Banalitetsbeskyttelse faktor 30

Hvis man nu bare lige kunne tage en rulle stof, en saks og et centimetermål og måle og klippe sig til en blød beskyttende rand, man kunne svøbe omkring alverdens børn og unge, så ingen massemorderiske terrorister, uretfærdig hungersnød, inkompetente (pleje)forældre eller meningsløse kræftsygdomme kunne gøre dem ondt.

Hvis man nu bare lige kunne sige noget. Skrive noget. Gøre noget, der ville gøre det hele bedre.

Jeg har selv ét barn, jeg kan gøre noget for. Snart to. (…gisp!)

Og det virker så uendeligt banalt at sy en sengerand på sådan en solskinsdag som i dag. Og endnu mere at skrive et indlæg om det. Ligesom at krympeplast ikke rigtig gør den store forskel heller, vel? Børn sulter stadigvæk. Pigen døde stadig af leukæmi. De norske unge blev stadig majet ned med koldt ekstremistisk blod.

Så jeg har haft svært ved at finde ordene til at starte op på bloggen igen efter feriestunderne. Svært ved at samle tråden op fra før og svært ved at finde mening i at skrive om hverdagen og det banale. Men den kommer langsomt tilbage, kan jeg mærke. Banaliteten og accepten af den. Ligesom hverdagen gør det. Skrupsakken er tilbage i sin børnehave, hvor bedstevennerne tog i mod med kys og kram i morges. Ham der forstår mig allerbedst tog lettere nedtrykt tilbage til sin grå legoklods på bakketoppen. Og jeg blev hjemme og startede officielt min barsel med at sy en sengerand til hende, der giver mig åndenød, halsbrand og søvnløse svedige nætter.

Det har været en helt igennem vidunderlig ferie med netop de tre. En ferie, hvor jeg har svulmet af stolthed og taknemmelighed. Hvor jeg har slappet af, glædet mig og følt mig tryg og elsket. Man kan ikke ønske sig mere, tænker jeg. Og alligevel kan jeg heller ikke pakke hverken mine egne eller verdens børn og unge ind i småblomstret vat for at beskytte dem fra alt ondt. Men jeg kan vise dem, at selv i det onde ligger der noget godt. Noget brugeligt. Noget der giver mening, selv om den kan være svær at finde i øjeblikket. Ja, selv flere dage, uger, år efter. Det handler måske netop om at skabe meningen med det onde selv. At forstå, hvorfor ondt sker og hvorfor man ikke altid kan komme uden om det, men må kæmpe sig igennem det.

Så velkommen hverdag. Velkommen banalitet og storhed. Du er savnet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s