Waiting for the bus

Ved I hvad? Jeg synes de digitale medier er fantastiske (surprise!). De gør det fx muligt for os at udgive vores eget magasin, bare fordi vi har lyst. Og nej, @tveskov, det skal ikke printes ud på papir. Siden hvornår har det været fedt at gå tilbage?

De digitale medier gør det også muligt for mig at sidde her nu, og blogge. Mens mine niendeklasseelever sidder opslugte i at skrive deres halve times fokusessay. Et essay, der i øvrigt også er udsprunget af de digitale medier. De arbejder nemlig med et billede lånt fra O’Mannes Instagramkonto (med tilladelse). Så nu venter de på bussen sammen med Anne og Linus. Og sveder lidt imens.

20120831-083936.jpg

Jeg er for øvrigt også at finde på Instagram under navnet ‘annbirthe’. Come visit!

Tålmodighed…

Det magasin, jeg lovede jer i dag. Det får I i morgen. M’kay! Og I kan følge meget mere med lige HER.

Indtil da, kan jeg lige dele følgende videnskabelige betragtning med jer.

Skrupsakken: Hvordan kom Ananassen ud af din mave mor?
Mig: Det ved du da godt.
Skrupsakken: Ja, ud af tissekonen (fnis).
Mig: Ja (smiler).
Skrupsakken: Og jeg kom ud af hullet i din mave.
Mig: Ja, det er rigtigt.
Skrupsakken: Det er fordi, at drenge kommer ud af mavehuller og piger kommer ud af tissekoner!

Well, den skal vi nok lige snakke lidt videre om. Men tanken er da slet ikke dum.

Men altså i morgen, ikke. Be there!

En tanke til weekenden

Jeg ser American History X med min niendeklasse i disse dage. Vi ser den i engelsk i et forløb om racisme. Og tværfagligt med kristendom, hvor vi snakker om Barmhjertighed, Tilgivelse og Retfærdighed.

Og eleverne er fanget. Det er de altid med den film.

Jeg har set den mange gange før. Det er en af mine personlige yndlingsfilm. Og som altid, når jeg læser eller ser noget igen igen, så dukker der noget nyt op, der fanger mine tanker. Denne gang var det dette klip, jeg ikke kunne slippe efter timen:

Og jeg gik derfra spørgende til mig selv: “Hvad har jeg egentlig gjort indtil nu, der har gjort mit liv bedre?” Jeg har heldigvis ikke helt så svært ved at finde svar på spørgsmålet, som Derek har, men alligevel gav det stof til eftertanke. Jeg har gjort en del ting, synes jeg. Hvad med dig? Skal vi lade det være weekendens niche til eftertænksomhed?

Tadaaaaah….

Den 28. august kan du få del i noget, der betyder sindssygt meget for mig. Et fællesskab, som har blomstret og båret frugt og måske endda kastet frø til mere.

Den 28. august udkommer vores første udgave af et online MAGASIN, som er lavet af en gruppe kvindelige bloggere, deriblandt jeg selv. I tre år har jeg kendt disse vidunderlige kvinder og om under en uge, vil vi delagtige gøre jer lidt i al den mangfoldighed, vi tilsammen udgør. Vi er på mange måder forskellige, og alligevel er der en eller anden form for fællesnævner. Måske lyser den igennem i dette MAGASIN, så vi også selv for første gang bliver bevidste om den.

Jeg skriver blandt andet om det at tegne med sit barn og giver dig nogle gode råd med på vejen. Og så kan du læse lidt om, hvad jeg går og drømmer om at blive, når jeg bliver stor.

Så kig ind her på bloggen, eller ved Lis, Trine, Sidsel, Astrid, Frk. Fryd, Julie, Cristine eller en af de andre 9 fantastiske bloggere, (som jeg løbende vil linke til i dette indlæg, som de skriver teasere til magasinet) den 28. august og hent et direkte link til vores gave til dig. Vores allerførste online MAGASIN.

Billedet er tage af Sidsel fra Spagat og Anne fra Undreland, som selvfølgelig også er med på galejen.

Når jeg bliver gammel

…så vil jeg også smide mig på en sofa og tage en mormor midt i hipsterens højborg Joe & the Juice.

Hun var sød og svensk, og egentlig et rigtig god billede på, hvor gammel jeg føler mig, når jeg sidder i selvsamme juicebars loungesofaer. Og det var endda selv om en de otterårige drenge bag disken flirtede helt professionelt med både min gravide veninde og jeg i dag.

Jeg er bange for, at du dømmer mig, når jeg fortæller

  • at jeg har rengøringskone
  • at jeg bor i nybygget parcelhus i provinsen
  • at jeg er skolelærer
  • at jeg er lykkeligt gift
  • at jeg vejer over 80 kilo
  • at jeg elsker min bøgehæk
  • at jeg ikke kan leve uden brød
  • at jeg drømmer om mere end “bare” at være lærer
  • at jeg elsker USA
  • at jeg ikke ved halvdelen af det, jeg lader som om jeg gør
  • at jeg ikke skrev fem andre punkter på denne liste, som jeg ikke har skrevet på, fordi jeg er bange for du dømmer mig

En gave til mig selv

Jeg har givet mig selv en tidlig fødselsdagsgave. Det har længe været min drøm at blive bedre til at sy og til at bruge min maskine og alle dens fine funktioner. Måske endda sy noget tøj til mig selv og ungerne? Og nu har jeg fået muligheden. For Line havde en plads på sit onsdagshold på Syskolen og jeg har lige modtaget en mail fra hende om, at den plads er min, hvis jeg vil have den! Om jeg vil? Der er ventelister til de hold, fordi de er så populære og endelig blev det min tur. Line er den jeg kender, der ved allermest om at sy, og jeg kender ellers nogle skrappe damer i den kategori, som jeg i den grad også ser op til, når det kommer til at zigzagge sig kreativt. For ikke at tale om dejlige Astrid! Alt den kvinde laver er jo bare så ordentligt og gennemført.

Så den 5. september skal jeg troppe op med min Brother under armen, og så skal I se løjer. Aaiiih, jeg glæder mig simpelthen så meget. Tænk, en hel aften hveranden uge, hvor det kun handler om at skabe og være i ét med det man har i hænderne. Det bliver fantastisk!

To skridt bagefter

Det der hverdagsliv kom på en eller anden måde alligevel som en overraskelse for os. Selv om vi jo godt vidste, at det var på vej, og vi kendte datoen for det og alt muligt.

Så sneg det sig alligevel ind på os med listige skridt og tog røven på os. Det havde nemlig lige en lille maveforkølelse med sig. Og en masse væske på ørerne, som stadig ikke er forsvundet. Og en barnets 1. sygedag i morgen. Yay, så får man lov at være den første på skolens vikarskema. Er det ikke den rekord man lige går efter at slå, når man kommer tilbage fra barsel. Det tror jeg da nok lige.

Men altså, hvad fanden. Som min kloge kollega sagde, da jeg ringede og græd snot i hendes blødende ører: “Bare rolig AB, det er ikke i morgen vi skal helbrede kræft. Det er først på mandag.”

Så indtil da vil vi hygge os med at skifte lortebleer i morgen og lægge dræn på fredag. Og ind i mellem det huske at nyde at det samtidig også betyder ekstra tid med hinanden.

Og lige om lidt kommer en stor Skrupsak hjem fra fire dages fætterferie i Jylland hos sin morfar. Jeg glæder mig helt afsindigt til at indsnuse ham igen. Og til at mærke hans små stærke arme omkring min hals. Måske er det i virkeligheden derfra mit tungsind kommer. Og slet ikke fra hverdagsstart med vuggestuesygdomme. Fra savn.

Om femten minutter i følge min brors GPS.