Det skulle jeg lige have vidst

Tre år boede vi i New Jersey, og jeg må sige, hvis det er sådan himlen ser ud, så venter jeg bare lige lidt endnu med at tage derop. No offence, New Jersey er et dejligt sted, men jeg havde nok lidt større forventninger til selveste Guds rige.

Good to have you back though, Jon!

Så kom julen i hus

Den sneg sig ind sammen med juletræet og Ananassen fik sin debut udi det grønne, da det skulle fældes. Det klarede hun helt pænt der i bæreselen.

Jeg er så småt ved at kunne mærke julestemningen komme krybende ind under huden på mig. Den har ladet vente på sig i år. Sådan for alvor. Der har ligesom været så meget andet. Og når man ikke er på arbejde og snakker jul hele tiden med elever og kolleger, så er det faktisk ret lidt, man juler i det daglige. Men fra nu af juler vi på tid. Fraaaa NU af!

Jæj!

Det ser ud til at skuden er vendt. Nat er blevet til dag og omvendt. Eller nå nej, nat er blevet til nat og dag til dag. Sådan som det jo skal være. Selv om det lidt virker som om det hele er nat lige for tiden i dette mørke. Men det vender vel også snart.

Anywhos, så puttede jeg Ananassen kl. 21.40 i aftes, og hun sov! Og sov videre. Og vågnede og ammede lidt og sov så videre. Og kl. 6.30 i morges stod vi op og havde faktisk sovet en hel nat kun afbrudt af spisepauser.

Og hvordan gjorde vi så?

Jo altså, nu er det jo kun én nat, så vi ved faktisk ikke helt om det virker 100% endnu. Men det vil jeg skide på. Jeg jubler alliwl! Vi har i den sidste uge vækket hende efter tre en halv times lur. Og det var det. Jeg var ellers inde og læse om nulstilling af søvnmønstre og lignende i går. Men måske bliver det slet ikke nødvendigt. Vidste I for eksempel, at man kan nulstille sin søvn ved at udsætte sig selv for klart solskin i et par timer fra morgenstunden? Pænt svært lige for tiden, hvor Ananassen faktisk kommer ud og sove i barnevognen inden solen overhovedet er stået op. Men til sommer, klart så skal vi nulstilles. Allesammen.

Min kloge svigerfar rådede mig til at prøve at holde hende fri af sparepærelys om natten, da de indeholder alt for meget blåt og det giver kroppen tro på at det er dagslys. I stedet skulle vi bruge en svag normal glødepære. Det havde vi heldigvis allerede, så det var ikke problemet i vores tilfælde, men ikke desto mindre interessant viden, synes jeg. Ligesom at vi skulle bruge dagslyset til at fortælle hendes krop, at nu var det dag. Menneskets system er altså en forunderlig ting. Sådan at kunne styres af naturens lys.

Hmmmm…kaldte jeg forresten lige min datter en skude der?

Usynlige fantasivenner

Det er tiden for usynlige fantasivenner. Skrupsakken har fået en, der hedder Benjamin. Benjamin har engang været voksen, men så blev han tryllet om til et barn. Han kan være både lige så stor, som han selv er, eller det vil sige, lige lidt mindre, og så kan han være lige så lille som hans grønne rumvæsenfigur fra Toy Story. Benjamin er med ham i børnehave, og han sover under hans seng. Og sidder ved siden af mig og Skrupsakken, når vi spiser. Han spiser dog ikke. Kun lidt. Mest slik og chokolade og småkager. Og så er han sød.

Well…Benjamin er velkommen i vores hjem. Jeg personligt havde også en usynlig fantasiven, da jeg var barn. Hun var svensker. Og nogen gange englænder. Så man skulle tale sådan et fremmed sprog, for at kunne forstå hende. Nogen gange snakkede jeg svensk med hende. Andre gange engelsk. Jeg var vel 6 år gammel. Man kunne bifalde det som tidlig sproglig opmærksomhed eller konstatere, at det nok har været noget værre vrøvl hende og jeg har snakket om. Hun tog med mig på ferie ved min farfar og bedste. Så var man ligesom ikke helt alene afsted, vel. Og så boede hun i skoven ved min fars restaurant. En gammel nedlagt vandmølle, som var omgivet af bakker fyldt med løvskov. Derinde boede hun. Hun var ikke så avanceret at hun havde et rigtigt navn. Men nogen gange kaldte jeg hende Signe. Det er sådan en frihed man har med sådan nogle fantasivenner.

I aftes var jeg i kirke sammen med min nabo. Det Danske Kammerkor kom til byen og gav julekoncert. Som tidligere kirkesangerpige er det altid en helt særlig glæde for mig at sidde der i kirkens højtidelige rum og rammer og lade korstemmerne rive mig med. Jeg får tårer i øjnene undervejs. Både fordi det vækker minder om en helt særlig julekoncert med Dejlig er Jorden og hende her, men også fordi det altid rører mig, når ord og musik går op i en højere enhed. Jeg var selv sopran i koret. Der var lidt præstige i at være sopran, for så var man en af dem der kunne ramme de helt høje toner. I dag er jeg nok mere en alt og når jeg sidder der og lytter, er det sjovt nok pluselig tenorerne og basserne fra mandskoret der får gåsehuden frem på mine arme. Det er dem, der giver dybden til alt det lette og svævende. Og dybde er godt, synes jeg i dag.

Og der i kirkerummet sidder jeg jo så med en tredje usynlig fantasiven. Gud. Og hjemme på loftet venter en fjerde. Nissen. Hverken Benjamin, Signe, Gud eller Nissen har sådan rigtig vist sig for mig. Men de er alle fire, på hver deres måde, en hel naturlig del af mig og min familie.

Jeg faldt over denne her på Facebook forleden:

Og ja, sådan er det vel egentligt. Selv om Nissen vist aldrig rigtig har været en gudefigur.

Røde ting med hjul

Nogen gange glemmer jeg, at jeg nu også er blevet mor til en pige, når jeg laver ønskesedler til børnene. Og at røde ting med hjul jo også kan se sådan her ud:

Eiih, hvor er den fin. Altså!

Hvis nat var dag

Det er sjovt, hvordan ting som søvn, ikke har den store betydning i ens tankevirksomhed, hvis man får nok af det. Det er ligesom sex. Og chokolade. Basale behov, you know.

Når man så ikke får det, altså søvnen, så fylder den pludselig alt. Manglende søvn er tortur. Og afbrudt søvn bruges kun på de allermest standhaftige gidsler….og så lige nybagte forældre. Det kan knække enhver. Det ved alle gidseltagere. Det står på side 1 i Gidseltagningshåndbogens bind 1.

Men hvis nat var dag, så havde vi faktisk en datter på ti uger, der sov igennem. Godt nok er der mørkt for tiden, men jeg kan vist ikke helt lave om på nat og dag endnu. Så vi har så ikke en datter der sover igennem. Mere. Det havde vi lige for en kort periode der. Men så rykkede hun den der lange sammenhængende søvn frem, og nu kan hun snildt nappe sig en 6 1/2 timers lang formiddagslur. Ork jo, moren kan nå en masse i den tid. Barselstid er herligt, når man har et barn der sover om dagen. Hvis det barn så også gad at sove om natten. Men det gør hun så ikke. Ikke før klokken er 2-3 stykker. Og jeg er altså gerne den, der går kold før tolv (ouh, min indre nordjyde kan bare ikke lade den remse ligge uanset hvor grim den end lyder).

Efter en del konferering med de klogeste kvinder, jeg kender, er jeg nu blevet overbevist om, at jeg skal vække hende efter tre timer i formiddagsluren. Det er mig ellers meget imod at vække et sovende barn. Helt vildt meget imod. Men jeg kan ikke rigtig se, hvad ellers jeg kan gøre. Så nu er det nu, at du som den sidste klogeste kvinde (eller mand), jeg har overset i min overvejelsesfase, skal komme med det gyldne råd til mig. Sig gerne noget med, at det har du også oplevet med lille Hansemand og det gik over helt af sig selv…i morgen! Eller dagen efter. Og sig også gerne, hvis du synes det er helt godnat (haha, get it…godnat?) at vække hende fra luren eller omvendt. Jeg er modtagelig for alle slags råd lige nu.

Men forestil dig lige selv at skulle vække denne Zenbaby:

Kender du Julehjælp?

På Facebook er der oprettet en gruppe, der går under navnet Julehjælp. Signe Giøe Bitsch er 39 år og mor til to små børn og bosat i Zürich, og står bag gruppen og initiativet. Hun skriver selv om gruppen:

Gruppen er oprettet til de familier, der har brug for lidt hjælp til at give deres børn en god jul.
Der må være flere end mig, der synes det største problem omkring julen er, hvor man skal gøre af de nye gaver, og dermed har meget pænt og brugbart legetøj, tøj osv. der kunne glæde andre.
Måske har man også bare en 100 kroneseddel i overskud til at købe en gave for, til et barn der ellers ingen julegave ville få.

Jeg oprettede siden sidste år som en reaktion på Politikens artikelserie om fattige familier i Danmark.
Alle børn fortjener en god jul. For mig var julen noget magisk da jeg var barn, det vil jeg gerne prøve at hjælpe med at give videre.

Hvordan kan jeg sikre at hjælpen kun går til dem der har brug for det? Det kan jeg ikke, men det er min overbevisning, at der er meget få, der ville bede om hjælp medmindre de rent faktisk har brug for det. Jeg beder heller ikke nogle om, at retfærdiggøre deres situation, uanset hvad, så handler det om børnene.

Det er et fantastisk initiativ! Og jeg bifalder især hendes åbenhed og positive menneskesyn. Hvorfor skulle folk udnytte dette og bede om hjælp, hvis ikke de havde brug for det? Og hvis de gør, så må det være op til deres egen samvittighed. Det her handler om børnene. Glædelig jul til dig Signe. Du er enestående i mine øjne.

Vi har hjulpet. Jeg fandt den helt rigtige ønskeseddel og snart sidder der en lille etårig dreng og åbner den store gule gravko Skrupsakken helt specielt fandt til ham inde på sit værelse. For som han sagde: “Jeg har jo flere af dem mor, og jeg leger alligevel aldrig med den. Jeg håber, han bliver rigtig glad for den.

Og hans far og faster har lige været her og bare at se deres glæde for gravkoen, posen med de næsten ubrugte sko, dunjakken, regntøjet, bøgerne og sommershortsene var helt ærligt nok den bedste julegave, vi har givet os selv i år.

Dette indlæg er på ingen måde skrevet for at fremhæve mig selv eller på anden vis fortælle, hvor åh-så-gode-mennesker vi er, selv om det belejligt nok lige præcis gør det. Det er ikke min hensigt. Jeg deler oplevelsen med jer, fordi jeg simpelthen blev så grundglad indeni af at se de glade modtagere i mit bryggers. Og over at se Skrupsakken finde den helt rigtige gave til den anden dreng og vide at det netop i sig selv er en gave jeg giver ham. Gaven at dele sit overskud med andre. Det skulle I dælme tage at prøve. Det er det vildeste rush. Næsten bedre end chokolade.

Der er stadig mange ønskesedler derinde og du kan godt nå det. Hvem ved, måske er der endda en lige i dit nabolag, som kan bruge lidt af det du har liggende på loftet eller stående på hylden. Noget som du alligevel aldrig leger med alligevel.

Marias søskendehistorie

Maria søger ydmygende søskendehistorier at varme sig på. Og der er et diplom involveret til den bedste. Så jeg deler lige et par stykker.

Jeg har jo selv to dejlige brødre. En på hver side af mig. Den ene fire år ældre og den anden syv år yngre. Og selv om vi er en treenighed mod de to, som nu er blevet til fire, gamle, så har vi også taget vores kampe, hvor ydmygelse har stået øverst på formålslisten. En af de historier jeg husker bedst var denne her:

Om dengang min storebror ikke gad lege med mig for femhundredesyvogtressindstyvende gang. Men alligevel forbarmede sig over mig, da de manglede en indianer at skyde på i deres cowboyleg. Rammerne var klare. De var de civiliserede cowboys og jeg var den naturvilde indianer. Jeg fik tipien (tre pinde med et tæppe over) og fuglesang, de fik firemandsteltet med transistorradioen og Shibiduabåndet. Jeg fik territoriet Bærbuskene, de fik chokoladekikserullen og saftevandet. Jeg fik ingen våben, da de stjal mine pile. Pistoler gør jo ikke ondt at skyde med, fandt de ud af. Og således gik det meste af legen ud på at jeg stod bundet til æbletræet, mens de kastede (mine egne effin pile) efter mig i en halvtimes tid. Og jeg smilede. For de legede da med mig. På en måde. Ikk’?

Jeg kunne selvfølgelig også bare fortælle om min far og hans storebror og om dengang, hvor hans storebror beslutsomt gik en tur med barnevognen med lillebror i. En kærlig broderlig handling umiddelbart. Som brat sluttede, da barnevognen blev skubbet ud over en bakketop og ned i et budskads, og han (vist nok) selv gik fredfyldt hjemad igen. “Så slap vi af med den lille lort“, skulle man næsten synes han tænkte, ikke? Nå men, det gjorde han jo så ikke, og lorten reproducerede sig og her sidder jeg og fortæller historien videre. Sikkert ikke lige en del af den forkromede storebrorplan dengang.

Hvad siger du Maria? Er du varmere nu?