Ok, så her i aften, så sad jeg med min nye iPad (ja, det har alle lærerne fået udleveret på skolen, hvor jeg arbejder, hvilket i virkeligheden er et indlæg for sig selv). Men jeg havde den koblet til min MacBook for at sætte den op i iTunes. Og så pludselig begynder min computer selv at skrue op og ned.

Jeg slår lyden fra, men den skruer bare op igen. Og ned. Og op….megairriterende! Og lidt spooky. Jeg tager stikket ud fra iPaden, da jeg tænker det måske er den, der laver hokus pokus. Men den gør det stadig.

Min mand sidder lige ved siden af mig og leger med sin nye AppleTV (Ja, vi er total sovset ind i sekten), og hver gang jeg vil vise ham det, så stopper det. Nu er vi der, hvor jeg begynder at tro på spøgelser. Det er jo klassisk. Der er aldrig nogen der tror på den der kan se det overnaturlige, fordi det er væk, når de almindelige dødelige kommer til. Jeg er mediet. Min mand er den dødelige i dette scenarie. Forestil jer det lige, ikk’!

Og lige så snart han vendte hovedet tilbage mod fjernsynet, så gjorde den det igen.

Jeg var på kanten mellem at være freaked out bange over at det spøgte og fucked up irriteret over, at min elskede Mac var ved at gå død (igen). Hvad er egentlig værst? Et spøgelse, der indtager ens computer som sit fysiske legeme eller en højt elsket og stærkt vanedannende computer, der er ved at stemple ud? Jeg var på panikken rand.

Og da ser jeg det.

At volumeskiftningen passede med bevægelserne i min mands hånd. Den lille fjernbetjening, som han sad med i hånden mod AppleTV’et gik ind og lavede rav i den i min computer. Nøj, hvor vi grinede. Jamen, det er jo slet ikke sjovt, når jeg skriver det her, men vi grinede altså rigtig meget af det. Vi syntes begge to, at det var mægtig sjovt. Helt tosset. Men vi havde også lige spist en hindbærsnitte. Måske skulle vi bare komme lidt mere ud. Og overveje, om vi har nået grænse for, hvor mange Appleprodukter man bør have inden for sine egne fire vægge.