Så er kjolen solgt!

Til en af de mest ærlige, humoristiske og åbenhjertige bloggere, jeg kender. Måske skriver hun selv om det. Måske ikke. Men jeg er faktisk rigtig glad for, at det er netop hende, der skal flashe rødt og sætte prikkerne over i’erne.

Jeg håber, du bliver glad for kjolen!

Og se så lige i stedet nogle dejlige solsko, jeg fandt i går til en hund: 

Billede

Nu må det da blive solskin snart. Hva’?

Det spøger!

Ok, så her i aften, så sad jeg med min nye iPad (ja, det har alle lærerne fået udleveret på skolen, hvor jeg arbejder, hvilket i virkeligheden er et indlæg for sig selv). Men jeg havde den koblet til min MacBook for at sætte den op i iTunes. Og så pludselig begynder min computer selv at skrue op og ned.

Jeg slår lyden fra, men den skruer bare op igen. Og ned. Og op….megairriterende! Og lidt spooky. Jeg tager stikket ud fra iPaden, da jeg tænker det måske er den, der laver hokus pokus. Men den gør det stadig.

Min mand sidder lige ved siden af mig og leger med sin nye AppleTV (Ja, vi er total sovset ind i sekten), og hver gang jeg vil vise ham det, så stopper det. Nu er vi der, hvor jeg begynder at tro på spøgelser. Det er jo klassisk. Der er aldrig nogen der tror på den der kan se det overnaturlige, fordi det er væk, når de almindelige dødelige kommer til. Jeg er mediet. Min mand er den dødelige i dette scenarie. Forestil jer det lige, ikk’!

Og lige så snart han vendte hovedet tilbage mod fjernsynet, så gjorde den det igen.

Jeg var på kanten mellem at være freaked out bange over at det spøgte og fucked up irriteret over, at min elskede Mac var ved at gå død (igen). Hvad er egentlig værst? Et spøgelse, der indtager ens computer som sit fysiske legeme eller en højt elsket og stærkt vanedannende computer, der er ved at stemple ud? Jeg var på panikken rand.

Og da ser jeg det.

At volumeskiftningen passede med bevægelserne i min mands hånd. Den lille fjernbetjening, som han sad med i hånden mod AppleTV’et gik ind og lavede rav i den i min computer. Nøj, hvor vi grinede. Jamen, det er jo slet ikke sjovt, når jeg skriver det her, men vi grinede altså rigtig meget af det. Vi syntes begge to, at det var mægtig sjovt. Helt tosset. Men vi havde også lige spist en hindbærsnitte. Måske skulle vi bare komme lidt mere ud. Og overveje, om vi har nået grænse for, hvor mange Appleprodukter man bør have inden for sine egne fire vægge.

Rød vintagekjole til salg

Jeg er blevet forelsket i en netshop. Og jeg har købt en kjole der. En rød kjole. Med dotter! Og den er så fin og virkelig virkelig lækker i stoffet, som er ren bomuld. Men den er lige en tand for stor. Jeg købte den i str. 18, og vil gerne bytte den til en str. 16. Nu tænker jeg så, at det kunne jo være, at en af jer derude ville købe den i stedet for, at jeg skulle til at sende den helt tilbage til England. Den ser sådan her ud i butikken:

Og sådan her på mig:  (og det er så nu, jeg dør en lille smule af forlegenhed over at vise et full body billede af mig selv på bloggen)

Julie købte den jeg vil have i stedet. En størrelse mindre, der giver mig den fineste barm og talje (hvis jeg selv skal sige det, og det tør jeg trods alt godt, selv om jeg stadig rødmer):

Kan I ikke også godt se, at jeg har det meget sjovere i den? At Ananassen så sidder og skriger i baggrunden, det bør I lige se bort fra. Hun er bare misundelig, den lille finke.

Så, har du en lidt større barm end jeg, så er den perfekt til dig. Den røde altså. Og ellers kan du selv shoppe løs i Lady V London. De laver kun 100 styk af hver kjole, så du har chancen for at få den fineste kjole for bare, og hold nu fast, 40 pund (372 kr.)! Endda helt ned til 30 pund for nogle af kjolerne!

Derfor sælger jeg også min til dig til en total fordelagtig pris. Skal vi sige 300 kr inklusiv porto? Skriv til mig på min mail, hvis du er interesseret. Den er stadig mærket og har aldrig været brugt. Jeg modtog den med posten i mandags. Lørdag sender jeg den tilbage, hvis den ikke bliver solgt. Så kan jeg stadig nå at få returretten på den.

Oh’ Brother

Jeg impulsshoppede for vildt forleden, hvor Christina havde linket til sin DBA-annonce med hendes Brother NV30 (symaskine). Pludselig fandt jeg mig selv i hendes kommentarfelt, hvor jeg skrev, at den ville jeg da godt købe.

Eh what?

Og vi skulle da alligevel forbi Odense på vejen hjem fra Jylland, så kunne vi lige hente den på vejen.

Eh ja?

Og prutte prutte om prisen. Frisk i en fart, det var jeg skam.

Eh nå!

Ok, så sad jeg der i sommerhuset ved Vesterhavet og fik kolde fødder. For det var godt nok mange penge, jeg lige havde brugt der på en chokoladekiks-og-en-kop-kaffes tid. Og jeg var jo egentlig glad nok for min Pfaff 1142. Ikke noget fancy der, men en god stabil maskine for sådan en rookie som mig. Og Christina er jo alt andet end en rookie, right? Jeps, det er hende den ene halvdel af Centilong og med e-bogen og det hele. Og den må jeg jo for øvrigt også ud og have købt nu.

Kunne jeg overhovedet styre hendes aflagte maskiner? Hun er jo for vild den pige. Hun kan sit shit på sådan en maskine, og jeg kan ikke helt så meget shit. Begyndershit kan vi vel kalde det. Men hun er så sirlig og ordentlig og det sødeste sødeste menneske. Og jeg vidste bare, at hvis jeg købte hendes maskine, så ville jeg gøre et godt køb. Det vidste jeg bare. For hun passer på sine ting og hun er kvalitetsbevidst. Måske håbede jeg endda, at lidt af hendes shit kunne smitte af på mit, hvis jeg sad ved hendes maskine.

Nå, men nu har jeg prøvet den. And I ain’t going back. Den er så lækker. Og jeg føler mig så god til at sy, når jeg sidder ved den. Den kan alt muligt med mønstre og knappehuller og jeg skal gi’ dig. Altså, der er noget med symaskiner. De står ligesom bare der og lyser og lover kreativitet og skønne rober i massevis. Ikke?

Og Pfaffen? Den er nu til salg. Vil du købe den?

Ferie, ferie, ferie!

Ferien er ved at være slut. I morgen er det hjem igen efter aftenens fejring af den sejeste 85-årige jeg kender. Vores egen Oldebille.

Vi har nydt Nordjyllands vestlige hjørne. Med blæst, sol og hav. Og vejkøbte jordbær, aalborgensiske geder og isbjørne, blå himmel og flyveture og dejlige familiestunder med farmor og farfar.
20120623-100730.jpg
20120623-100721.jpg
Nu sidder vi på en FDF lejrskole, hvor vi skal fejre vores papoldefars fødselsdag. Da vi ankom igår samlede Skrupsakken brændenælder med sin far og så lavede vi en omgang suppe på bedste lejrskolemaner. Det er første gang jeg smager brændenældesuppe, men det smager jo skønt! Vi lavede det med nælder, skalotteløg, hvidløg, buillonterninger, kartofler og et skvat fløde. Mums!
20120623-100659.jpg
20120623-102338.jpg
Og hey, Ananassen både kravler, vinker og “muh”er nu. Jow jow, ferie er sundt for alle!

Hyben dufter af…

Vi er på ferie i Nordjylland og inde midt i Løkken, omringet af blomstrende hyben kunne man høre følgende:

Mig: (Skubbende til gyngen) Uuh, de dufter godt de hybenblomster. De dufter af sommer.

Skrupsakken: (Gyngende. Højt.) Mor, de dufter af vovehals!

…og han har jo for fanden da ret. Igen.

20120619-205124.jpg

(og jeg går ud og ordner negle nu. Skal nok)

Den er faktisk ret stor, den del af hjernen, der kan snakke med piger

Vi har været i Zoo i dag sammen med naboen og hendes datter, Jessica. Og pludselig er der sket det, at Skrupsakken er blevet stum, når hun er omkring ham. Hvor de før kunne lege og snakke i ét væk, er han nu helt mut og stille. Faktisk tenderende ubehøvlet.

Men her er forklaringen. Og det er slet ikke så usandsynligt endda:

Der er vist også en anden del af hjernen, der er blevet væk, når mor spørger for meget og kommer for tæt på. Så er det godt med motorcykler og den slags håndgribelige glæder i livet.

Fejl og mangler

Så du hende, der kom grædende med barnevognen i regnen inde på Strøget i dag? Måske så du ikke tårerne for regndråber. Og måske så du hende ikke for mennesker.

Nå, men hun var mig. Jeg ved ikke, hvad der skete. Men pludselig stod jeg der i Illums puslerum og opdagede, at jeg ikke kunne være i dagen i dag mere. I hvertfald ikke der hvor jeg var. I Illum. Med to ellers ret vidunderlige veninder. Måske var jeg for træt. Måske var det fordi jeg havde opdaget, at min menstruation var startet, og jeg ingen bind havde med. Måske var det fordi, jeg på én gang ikke kunne rumme min livlige lille datter, når jeg nu gerne ville shoppe og hygge lidt, samtidig med at jeg ikke kunne være i mig selv for dårlig samvittighed over, ikke at sætte nok pris på hver en stund jeg har med hende. Tænk, hvis jeg ikke havde flere. Stunder.

Og det er jo sådan det er. Der er dage, hvor man er irriteret på sin mand. Sine børn. Sig selv. Sine forældre. Og pludselig bliver man konfronteret med risikoen for at miste dem. Og man skynder sig rundt for at sætte pris på deres tilstedeværelse. Og for at mærke deres nærhed ekstra meget. Fordi man mærker sin egen usikkerhed. Man bliver sårbar. Står på gyngende grund. Alt bliver ligegyldigt og eviggyldigt på én gang. Og Illum bliver fyldt med larm og forældre, der som jeg, heller ikke kunne holde ud at være sammen med deres barn derinde.

Og så tænkte jeg. Gang denne følelse med en million i tiende. Og du har måske snerten af, hvad Isabellas forældre må føle, når de befinder sig ude i virkeligheden. Filterløse. Og et åbent sårbart hul. Og så måtte jeg hjem. Og jeg måtte græde i regnen. På Strøget.

For selvfølgelig skal der være dage, hvor vi ikke kan rumme alt. Og hvor vi er trætte af at være sammen med manden, børnene eller forældrene. Selvfølgelig. Alt andet vil være utopi. Det er jo det hverdagslivet handler om. Især som småbørnsforældre. At kunne slappe så meget af, at man både kan rumme de gode stunder og de mindre gode. At kunne stoppe op i travlheden og mærke mismodet eller lykken. At være menneske, med alle de fejl, det medfører.

Jeg kan godt lide fejl. Fejl er tegn på ærlighed og mangfoldighed. I min verden er det fejlene, der gør os særlige. Det er dem, der tvinger os til at sige undskyld. Til at se på os selv og ændre kurs. Det er dem, der gør os til hele mennesker, der prøver så godt vi kan, men også tillader os selv at træde ved siden af. Det er fejlene, der gør os klogere. At leve godt, er at ligesom at tegne uden viskelæder. Man kan ikke viske de forkerte streger ud. Men med tiden bliver de en del af det hele billede. En del, som gør billedet unikt. Og menneskeligt.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med al den snak om fejl. Jeg kan godt læse, at indlægget tog en drejning, men jeg kan ikke rette det op og jeg kan heller ikke slette den del igen. Jeg må skrive uden viskelæder. Og lade det skrevne stå og så kan I jo læse det i det, I vil. Det er ikke altid, jeg kan servere pointerne for jer. Nogen gange kender jeg dem heller ikke helt selv.

Imens vil jeg gøre mig klar. Jeg skal til bogfest om lidt. Uden mand og børn, men sammen med nogle kvinder, som betyder alverden for mig. Og jeg glæder mig. Til at holde fri i en stund. Klæde mig pænt på i pailetter, rouge og hæle. Og til at fejre, at Annamette turde at skrive om det, som vi er mange der oplever, men ikke snakker så højt om. Om fejlene. Og prøvelserne. Og om ikke altid at huske at sætte pris på det hele og så alligevel opdage, at det man har, jo betyder ALT, og at man er villig til at kæmpe hårdt for at bevare det. For tænk, hvis man en dag skulle miste det.

Vent, måske kom vi alligevel frem til en pointe. Så du den?

I år er hun fire år

Når denne dag slutter, så er det første år gået. Næsten.

Og i morgen lægger vi en blomst. Og helt sikkert nogle tårer. Og forhåbentligt et par kram. Vi har været der siden. Ved gravstedet. Men i morgen vil være dagen, hvor vi var der allesammen i sort og lilla, for et år siden. I år er hun fire år.

Hun ville have haft ben overalt og lange arme, der kunne sno sig om hendes mors hals. Hun ville have lugtet af legepladssved og jord. Hun ville kende ord som pruttelort og tisfis, og have spillet Toca Boca Kitchen i evigheder. Have haft sommerbrune kinder og solbleget hår. Og hun ville have grinet mindst lige så højt som min fireårige, hvis hendes mor havde pruttet lige så meget, som jeg gjorde under putningen.

Jeg kan næsten ikke holde tanken ud. Og jeg tør derfor ikke tænke tanken til ende, på hvordan de må have det lige nu. Hendes forældre. Og søskende.

Min fireårige har fået mange ekstra kram i dag. Jeg er heldig. Jeg kan.

Alle mine tanker lige nu går til de to, der ikke kan.

Isabella, du er savnet.

En røvdag for fireårige superhelte

Skrupsakken har haft en rigtig møgdag i dag. Og det til trods for, at han har været i biografen med mig og se Min Søsters Børn Alene Hjemme. One on one tid med mor er savnet. Derfor skulle vi i biffen uden Ananas og far. Og der blev endda stylet hår inden, fordi man skulle være smart, når man sådan havde mor med på date:

Så langt så godt. Han var simpelthen så fin og havde selv sat hver en lok. Og det var heldigvis hyggeligt. Og filmen var slet ikke så irriterende dårlig, som jeg troede. Måske fordi jeg helt automatisk kom til at se den med en fireårigs øjne, når han sad ved siden af. Det hjælper altid på Min Søsters Børn for mig.

Nå, men på vejen hjem, der gik det helt galt for os. Og vi endte med at holde pause mellem os: “Nu holder vi to lige en pause, inden en af os (mig) siger noget vi fortryder bagefter. Så kan du sige noget igen, når du har noget postivt at tilføje, ellers gider jeg faktisk ikke høre flere ord fra din mund resten af vejen hjem.”

Og så kan den 20 minutter lange tur fra Roskilde godt føles meget lang, når den gennemføres i pinlig (og temmelig vred) tavshed. Men han var simpelthen så pisse provokerende og selvfed, at jeg nærmest ikke kunne kende ham igen. Altså, jeg kender godt den side ved ham, ork jo. Hvor han tror han er verdens superhelt, og han bestemmer alt og kan alt. Ser den oftere og oftere, og prøv lige at se en attitude, han ligger for dagen her:

Han er FIRE år for crying out loud! Og hvad sker der for det nonchalante ben der?

Heldigvis sluttede vi med en dybfølt snak i puttestunden, hvor vi blev enige om, at det havde været en rigtig røvdag med al den skæld ud. Og at jeg undskyldte for at have kaldt ham en møgunge (ja, den er ikke god, jeg ved det godt), og han undskyldte for at have opført sig som én (hvilket blev vores kompromis).

Og sådan endte dagen alligevel nogenlunde fredeligt. Og tilbage sidder jeg med fornemmelsen, at vi kun lige har snittet overfladen af, hvad vi har i vente med den knægt. Ååårh majn, da osse!