Kampen om magten – eller bare kampen om at vinde

I flere relationer, hvor jeg ikke selv er indblandet, foregår der pt. en kamp om, hvem der har magten. Eller om hvem der har ret. Eller bare om hvem, der vinder.

Jeg forstår det ikke.

Jeg forstår ikke, hvorfor man har behov for at komme ud af uenigheden som vinderen. Og forstå mig ret. Jeg hader selv at tabe. I spil. Og konkurrencer. Men når det kommer til relationer, så vil jeg hellere blive klogere på mig selv og det andet menneske end at forlade konflikten som vinderen. Lyder det frelst?

Måske. Jeg kan godt selv høre det. Og jeg skal da bestemt heller ikke sige mig fri for at have hægtet mig fast med næb og kløer til mine egne usaglige argumenter, for at vinde diskussionen. Men jeg har lige så ofte, og måske endda oftere, sagt: “Fair nok. Det har du ret i. Den her får du, hvis du forklarer mig, hvorfor du mener du som du gør.

Som lærer kan det være svært. For der er et ulige magtforhold fra starten af. Jeg er læreren. De er eleverne. Jeg bestemmer over dem. I teorien. Ikke altid i praksis. Faktisk sjældent i praksis. Men i teorien, you know. Og derfor kan det være en svær kamel at sluge, at jeg skal indrømme, at en elev har en pointe. At han har outsmartet mig. Eller at mine egne argumenter for noget ikke holder på den lange bane. At jeg har fejlbedømt situationen, og at deres argumenter til gengæld er både valide og konstruktive. Så må de få ret. Og få deres vilje. Mister jeg så magten? Næææ, det synes jeg ikke. Jeg synes faktisk jeg vinder den. Samtidig med at jeg vinder deres respekt, tillid og forståelse. Al god læring går igennem den gode relation. Det tror jeg faktisk oprigtigt på. Er du færdig, hvor er det bare SÅ meget nemmere at være lærer, hvis man har en god relation til eleverne. Man får så meget foræret. Og man kan tillade sig at bede dem om at gøre næsten alt.

Og sådan er det også i de daglige relationer vi indgår i i vores privatliv. I parforholdet. I venskabet. Med kollegaerne. Chefen. Familien. Det handler for mig ikke om, at gå væk som vinderen. For så kan man ende med at være taberen i det store billede. En ven fattigere. En elsker i underskud. For ikke at tale om den der taber. Måske bliver den person en større taber, end man umiddelbart ønskede til at begynde med. Der kan være ulige ting på spil i sådan en diskussion. Hvad der for mig måske bare er en professionel diskussion om god opførsel med en elev, kan være en kamp om selvværd og respekt for ham. Og taber han den, taber han mere end jeg ville gøre, hvis jeg tabte. Går man derimod konflikten i møde, sætter sig selv i spil og viser den sårbarhed, det er at indrømme sin egen usikkerhed, kan man risikere, at den anden gør det samme og pludselig bliver relationen hundrede gange mere ærlig og åben. På den måde vinder begge.

Det handler om at turde overgive sig, var der en klog veninde, der sagde til mig i går. Jeg tror hun har ret. At smide barrikaderne for en stund og tro på at et andet menneske kan tilføre én noget. At turde modtage uden at give. Og at turde indrømme, at man har fejlet. Også selv om man burde være den, der var øverst i magtfordelingen. Det er en svær lort at sluge. Lidt lige som at indrømme, at ens lillebror er blevet klogere end én selv. Eller at ens barn har overhalet én på viden.

Jeg tror bare, at man i den sidste ende, ender med at vinde, hvis man tør det. Og det er jo det man vil. Ikke?

Hvad skal man mene om det?

Havde det nu været den anden vej rundt. Så havde jeg måske fanget et billede af en storesøster, der lærte sin lillebror, hvordan Barbiedukken bedst kan sætte sit hår op.

Det er det ikke. Så i morges fangede jeg Skrupsakken i at lære Ananassen at lade en hundeproppistol og skyde farlige pirater med den.

Som min kloge kollega sagde til mig en dag: “Jeg brugte hele min søns barndom på at lære ham, at blive pacifist, ved at forbyde alle former for våben i huset. Nu er han i Afghanistan for tredje gang. Hvis jeg var dig, ville jeg opmuntre ham i at skyde alt det han kan i leg og på den vis få sin indre soldat ud. Og han må meget gerne skyde efter det lyserøde Hello Kitty monster, der løber rundt i stuen og får al sin prinsesselyst udlevet på samme vis.

Således skulle vi kunne sætte flueben ved den ene af de to nu.

Tegning kontra kickboxing

For lige nøjagtig ni år siden i aften, sad jeg på et værelse på Århus City Sleep Inn og drak Barcardi Lemon med en veninde. Totalt uvidende om, at om lidt skulle jeg møde faderen til mine børn. Om lidt ville jeg blive spurgt af ham: “Hvad er du god til?” Og jeg ville svare: “At tegne“. Og min veninde ville svare: “Kickboxing“. Hvilket egentligt opsummerer resten af historien ret godt. For det viste sig, at han skulle starte sit bekendtskab med mig med at vidne mod min veninde i retten i Århus. Og at vi skulle udveksle det første kys uden for politistationen den aften, hvor vi også udvekslede telefonnumre.

Jeg var fuldstændig uvidende om, at min veninde, som sad der og grinte på hotelværelset, havde det i sig at kunne smadre et glas i hovedet på et andet menneske. En kvinde hun slet ikke kendte. Det stod ikke i kortene eller i Barcardiflasken for den sags skyld, at hun den aften skulle få taget mugshots på den anden side af vejen over for Train. Og at den aften, hvor vi skulle fejre mit kommende nye job på en katolsk privatskole i København Ø, skulle ende i detentionen for hende og i et nyt forhold for mig.

Men ham der manden i mit liv, faderen til mine børn, ikk’? Han så det ske. Hen over hovedet på mig. Og endte som hovedvidne i sagen. Jeg endte som eksveninde og distancekæreste. Ham i Gentofte. Mig i Støvring. Og veninden på samfundstjeneste.

Et halvt år efter flyttede jeg ind på sommeferieprøve hos ham og flyttede ikke ud igen før vi sammen pakkede kufferterne og flyttede til USA i 2006. Den flytning betød at vi måtte gifte os. Så mandag den 18. september kl. 15 tog vi på Gentofte Rådhus for at få den lille detalje ordnet. Min svigermor havde lavet den smukkeste buket fra sin have, da hun ikke kunne bære tanken om, at jeg ikke skulle have en brudebuket. Jeg elskede de blomster. Og det var alle mine yndlingsfarver, ligesom alle mine yndlingsmennesker var til stede den dag på rådhuset. Og min yndlingsmand. Som tre dage forinden besluttede sig for, at vi alligevel skulle have ringe på, selvom det jo ikke var et rigtigt bryllup. Ringene blev valgt ved guldsmeden, ved at prøve os frem og finde to vi kunne passe. Der var ikke tid til mere. Heldigvis var de ens de to vi fandt.

Og brylluppet blev pludseligt meget rigtigt. Og meget romantisk. Og rejsen over Atlanten tømrede os mere sammen end titusind ægteskabsløfter kunne gøre. Vi var ét team, og da vi udvidede holdet med endnu en spiller, Skrupsakken, blev vi bare stærkere. Nu er vi fire på holdet, og der har ikke været mange skår i vores forhold siden den første aften. Vi kaster ikke selv særlig meget med hverken glas eller tallerkener.  Temperamentet er der bare ikke rigtig ved nogen af os. Til gengæld har der været masser af grin, nærhed og forståelse.

Jeg plejer at kalde ham Bæib. Eller Ham Der Forstår Mig Allerbedst. Kunne jo også bare kalde ham min mand.

MandagsHaikuSpam og indlæg nr. 800

Det startede med at jeg skrev på min FB-væg, at jeg strikkede pink.

Jeg skrev til min søde kollega Heidi, som hungrede efter pangfarver i det grå og triste januar:

Tid til pang og pink
den turkise frost bider
i Heidis kinder

Og Heidi svarede mig tilbage:

Vinter trist og grå
i skolen mørket falder
du gør dagen pink

Snart havde vi gang i en Haikuspam og her er hvad mine venner på Facebook kunne fortælle om deres mandag:

Tidlig mandagsfri
sofa klar i solstråle
hygge med roman

Du min soles sol
Du som skubber mørket bort
Lever i mit bryst

Glor på telefon
Ring nu ring nu ring nu ring
Og det gjorde den

Næsen løber langt
Ferie venter om seks
dage man er frem

Haiku ej forstår
foretrækker sne og sol
letter mig fra stol

Ungen ørler lidt
Dyret simrer i gryden
Mums lugte blandes

Frugter til frokost
Oh vogt jer prøv det aldrig
Husk mad og bliv mæt

Vågner med kaffe
Blændet af sol i bilen
Hjem til pigerne

Mandag kage-dag
Sød på tungen den kysser
Ak, vogt dig kilo

Gemt under dynen
influenzaen har magt
ingen gospel øv

Mellem træerne
spættens forårskåde hak
frosten bider av

Dagen med møder
Aften blev det med mør steg
Nu venter sjussen!

Jeg synes, det er vildt smukt, og vil nu til at bede folk om at spamme mig med poesi lidt oftere. Tak fordi I ville være med!

Kommentarfeltet er til din rådighed, hvis du selv sidder og brænder inde med en MandagsHaiku.

Det siger de voksne selv!

Det er sundt at kede sig. Det siger de voksne selv. Dem nede i Skrupsakkens børnehave. Det er, når man keder sig, at fantasien går i gang.

Og let’s face it. Jeg bor i en ret så kedelig by, så jeg forstår godt, at de gerne vil lære børnene at tro på det. Min by er ikke særlig cool. Hverken på den rå og betonagtige måde med ghettoer og bazarer, eller på den posh og hipsteragtige måde med toetagers muremestervillaer og retrosætningsskader. Den er ikke tæt nok på København til at være en forstad og ikke langt nok væk til at være udkantsdanmark. Vi har ikke en sort forfatter, der kan skrive om os og gøre os tilpas lækkerskæve på den måde heller. Vi bryster os med at ligge på en s-togslinje. Og det er vist dét vi har, når vi sælger huse, her i byen. Thank God for linje C!

Vi bor i et nybygget Lind og Risør-kvarter, hvor bøgehækkene forlænger naboens liguster, og hvor vi seriøst går tur om aftenen for at finde inspiration i de andres carporte, til vi engang får nok friværdi til at bygge en selv. Vi har legehus, trampolin og sandkasse i haven. Og forrige år plantede jeg seks rhododendroner i ét bed. Hvorfor så kedelig, når nu jeg havde muligheden for at spragle min have? Fordi jeg fandt ud af at det var langt nemmere med ét bed, når de skulle plantes i spagnum. Hvilket for øvrigt vist også summerer den sommers selvudvikling meget godt. Jord er ikke bare jord. Der er forskel på jord. I år overvejer jeg om jeg skal have to spiselige højbede. Har endnu ikke helt besluttet mig. Det er en af de ting, der kræver lidt længere betænkningstid end én sæson kan klare.

Vi kører i stationcar. En blå én endda. Focus. Og irriterer os over skraldeproblematikken i kommunen. Jeg arbejder selv i det kommunale. Som lærer på en af de lokale folkeskoler. Den der ligger tættest på os selv. Og jeg er derfor også en af de forældre, der henter tidligt i institutionen.

Er du faldet i søvn endnu?

Vi har et kontor, som vi aldrig bruger, og vores børn har hver deres eget værelse og den store har lige lært at cykle uden støttehjul ude på vejen. Der er færre biler på vores vej end der er i vores indkørsel. Og dem der kommer helt herned, kommer bare for at vende og køre ud igen. De kørte ved en fejl herned, da de troede de kunne komme ud den vej. Men vores vej er ikke en vej ud. Det er enden. Medmindre de er nogen af dem, der skulle ind til os eller naboen og grille på gasgrillen. Det er mest ved 17-tiden. Så det kan man planlægge sig udenom.

Med andre ord. Jeg har valgt den meget kedelige traditionelle vej ud i småborgerlighedens forstad. Hvor haverne er meget ordnede og hvor man ikke kan gøre sig utjekket på Nynnemåden, men bare må indse, at man er utjekket og derfor ikke kan flashe sin flawsomeness på nogen som helst hip måde. Jeg lever det, de fleste i min generation frygter. Et slags voksent liv.

Og jeg keder mig da. Engang i mellem. Og det river da i mig. Engang i mellem. For at gå ud på vejen og råde “Pik og Patter” til den gamle dame og hendes gøende collie overfor. Men det meste af tiden, så er jeg faktisk rigtig glad for det jeg har og det jeg er. Total småborgerlig husmor, der strikker og bager og sladrer med mine småborgerlige naboer. Og jeg prøver virkelig på at ikke prøve på, at være mere end det jeg er. Ikke på jantemåden. Mere på “slap nu af“-måden. Eller “du når det nok“-måden. Er jeg i nuet? Carpe diem‘er jeg nok? Sikkert ikke lige nu. Men mine børn ved hvor de har mig og jeg ved, hvor mange penge, der går ind på min konto næste måned. Og jeg har prøvet at sidde i min lejlighed ved Hudsonfloden og kigge ud af vinduet på New York Skyline og sammenligne den med en ligusterhæk. Jeg har prøvet at rejse over Atlanten med et skrigende barn i otte timer for at komme hjem og besøge bedsteforældrene. Jeg har prøvet at flytte fra sted til sted, at skifte arbejde alt for mange gange og at stå uden arbejde. Jeg har prøvet at bo både i Frederikshavn, Aalborg, København Ø og Gentofte. Og jeg har aldrig haft nemmere ved at kede mig, end jeg har nu. Og takket være de digitale medier og vores kære linje C, kan jeg også godt følge med i Copenhipsterlivet herudefra. Internettet stopper ikke ved Valby Bakke, som nogen vist går og siger.

Så når andre gyser ved tanken om det jeg lever i, Småborgerligheden, så slapper jeg af indeni og tænker, at det nok egentlig passer meget godt til mig. Og jeg tænker, at det er jo ikke stedet, der gør mig til dén jeg er, men mig der er med til at gøre stedet til det dét er. Og det er egentlig synd, at det ikke er mere hipt end det. For det er rart. Og trygt. Og kedeligt og forudsigeligt. Men det er sundt at kede sig. Det siger de voksne selv. Og det vil jeg egentlig gerne lære mine børn.

Kom lad os sige det i kor. Det gør ikke ondt, jeg lover det:
Mit navn er AB og jeg er voksen. Hej AB!

Vejledning i at skifte drøm

Vidste du at man selv kan skifte drøm, hvis man synes, det man drømmer er for uhyggeligt? Vil du lære hvordan? Så se her:

Og jeg lærte så, at gode drømme slet ikke handler om drager. Men derimod om to piger, der går sin vej…og bliver skydt! Steen og Stoffers G.I.S.P. lever i bedste velgående herhjemme!

Skal vi lege “Hvad mon det var engang?”?

Vi er ved at nærme os den tid, hvor vi igen har et barn, der kan flytte sig rundt. Det kan hun ikke endnu, Ananassen, men lige snart. Og pludselig husker man alle de gange Skrupsakken pludselig tyggede på et eller andet og sagde: “Mmmm…” og man inde i sig selv tænkte: “Please, lad det han lige fandt under sofaen og spiste være under én dag gammelt.

Men så kom vi hjem til vores hus i dag, ikke. Efter vores lille tour de Jylland. Og det første der rammer næsen, i det jeg åbner døren, er sådan en lidt muggen rådden lugt. Og jeg tænker selvfølgelig straks: “Pis! Så glemte jeg alligevel de bleposer, inden vi kørte for seks dage siden.” Men nej, ingen bleposer. “Aaaah, så må det være det lort jeg vaskede af Ananassens tøj, der ligger og lugter i afløbet i vasken.” Nope. Vask og afløb lugtede fint. Sko med hundelorte under? Nej. Måske madrester i en af glassene i flaskeaffaldet? Nope. Hvad fanden var det så. Legede lidt “tampen brænder” ved at gå ind og ud af bryggerset, for blot at kunne konstatere, at det helt klart blev varmere ude i bryggerset, hvor brækfornemmelserne var værst. Lugtede til klude, svampe, pusleplads, vaskemaskine, tørretumbler og 95% af skoene. Ingen gevinst. Indtil jeg så Skrupsakkens børnehavetaske og blev klam i hele kroppen. Madpakken fra sidste torsdag lå og hyggede sig inde bag legomanden. Og jeg frygtede at gulvvarmen havde resulteret i, at jeg blot skulle åbne tasken for at den selv kunne gå ud af den. På dette tidspunkt havde jeg allerede lavet de første 5 bræklyde. Jeg fik fisket den gule kasse op, og den virkede heldigvis let, så det kunne ikke være meget, der ville springe op og angribe mig i hovedet. Mind mig om næste gang at fokusere på kvalitet, fremfor kvantitet. For da jeg åbnede æsken inde ved køkkenvasken sprang den klammeste lugt frem og synet af et mørkt enkelt lille rådent æg fik alt til at vende sig i mig. Føj for s…..!!!

Pludselig virker den indtørrede gulerod, vi en dag fandt Skrupsakken tyggende på, knap så ulækker. Det fantastiske ved relativisme! Jeg husker, at jeg ved første øjekast undrede mig, hvordan han havde fundet den lille gren indenfor. Han havde da bare fundet den under sofaen. Den var helt klart over en dag gammel.

Ægget i madkassen var seks dage gammelt. Vi må virkelig bliver bedre til det der med at have mad liggende rundt omkring og flyde.

Velkommen hjem!

Tidslommer

Vi ferierer stadig i nordjylland, ungerne og jeg, og det er altid som om, at tiden står lidt mere stille i min mors hjem. På den gode måde.

  • Det tager tid at stille sine brikker op som små soldater uden de vælter.
  • Det tager tid (og flere forsøg) at stille to hele æsker dominobrikker op på række uden at vælte dem undervejs.
  • Det tager tid at tælle øjne for hver en brik man lægger, når man er fire år gammel og for første gang spiller domino.
  • Det tager tid at være sammen.

Vi spillede også mikado. To spil, jeg personligt havde glemt eksisterede og som Skrupsakken fandt stor morskab i.

Og

  • Det tager tid at vågne ordentligt en morgen efter natteroderi med en lysvågen Ananas.
  • Det tager tid at finde det mest nuttede sted på den lysvågne Ananas, i et fortvivlet forsøg på at holde sig selv vågen også.

Det tager så meget tid, alt det her ferieren, at jeg bliver resigned fra det ene spil wordfeud efter det andet. Godt man er tilbage i barselslommen igen på torsdag. Så de’et…

Honey, I’m hooooooome

Jeg er hjemme. Der hvor jeg kommer fra. Hvor herretøjshandleren Roberto, der chokerede byen i 90’erne med sin dario-atitude, stadig kalder kvinderne prinsesser og fortæller ens kæreste, at han får en god røv i provinscowboybuksen. Der hvor Allan O. siger, at “…en død kat kan få lov til at ligge og være død.” Og hvor hav og skov mødes på den smukkeste vis i Danmarks flotteste motorvejsbro. Her siger man “pææææng” om dem man betaler med og “hjæææææm”, om der hvor man bor.

Min mor fylder 60 år, og i aften skal vi holde stor fest for hende. I brevdueforeningens forsamlingshus. Sådan er det i provinsen. Udkantsdanmark, når det er bedst. Der fester man i forsamlingshusene. Jeg glæder mig til at være samlet med hele familien og hylde den fantastiske kvinde, min mor er.

I går var vi på min gamle skole. Der arbejder min mor nemlig nu som lærer. Hun blev fejret af sine elever, kolleger og ledere. Min lillebror og jeg hjalp hende med de tærter hun havde bagt til lejligheden. Det er underligt, hvordan sådan et kommuneskolelærerværelse følger en bestemt skabelon. Selv lugten er den samme. Stemningen. Lyden. Det hele kan tages og lægges ned over min egen arbejdsplads. Og alle de kommunelærerværelser jeg har frekventeret i min levetid. En snert af metaltræthed og bitterhed på forunderlig vis blandet med kreativitet og barnlighed. En blanding jeg aldrig helt vænner mig til på trods af, at jeg selv bidrager til den.

Hvis der er noget jeg særligt elsker ved provinsen, så er det at shoppe. Det er som om, at man her lidt bedre kan rumme, at vi ikke alle kommer i størrelse 36. Og så forstår de at holde udsalg. Vi snakker mindst 50% på alle varer i butikken. Ellers får man ikke kunderne indenfor. Der skal et ordentlig tilbud på snoren før rigtige krejlere bider på. Og 50% var det jeg fik på den kjole, jeg købte til festen i aften. Den perfekte eftergraviditets-og-nu-ammende-kjole:

450 kr. Dækker både efterfødselsmave og kejserdelle, men giver alligevel talje og højde. Bare arme, men skjuler mormorgardinerne og luner skulderne. Og så kan elastikhalsen trækkes ned til brystet! Jeg glæder mig allerede til at have den på i forsamlingshuset.