Barselslimbo

Jeg vågnede ikke rigtig op, før end jeg sad i sofaen og kværnede en pose M&M’s, mens Ananassen tog sin formiddagslur (som for en gangs skyld varede længere en den famøse halve time, som vi ellers kører stilen med for tiden…Halleluja!).

Min krop var bare slet ikke klar til at skulle op. Hverken kl. 5.50 da hun vågnede uden for tur og skulle have mælk for at tie stille, så hun ikke vækkede de andre i huset. Eller kl. 6.30, da hun vågnede igen sammen med sin storbror. Bevares, jeg mærkede dem da nok, som de lå der ved siden af mig i sengen, og kastede deres ben ud over det hele. Men jeg ænsede dem ikke. Halvsov bare videre. Kender I det? Jeg kunne bare ikke vågne. Og det er som om, at Skupsakken har fået ben over det hele. Som om de er vokset i samme hast som mælkebøtterne ude i haven og nu er overalt. Og knæ. For helvede da, de knæ. De kan jo trykke selv det fedeste lår fladt, gult og blåt på et nanosekund.

Nå, men jeg ænsede dem ikke. Og det var også halvt i søvne, at jeg skovlede havregrød i den lille og formaninger i den store under morgenmaden. Pyller, suk og klager som skulle have været øller, slik og kager for at gøre en fuldendt fredag. Men ak, det var det ikke.

Så der sad jeg. Med min pose M&M’s og nød roen, og afslapningen. Og sukkeret. Og vågnede lige så langsomt op igen. Og fik endda energi til at flytte lidt opvask fra den ene side af vasken til den anden.

Jeg tror dælme, at jeg er gået i barselslimbo. Gider ikke rigtig mere. Keder mig. Savner udfordringer større (eller måske i virkeligheden mindre) end at få et andet menneske til at sove, spise og skide.

Og kan alligevel heller ikke rigtig sætte mig op til det, der kommer næst. Var til fagfordelingsmøde i går. Og oplevede næsten en form for ligegyldighed over hvilke fag og arbejdsområder jeg skulle have næste år. Bare stik mig et eller andet at lave. Kan jeg ikke bare være hende der stempler kuverterne? Nå, det gør man ikke mere. Jamen, så lad mig vaske gulve, hva’?

Tror I det er solen? Varmen? Provinsen? Skal vi give den skylden?

Efter frokost fik jeg nok. Kunne ikke helt holde mig selv og mit eget selskab ud længere, og Ananassen var vist også kørt lidt træt af mig. Så vi sprang på cyklen (hendes første tur, yay!) og kørte på tanken efter yoghurt og kaffe. For kaffe måtte der til. Og manglen på yoghurt var bl.a. en af grundene til morgenens jammerseance. Og nu sover hun igen. Og jeg drikker kaffe. Begge under parasollen. Og jeg er stadig ikke helt vågen.

Godt det er fredag.

For to børn og en sommer siden

Kender I det, at man går på en gågade og pludselig ser et halvkendt ansigt komme i mod sig? Men der er noget der er anderledes. Og man bliver i tvivl. Og kigger lidt ekstra. For er det nu? Og kan det være? Og nej, det er da ikke. Men jo, det var det.

Det var min gamle kollega og veninde og snakkesøster. Det var hende, der sang gospel på Christiansborg, da vi gik fra blå til rød sidst. Det var hende, der danser mavedans og griner højere end mig, der kom gående der. Det, der var anderledes var hendes mave. Den havde hun ikke sidst, jeg så hende for to børn og en sommer siden.

Og jeg mærkede, at jeg har savnet hende. Og at jeg havde lyst til at holde fast i hende og sætte mig på cafeen ved siden af, og høre alt om hendes liv i de år vi missede.

Det første hun sagde var, at hun læste min blog og at hun nød at følge med. Jeg håber også hun læser dette og vil lade mig følge med den anden vej igen.

Her er mine to børn og en sommer på vej:

Aaaaaahhh….

Dagen i dag har lugtet af hav og palmestrande. Mere end den dag forleden gjorde, hvor jeg rent faktisk stod i havet på en palmestrand. Det var hundepissehamrende koldt, den dag. Men alligevel dejligt. Sådan at stå der i Nordjylland med fødderne i det kolde Kattegat og kigge på palmer.

Og blive varmet op indefra af lyden og synet af disse tre.

Og selv om turen derop var lang. Syv timer, Niller. Man lærer et og andet. Og selv om roadtrips som den var ganske anderledes, dengang bagsædet var børnefrit og bilen lugtfri, så er der alligevel noget helt særligt over at køre netop den tur gennem næsten hele Danmark, for at komme allerøverst op. At komme hjem. Eller en slags hjem, er det vel nærmere efterhånden.

Og ved at tage turen tilbage igen i aftes, i stedet for i dag som først planlagt, så fik vi lige en dag foræret i haven med sommersol, gode venner og vasketøj. Og en roadtrip hjem med to sovende, næsten usynlige børn og en halveret køretid i aftenskumring. Det var næsten lige som dengang roadtrips kun var for os to og Ozzy’s Dreamer.

Ny fantastisk work out og hjælp til at blogge videoklip på iPad og iPhone i ét indlæg!

Jeg elsker at blogge fra min iPad eller iPhone, men en af de ting, der har irriteret mig sindssygt ved at gøre det, er at jeg ikke har kunne indsætte videoklip i indlægget, da youtube og andre videokanaler ikke tilbyder en embedded kode på iPad og iPhone. Det gør det noget nær umuligt at lægge et videoklip ind i dine indlæg så.

Men i aften så jeg lyset. Jeg fandt en side, hvor jeg kan generere en kode selv, ved at kopiere videoens URL over. Og det vil jeg da lige dele med jer. Det kunne jo være, der var andre der sad med samme frustration. Siden hedder Tools4Noobs og det er nemmere at bruge den, end det er at klø sig i … øret! Prøv selv.

Grunden til jeg ville finde ud af dette, er fordi jeg sidder her i det nordjyske, uden min MacBook, men med min iPad, og ville uploade en video til jer. For jeg har fundet den perfekte workout nu. Og I skal være med. Jeg har allerede lovet min ven Lars, som gav mig linket til videoen, at vi skal vælte Danmark med denne sport.

Det handler om Walk Dance. Og her er instruktionsvideoen til jer. Genereret på Tools4Noobs og hermed delt videre:

Garn unplugged

Vi er på miniferie i Nordjylland, og projektet i mine hænder er en hæklet sommerhat til Ananassen. Jeg ved ikke, om hun egentlig hellere bare vil have garnet unplugged. I hvertfald var det de løse tråde, der trak, da hun skulle prøve størrelsen tidligere i dag. Total Yarn lover, der lige blev født der. You go girl!

20120518-000649.jpg

20120518-002356.jpg

20120518-002525.jpg

Det går går jo sindssygt nemt med sådan en hat for øvrigt. Herligt med små hoveder. De er fantastisk hurtige at dække. Selv med en nål nr. 3.

Ellers er der ikke meget nyt i det nordjyske. Det blæser som altid mere end andre steder. Der er som altid kaffe på kanden og varme kram hvorend vi kommer forbi. Benzinen er billigere, og hummerhalerne ad libitum. Og i morgen skal vi på marked i Sindal. Måske kan jeg i morgen vise Ananas med hat á la Hipstermatic @ Sindal Marked. Vupti vupti hækle hækle…

En sprittet ballerina; Voila!

Ligesom jeg har oprettet en side på Facebook for denne blog, har jeg også oprettet en seperat side for Billedguiden.dk. Så hvis du ønsker at følge mine to virtuelle legepladser via Facebook, så skal du bare klikke LIKE, så du får opdateringer i din nyhedsfeed der.

Og prøv at se, hvad Anne-Sophie lige har vundet inde på Billedguiden.dk af den simple grund, at hun var nr. 17, der trykkede LIKE ud af de tyve, jeg trak lod om forleden:

En sprittet Ballerina. Voila!

Forårsfrihed

Vi er til fødselsdag i dag. Hos vores fætter, som fylder fire år. Og der er forår i luften. Og frihed. På flere måder.

20120515-172013.jpg

20120515-172000.jpg

Og Ananassen fik luftet sin nye frakke fra Lis’ Kludeskab. Med Frihedsfor! Vi fandt den på tilbudshylden og den råbte simpelthen bare “Køb mig, køb mig!” til mig. Husk at Lis holder tirsdagstilbud i sin dejlige shop fra nu af. Kig ind. Der er MANGE fristelser, og det er virkelig lækkert håndværk for hver en krone. Og så kommer pakkerne med KÆRLIGHED!

Gul give away

Gratis stauder gives væk. Først til mølle, men vi har mange, så tag den bare med ro. Der er nok til alle.

Planten er flerårig og er en lavtvoksende plante med rosetstillede løvblade. Blomsterkurvene sidder på 5-30 cm høje, oprette skafter. Hele planten er fyldt med mælkesaft. Tværmål på blomsterkurv ca. 30-50 mm. Frøproduktion: Op til ca. 200 frø pr. blomsterkurv.

Det er med andre ord et rigtig godt tilbud, du her får.