Det der hverdagsliv kom på en eller anden måde alligevel som en overraskelse for os. Selv om vi jo godt vidste, at det var på vej, og vi kendte datoen for det og alt muligt.

Så sneg det sig alligevel ind på os med listige skridt og tog røven på os. Det havde nemlig lige en lille maveforkølelse med sig. Og en masse væske på ørerne, som stadig ikke er forsvundet. Og en barnets 1. sygedag i morgen. Yay, så får man lov at være den første på skolens vikarskema. Er det ikke den rekord man lige går efter at slå, når man kommer tilbage fra barsel. Det tror jeg da nok lige.

Men altså, hvad fanden. Som min kloge kollega sagde, da jeg ringede og græd snot i hendes blødende ører: “Bare rolig AB, det er ikke i morgen vi skal helbrede kræft. Det er først på mandag.”

Så indtil da vil vi hygge os med at skifte lortebleer i morgen og lægge dræn på fredag. Og ind i mellem det huske at nyde at det samtidig også betyder ekstra tid med hinanden.

Og lige om lidt kommer en stor Skrupsak hjem fra fire dages fætterferie i Jylland hos sin morfar. Jeg glæder mig helt afsindigt til at indsnuse ham igen. Og til at mærke hans små stærke arme omkring min hals. Måske er det i virkeligheden derfra mit tungsind kommer. Og slet ikke fra hverdagsstart med vuggestuesygdomme. Fra savn.

Om femten minutter i følge min brors GPS.