Noget med en krog eller noget (kan med andre ord ikke finde på en titel)

Jeg er blevet helt tosset med at hækle. Det går så dejligt hurtigt (altså på nær det MacBook cover jeg har været en evighed om, men det er ikke hæklingens skyld, nok nærmere en designmæssig fejlvurdering, da jeg skifter farve for hver runde…suk en masse hæftninger det koster).

Jeg lærte at hækle, da jeg var lille og kom på ferie ved min bedste. Når jeg kom derned havde hun altid forberedt en lille ting, som jeg kunne arbejde med, mens jeg var der. Et korsstingsbroderi, et hæklemønster, en orkeringsopgave eller et strikkeprojekt. Det endte gerne med broderiet eller hæklingen, men jo da, jeg kan skam orkere. Måske som en af de sidste i Danmark? Eller hvad?

Da ferierne stoppede, stoppede mine nørklerier også. Blyanten tog over og jeg tegnede mig igennem matematiktimerne og kærestesorgerne. Og som så mange andre mødre in spe, fandt jeg først pindene og nålene frem igen, da jeg ventede mit første barn. Og nu er jeg så blevet helt hooked på hæklekrogen. Min kære bedste er her desværre ikke længere, så jeg må ty til Youtube og Garnstudios instruktionsvideoer, når jeg vil lære noget nyt. Og det er jo helt genialt! Fx fandt jeg den fedeste hueopskrift, fordi jeg ville lære at lave pufmasker. Det kom der rastafarihuen ud af. Faktisk var det en mobiltaske, som jeg havde set på Pinterest, der satte hele pufmaskejagten i gang for mig. Det endte med denne her, som er lavet på samme måde som den sidste taske jeg lavede, bare i pufmasker:

Og nu er jeg så gået i gang med et lidt større projekt, som jeg finder på som jeg kommer frem. Det startede med inspiration fra denne denne her på Garnstudio, men jeg har lavet en del justeringer undervejs, og indtil videre ser den sådan her ud:

Det er dog ikke pufmasker, men dobbelte stangmasker, jeg arbejder med her. Og billigt garn fra Fakta og en 5.5 nål.

Så nu vil jeg lige nappe et par runder mere, mens jeg forsøger at overbevise mig selv om, at Skrupsakken ikke har fanget den mavevirus han legede med i går, og at Ananassen ikke nappede den tredagesfeber med hjem, som hun lå på tæppe med, også i går, eller at jeg selv eller en af de to små ikke deler den (mande)influenza, som ligger ved siden af mig i sofaen lige nu. Og når det så er gjort. Den overbevisen. Så vil jeg fortsætte med to runder mere og slutte af med at få den piven af coverversioner på overspeedede musestemmer ud af min hjerne, som har siddet der siden Skrupsakken og jeg så Alvin og de frække jordegern tidligere i dag på vores date. Så skulle der vist være ro til at sove. Hvis ikke vi til den tid er ved at være fremme ved første natteamning. Måske skulle man bare lægge sig nu.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s