I’m mad about the boy

Han tager sit job seriøst. Han beder hende hente sine arbejdsbriller og hørebøffer. Han skal hjælpe sin far med at larme. Og slå græs.

Han stopper pludselig op. Råber til sin far, at han skal stoppe også. Han skal hviske ham noget. Han hvisker til sin far: “Far, mor er vores bedste ven ikk’ os’?” Og så går han hende i møde. Moren. Med den smukke kløverblomst, han lige har plukket.

Den er til dig mor.

Suk!

Frederikshavn/Jante – 1/0

På onsdag pakker vi bilen og kører nordpå. Vi skal besøge min mor og min hjemby. Det er ikke så ofte, at jeg kommer helt derop, som jeg egentlig gerne ville. Køreturen på små fem timer kan virke uoverskuelig med en treårig på bagsædet. Jeg tør slet ikke tænke på før den nordjyske mafia slog til og skaffede os Jyllandsringen nord for Aalborg. Det sidste stykke landevej op til Frederikshavn må have trukket tænder ud på selv den mest garvede nordjyde. Så kan det være nok så smuk en kyststrækning.

Og det med kyststrækningen har frederikshavnerne virkelig gjort noget ved de sidste år. Det som ellers i folkemunde er kendt som Jantelovens højborg, nemlig Nordjylland, har en flække, der på trods af værftslukninger, massefyringer og udkantsdanmarkstemplinger for én gangs skyld valgt at skide højt og flot på, hvad Middelhavet tror de har patent på, nemlig tropisk strandmiljø. Sådan Frakshaaawn! De har taget skridtet videre fra lækre nordjyske vindblæste sandstrande til lækre nordjyske vindblæste sandstrande med PALMER!

Og selv om der har været palmer på Rønneren, som stranden hed før den blev omdøbt til Palmestranden, siden 2005, så kan jeg endnu ikke prale af at have siddet der i palmernes skygge og nydt udsigten mod Hirsholmene og Læsø. Den sætning alene skal lige bunde i mig. Palmernes skygge med udsigt mod Læsø.

Men DMI synes at gøre det muligt for mig på lørdag:

Så håber jeg bare at palmerne er blevet lukket ud af deres vinterhi i væksthuset, så vi rigtig kan få fornemmelsen af tropeparadis og charterferie ind i kroppen.

To tredjedele gennem Afrika

Jeg har lige kæmpet mig igennem den sidste del af Revolutionen. En samling af fortællinger, som oprindeligt også indeholdt Eksil, og som alle har Den Internationale Skole i Moshi som fællesnævner.

Jeg var i Eksil en enkel dag i et sommerhus i Vestjylland og jeg var fanget fra første til sidste side. Revolutionen lod derimod vente lidt på sig. Den blev langtrukken og usammenhængende for mig, og selv om jeg godt kunne se den røde tråd i persongalleriet fra Eksil og fra Den Internationale skole, så fik de forskellige fortællinger mig altså aldrig helt lige så meget fænget som Samanthas deroute i den første gjorde.

Det er et skidt tegn, når jeg begynder at læse andre bøger under min læsning af en roman. Det gjorde jeg med Revolution. Det virkede nødvendigt. Nu venter Liberty på natbordet og selv om jeg faktisk ikke rigtig orker mere afrikansk hor, korruption og elendighed lige nu, så skal den selvfølgelig også læses. 2/3 er ikke fuldendt. Og jeg har ladet mig fortælle, at den tredje bog skulle være en mastodont af en bevægende, nærværende og smuk afslutning på de i alt 1300 sider trilogi. 700 sider er den sidste. Jeg tror dog lige, jeg napper Delphine de Vigans “No og mig” og Louis Jensens “2 kroner og 25 øre” inden jeg sætter alt ind på Ejerbos Frihed i Liberty.

Har du læst trilogien? Fandt du den også en kende tung midtvejs? Kom du igennem mastodonten til sidst? Og var du lige så begejstret som de fleste anmeldere eller …?

Quang-metoden – en pædagogisk metode med rod i relativismen

Jeg vågnede i morges kl. 5.30 med hele det højre næsebor fyldt med snot og et højre øje der løb i vand. Kunne ikke falde i søvn igen, da nasalfontænen fortsatte med stille løbende vand og smånys ind i mellem. Fik sendt Skrupsakken i børnehave med 24 pink og grønne boller med spøgelser, tissemyrer, sølvperler og turkise diamanter på. Det var hans tur til 15 minutes of fame and power, hvor HAN skulle dele ud, sige værsgo og 100% havde styringen over fredagens bolleseance (kan ikke lade være med at kalde det det, selv om det er allerhøjest upassende, sorry) på Gule Fugle. Det er stort at være ugens bollemester, men det kræver sin kvinde af morgenbolledamerne, der står bag.

Niendeklasserne fejrede sidste skoledag med det årlige show i hallen, hvor vi som Ottendeklasser + lærere måtte stå op nede bagved. En times oprejst pinsel i et overophedet lokale resulterede i stenhård vom, plukveer en masse og hovedpine. Nu sidder jeg herhjemme med tæppet i sofaen, snøfter mens jeg kigger ud af vinduet på støvregnen og overvejer om det skal ende med en lur eller en bog. Der er ro i maven igen, men hovedet kører stadig. Der er ting, der skal ordnes, huskes, skrives, sendes, rettes og jeg har ikke ork til det. Jeg har derimod vældig ondt af mig selv. Selv fire miniTobleroner har ikke kunne pille selvmedlidenheden af mig.

Og så er det, at jeg kommer i tanke om min kollega Heidis og min plan for den kommende Syvendeklasse, vi forhåbentligt skal køre sammen efter min barsel. Planen lyder på en fast metode, som vi kalder Quang-metoden. Den er temmelig simpel, og kan nemt implementeres i den daglige undervisning. Alt der kræves er en fast musikafspiller i klasselokalet eller at læreren evt. selv har en melodisk stemme at bidrage med. Metodens formål er at baseret på det filosofiske begreb relativisme, som bygger på udtrykket “Alt er relativt” og betyder at alt skal sættes i et forhold, før det har nogen værdi, sandhed eller betydning etc. Derfor, så snart ynken, selvmedlidenheden og skoletrætheden tager over, vil der blive tændt for denne sang:

Heidi har testet metoden i det små på vores nuværende Ottendeklasser, og resultatet er slående. Det virker faktisk. Det skaber til og med smil og humor i klassen. Vi har derfor store forventninger til det fremtidige brug af metoden.

Måske skulle jeg lige afspille den engang for mig selv nu før lur og bog?

Glemmer vi ikke lidt, hvem de egentlige ofre er i denne sag?

Jeg bliver ked af det helt indeni, når en artikel som denne bliver skrevet. Jeg ved godt, der er en regning, der skal betales, men der er også otte børn, der nu kan læse i avisen, hvor stor en belastning de er for Lolland, og hvor “heldige” borgerne var i Brønderslev, fordi de gik fri for den belastning.

Fem millioner om året i mange år frem, lyder regningen til Lollands skatteborgere, via Lolland skal betale for Brønderslev-børn.

Jeg finder det endnu mere trist, at Lollands borgmester Stig Vestergård ser sig nødsaget til at udtale til sidst i artiklen på DR:

“Nu skal vi have gennemgået vores børnesager, for der må være mange regninger, vi kan sende til andre kommuner. Der er mange familier, som er flyttet til Lolland, selvom de har haft problemer, mens de boede i andre kommuner. Afgørelsen fra Ankestyrelsen må gøre det muligt for os at sende regninger for tvangsanbringelse videre til de kommuner, de kommer fra”

Vi er enige om, at de egentlige ofre i denne sag er de otte børn, der efter en traumatisk barndom i en familie fyldt med misrøgt, seksuelle krænkelser og daglige ydmygelser, nu befinder sig i adskilt i forskellige plejefamilier, ikke? Det er vi enige om, ikke Stig og Lolland? Ville det så ikke klæde os, som borgere, som samfund og som medmennesker at vise dem en lille smule omtanke og respekt, selv om vi ikke er enige med Ankestyrelsens beslutning? Jeg ved ikke, hvordan den rigtige måde at håndtere denne sag vil være, men jeg ved at jeg fik en ualmindelig dårlig smag i munden, da jeg læste artiklen for lidt siden på DR’s hjemmeside. Måske kunne den vinkles anderledes, DR?

Det må være som at møde Bono

Skrupsakken og jeg tog en tur på Bakken i går. Hele vinteren har han talt om Bakkedyrene, som han så sidste sommer. Og hele vinteren har jeg sagt: “Til sommer, så kan du se dem igen.” Men i en tre-årigs hovede er ’til sommer’ altså et vidt begreb. I går blev det virkelighed og beundringen ville ingen ende tage, da de kom ned fra scenen og hilste på deres fans.

Tænk, hvis man kunne møde et af sine største idoler og så være så ligeglad med, at man havde hele hovedet fyldt med softice?

Svenhammedkrisen

Helt så omfattende som Mohammedkrisen bliver Svenhammedkrisen nok ikke. Men Svenhammeds Journaler af Zulmir Becevic beskriver måske nogle af de samme mekanismer og om ikke andet baggrunden for dem. Pakket ind i en svensk ung dreng i 9. klasse og en ungdomsroman, der er let læselig og alligevel dyb nok til at fange en voksen, kommer journalerne bag ved intolerancen og på samme tid lige på linje med den. Den både afkræfter og bekræfter alle fordommene om, hvordan det er at være 2.G’er i Skandinavien, og den dømmer os alle, Svenhammed inklusiv, i at tro, at vi har regnet det hele ud og at vi ved, hvad “de andre” tænker og forventer af os. Selv Svenhammeds sympatiske kloge lillebror, Mohammed, viser sig at have sider, som hverken vi som læsere eller Svenhammed selv anede eksisterede i hans uskyldige yngre bror.

Det er en bog, der fortæller om mere end intergrationsproblematikker, fordomme og fremmedhad. Den fortæller også om helt almindelig identitetsfølelse, skæve familieforhold, forældre/barnkonflikter, socialt belastede unge, der klarer sig på deres egen måde og om mødet med den første kærlighed. En kærlighed som virker uvirkelig og aldeles uopnåelig, og som viser sig i stedet at være ganske ligetil og tættere på end man turde forestille sig.

Tina, vores gode bibliotekar på skolen bad mig læse bogen og lade hende høre, hvad jeg mente. Det er hermed gjort, og så kunne jeg jo lige så godt dele det med jer også.

Hvorfor lavede man ikke ungdomsromaner som denne her, da jeg var ung?

Barsel rimer på varsel og smager lidt af kanel

Smagen af barsel har ramt min tunge i denne lange weekend, som bliver forlænget yderligere af en omsorgsdag med yndlingsmeteren Sir Skrupsak i morgen.

Det er ikke helt gået op for mig endnu, at om lidt er vi fire herhjemme. Jeg læste ved Julia, som jo også venter sig til september, at en klog kone havde sagt til hende, at nu gik de fra at være mor, far og barn, til at være en familie. Det kan jeg godt følge hende i. Selv om jeg føler mig vældig meget som en familie nu også, så bliver det alligevel anderledes at være fire. Det bliver mor, far og bØrn. To mod to. En til hver. Pigerne mod drengene?Fars pige og mors dreng? Børnene mod de voksne? Fire på tur. Fire der skal pakkes til. To der skal puttes. Og jeg kunne blive ved. Jeg glæder mig. Men det er også 100 år væk endnu i min forstand. Det er ikke rigtig gået op for mig, at det er det der er på vej. Men den kommende barsel varsler også nye tider med sig for os som familie.

Barslen derimod. Den er ved at indfinde sig i min forstand og min forventning. Der er en måneds tid tilbage og med opgaven og den planlagte elevrådsidrætsdag i hus før bededagen, kan jeg ikke længere kun lugte den foran mig, men også smage den. Den smager af velfortjente pauser med gode bøger i hængekøjen, af redebyggeri forklædt som praktiske gøremål, af Skrupsakdage med trampolinhop og masser af fortællinger om Skibene med de tusind frøer og Troldene på taget, af havenydning og af verdens bedste kanelsnegle fra Det Søde Liv.

Barsel og dens medfølgende varsel er længe ventet. 14 arbejdsdage tilbage. Kan du dufte den?

Principper er åbenbart til at hoppe op og falde ned på

I hvert fald her i huset.

For jeg har lige bestilt sådan et monstrum her til vores have:

Vi var nok mere hooked på gyngestativet i naturtræ og med dæksædegynger og sår’n. Men det er Skrupsakken så ikke, skulle jeg hilse og sige. Og kan man bebrejde ham? Han har jo gynger til fri afbenyttelse hver dag i børnehaven. Og har børnehaven en trampolin? I think not. Er en trampolin drengens største ønske? I think so. Kan en trampolin leges på uden der skal stå en voksen og skubbe bagpå? I definitely think so! Og jeg må jo indrømme, at jeg selv i min barndom på de årlige familieture til Fårup Sommerland spenderede 90% af min dag på de firkantede fjedrede hoppeduge langs søen.

Så nu har vi lagt en formue ved Hoppeeksperten.dk, så principbruddet i det mindste blev grønt i stedet for blåt og kvaliteten lige den tand bedre end Aldis. Men det er stadig en trampolin, og den er stadig grim og stor. Og lige nu har jeg allermest lyst til at gå ind og vække ham og fortælle ham, hvad vi har købt. Han bliver så sindsygt glad!