Den sidste tredjedel af graviditeten er så småt begyndt og endemålet begynder at fylde mere og mere i min bevidsthed. Jeg har bekymret mig lidt om fødselen denne gang. Min sidste fødsel endte kort fortalt i et kejsersnit efter 36 timers veer. Jeg fødte i USA og havde, trods alt, en god oplevelse med hele forløbet. Jeg formodede endda at blogge under veerne, så dem derhjemme kunne følge med i processen, og da det efter 30 timer gik op for mig, at det var kejsersnittet, vi var på vej imod, siede jeg nettet igennem for information om kejsersnit fra barselssengen. Jeg skulle vide, hvad jeg gik ind til kl. 7.30 den 4. december, når jeg blev kørt ind på den operationsstue, der var forudbestilt til mig aftenen før, hvis Skrupsakken ikke kom i løbet af natten. Det gjorde han ikke. Og alternativet kejsersnit blev en realitet, som jeg ikke havde regnet med, men som jeg følte mig forberedt på, når nu det ikke kunne være anderledes.
Hvad jeg ikke kunne forberede mig på, var virkningen af rygmarvsbedøvelsen, som desværre ramte opad i mit system og derved bedøvede min lunge- og talefunktion. Det var skræmmende og angstfremkaldende at ligge der og miste sin evne til at trække vejret og samtidig ikke kunne sige det til nogen. Heldigvis blev anestesilægen opmærksom på det, beroligede mig og gav mig ilt. Da Skrupsakken var ude blev jeg lagt i fuld bedøvelse og havde det godt igen, da jeg vågnede og kunne sige goddag til mit lille nye yndlingsliv.
Nu er jeg i Danmark og hele det tidligere forløb er i USA. Journalen har jeg fået sendt hjem, men oplevelserne, tankerne, fødselslægen og rammerne er langt væk. Med mig har jeg kun mine egne minder, min mands indre harddisk og en masse tvivl og usikkerhed på, hvordan det skal ende denne gang. Når man tidligere har fået kejsersnit får man automatisk en samtale på svangerlaboratoriet og sådan én var jeg til for tre uger siden. Jeg gik derfra som zappet tilbage til den første uges følelsesmæssige hormonhelvede, hvor jeg tænkte irrationelle tanker, som at jeg ikke havde født rigtigt og at jeg ikke havde kæmpet nok for en naturlig fødsel. Jeg følte mig forkert og hysterisk, og i den grad misforstået efter mødet. Den mandlige svangerlæge jeg havde møde med startede samtalen ud med at sige, at som udgangspunkt kunne alle kvinder føde naturligt. Og så fortsatte han sin dagsorden med at fortælle mig, at han til enhver tid anbefalede mig at føde naturligt denne gang, da det var det bedste for både barnet og moderen. Og ønskede jeg kejsersnit var det ene og alene mit ønske og ganske unødvendigt efter hans mening. At min amerikanske fødselslæge havde anbefalet kejsersnit næste gang, var efter hans mening, kun et udtryk for at hun var – ja, amerikansk! Derovre giver de jo alle kejsersnit…
Lad mig gøre det klart. Jeg ønsker ikke kejsersnit. Jeg ønsker heller ikke at ligge i 36 timer igen for at føde naturligt. Jeg ønsker ikke at opleve den angst og at gå glip af mit andet barns fødsel igen pga. en mislykkes bedøvelse. Jeg ønsker ikke at være i tvivl. Og alt jeg havde brug for, var at han tog min bekymring og mit behov for vejledning alvorligt. Det følte jeg ikke han gjorde. Tværtimod vækkede han alle de irrationelle negative følelser jeg havde i mig fra sidste gang.
Det gjorde min jordmoder derimod ikke dag. Hun lyttede og i hendes ord kunne jeg høre, at hun forstod mig. Hun forklarede, hvad hun tænkte var sket sidste gang, og hun anbefalede et forløb, der tilgodeså mine bekymringer. Og det var rart!
Der bliver lavet en skriftlig fødselsaftale med svangerambulatoriet om mine ønsker for fødselsforløbet. Og når jeg skal til undersøgelse ved hende igen i uge 36, tjekker hun om den lille pige derinde har indstillet hovedet den rigtige vej – nemlig vejen ud. Og har hun ikke det, så handler vi derefter. Måske med et nyt kejsersnit i planen, måske med efterfølgende undersøgelser for at vurdere muligheden for en naturlig fødsel. Og dét er netop dét jeg ønsker. At være i trygge hænder og at være en del af processen. Og at blive hørt og forstået. Og ikke at føle mig forkert, fordi jeg indtænker kejsersnit som en mulighed denne gang. Ligesom jeg tænker den naturlige fødsel som en mulighed. Bare det, at være forberedt på begge dele, gør det hele lidt mere overskueligt og mindre utrygt.
Man kan sige meget om det amerikanske system, men jeg følte mig aldrig dømt eller påduttet nogle bestemte holdninger, hverken i forhold til kejsersnit, amning eller andre sundheds(an)befalinger. Herhjemme har jeg endnu ikke mødt en læge eller jordmoder, der ikke indiskret har fået fnyst deres personlige holdninger om enten netop kejsersnit, mislykkedes ammeforløb eller for højt BMI ud mellem sidebenene. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke er førstegangsfødende ung mor, der blot søger bekræftelse og anerkendelse på, at jeg i det mindste gør ét eller andet rigtigt for mit ufødte barn. For det skal man godt nok lede længe efter i dette system. Oplever jeg. Og hører jeg andre oplever. Jeg ved jo godt, at jeg gør det ok. Og at der kom et helt og et dejligt menneske ud af den første omgang. Og alligevel blev jeg usikker på mig selv. Alligevel fik en af de velmenende autoriteter sået tvivl i mig. Jeg forundres over min egen sårbarhed og hans manglende indsigt i en gruppe han burde være ekspert på.
Derfor fik jordmoderen i dag et kram. Et at de ekstra store. Fordi hun fik mig til at føle mig rigtig, som jeg var. Utroligt, hvor lidt der skal til. Egentlig. Ikke?
