Redebyggeri

  • dufter af Probat
  • smager af boller i karry, bolognese og hjemmelavede forårsruller i fryseren
  • føles som bittesmå stykker bomuldstøj mellem fingrene
  • lyder som Adele
  • og ser sådan her ud:

Før sengetid

Hvornår skal vi dø, mor?

Just som man står der og tror at putteseancen er klaret med Den Grimme Ælling og et møs møs “Godnat og sov godt“, bliver man mødt med det spørgsmål.

Efterfulgt af: “Jeg vil ikke dø.

Jeg var overrumplet over, at det lille menneske kunne rumme så store tanker og spørgsmål. Og hvor kom de lige fra i dag? Vi havde da ikke snakket om død for nyligt. Men jeg greb den, og vi snakkede om døden og om alderdom. Om at alle mennesker skal dø på et tidspunkt. “Hvorfor mor?

Hmmm, fordi alle mennesker bliver født og alle mennesker dør. Men vi skal blive meget gamle først.

Jeg var ikke klar til at fortælle ham, at nogen gange bliver man ikke så gammel, før man dør. Når man ikke engang er fyldt fire år, tror jeg den sandhed tids nok kan komme.

Vi grinede sammen af fremtidsbillederne af ham med kone og børn. Og ham som bedstefar. Som oldefar, der var meget gammel. Ligesom Oldebille og Oldefar Per. Jeg med en klump i halsen. Han som om, det var noget uvirkeligt og fantasifuldt sludder.

Og Oldebedste. Som er i himlen. “Hun passer på os. Og vi gav hende blomster ned i hullet. Dem har hun nok med derop. Og hun har også en computer, tror jeg. Når nogen dør savner man dem. Jeg savner Oldebedste.” 

Han sluttede selv samtalen med et godnat. Han havde fået sine svar. Og som jeg gik ud af døren kom det fra ham:

Du må ikke dø mor. For så savner jeg dig.

Og nu vælter tårerne frem igen, som jeg skriver det. Ikke lige aftenen, hvor man frisk og frejdigt går ind og ser indsamlingsshow om døende børn i Afrika.

Så jeg filmquizede med veninderne på Facebook med mine skyklapper på og lod som om, at vi alle bliver 125 år gamle og at film om evigt liv og kærlighed til alle var virkelighed.

Hvad kan man få for en pakke Smarties?

Der er tre uger til terminen, og jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere kan skjule, at det er pissehårdt det her graviditet for anden gang. Så hvis vi kan starte med at få ynken ud, vil det virkelig lette en del for de næste ord. Det er blevet tungt og krævende her til sidst. Jeg kan næsten ikke trække vejret, når jeg lægger mig ned og det føles konstant som om jeg har fået trykket tre ribben ind mod lungen i højre side. Jeg har plukkeveer og halsbrand konstant, ondt i maveskindet af alle de spark og bevægelser, hun laver derinde. Hun er 100 gange mere livlig, end jeg husker Skrupsakken nogensinde var. Det tegner rigtig spændende for hendes personlighed udenfor maven. Jeg vågner om natten og kan ikke få luft eller ikke vende mig eller ikke ligge ned på grund af smerter i ryggen eller sveder så hele min dyne er plaskvåd…eller all of the above! Og holder jeg mig en dag som i går, hvor jeg vaskede to maskinfulde, støvsugede huset og bagte franskbrød og boller, så magter min krop ikke engang at komme op af sofaen bagefter. Og helt ærlig, det er jo ikke nogen halvmarathon, jeg har løbet, vel! Drister jeg mig til, som i morges, at spise en omgang morgenmad med et par skiver brød og et glas juice kører min puls op på maks og hele min krop begynder at ryste af overbelastning. Kroppen arbejder på højtryk for tiden, og det er pissebelastende, for at være helt ærlig. Jeg er SÅ klar til, at hun melder sin ankomst. ANYTIME nu. Jo før jo bedre. Vi er klar.

Det har også betydet, at vi har måtte melde afbud til en årlig familieudflugt i Fårup Sommerland med min fars familie. Turen til Nordjylland inklusiv sommerlandshalløj og fremmede soveforhold var ikke kompatibelt med min tilstand pt. Så nu sidder vi herhjemme i tordenvejret og nyder den fred og ro vi har fået forærende ved netop det afbud. Et lille stik i hjertet mærker jeg, over at gå glip af familiehyggen i det nordlige, men nyder også at jeg kan lægge mig ind på sengen hveranden time for en slapper, mens jeg hører lyden af drenge- og mandehænder, der roder gennem kasse 1 og 2 af legoklodserne i deres forsøg på at skabe den ultimative rumraket.

Og drengen der, ikk’, han er ikke supervild med at få taget billeder af sig selv for tiden, medmindre de er i superheltepositur og virkelig fremhæver hans megasejhed, så at bede ham om et softie shot af storebror, der krammer lillesøster i maven, er nærmest et overgreb. Medmindre man kan tilbyde en pakke Smarties som bestikkelse. Så her er, hvad man får for en pakke Smarties en lørdag formiddag. En meter og seks centimeter, der lige kan presses til at røre ved maven med den ENE hånd! For lige så snart kameraet har klikket at stikke den anden hånd frem for at modtage sin løn.

Jeg kan leve med det. Jeg synes faktisk det er blevet et helt godt billede. Og jeg skal heller ikke være sen til at indrømme, at vi udnyttede hans velvillighed og et svagt øjeblik lidt senere og nappede et til uden beregning, da han lige skulle høre, om hun var ok derinde:

Sådan er det, når man forhandler med nordjyder. Vi ved, hvordan man får noget for sine chokoladeknapper.

Knæk læsekoden på iPhonen

Læsevejlederen og dansklæreren i mig trygler om at få lov at dele denne app med jer, der har små børn og iPhones.

App’en hedder Knæk Læsekoden og kan bruges helt ned til treårsalderen. Skrupsakken, som nu er tre år og syv måneder synes den er skæg at lege med. Og han er netop også vild med Hr. Skæg og med bogstaver og alt der lugter af skole og dermed af at være store børn, der kan læse. Med andre ord er der motivation at hente, hvis bare det leges ind på en sjov måde. Og hvorfor ikke så starte her?

Børnene kan fx lære at skrive bogstaverne med deres fingre på touch screen’en ved at følge en lille pil rundt.

De kan høre hvad bogstaverne hedder og deres lyde, og de kan lege med de 120 mest hyppige ord i det danske sprog, når de kommer lidt længere op i alderen.

Den koster 24 kr. og jeg synes den er pengene værd. Jeg får ikke noget for at dele denne app med jer. Funday Factory, som har lavet app’en ved slet ikke, at jeg reklamerer for den på min blog, så dette er ene og alene min personlige anbefaling.

Til svigermor

Min svigermor og jeg har flere ting til fælles, men særligt to ting gjorde sig gældende i aftes på Ølgod på Bakken. Countrymusik og linedance. Jeg elsker countrymusik og al det medfører af hjerte, der rimer på smerte og æbletærte. Boots og flæser. Gals and pals.

Efter mit udvekslingsår i Texas i 1992 har countrymusikken og de store barer med linedance sat sig godt og grundigt fast i mit hjerte. Jeg elsker Patsy, Dolly, Eva, Dixierne, Garth og alle de andre hillbillies med hjertekvaler. Og det samme gør min svigermor. At hun så dyrker linedancen nu også, gør hende jo en hel del bedre end jeg til de synkrone trin i dansehallerne.

Men som vi sad der på Ølgod og blot lige skulle se en enkelt dans eller to og høre bare ét nummer mere, kunne vi vist begge to godt være blevet siddende. Jeg truede endda med at hoppe med hende ud på gulvet til den næste routine, på trods af kæmpemave og plukkeveer.  Og så spillede bandet “Jolene”. Nok et af mine alleralleryndlingsnumre indenfor countrymusik. Og da det er svigermors fødselsdag på torsdag, skal hun have en lille ekstra førgave her på bloggen. Nemlig en lidt alternativ udgave af “Jolene”. Omskrevet og sunget af de to danske sangdivaer Annika Aakjær og Aura. Kvaliteten af klippet er ikke overvældende, og alligevel får Aakjærs stemme ståpelsen frem på armene af mig, hver gang jeg hører det. Desværre kan jeg ikke finde en indspillet udgave af nummeret nogen steder.

 

En anden stor ting vi for øvrigt har til fælles er kærligheden til de her tre fartglade knægte, som også var med på Bakken:

Tillykke med fødselsdagen på torsdag svigermor!

Yndlings

I yndlingstid med mine yndlingskvinder hersker der ingen orden:

Der er syrlig pik på bordet…og andre lækkerier, som fyldte chokolader med absinth og salmiakki:

Kvinder kan sidde med spredte ben og lade vommen og farverne hænge frit ud:

Der dimses og duttes og glemmes alt om spisetider:

Men skidt med det, når bare der er brownies nok, rødvin, cider, champagne, kaffe, Faxe kondi, gin, og frisk vand fra E.kolifrit område i ukrudtssprederen:

 

Man skal holde, hvad man lover – særligt når det gælder chokolade!

Jeg lovede Konen i et tidligere indlæg, at jeg ville dele min browniesopskrift. Faktisk tvang hun mig nærmest til at bage en omgang mere – lige der midt i kommentarfeltet. Læs selv. Og hvis du læser med ved hende, så tænker du måske også, at alt der kan forsøde hendes liv pt. er kærkomment.

Så med fare for at manifestere mig selv som både krea- og madblogger på én dag, så får I altså alligevel lige et spiseligt indlæg her til aften. For jeg har også lovet et par andre yndlingsbloggere, at jeg ville medbringe netop de brownies fra det føromtalte indlæg til en hyggedag i morgen. Og jeg holder selvfølgelig, hvad jeg lover. Og bagte selvfølgelig en dobbelt portion…needless to say.

Til sagen. Det er de her babies, jeg taler om:

I kan måske selv regne ud, hvem der har nappet hjørnekanten.

Bogen jeg har fundet dem i hedder i al sin enkelhed og smukhed: Chokolade. Med undertitlen: Forførisk godt, fra cremet hvid til de mørkeste lækkerier. Johan Åkerberg er forfatteren, og han siger selv, at det er en uundværlig bog for alle chokofantaster! Jeg er tilbøjelig til at give ham ret og tilføje om ikke alle chokoladekogebøger er det? Men nu til opskriften, som er legende nem:

Faktisk så nem, at man kan hyggekramme, mens man laver den. Spørgsmålet er så bare, hvad der smelter først – mig eller smørret i gryden?

Hey, jeg findes stadig!

Pyyyh, jeg var ikke forsvundet i de fortabte CPR-registre. Heldigvis var jeg bare flyttet tilbage til USA for en stund, men blev hurtigt rykket tilbage på dansk jord og kunne dermed købe min nye hvide iPhone 4. Det er rart at være hjemme igen, og jeg tænker lidt at udlandsopholdet i Telenors arkiver, måske forklarer mine høje telefonregninger indtil nu. Jeg forventer helt klart, at de bliver skåret kraftigt ned, nu jeg har fast bopæl inden for indenrigstaksterne igen.

Som ekstra bonus tog jeg lige en smuttur på Den Blå Avis og fandt ud af, hvad man var villig til at give for ulåste iPhones derinde. Selv sådan en to år gammel 3′er uden S bagefter, som min den gamle var. Jeg spenderede 300 kr og en halv time på et nyt glas ved iPhonedoktoren i København og simsalabim havde jeg fire timer senere solgt den for 1200 kr.! 1200 kr. for en 3G’er! Om jeg fatter det. Og vi kunne have solgt den fire gange for den pris. It’s all about the apple. Sad but true.

Nå, men sådan en ny fin hvid perle skulle da have sig en ny bolig. Og Christina er altid sød at dele sine opskrifter og idéer med os andre, så jeg hæklede en ny sok til Darlingen ud fra hendes indlæg og er nu blevet helt spundet ind i det hækleri igen. Her får I lige lidt billedspam af både sok og mave:

Jeg ved endnu ikke helt, om der skal et eller andet bling på forsiden af sokken. På den ene side kan jeg godt lide enkeltheden, på den anden side synes jeg, den bliver lidt kedelig. Bling ville klæde den, tror jeg. Hvad tænker du? Idéer er velkomne.

Jeg kan meget godt lide, at snoren kan tages af og på og bruges som nøglesnor også. Derfor lavede jeg en haps bagpå pungen, ligesom Christina havde lavet på sin. I kan se anvisningerne i Christinas indlæg. Det er forbavsende let at lave.

Snoren hæklede jeg bare ved at lave en lang række løsmasker, i den længde der nu passede rundt om min hals, og så en gang fastmasker rundt om løsmaskerne bagefter. Jeg lavede fire fastmasker i den første løsmaske, da jeg drejede om på den anden side.

Mit næste projekt på hæklenålen er også Christinas. Se lige et fedt cover til MacBooken! Og med fire uger til terminen, skulle der vist liiiige være tid nok.