden er det nok dét mærke, jeg kan passe, der er favoritten. Ærlig talt, man lærer at være mindre krævende, når man har slået røv for tidligt og bærer på en del ekstra kilo her og der. Jeg elsker farver, spræl, kjoler der flagrer, når jeg drejer rundt og perler og broderier. Og jeg er faktisk for det meste glad for mig selv, lige som jeg er, med kilo, mormorarme und alles. Helt ærligt! Dagene med selvhad er i fåtal, det er realismen ikke, jeg ved godt jeg coulda, shoulda, woulda, men chokolade og rødvin smager jo også dejligt, og jeg er åbenbart ikke træt nok af det, jeg ser i spejlet, til at gide gøre noget ved det lige pt. Jeg er ikke ligeglad. Jeg er bare glad…og gravid oveni. 

Dit “må ha” make-up produkt?
Det har jeg vist allerede svaret på…

Din favoritfarve?
Grøn, lilla, rød, gammelrosa og petroleum. Lad nu være med at bede en Vægt om at vælge én ting!

Parfume?
Burberry Touch.

Favoritfilm?
Aaaarrrghh, kun én igen? Umuligt! Bjergkøbing Grand Prix, A Beautiful Mind, Seven, Crash, Festen, Sound of Music, Harry og Kammertjeneren, Frøken Nitouche, Flashdance, Døde Poeters Klub, Inception, Lost in translation og 1000 andre. Jeg elsker film!

Hvilket land vil du besøge og hvorfor?
Vietnam. Jeg har aldrig været østpå og Vietnam ville være min første destination i den retning.

Hvad glæder du dig mest til i nærmeste fremtid?
At blive mor til to til september.

Jeg ved ikke, hvor mange man skal give sådan en pris videre til, men jeg vil vælge denne gang, at give den videre til kun én blogger, da det ellers hurtigt blive lidt kædebrevsagtigt med sådanne awards. Min yndlingsblogger lige for tiden er helt klart AmarOrama. Hendes blanding af egne lækre fotos og hendes skarpe velskrivende pen rammer perfekt på mit blogbarometer i disse dage.

Årets første smut i Vesterhavet

>Yndlingsmeteren alias Skrupsakken og ham, der forstår mig allerbedst kastede smut i dag. Og jeg filmede (med) dem begge.

Vesterhavssopping, sandslotsbygning og dejlige drenge i april tyder på en skøn kommende sommer. Og så fik jeg oven i købet shoppet sommersko i formiddags også. Deriblandt et par kinasko til 21.95 i Super Best. Jeg er SÅ billig!

Og se hvad vi byggede:

God påske, derude!

Får jag be om största möjliga tysnad

>Jeg ved ikke, om jeg er mest utryg ved store mængder vand generelt eller det mere er hele Lalandiakonceptet, der gør mig søsyg. Faktum er, at jeg ikke har den fjerneste lyst til at sætte mine ben i et badeland af den ene eller anden art. Svømmehaller kan gå an, når jeg tager trappen ned i vandet, men badeland…uf!

Måske er det min tid som barpige i Tropicana Bar på Stena Line Badehotel i Frederikshavn i 1993, der har sat sine spor? For øvrigt det eneste job, jeg nogensinde er blevet fyret fra…and proud of it! (Men det er en anden historie) Lumre eftermiddage i det kunstigt ophedede støjinferno med fulde svenske forretningsmænd i boblebadet, der drak Store Starke Öl, mens de småpruttede og onanerede i boblerne og skrigende unger, der smed ketchupsmattede pomfritter i klorpølerne på gulvet og tissede i vandkanten, kan måske være årsagen til, at jeg den dag i dag nærmest nægter at sætte min ben i et lignende foretagende.
Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med en nærdrukneoplevelse i Tunesien, da jeg var fem år gammel, og en efterfølgende utryghed ved store vandmængder, jeg ikke selv kan kontrolere. Den er lidt usikker. Jeg vælger at tro, at det nok er lidt af begge verdener.

Det har dog vist sig at virke til min fordel netop i dag, hvor hele sommerhusfølget er draget afsted til Lalandia, og jeg nu sidder tilbage i det tomme sommerhus med alle døre og vinduer åbne og fuglekvidder, der springer ind af hver en åbning, det kan finde. Solen skinner udenfor og ved siden af mig ligger Jacob Ejersbos Eksil, som jeg længe har haft liggende sammen med sine to efterfølgende trilogiske følgesvende. Liggestolen venter på terrassen. Der er dømt SOLitudetid, hyggelæsning og Största Möjliga Tysnad. Se det er en svensk talemåde vi kan bruge til noget!

Hørt i toget

>I morges skulle jeg med s-toget ind til UCC på Nørrebro og overhørte følgende samtale mellem to pressefoldede erhvervsmænd, der sad med hver sin Børsen:

Pressefold 1: “Hvad så fyrer I inde ved jer?”
Pressefold 2: “Ja, vi skal af med et par stykker.”
P1: “Aarh, come on, det kan du gøre bedre.”
P2 smågriner forlegent, mens han kigger nervøst rundt i den stopfyldte linie H.
P1: “Der må sgu da være mere end et par stykker du har lyst til at vappe ud, nu du har chancen? Lige et fjols her og et der.”
P2: “Tjaaahhh…”, griner igen forlegent.
P1: “Ha, ha, ha, ha, så kan man lige få ryddet lidt op på kontoret…ha, ha, ha…..” Nyder tydeligvis lyden af sin egen stemme og sine morsomheder, som når hele vejen ud til vinduesrammerne i vognen.
P2 åbner Børsen…den fænger ikke, lukker den igen og hiver sin bærbare op og kigger MEGET koncentreret ind i skærmen resten af turen.

Mage til stupiditet skal man lede længe efter. Det tog lige nøjagtig Pressefold 1 et minut at få en hel togvogn til synkronsukke højlydt og veksle indforståede blikke om hans manglende situationsfornemmelse. Kvinden over for ham, strammede helt til, inden hun demonstrativt rejste sig op og satte sig i den næste vogn.

Der er intet som en fælles fjende, der kan samle en gruppe, og han gjorde det ubeskriveligt nemt for os andre at unite i morges.

Hvil i fred lille mand

>Jeg har lige modtaget en mail om et lille menneskes alt for tidlige død. En lille dreng, der var født tre måneder for tidligt, som måtte give op den 8. april efter fire måneders intens kamp. Jeg kender drengens mor, men har ikke set hende i flere år. Alligevel rammer nyheden selvfølgelig lige i hjertekulen på mig og jeg sidder lamslået tilbage i sofaen med en helt enorm tristhed og uretfærdighedsfølelse indeni mig.

Sådan er det jo. Det er jo ikke retfærdigt at et helt nyt menneske ikke skal have lov at opleve, hvor skøn en kvinde hans mor er, og hvor dejlig en verden, vi lever i. Jeg plejer at sige, at alting sker for en grund. Det er virkelig virkelig svært at finde en god grund i aften. Måske fordi den ikke er der.

Jeg ved dog, at jeg er et meget priviligeret og forbandet heldigt menneske. Og at hun også burde være det.

Sådan en skovl!

>

Hørt ved afhentning i børnehaven fredag eftermiddag:
  • Mig: Hvad er dog det for en ordentlig bule, du har fået der?
  • Skrupsakken: Det var Malthe.
  • Mig: Puha da, hvordan kunne det gå til?
  • Skrupsakken: En skovl…

AV! It’s a hard knock life!

Det startede ud med Anders Lund Madsen…

>…og så blev det lidt uhyggeligt. Så selv om Anders forsvandt i mørke øjne og dystert blik, så synes jeg alligevel I skulle have tegningen på bloggen.

Som jeg skrev i kommentaren til mit sidste billede, så er det altid det sværeste at tegne personer, som I kender i forvejen. Mest fordi jeg undervejs i billedet glemmer at kigge på motivet og lader tegningen tage sit eget liv. Og således blev Anders Lund Madsen en flamsk rigmand med hang til mord på letlevende damer i stedet for den halvskøre aftenshowsvært han i virkeligheden er.