Løsning på ledetråden

Tak for jeres gode svar. Jeg har ledt og ledt ved iPod’en, i Annas overtøj og i potten!? Da jeg spurgte ham her til morgen, hvad der egentlig stod på den ledetråd, fik jeg følgende ordrette svar:

Det første er farfars bogstav…altså E. Det næste er mors bogstav…altså A. Og så Olivers bogstav…O (Oliver er en af bedstevennerne fra børnehaven). Og så mit eget til sidst…I. Og det betyder Swiniwingwhaatchi, som at der er engelsk og betyder ‘en der spiller rock’!

Klart!

Jeg glemte et kort øjeblik at den begyndende skrivning (børnestavning) næsten altid er noget vrøvl for os der kan læse. Eller også er det netop os, der er blevet for bevidste og netop ledetråden, der giver mening.

Han sprang nemlig ud som som rockmusiker i weekenden til barnedåben. Og debuterede med bandet: “Isac and the Swing Kings”. Frisk opfundet af deres manager, hans onkel Thomas, aka Drengedukken. Swing Kings = Swiniwingwhaatchi.

For mig giver det mening anywhos.

En slags lokumspoesi

I går fik jeg et stykke sammenkrøllet toiletpapir i en toiletrulle. Det var en ledetråd, fik jeg at vide. Men hvad står der?

Det er Skrupsakkens første brev. Han har længe vist interesse for bogstaver. Men har ikke selv begivet sig ud i at skrive dem af eget initiativ. Indtil i går. Og så på en ledetråd. Kan I hjælpe mig?

Hvad skal barnet hedde?

Vi fik selvfølgelig ananas i går. Da det var Ananassens dag. Dåbsdag. Flamberede ananas til dessert. Med vanilleis til smager det lidt som Københavnerstænger.

Festen holdte vi hjemme i vores egen stue med den nærmeste familie og gode venner. Og festens hovedperson inspicerede borddækningen nøje fra sin yndlingsplads på skulderen.

Lilla hyacinter og porcelænsmuffins på bordet. Jeg kan ikke sige mig helt fri for at synes det er lidt skønt, at vi nu er to piger i huset.

Forklar forskellen for mig Karen

Jeg så Mormors bordel i aften. Jeg har fulgt Suzanne og Karen i alle programmerne og synes faktisk det er et helt ok program. Det er i hvert tilfælde aktuelt med et fokus på en alt for unuanceret debat i min mening. Og jeg ved helt ærligt ikke selv, hvad jeg mener om hele legaliseringsspørgsmålet. Så jeg ser programmet og prøver på at blive klogere og måske endda tage stilling til sidst.

I aften var det gadeluderne i Dybbølsgade der var på programmet. Vi mødte Diana, som servicerede sine kunder i et solcenter. Hun fortæller fra trappestenen, hvor hun sidder mellem knaldene, at hun bare lige skal have tjent 2-300 kr mere til lidt stoffer og billetten hjem til Holbæk. Bare én kunde mere for i dag.

Karen lader sit store hjerte løbe over med sig og giver hende 300 kr. så hun slipper for at tage flere kunder den dag. I samme åndedrag, som hun tilbyder hende pengene, fortæller hun hende, at hun er journalist. Og at hun gerne vil høre hendes historie. Diana er lettere fraværende. Småskæv måske. Virker mere fokuseret på næste high end på Karens overgearede omsorg, som i mine ører lyder mere nedladende end respektfuld. Hun tager i mod pengene og colaen. Og lighteren, som Karen også køber. Og kan ikke rigtig flygte, som hun sidder der presset op på trappen af de to kendte mormødre. Vi hører ikke, om hun lige napper den sidste kunde alligevel. Eller om hun kommer hjem til Holbæk den dag. To uger efter vender Karen og Suzanne tilbage til gaden, for at finde Diana og redde (!??) hende. Hun er der ikke.

Men sig mig lige Karen. Var det du gjorde, ikke mindst lige så ydmygende som det Diana normalt gik ind i solcenteret og ordnede? Du valgte bare at købe hende for åben skærm på åben gade og uden for hendes egen boldbane. Det var ikke din hensigt. Det er jeg klar over. Men det var det jeg oplevede, da jeg så det. Hun havde en god historie, som du kunne bruge. For 300 kr. fik du lov at stille hende nogle spørgsmål så personlige og intime, at det måske ville være mindre grænseoverskridende for hende at knalde en fremmed mand i et solcenter. Jeg ved det ikke.

Jeg fik bare en rigtig dårlig smag i munden over aftenens episode. Og det var din skyld, Karens. Æv.

Sjælens vinduer og 13-taller, der skal deles

Jeg har siddet og tænkt og tænkt for at komme op med en smart, gerne lidt intellektuel vinkel, der kunne suppleres med dette billede, så I kunne høre, at jeg ikke var gået helt tabt i ammehjernesump, og sandelig ikke var faldet i fælden og blevet 100% morblogger på barsel, men stadig var lige cool nok til at smide et billede ved af vidunderet. Det lykkedes ikke. Min hjerne er tom. Og jeg ER jo morblogger på barsel. Så fred være med det. I får det bare:

For jeg kan ikke komme på andre vinkler end den åbenlyse. Jeg måtte dele hende med nogen. Dele dét smil. Den bevidsthed. Også selv om jeg allerede har smidt det på min Facebookprofil og delt det der.

Ja, jeg er en af de mødre, der plastrer min FB til med shots af ungerne. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Det er ligesom at få et 13-tal til eksamen, og ikke må ringe og fortælle det til nogen, fordi man skal holde sig for cool til den slags. Jeg er ikke en skid cool. Jeg er til gengæld pissestolt af, at jeg har lavet sådan et smil, som det I ser der.

Og det er nu. Lige nu. At jeg for alvor bliver forelsket i barnet. Jeg må indrømme, at de første seks/syv uger er lidt praktisk orienteret for mig. De er nødvendige for, at vi kan få skabt lidt liv i det lille nye menneske, så hun kan nå dertil, hvor der bliver liv inde bag ved øjnene. Hvor personligheden begynder at skinne frem. Jeg tænder helt klart på personlighed. Klart, nyfødte er nuttede. De dufter helt fantastisk. Og har en helt speciel form for skrøbelighed over sig. Men de er også temmelig tomme i blikket. Og lidt kedelige i længden.

Men så bliver de sjove. Lige pludselig. Når de ser én. Og de genkender én. Og de smiler til én. Og de viser én, hvem de er. Inderst inde.

Der er vi nu. Og derfor skal I belemres med mine babybilleder. Igen og igen. For I skal se, dét jeg ser. Jeg MÅ simpelthen dele det med nogen.

For seks millioner gyngestol

Jeg er hjemme i dag. Under dynen. Buzz og Woody står for underholdningen, mens Skrupsakken og jeg hoster om kap fra sofaen. Ananassen ligger og sover ude i barnevognen, og jeg ghost-shopper pragtvillaer i det nordsjællandske. Pragtvillaer skulle være gode mod forkølelse og dårlig hals. Har jeg hørt.

Hvis jeg havde seks millioner, ville jeg købe en gyngestol til den veranda: (klik på billedet og husk, at jeg så det først!)

Tik tak

Alt er relativt. De to uger jeg gik over tid inden jeg fødte, føltes som to måneder eller mere. En evighed. De sidste seks uger er derimod fløjet afsted og føltes som 3 minutter og to splitsekunder. Ananassen er ikke længere en ny baby. Nu er hun en stor baby i en rivende udvikling. Hun dufter dog stadig af det der helt særlige stof babyer er gjort af.

Og det nyder vi alle. Også Skrupsakken. Som hele tiden skal være helt tæt med hende. Og mig. Eller rettere sagt, min arm. Den arm, hun ikke hænger på. Hvilket ikke efterlader mange arme til at spise og opfylde andre basale behov for mig selv. Men pyt. Jeg har også stadig en del kilo at give af. Og han vil bare have min arm. Ikke andet. “Jeg skal lige bruge din arm mor,” siger han. Og så sidder han der med den og holder fast. Godt fast. Ikke noget med nænsomme kærtegn der.

Og Ananassen mærker de samme kærtegn. Han elsker for eksempel at putte hendes næse i munden, hvilket jo ikke er helt problemfrit.

Og han vil helst holde om hendes hovede, når de krammer, hvilket heller ikke altid er helt så forsigtigt, som bøgerne anbefaler.

Men han elsker hende. På sin helt egen snart-fire-årig-drengede måde. Og hvad der ikke slår hende ihjel, gør hende vel bare stærkere. Right?

Forræderen Mor

Den samme dreng, som aer den lille babypige, når hun græder, og som kysser og krammer hende hvert sekund han kan få lov til det. Ham, som bedende spørger, om han må tage strømperne af hende, så han kan se hendes søde små fusser. Og som siger til hende, at de skal være sammen altid, mens omsorgen og kærligheden til hende skinner ud af hans øjne.

Den samme dreng, han kravler også op til sin mor. Putter sig helt ind til hende og siger stille: “Du lugter af Anna, mor.”