Om at føle sig forkert og misforstået

Den sidste tredjedel af graviditeten er så småt begyndt og endemålet begynder at fylde mere og mere i min bevidsthed. Jeg har bekymret mig lidt om fødselen denne gang. Min sidste fødsel endte kort fortalt i et kejsersnit efter 36 timers veer. Jeg fødte i USA og havde, trods alt, en god oplevelse med hele forløbet. Jeg formodede endda at blogge under veerne, så dem derhjemme kunne følge med i processen, og da det efter 30 timer gik op for mig, at det var kejsersnittet, vi var på vej imod, siede jeg nettet igennem for information om kejsersnit fra barselssengen. Jeg skulle vide, hvad jeg gik ind til kl. 7.30 den 4. december, når jeg blev kørt ind på den operationsstue, der var forudbestilt til mig aftenen før, hvis Skrupsakken ikke kom i løbet af natten. Det gjorde han ikke. Og alternativet kejsersnit blev en realitet, som jeg ikke havde regnet med, men som jeg følte mig forberedt på, når nu det ikke kunne være anderledes.

Hvad jeg ikke kunne forberede mig på, var virkningen af rygmarvsbedøvelsen, som desværre ramte opad i mit system og derved bedøvede min lunge- og talefunktion. Det var skræmmende og angstfremkaldende at ligge der og miste sin evne til at trække vejret og samtidig ikke kunne sige det til nogen. Heldigvis blev anestesilægen opmærksom på det, beroligede mig og gav mig ilt. Da Skrupsakken var ude blev jeg lagt i fuld bedøvelse og havde det godt igen, da jeg vågnede og kunne sige goddag til mit lille nye yndlingsliv.

Nu er jeg i Danmark og hele det tidligere forløb er i USA. Journalen har jeg fået sendt hjem, men oplevelserne, tankerne, fødselslægen og rammerne er langt væk. Med mig har jeg kun mine egne minder, min mands indre harddisk og en masse tvivl og usikkerhed på, hvordan det skal ende denne gang. Når man tidligere har fået kejsersnit får man automatisk en samtale på svangerlaboratoriet og sådan én var jeg til for tre uger siden. Jeg gik derfra som zappet tilbage til den første uges følelsesmæssige hormonhelvede, hvor jeg tænkte irrationelle tanker, som at jeg ikke havde født rigtigt og at jeg ikke havde kæmpet nok for en naturlig fødsel. Jeg følte mig forkert og hysterisk, og i den grad misforstået efter mødet. Den mandlige svangerlæge jeg havde møde med startede samtalen ud med at sige, at som udgangspunkt kunne alle kvinder føde naturligt. Og så fortsatte han sin dagsorden med at fortælle mig, at han til enhver tid anbefalede mig at føde naturligt denne gang, da det var det bedste for både barnet og moderen. Og ønskede jeg kejsersnit var det ene og alene mit ønske og ganske unødvendigt efter hans mening. At min amerikanske fødselslæge havde anbefalet kejsersnit næste gang, var efter hans mening, kun et udtryk for at hun var – ja, amerikansk! Derovre giver de jo alle kejsersnit…

Lad mig gøre det klart. Jeg ønsker ikke kejsersnit. Jeg ønsker heller ikke at ligge i 36 timer igen for at føde naturligt. Jeg ønsker ikke at opleve den angst og at gå glip af mit andet barns fødsel igen pga. en mislykkes bedøvelse. Jeg ønsker ikke at være i tvivl. Og alt jeg havde brug for, var at han tog min bekymring og mit behov for vejledning alvorligt. Det følte jeg ikke han gjorde. Tværtimod vækkede han alle de irrationelle negative følelser jeg havde i mig fra sidste gang.

Det gjorde min jordmoder derimod ikke dag. Hun lyttede og i hendes ord kunne jeg høre, at hun forstod mig. Hun forklarede, hvad hun tænkte var sket sidste gang, og hun anbefalede et forløb, der tilgodeså mine bekymringer. Og det var rart!

Der bliver lavet en skriftlig fødselsaftale med svangerambulatoriet om mine ønsker for fødselsforløbet. Og når jeg skal til undersøgelse ved hende igen i uge 36, tjekker hun om den lille pige derinde har indstillet hovedet den rigtige vej – nemlig vejen ud.  Og har hun ikke det, så handler vi derefter. Måske med et nyt kejsersnit i planen, måske med efterfølgende undersøgelser for at vurdere muligheden for en naturlig fødsel. Og dét er netop dét jeg ønsker. At være i trygge hænder og at være en del af processen. Og at blive hørt og forstået. Og ikke at føle mig forkert, fordi jeg indtænker kejsersnit som en mulighed denne gang. Ligesom jeg tænker den naturlige fødsel som en mulighed. Bare det, at være forberedt på begge dele, gør det hele lidt mere overskueligt og mindre utrygt.

Man kan sige meget om det amerikanske system, men jeg følte mig aldrig dømt eller påduttet nogle bestemte holdninger, hverken i forhold til kejsersnit, amning eller andre sundheds(an)befalinger. Herhjemme har jeg endnu ikke mødt en læge eller jordmoder, der ikke indiskret har fået fnyst deres personlige holdninger om enten netop kejsersnit, mislykkedes ammeforløb eller for højt BMI ud mellem sidebenene. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke er førstegangsfødende ung mor, der blot søger bekræftelse og anerkendelse på, at jeg i det mindste gør ét eller andet rigtigt for mit ufødte barn. For det skal man godt nok lede længe efter i dette system. Oplever jeg. Og hører jeg andre oplever. Jeg ved jo godt, at jeg gør det ok. Og at der kom et helt og et dejligt menneske ud af den første omgang. Og alligevel blev jeg usikker på mig selv. Alligevel fik en af de velmenende autoriteter sået tvivl i mig. Jeg forundres over min egen sårbarhed og hans manglende indsigt i en gruppe han burde være ekspert på.

Derfor fik jordmoderen i dag et kram. Et at de ekstra store. Fordi hun fik mig til at føle mig rigtig, som jeg var. Utroligt, hvor lidt der skal til. Egentlig. Ikke?

Morgener uden vækkeur

Det er første hverdagsmorgen uden vækkeur i meget lang tid. Jeg troede dagen i går, skulle være startskuddet til et år uden elektronisk morgenvækning, men en glukosebelastningstest kl. 7.45 på Herlev Sygehus lavede lige om på det. Godt man havde planlagt frokostdate med verdens sødeste Vibeke og dertilhørende lækkerbidsken Anna på Café Bopa efterfølgende. For fastende mave og et glas sukkervand med lemonsmag er da i den grad at betragte som belastende, når man skal sidde i et venteværelse i to strakte timer og glo og ikke må sove.

Nå, men i dag er en anden dag. Og selv om klokken kun lige rundede 6.00 inden jeg vågnede, så var det alligevel en fryd at kunne vågne af sig selv og dermed selv bestemme, at man ikke gad sove mere. Der er stadig stille i huset og det er kun skraldemandens rumsteren udenfor vinduet, der bryder solskinnets ro ind gennem gardinerne. Forstadsstilhed, når det er bedst!

I dag er endnu en feriedag med nyt kaffemonster i huset, badebassinet pustet op i haven, solskin på vej og noget der tyder på, at der skal tegnes streger på papiret under parasollen. Det er længe siden jeg har fået leget med spritten, og mine røde brændte caféskuldre kan vist ikke tåle meget mere sol i dag. Så jeg vil forsøge mig med at sætte brand i papiret i stedet og lade min svigerfars ønske om et Sankt Hans bål være målet med stregerne.

Hvad skal du lave i dag?

Servicemeddelelse: Gratis lydbøger på DR

Jeg får rigtig mange hits fra Google, hvor folk har søgt efter gratis lydbøger, og jeg føler mig lidt narrevorn, når jeg ikke har skrevet noget om det i over et år.

Så er du ligesom jeg en stor fan af lydbøger, så kan du lige nu skynde dig ind på DR’s hjemmeside og downloade tre gratis oplevelser til øregangen inden den 24. juli.

Bøgerne er:

  • Christian Jungersens “Undtagelsen” (jeg ved ærligt talt ikke om jeg overhovedet tør, at høre den læst op. Det var slemt nok at have distancen med bogstaverne, da jeg læste den selv. Fandme en uhyggelig bog!)
  • Leif Davidsens “Utahs Bjerge
  • Elsebeth Egholms “Tre Hundes Nat

Hvad er vigtigst at fortælle?

  • At jeg har været et kæmpekvaj og har gjort min vandrejournal inklusive scanningsbilleder væk og skal møde på hospitalet i morgen uden den? Om jeg forstår, hvordan den kan forsvinde, mens jeg blot flyttede den fra højre hånd og over i venstre? Og hvad er det egentlig for et levn fra fortiden, at lade gravide kvinder, som alle ved ikke kan tænke mere end maks tre klare tanker på én dag, hvoraf to i hvert tilfælde handler om mad og drikke, vandre rundt med en A5-kuvert i otte freaking måneder? Så unødvendigt i en elektronisk tidsalder som vores, hvor alle oplysninger alligevel bliver sendt over nettet og kan findes på din online journal. Sgu da lige til at få hjertestop over, når man har opbrugt sine tre klare tanker for dagen på at bage brownies, købe espressomaskiner og spise brownies!

Eller

  • At ham med den røde espressomaskine fra Den Blå Avis blot skulle have et telefonopkald og 200 kr. ekstra i hatten for at sælge os sin People Pleasing Machine of an Automatic Coffee Maker? Jeg lod selvfølgelig Ham Der Forstår Mig Bedst ringe. Han havde stadig mange klare tanker tilbage i sin hjerne, der ved 17-tiden, og så er han desuden en langt større krejler bedre forhandler end jeg er.
ps. scanningsbillederne var heldigvis blevet scannet yderligere ind på min computer inden jeg mistede konvolutten. ellers tror jeg hverken brownies eller espressomaskiner kunne overdøve min gråd lige nu!

Et af livets store spørgsmål på en søndag, hvor man har fri dagen efter og mange uger derefter igen

Og hvorfor svarer den person så ikke? I ved, ham der har sat sin Philips Espressomaskine, der aldrig er brugt, men til gengæld er rød, på Den Blå Avis. Ham der har fået et bud af mig i aftes. Et bud man ikke kan afslå, må jeg tilføje. Godt nok 1000 kr. under hans pris, men hey, det er altså stadig et rigtig godt bud. Han burde hoppe og danse af glæde over, at der overhovedet er nogen, der gider eje hans røde espressomaskine! Som om rød er særlig pænt i et køkken. Det er da også kun fordi alt andet vi ejer, der kan snurre og spinde i køkkenet, er rødt, ellers havde jeg da ikke skænket den et blik.

Ha! Som om!

Og egentlig kan jeg godt lide Nescafé og kold mælk fra køleskabet, men mine gæster vil så gerne have en rigtig kop kaffe, og så er det der mælkeskum jo blevet et pokkers hit i det ganske danske land, der ikke gør det nemt at invitere nogen som helst uden man ejer en espressomaskine med mælkeskummer. Og jeg har ikke noget imod gæster. Eller mælkeskum. Eller rigtig brygget kaffe. Bevares, jeg drikker det da også gerne selv. Når nu det ikke kan være anderledes. Men det er jo ikke nemt, når sælgere af sådanne indbyggede mælkeskummere ikke gider svare tilbage, og jeg ellers har tændt bilen OG gjort plads på køkkenbordet OG bagt brownies til kaffen OG hævet pengene for at køre til Roskilde og hente den. I dag!

For hans skyld. Og mine gæsters. Naturligvis.

Sweet talk

Det er dét, der gør det hele værd.

Når de sweet talker mig på den måde. Og hygger sig i min have, giver mig småkager, spiser mine vaffelis og køber gaver til mine børn (for vildt at sige det i flertal forresten!)

(Hvorfor kan jeg ikke få det billede til at stå skarpt, når det står knivskarpt i den originale version? Jeg håber I kan læse de søde ord, jeg lappede i mig i formiddags)

På lørdag is another day

Jeg trænger seriøst til en ordentlig omgang med Quangmetoden!

Jeg sidder her i mit kontor og snøfter, nyser, sveder, ynker, pylrer og har ondt af mig selv. Efter en dag med skattejagt i Gribskov med vores legepatrulje, er jeg helt udsolgt. Jeg har vist sagt det før, at denne uge handler først og fremmest om overlevelse for mig. Nu mere end nogensinde!

Jeg er helt i knæ. Høfeber, plukveer og bækkensmerter er en virkelig dårlig kombi, når man i morgen kækt har inviteret Ottendeklasen hjem på besøg til hjemmelavede vaffelis, friskfyragtigt har lovet Syvendeklassen en Jeopardyspilsafslutning på engelsk (som vel at mærke ikke er lavet endnu) og også lige skal have færdiggjort de læsepriser, eleverne har kæmpet sig til i løbet af året (som selvfølgelig er tegninger, der heller ikke er tegnet endnu) og de to afskedsgaver de fraflyttende elever skal have. Og så skal jeg lige have givet hele molevitten standpunktskarakterer og projektudtalelser for deres sidste engelskprojekt.

Men det er jo ingenting, når man mærker de små glidende puf i maven, eller man ser Skrupsakkens glade ansigt, når lillesøster “sparker” ham i nakken, når han bruger min mave som fjernsynspude. Eller når man tænker på hvordan Quang har det!

Så jeg klapper lige æsken, kommer i gang med de sidste par småopgaver, tørrer snuden og går i seng. På lørdag is another day, hvor der venter ferie og barsel, og i morgen laver svigermor aftensmad til os, så hvad har jeg egentlig at brokke mig over?

Sidste omgang med småkagerne

Vi er i den sidste uge inden min ferie og barsel starter. Min termin ligger så lækkert, at jeg kan gå fra 12 uger før, da vi holder sommerferie fra på fredag. Og det er helt ok med mig, skulle jeg hilse og sige. Min hjerne har i din sidste tid ikke været helt med mig på arbejde. Den har lagt udvidede logistikplaner for værelsesombytning herhjemme, så lillesøster kan få Skrupsakkens værelse, som kan få mit kreaværelse, som kan blive flyttet ind på kontoret, som nu er blevet superoptimeret med Ikeaskabe, der kan sluge stoffer, nåle og sprit (det lyder mere ophidsende end det er). De sidste to weekender har min krop så været redskabet til at få alle disse planer ført ud i realiteten, hvilket nu har resulteret i, at jeg sidder med en varmepude fasttømret til min højre balle og lænd. Og det er nu officielt: Jeg vralter!

Den sidste uge har altid lidt karakter over sig af at alle løber stønnende mod målstregen – fredagen – og efter fællessamlingen i gymnastiksalen kaster sig frådende, nogen opkastende, over målstregen efter endt marathonløb. Det gælder både elever, lærere og ledelse. Sådan er det i hvert tilfælde gerne i udskolingen. Alle er mentalt gået på ferie, og de sidste dage handler mest om tilbagemeldinger på karakterer, bogafleveringer, overleveringer, lokaleflytninger og andre lukken-ned-mekanismer. Om lidt bliver skolen helt stille. Helt tom for børn, læring og liv. Nogen elsker det. Andre kan ikke komme væk hurtigt nok. En tom skole har efter min mening, noget helt særligt uhyggeligt over sig, og jeg bryder mig ikke om at være der uden børnene til at beskytte mig.

For mig handler denne sidste uge også om at sige farvel til nogle ottendeklassesunger, som jeg er blevet overordentlig glad for. De har været en mundfuld, en prøvelse og en udfordring, som har givet mig ekstra grå hår og mange spekulationer undervejs. Men de har allermest givet mig grin, grund til omsorg og eftertanke. De har vist mig ærlighed og selvrefleksion, som nogen gange har været svært for dem at efterleve i handlinger, men som dog viser at ungdommen nu til dags slet ikke er helt så fortabt og håbløs, som mange godt kan lide at påstå. De har været akkurat ligesom jeg kan lide dem bedst i den alder: Teenagekulrede, ungdomssløve, provokerende, håbløse, banale, dybsindige, useriøse og ligefremme. De er mine småkager, og jeg har taget en lille bid af dem hver i det år der er gået. Man har vel en sød tand, der skal holdes ved lige.

Det værste ved at skulle på barsel er at skulle sende småkagedåsen videre til den næste. Jeg har aldrig været god til at dele de søde sager med andre, når jeg først har fået fingrene i dåsen. Men de er i gode hænder og jeg har heldigvis to andre lækkerbidskener herhjemme, som jeg skal gå og nyde at nippe af i det kommende år.

Og så skal jeg jo gøre lidt brug af stofferne, nålene og spritten i kontoret. Det bliver en fest!

Sushitime i skolekøkkenet

Vi havde sommerafslutning på mit hjemkundskabshold i går, og det blev fejret med et ordentligt sushiraveparty. Besparelserne ved at lave et par bageomgange, der ikke kostede så meget, gjorde det muligt at give den ekstra gas den sidste gang. Ja, det er vilkårene, når man har ca. 10 kr. pr. elev pr. gang, hvilket er et helt normalt budget for to lektioner hjemkundskab i folkeskolen.

Det var fedt at fejre det sidste års morskab i skolekøkkenet med en ordentlig sushifest, der også bød på hjemmelavet is fra sidste gang. Jeg har virkelig nydt mine fredages eftermiddagstimer med Syvendeklassen, som også har har budt på bl.a. høne i dej, afrikansk kokosgryde, vietnamesiske friske forårsruller, rødgrød med fløde og verdens bedste kanelsnegle.

Cut the Crab og California rolls stod på menuen og jeg synes faktisk de slap ret pænt fra deres første møde ud i den japanske madkunst: