Eller…ingen udklædning – ingen slik!
Her i huset deler vi altså ikke bare slik ud til dovne unger, der ikke engang gider at klæde sig ud, inden de går ud og tigger. Og vi er heller ikke bange for at skræmme dem lidt, når de alligevel drister sig til at ringe på.
Skrupsakken fik sin debut ud i tiggergangen og lokkede slik ud af de tre nærmeste naboer. Nu råhygges der foran Shanes Verden med den dyrebare last.
OHØJ & HAPPY HALLOWEEN!
Det føles lidt som at gå en måned tilbage i tiden, når Ananassen sidder lige her:
…og så alligevel ikke helt, vel? Det er hundrede gange bedre!
Jeg tror kaffe smager endnu bedre i disse kopper:
Tror du ikke?
Jeg faldt over en ny blog i dag, som er skrevet af illustrator Caitlin Clarkson. Hun laver nogle fede illustrationer og har netop færdiggjort sit ANIBET (et alfabet tegnet med dyr). Det er set før, anibeter, men dette er altså virkelig virkelig flot og detaljeret tegnet! Prøv lige at se:
Hvis du klikker her, kommer du ind på hendes personlige hjemmeside, hvor hvert bogstav ligger for sig som store billedfiler. Lige til at printe ud til børneværelset eller klasselokalet. Hun skriver ikke, at man ikke må printe dem, så jeg regner med, at hun har lagt dem der for at dele.
(Dear Caitlin, if you read this and disagree with my sharing, please let me know and I’ll remove both picture and link a.s.a.p.)
Der er én, der snart får de to herrer her i fødselsdagsgave:
De er de helt store helte her i huset for tiden og hvis man køber dem i den britiske Disney online, kan man få dem til næsten halv pris af BR’s tilbudspris på 399,-. Det betød, at der også blev råd til en julegave:
Tror nok, det bliver en fed fastelavn i børnehaven i år. Så kan de 500 Spidermen godt pakke sammen, for “Buzz kommer med fred!”
…så skal man også roses for det.
Og Ananassen kan vokse. Og holde sit eget hovede. Rigtig flot endda. Se selv:
Arhmen, for pokker da. Hun er bare sådan et lækkert lille stykke marcipan, som jeg kunne spise i en mundfuld. Og så får man at vide, at hun slet ikke er så lille endda. Hun er vokset 4 cm siden fødslen for 3 1/2 uge siden og måler nu 60 cm. Og de fire centimeter vejer rundt regnet 1 kg, så hun nu vejer 5350 gram. Det er da meget godt gået af en der sover ca. 20 timer i døgnet.
Men det der slår mig allermest er hovedstørrelsen. Hun måler nu 38,6 cm omkring hovedet. Det er en stigning på 3,6 cm fra fødslen, men kun en halv centimeter mere end Skrupsakkens hovede var, da han blev født. Når jeg kigger på hendes hovede i dag, så bliver jeg faktisk en lille smule taknemmelig for, at hans fødsel endte i kejsersnit. 38 cm hovede er altså ikke så lidt. Skulle jeg hilse og sige! Og det er helt rart, at jeg ikke ved, hvordan det føles at føde sådan ét.
Bedstes hjemmestrik
Hyggelure
De første rigtige smil
Og jeg og Ananassen skal helt klart til Julemarked i Horsens:
Skal du med? Vi tager derover den 18. og 19. november.
Ananassen fylder tre uger i morgen, og i går tog jeg den første af mange prøver i dette nye uudforsket land af MORskabet med to børn. En lille times togtur ind til Tivoli, hvor vi skulle mødes med min bror og hans familie og min far og hans kone. Uden min mand. Bare mig og ungerne. Og barnevognen. (Det skrummel!) …og en million andre mennesker, der også synes Tivoli og Halloween var en god cocktail. (note til Tivoli: har I overvejet at sætte begrænsning på hvor mange I lukker ind på én gang, eller er I bare glade for hver en krone, de besøgende smider i billettælleren og skide ligeglade med helhedsoplevelsen i haven?)
Det gik godt. Rigtig godt.
Ananassen kvitterede med denne opførsel 95% af tiden og kunne spises af ved Restaurant De To Toppe de sidste 5%:
Skrupsakken nød godt af sin moster og onkels overskud til både forlystelser og sukkerskyer, og jeg nød endelig at kunne prøve ting med ham igen efter at være kommet af med maven:
Alt i alt en prøve der blev bestået. Med lidt hjælp fra familien. Og ungerne. Og Manden, der hentede os. Pyyyyhhh…
Da jeg gik i skole, havde vi en idrætslærer, der strikkede. Hun havde også knaldrødt hår, men det er mindre vigtigt for historien. Det er bare sådan jeg husker hende. Strikkende og rød.
Hun strikkede, mens hun sad henne ved ribben og holdt øje med, om vi snød i høvdingebold eller vi driblede mere end tre gange i basketball. Hun strikkede også i frikvartererne, når hun sad vagt i kantineområdet i kælderen eller i skolegården.
Hun strikker stadig. Og hun er stadig lærer på den samme skole. Skolen ligger på den anden side af sportspladsen fra mit barndomshjem. I det hjem, hvor min mor bor i dag. Med sin mand. Er I stadig med? For der er mere.
Min mor arbejder nemlig som lærer på skolen på den anden side af sportspladsen. I dag. Hun tog en lærereksamen som 52 årig, men det er også mindre vigtigt for historien. Bare noget jeg godt kan lide at blære mig med. Jeg er pænt stolt af hendes bedrift der. Og nu er hun så lærer på min gamle skole. Og kollega med den rødhårede strikkende idrætslærer.
Og idrætslæreren følger kærligt med i sine tre gamle elevers færden rundt i verden. Mine brødre havde hende også til idræt. Og vist også matematik. Det kan hun nemlig også. Og hun læser vist endda også min blog i ny og næ. Eller måske viser min mor hende den bare.
Nå, men så i går. Så fik jeg en pakke med posten. En pakke fra den rødhårede strikkende idræts- og matematiklærer, der er kollega med min mor. Og den er så smuk og lilla og blød og lille, at jeg bare måtte vise jer den her på bloggen. Og fortælle jer historien om min gamle idrætslærer. Som egentlig er mindre vigtig i forhold til gavens smukhed.
Tusind tusind tak Lea!
