Sig det med en rektal kage

Jeg voksede op i en lille bitte by uden for en lidt større by i Nordjylland. Vi boede på hovedgaden i byen. Ligesom min bedste veninde gjorde det, bare tre huse længere nede ad vejen. I det ene af de to huse, vi havde i mellem os, boede der tre drenge med deres forældre.  Vi havde aldrig rigtig noget med familien at gøre, men min veninde og hendes forældre var deres naboer, hvilket betød, at de havde den slags relation, man har med naboer, som man ellers ikke rigtig har noget til fælles med.

Jeg husker ikke, hvad der var det udslagsgivende, men de blev lidt sure på hinanden, min venindes forældre og drengenes forældre. En bagatel af en slags. Kunne være noget med noget hæk.

Og en morgen, da min venindes far ville bakke bilen ud af sin indkørsel, lå der lige så fint der på fliserne; tre menneskelorte. Ikke hundelorte. Ikke kattelorte. Der var ingen tvivl. This was a man’s doing.

Der var aldrig rigtig nogen tvivl om, at det var de tre drenge, der havde taget farens parti og lagt en hilsen til min venindes forældre. De lagde aldrig selv skjul på afsender/modtagerforholdet i historien. Og nabostriden var ligesom permanent derfra.

Nu bor jeg igen i en lille by uden for en større by, dog i en hel anden ende af landet. Og vores naboer er lige flyttet fra deres lejede hus. Vi var nysgerrige, Manden og jeg, efter at se huset indeni. Så vi gik derop, efter de var flyttet og huset stod tomt, og vi lurede ind af vinduerne. Og der i et af værelserne. Midt på gulvet. Der lå en lort. En menneskelort. Ikke en hundelort. Ikke en kattelort. De havde ikke husdyr. Nej, en af familiemedlemmerne, der havde boet i huset, havde åbenbart haft behov for at lægge en sidste hilsen til deres udlejer.

De sidste to dage har vinduerne stået åbne i huset. Der er nye lejere på vej til den 1., formoder jeg. Men der er nok lige lidt naturlig duft, der skal af vejen først.

Jeg har virkelig svært ved at forestille mig en konflikt, hvor jeg kunne finde på at få det sidste ord med en rektal kage på den måde. Kan du?

Et pinligt hængeparti

Kan I huske Mødrehjælpens Juleindsamling i Blogland sidste år?

Den, som Trine og Marina knoklede sammen på nul tid og fik samlet 28.250 kr. ind ved. Den I ved, som Trine igen i år leger med planer om at gentage.

Nå, men jeg var en af de glade givere. Eller det lovede jeg i hvert tilfælde at være. Og min vinder hed Helene. Vi skrev sammen og aftalte at hun ville få sit maleri, som var lavet over denne tegning, leveret efter jul:

Der skete det, at jeg blev gravid i julen. Glemte alt om Helene og hendes maleri. Gik totalt i graviditetsselvsvingsmode. Og sådan kunne livets gang i Lidenlund have fortsat ufortrødent, hvis det ikke var fordi Helene lige skrev til mig for nylig på mail og spurgte til sin gevinst. Fedt gjort Helene. For selvfølgelig skal du da have din gave. Og jeg kæmpe egofjols skal da bare huske at levere den a.s.a.p. Og jeg vil gerne give Helene en offentlig undskyldning her på bloggen også.

Så endnu et hængeparti er nu streget af listen. Her er Helenes mødrehjælpemaleri størrelse 75×100 cm. Jeg håber du bliver glad for det Helene, og at du kan tilgive mig min langsommelighed og glemsomhed. Undskyld!

En oktobervægt

Det, som vi troede, skulle være en septemberjomfru, ser nu ud til at blive en oktobervægt i stedet. En vægt bliver hun i hvert tilfælde. Ligesom sin mor for øvrigt.

Og efter mødet på Herlev Hospital i dag med verdens bedste jordemoder, har vi nu fået en tid til igangsættelse den 1. oktober, hvor jeg er 42 uger henne. Vi skal møde derinde allerede fredag aften kl. 20, hvor vi bliver indlagt over natten med et ballonkateter, som gerne skulle have sat lidt gang i sagerne til lørdag morgen, hvor fødslen så for alvor sættes i gang.

Jeg er lettet. Spændt. Nervøs. Overrasket. Forventningsfuld og alt muligt andet. Men vigtigst af alt, så er jeg positiv og optimistisk omkring det. Og det har jeg ikke været i flere uger nu. Men der var noget ved snakken i dag, der ændrede min opfattelse af tingene.

Måske var det sætningen: “Jeg forstår godt dit dilemma og din tvivl,” eller måske var det: “Det er dig, der kender din krop bedst, og det du mærker bør ikke være uvæsentligt for din afgørelse“. Mest af alt var det nok: “Jeg kan ikke give nogen garantier, men alt ser godt og sundt ud, som det ser ud nu.

Jeg blev mødt med forståelse, anerkendelse og respekt for den voksne selvstændigt tænkende kvinde, jeg nu engang er. Og ikke med fordomme, mistro og nedladenhed. Og jeg blev taget alvorligt i mine bekymringer. Og svaret. Med ærlighed. Og ingen garantier, fordi det er ærligt. Og det var det jeg havde behov for.

Så, hvis ikke BZ’eren har tænkt sig at tage sagen i egen hånd, (hvilket hun for øvrigt har valgt at gøre hele vejen indtil nu, så hvorfor slutte her) så får hun højst sandsynligt lov til for fremtiden at fejre sin fødselsdag den 1. oktober.  Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at jeg skulle få et oktoberbarn. Men nu synes jeg faktisk, at det kunne være helt hyggeligt at dele både mit stjernetegn og min fødselsdagsmåned med netop hende.

Metodefrihed

Man skal komme hviledagen i hu, og det har vi gjort i dag. Derfor har vi hverken afprøvet igangsætningsmetoder eller født. Vi har derimod hængt ud i nattøj langt op af dagen, hygget i haven og nydt et skønt spontant besøg, som endte i fælles aftensmad med gode venner.

Jeg tror faktisk lige der var tre minutter på et tidspunkt, hvor jeg helt havde glemt, at jeg gerne ville føde. Det må have været en slags solstik.

Vi kan derfor konkludere, at hovedrengøring og tudetur heller ikke er måden at ryge BZ’eren ud af hulen på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal konkludere i morgen, hvis hun vælger at overgive sig i nat. Men glad bliver jeg da. Bestemt!

 

Dagens igangsættelsesmetoder

Ok, så lad os konkludere, at Faxe Kondi/hindbærsnittemetoden stadig har udviklingspotentiale i sig. I hvert tilfælde virkede den ikke på mig.

Derfor har vi taget andre midler i brug i dag. Jeg har besluttet, at jeg lige så godt kan gøre en public service ud af mine forsøg. På et eller andet tidspunkt rammer vi vel noget, der virker. Om ikke andet så noget fra Herlev Hospitals lager af vestimulerende medikamenter og ballonkatetere.

Men tilbage til dagens metoder, som jo stadig står tvivlsomme hen som succesfulde. De skal jo lige have lov at sætte sig i kroppen, inden vi kan konkludere endeligt på det. Jeg startede dagen med sårbarhed. Ok, lad os bare være ærlige, jeg begynder at blive for alvor bange for, hvad det her fødselshalløj ender ud i. Når jeg skræller alle lag af humor og andre forsvarsmekanismer af, så er tanken om en igangsættelse i den sidste ende, virkelig virkelig skræmmende for mig. Og det er den fordi, min sidste fødsel endte som den gjorde. Jeg ønsker ikke et 36 timers veforløb uden udvikling og et akut kejsersnit igen. Og med et kejsersnit i bagagen er en igangsættelse ikke det mest optimale for den næste fødsel. Så jeg vågnede sårbar og pessimistisk i morges, og min mor blev lynaflederen. En times tudetur over mobilnettet til Nordjylland og en lovning på at lægge mig og få noget af den tabte søvn fra natten tømte om ikke andet følelseslageret ud.

Jeg er ikke altid lige god til at gøre, hvad min mor siger, så i stedet for søvnen på sofaen, nappede jeg støvsugeren, gulvmoppen og støvkluden og cleanede hele hytten, mens drengene var i svømmehallen. Og det føltes SÅ godt! At skabe ro i kaos. Orden i uorden. Fred i hovedet og mærke sin egen krop fysisk. Tage kontrol og få duften af Probat og Ajax i snuden. Hell yeah!

Så tudetur og hovedrengøring er dermed dagens metoder. Jeg melder ind i morgen, om det skulle være den magiske kombi, der kan få selv den mest stædige BZ’er til at bukke under og komme ud i verden. Jeg ved, at JEG krydser fingre for det. Om ikke andet.

Dagens kreationer

Faxe Kondien gjorde ikke helt sit i aftes med BZ’eren, men hvis ret skal være ret, så var det vist kombien af Faxe Kondi OG hindbærsnitter, der gjorde tricket for de fleste, så den får lige en chance mere i aften.

I mellemtiden har jeg fået syet lidt mere. Skrupsakken har også fået nyt sengetøj nu, når lillesøster skulle have. Godt nok proklamerede han forleden, at jeg altså ikke skulle sy noget sengetøj til ham. Og godt nok begyndte han ulykkeligt at græde, fordi jeg ikke havde hørt efter, hvad han sagde, da jeg fortalte ham i går, at jeg alligevel havde syet et sæt med seje motorcrossere på. Efter en halv times larmende tavshed hjem fra børnehaven i går, kom det spædt fra ham: “Moar…det jeg sagde med, at jeg ikke ville have sengetøjet. Det var bare fordi, at jeg mente, at jeg gerne ville have det, men at jeg ikke ville bruge det lige nu. Men måske når jeg bliver større.” Og så ville han for øvrigt gerne sove med det i nat. Ligesom han gerne ville se, om der kom nogle “hjerneskud” fra stjernerne…

Men ok, hvis du var en dreng på snart fire år, ville du så ikke også overgive dig til disse seje crossere?

Og så var der den barnevognskæde, som jeg truede med at lave, hvis jeg ikke snart fødte. Nåååh…men, jeg fødte jo ikke, så nu har vi også en barnevognskæde lavet i filt og Liberty. Måske ligger hun i virkeligheden og tænker derinde, at jo længere hun venter, jo mere pyntegejl får hun, når hun kommer ud? Måske griber jeg dette helt forkert an?

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal finde på at sy mere. Hvis I har gode idéer så sig endelig til! Indtil da, har jeg en hindbærsnitte og halvanden liter Faxe Kondi der venter på mig.

En liter Faxe Kondi senere

Jeg er nået til det punkt, hvor jeg er villig til at prøve ALT. Det virkede for Lykke, for Velomama, for Carport og Noia og nu også for Øglemor i morges, som jeg ellers havde planlagt synkronfødsel med (hmpfr!)

Nå men, efter besøg hos jordemoderen, som ikke kunne præstere skyggen af black magic på BZ’eren i maven, var det tid at tage andre midler i brug. Det blev til running sushi suppleret med rundt regnet en liter Faxe Kondi.

Jeg har hele dagen haft sindssygt ondt i maven, dog lidt længere oppe end hvad godt er i fødselssammenhæng og har, lad mig bare sige det ligeud, fået renset godt og grundigt ud i systemet. Kombineret med tegnblødning siden lørdag og onde plukveer, der tvang mig ned at sidde på posepakkepladen i SuperBest, så synes jeg faktisk kun det er på sin plads, at Faxe Kondien træder i karakter nu og gør resten af arbejdet. Desuden vil passe rigtig godt med en ny baby i huset over weekenden. Så skal vi ikke bare sige, at det er det, vi gør så?

Look on the bright side of life

Jeg prøver at bevæge mig nedad på skalaen:Derfor får I her listen over fordele ved at gå over tiden:

  • Hver dag jeg går over tid tæller ekstra barselstid i den anden ende.
  • Jeg fik set Toppen af Poppen i går og græd lidt sammen med Jørgen og Noller.
  • Jeg får lavet alt muligt kreajazz.
  • Jeg elsker maven. Det gør jeg virkelig. Jeg synes den er så smuk og nyder at kunne være tyk på den lækre måde.
  • Skrupsakken bliver mere og mere glædeligt utålmodig og har faktisk fået mere interesse i den kommende fremtid som storebror, end han havde før terminen.
  • Jeg har stadig en god undskyldning for at smæske mig i kager, chokolade og saltede fisk. Når barnet er ude, skal man pludselig tænke på modermælkspåvirkning, ammemafia og eftergraviditetskilo.
  • Jeg har tid til at spille Wordfeud (scrabble) på iPhonen.
  • Jeg skal ikke tilpasse mine vågne timer efter et andet menneskes søvnmønster.
  • Det er tilladt at prutte, når man rejser sig fra sofaen.

Jeg siger til, hvis jeg kommer på flere. Ellers er I velkommen til at tilføje i kommentarfeltet.

(Kender du for øvrigt Savage Chickens? Hvis ikke, så klik på billedet og kom ind på Doug Savages hjemmeside, hvor du kan finde flere af hans Post it Cartoons med kyllingerne)