Kan du tyde strikkesprog?

Min veninde har det fedeste halsrør, købt i Zara i London, og planen er, at jeg skal lave et selv. Men det fede, ved det, er strikketeknikken. Tjek lige de ternagtige masker.

Og jeg kan ikke tyde den. Min svigermor arbejder hårdt på sagen, men hun har ikke fået disse sidste shots at arbejde ud fra. Og svigermor, jeg tror vi skal bevæge os væk fra patenten igen, tror du ikke? Jeg spammer jer lige. Og så regner jeg med klare svar uden slinger i valsen og gerne opskrift på, hvad og hvordan jeg skal gøre det, efterfølgende. Tak!

Bagsiden først:

Og så forsiden:

Blev I klogere? Kunne I tyde det? Hvad siger I? Kom nu!

Korthuse i blæsevejr

Vi er, som så mange andre småbørnsfamilier, ramt af sygdom herhjemme pt. Min mand ligger med influenza, og selv om jeg smågrinende de sidste par dage, har hentydet til den helt særlige mandeinfluenza overfor venner og bekendte, så må jeg erkende, at han oprigtigt har været syg. Med over 39 i feber. Og jeg må ligeledes erkende, at jeg havde nok været mindst lige så pylret, som han er, hvis det var mig.

Men hvis det er sådan, jeg har det, hvorfor bliver jeg så helt og aldeles uudholdelig at være sammen med i sådan en situation? Hvorfor bliver jeg ikke lige så omsorgsfuld og betænksom, som han ville have været over for mig? Og det ville han. Han er den bedste sygeplejer i verden, som kommer med te og nusser rygge og alt muligt.

Faktum er, at jeg ikke kan døje ham, når han er syg. Jeg bliver så pisseirriteret på ham og synes, at han gør alting forkert. Han snakker kun om, hvor skidt han har det. Ligesom han har behov for at beskrive detaljerne i hans følelse i halsen, når teen løber ned. Og skal han absolut måle sin feber hele tiden, og dermed ligesom dyrke den, i stedet for bare at tage et par panodil og komme videre? Og med komme videre, mener jeg selvfølgelig ud i stuen og hjælpe mig med de minimennesker, der også bor i vores hjem. Og med vasketøjet. Og aftensmaden. Og livet, you know. For faktum er også, at som hans pylreniveau stiger, stiger mit eget pylreniveau proportionelt. Jeg synes pludselig, at det er vildt synd for mig, at jeg skal gøre det hele selv. Og at jeg ikke har nogen voksen at snakke med om, hvor synd det er for mig. Og at jeg ikke kan ligge og snue derinde under dynen, som han kan, for det er jo i virkeligheden, det han gør. Snuer. Dog med feberrystelser, men stadig snuer. Ikk’? Sådan føler jeg det, seriøst. jeg sagde jo, jeg var slem.

Så de sidste par dage er der kun én jeg har været mere irriteret på end ham, og det er mig selv. For hold nu op, hvor er jeg træls så. Stort U i panden for Uudholdelig til mig! Og så må jeg jo gå i tænkeboks lidt. Det er her, jeg bliver stille og lukker af og tænker tænker (dobbelt tænker er, når man for alvor grubler). Hvad er det der gør mig så uudholdelig? Hvad er det der tricker det i mig? Hvorfor kan jeg ikke bare være omsorgsfuld og rumme hans svaghed?

Og det er jo elementært, når man lige tænker tænker sig lidt om. For han skal jo være stærk. Vi skal være stærke sammen. Ellers holder korthuset ikke i blæsevejret. Hvis han forsvinder, står jeg jo alene med det hele. Og den angst er alt for stor at rumme, så jeg vælger at blive irriteret på ham i stedet. Det synes meget lettere i øjeblikket. Og ligger så lige for at blive.

Og nej, en influenza slår ingen ihjel. Men jeg tror, at tegnene på, at han kan væltes, vækker noget grundlæggende i mig. En instinktiv angst. Og måske også et instinktivt ønske om, at han skal være stærkere end mig. For hvem skal ellers gribe mig, når jeg vælter?

Nå, men nu er han heldigvis ved at være rask igen, og så kan jeg stoppe alt det tænke tænkeri, for det er sgu da lige til at få grå hår og mylderbæ af. Øget selvbevidsthed er fandme anstrengende mand og SÅ opreklameret!

Hjælp til at løse ligninger

Jeg har brug for hjælp til at løse denne ligning:

På den ene side af lighedstegnet står det gratis udbudte kursus “Arkitekturtegning – fra blyant til 3D”, som jeg har tilmeldt mig og glædet mig til i dag på Dansk Arkitektur Center kl. 14.45-18.15.

=

På den anden side står der en børnehavedreng, der skal hentes senest 16.30, en ammebaby, der kan spises af med mos, og en syg mand med over 39 i feber.

Den går ikke rigtig op, vel? Er det en andengradsligning? Jeg har aldrig rigtig helt forstået det der matematik.

Noget med en krog eller noget (kan med andre ord ikke finde på en titel)

Jeg er blevet helt tosset med at hækle. Det går så dejligt hurtigt (altså på nær det MacBook cover jeg har været en evighed om, men det er ikke hæklingens skyld, nok nærmere en designmæssig fejlvurdering, da jeg skifter farve for hver runde…suk en masse hæftninger det koster).

Jeg lærte at hækle, da jeg var lille og kom på ferie ved min bedste. Når jeg kom derned havde hun altid forberedt en lille ting, som jeg kunne arbejde med, mens jeg var der. Et korsstingsbroderi, et hæklemønster, en orkeringsopgave eller et strikkeprojekt. Det endte gerne med broderiet eller hæklingen, men jo da, jeg kan skam orkere. Måske som en af de sidste i Danmark? Eller hvad?

Da ferierne stoppede, stoppede mine nørklerier også. Blyanten tog over og jeg tegnede mig igennem matematiktimerne og kærestesorgerne. Og som så mange andre mødre in spe, fandt jeg først pindene og nålene frem igen, da jeg ventede mit første barn. Og nu er jeg så blevet helt hooked på hæklekrogen. Min kære bedste er her desværre ikke længere, så jeg må ty til Youtube og Garnstudios instruktionsvideoer, når jeg vil lære noget nyt. Og det er jo helt genialt! Fx fandt jeg den fedeste hueopskrift, fordi jeg ville lære at lave pufmasker. Det kom der rastafarihuen ud af. Faktisk var det en mobiltaske, som jeg havde set på Pinterest, der satte hele pufmaskejagten i gang for mig. Det endte med denne her, som er lavet på samme måde som den sidste taske jeg lavede, bare i pufmasker:

Og nu er jeg så gået i gang med et lidt større projekt, som jeg finder på som jeg kommer frem. Det startede med inspiration fra denne denne her på Garnstudio, men jeg har lavet en del justeringer undervejs, og indtil videre ser den sådan her ud:

Det er dog ikke pufmasker, men dobbelte stangmasker, jeg arbejder med her. Og billigt garn fra Fakta og en 5.5 nål.

Så nu vil jeg lige nappe et par runder mere, mens jeg forsøger at overbevise mig selv om, at Skrupsakken ikke har fanget den mavevirus han legede med i går, og at Ananassen ikke nappede den tredagesfeber med hjem, som hun lå på tæppe med, også i går, eller at jeg selv eller en af de to små ikke deler den (mande)influenza, som ligger ved siden af mig i sofaen lige nu. Og når det så er gjort. Den overbevisen. Så vil jeg fortsætte med to runder mere og slutte af med at få den piven af coverversioner på overspeedede musestemmer ud af min hjerne, som har siddet der siden Skrupsakken og jeg så Alvin og de frække jordegern tidligere i dag på vores date. Så skulle der vist være ro til at sove. Hvis ikke vi til den tid er ved at være fremme ved første natteamning. Måske skulle man bare lægge sig nu.

Pif Paf Puf Rastafarihovede

Jeg havde lidt garnrester liggende og den video, jeg fandt på youtube, der skulle lære mig at lave pufmasker, handlede i virkeligheden om at lave en hue med pufmasker.

Det så overraskende nemt og hurtigt ud. Og nu ved jeg i hvert fald hvordan man puffer.

I present to you: Garnrester i pufmasker

20120219-001212.jpg

Så kan jeg jo altid tage den på, hvis jeg ender med at tabe alt håret her i postgraviditetsynken. På mandag ryger de lange lokker nok ved frisøren. De tynde tjavser der er tilbage er bedre tjent med at blive bobbet lidt. Og der lugtede af forår udenfor i dag. Lugtede I også det? Den lugt får det til at krible i mine nakkehår for at komme ud og blive luftet.

Der males…

Jeg har fået et tilbud om at udstille mine billeder i maj måned. Et tilbud jeg selvfølgelig straks har takket ja til. Og det var lige sådan et skub der skulle til, for at jeg kom i gang med at male lidt igen.

Så i dag lavede vi stuen om til et atelier og malede som sindsyge. Mest Skrupsakken og jeg. Med tilskuere på fra legetæppet.

Og ja, I skal nok få lov at se. De kommer på bloggen løbende de kommende dage. Skal lige se dem lidt mere an og være helt sikker på, at de er færdige. Indtil videre er det blevet til tre. Og der er nøgne mennesker i vente. Det kan I takke Onkel Eva for.