…og tiden går og går

For præcis et år siden gik jeg i seng med et ballonkateter. Ananassens fødsel var officielt  sat igang, og jeg var blevet lovet, at inden den 1. oktober var ovre, ville jeg være blevet mor påny. Ingen langtrukkent fødselsforløb. Hvis der blev stilstand eller mangel på progression, så var det afsted til kejsersnit. Det stod i min journal. Flere gange vist. Hun var 14 dage overbagt allerede. Nu skulle hun ud.

Jeg nåede at bede om kejsersnit mange gange den 1. oktober. Heldigvis havde jeg en fantastisk jordmoder, der hele tiden fortalte mig, at det nok skulle gå. Og at jeg ville blive mor inden midnat den 1. oktober. Vi havde jo hele dagen.

Da hun kom ud ved den sidste presseve, var jordmoderens første kommentar noget henad: “Satans også!”, hvilket jeg selvfølgelig var ret uforstående overfor.

Men kl. var 0.01 den 2. oktober. Og dermed endte Ananassens fødsel med at blive næsten lige så lang som Skrupsakkens. Og lige nøjagtig ikke på den 1. oktober.

Når jeg sidder her nu og tænker på, at jeg skal på arbejde hele dagen i morgen (efter 14 dages sygemelding med lungebetændelse!) og først på tirsdag skal fejre hendes fødselsdag, er jeg virkelig virkelig glad for, at der ikke var nogen, der kunne have forudset og fortalt mig om det scenarie, da jeg gik i seng med det ballonkateter. For så tror jeg nok, jeg bare ville have bestilt det kejsersnit med det samme og få det overstået.

Nu er det helt rart, at hun lige ventede. Så kan jeg måske nå at få hendes gave helt færdig.

Sy’gt!

Jeg går glip en af en god aften i syskolen i dag. Fordi jeg stadig er syg. Damn! Line tog dette billede af Vibeke og jeg sidste gang, vi var der.

Jeg nyder virkelig den tid, jeg har der hver 14. dag. Ikke mindst fordi det er tre timer i træk, hvor jeg 100% kan fordybe mig i noget, der kun er for mig. Og så selvfølgelig snakke og sladre med Vibeke, som jeg har arbejdet sammen med tidligere. Og jeg lærer og bliver klogere på den hersens maskine, jeg har stående. Jeg er helt høj og glad indeni, når jeg kører hjem bagefter.

Heldigvis kan jeg sidde og sy lidt herhjemme istedet. Det er rent håndarbejde lige nu, da jeg skal have hoved og krop syet sammen på den Walldorfdukke, jeg er ved at lave til Ananassen. Det var den, der startede hele dukkevognsprojektet. Nu er den næsten færdig. Mangler lidt ekstra fylde i kroppen og så skal den syes sammen i numsen også. Og selvfølgelig have ansigt og hår. Og nå ja, tøj.

 Mjaa! Næsten færdig, ikk’! Det er først på tirsdag, at hun fylder år.

Har jeg fortalt jer, at hun går nu? Ananassen altså. Hun er så dygtig. Og pludselig meget stor. Det er en af de milepæle, der får dem til at vokse fem centimeter over natten. Så sindssygt at være vidne til. Jeg elsker den del ved hele morskabet. At følge mine børn, mens de oplever hele verden for første gang. Det er hverken mindre eller større af, at det er nummer to, der gør det. Det er bare fantastisk.

Ligesom det var fantastisk at se Skrupsakkens stolthed, da han fik samlet den raket han har haft liggende i fragmenteret tilstand i sin opfinderkasse i flere uger. Og som vi malede den og overhældte den med glitter og pailetter, for en raket skal jo glitre og glimte, så blev han bare højere og højere og mere og mere stolt over, at han havde bygget en raket.

Præcis som Store Nørderne gør. Hans store idoler. Som han skal møde på lørdag. For vildt, siger jeg jer. Det sidste han sagde i aften inden han sov, var: “Jeg skal BARE huske at få deres autograf, mor!

En anbefaling til de syinteresserede

Hvis du endnu ikke har været inde og kigge på CentiLongs e-mønstre, så skulle du tage at gøre det nu. Der er simpelthen så mange flotte modeller, som jeg selv gerne vil prøve at sy, nu hvor jeg rigtig er kommet igang. Jeg har mønstrene fra deres e-bog liggende, så det er bare at komme igang. Jeg skal bare lige finde tiden igen.

Og det sidste nye Lis og Christina har lagt ud, er et mønster på en quiltet jakke i størrelserne 110 til 140.

Den er simpelthen så fin med den lille runde krave og de opslåede ærmer, synes jeg. Måske skulle man alligevel bevæge sig ud det der quiltning på et tidspunkt. Altså når jeg er færdig med min Steinerdukke og dens tøj til Ananassen. Der er under en uge til hendes fødselsdag og al denne sygdom har været et virkeligt stort set back i planen. Men jeg tror, jeg når det. Og ellers forstår hun det jo ligesom ikke alligevel, og så går det jo nok også endda.

Depinkafy with pink?!

Jeg var så heldig at arve min nabos pigers gamle Baby Born dukkevogn til Ananassen, og den har stået på loftet indtil forleden. Jeg havde faktisk glemt alt om den, da vi fik den før hun blev født, så jeg havde skrevet dukkevogn på hendes ønskeseddel til hendes etårsfødselsdag på tirsdag. Men da jeg så har været låst til hjemmet den sidste halvanden uge på grund af egen hoste/influenza og Skrupsakkens lungebetændelse, fandt jeg den frem og besluttede mig for at gøre den lidt mindre babylyserød. Lad mig bare sige det sådan, at det er ikke min yndlingsfarve. Som i slet ikke. Jeg havde noget stof liggende i skabet, som jeg ligeledes havde købt før hun blev født, og så klippede jeg ellers den gamle op og målte efter den, så godt jeg kunne.

Her en vognen før The Depinkafycashion:

Og efter. Den er stadig lyserød-ish, men dog alligevel ikke. Tænker jeg. Men piget. Ja. Se selv:

Blød blød blød dyne og pude….jaaaa…

Kalechen krævede lige en tænker. Forklappen er stivet med et stykke karton og bøjlerne er eftersyet i hånden indeni, da de ikke kunne afmonteres:

Den gamle havde en pusletaske, så det skulle den nye da også. Og neongrøn rem. Ja tak!Jeg mangler lige at hækle et par stropper til at holde kalechen oppe med og så overvejer jeg om den også skal yarnbombes med et hæklet styr i neongrøn. Jeg er 95% sikker på, at det sker.

Hvad så, ønsker Ananassen sig stadig en rød trædukkevogn i fødselsdagsgave? Kan en pige have for mange dukkevogne? Nej vel?

Ynk og link

Jeg ved godt, at der er alt for få ord på bloggen for tiden, men vi har kæmpet med sygdom i huset og overskuddet til at skrive noget som helst har været helt i bund. Skrupsakken har fået en grim lungebetændelse, og vi andre har sympatihostet og -snottet så godt vi kunne. Jeg er desværre bange for at min sympati er gået for langt, og jeg frygter lidt at der har sat sig en betændelse fast i mine lunger også. Damn! Når sådan noget kommer, så er det, at man straks begynder at banke sig selv oven i hovedet. Så er man for længe væk fra sit arbejde. Så kommer man ikke nok ud i den friske luft. Så spiser man ikke vitaminer nok. Så er man for tyk. For doven. For træt. For for for…. Og man får besøg af skøn smuk veninde og føler sig pludselig som en anden Sjuskedorthe, når man sidder der i sit daggamle bløde tøj, med spaltede negle, sorte rander under øjnene og fedtet hår. Godt nok har man fået bagt franskbrød, men hun har sort eyeliner på og perfekt lagt concealer. Og røde kinder fra det friske efterårsvejr udenfor.

Og nu sidder vi her igen, Skrupsakken og jeg. Under dynen i sofaen med SvampeBob i aluminiumsrammen og hoster om kap. Og jeg frygter at i morgen bliver endnu en sygedag for mig. Og jeg som ellers elsker efteråret, og som ellers var på vej op igen. Og alle siger, at sådan er det jo, når den lille starter i vuggestue. Så bliver hun pludselig syg af alle de nye bakterier. Men det er sgu da ikke hende, der er syg. Hun har været afsted hele ugen og har en fest med det. Godt nok ikke når vi går. Det er nærmere en slags italiensk begravelsesceremoni. Men to sekunder efter fester hun. Og holder pædagogerne på spidserne ved at sove så lidt som muligt og kræve så meget som muligt. Jeg toppede udfordringen til dem dernede i mandags og sagde, at jeg gav kage til alle de voksne, hvis de kunne få hende til at tage mere end to skridt og dokumentere det. Se, det er et sprog vi pædagogisk uddannede kan forstå. Bolsjepædagogik er det første fag man har på seminariet og det virker! Hver gang! Så vi sluttede ugen af med seks skridt på vuggestuens iPad. Og nu er hun hooked. Så måske når hun at blive stabil på benene inden hun fyldet et år den 2. oktober. Så kan vi andre blive liggende imens.

Og midt i hele sygdomsrouletten, så blev jeg ringet op af en sød dame fra DR, der havde læst vores magasin Blogish! og vældig godt kunne lide min artikel om at tegne med sit barn. Og så interviewede hun mig, mens jeg trøstede Skrupsakken, der havde slået sin finger, og jeg selv var ved at hoste hendes trommehinder aled igennem røret. Og her til morgen kom artiklen på hjemmesiden. Du kan læse den her. Jeg synes den er blevet rigtig fin, og jeg er så stolt over at være finde på selveste DR’s hjemmeside. Alt sammen på grund af vores dejlige magasin. Som du for øvrigt godt kan glæde dig til at høre mere fra lige om lidt. Vi har et julenummer i støbeskeen og du kan være med til at bestemme indholdet lige her.

Ikke flere links. Ikke mere ynk. Ikke mere for denne gang. I morgen er en ny dag og der er det hele sikkert meget bedre og helt anderledes.

Nyt fedt børnetøjsmærke på markedet!

Jeg reklamerer ikke meget her på bloggen, da det ikke er min førsteprioritet med den. Men nu kommer der altså en reklame, for når der kommer et produkt forbi, som jeg personligt gerne selv vil støtte op om, kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle dele det med andre. Produktet hedder i dette tilfælde:

Det er min veninde Heidi, der er med til at starte firmaet op, og det er simpelthen så lækkert noget tøj, at jeg med det samme sagde, at jeg ville skrive om det her på bloggen. Og at jeg endda gerne ville vært til et arrangement, hvor hun kunne komme og fortælle lidt om tøjet og vise det frem. Jeg er selv en se-OG-røre-person, og kan virkelig godt lide at have tøjet mellem hænderne, inden jeg køber det online.

Det har du nu også chancen for at få lov til. Hvis du bor i Nord- eller Vestsjælland og godt kunne tænke dig at deltage i Åbent Hus arrangementet herhjemme ved mig den 29. september kl. 10-14 skal du bare sende mig en mail på ab(snabela)billedguiden.dk og melde dig til. Så sender jeg dig nærmere oplysninger om adressen.

Heidi og Jasmin, som er indehavere af Belle Pommes skriver bl.a.:

For at vi kan tilbyde dig top kvalitet til overkommelige priser, som du ikke finder andre steder, har vi haft in mente at tøjet ikke kun er smukt, praktisk og designet med børn i tankerne, men i høj grad er produceret af producenter som er kendt for deres høje kvalitet, holdbarhed og med respekt for miljøet.

Du kan læse meget mere og se alle produkterne på deres hjemmeside: Bellespommes.com. De har også en Facebookside, hvor du kan følge dem yderligere og holde dig ajour med det seneste nye på shoppen.

Forstå noget

Jeg prøver at forstå, hvorfor han handler som han gør. Hvorfor han irriteret undersøger drengen med de rutineprægede bevægelser. Alt er efter bogen. Der lyttes på ryggen. Der lyttes på brystet. Drengen roses for sin ro og sine vejrtrækning. Der er intet astmatisk at høre, får moren at vide. Alligevel går hun undrende derfra med en recept på en Pulmicort.

De går tidligt i seng begge to. Klokken er ikke meget over tyve, da deres hoveder rammer puderne. Egentlig er de ikke trætte nok, men de ved, at morgenen kan starte allerede klokken fire, så det er godt at få sovet på forhånd. Det var godt tænkt, tænker hun, da hun i de meget tidlige morgentimer står med drengen ved wc-kummen og han kaster op for femte nat i træk. Det er ikke maven, men hosten, der driller. Og det minder dem om noget.

Og hun ligger der. Da drengen igen falder i søvn mellem dem. Og hun er vågen. Og prøver på at forstå, at der er mange som dem, der kommer hver dag med deres syge børn. Og de vil alle have hjælp, så børnene ikke skal være syge mere. Giv mig noget. Gør noget. Sig noget.

Og hun tænker: forstå noget!

Forstå, at jeg er bekymret. Forstå at jeg ikke kommer, medmindre jeg tænkte det var nødvendigt. Forstå at jeg gør det, fordi jeg har tillid til, at du ved mere end jeg gør, om det der sker. Forstå at jeg ikke bare kommer for at få medicin ud af dig, men fordi du skal tage min bekymring alvorligt, og måske fortælle mig, at min dreng ikke fejler noget alvorligt. Så jeg tror på det. Forstå, at det ikke kun handler om helbredelse, men om forståelse. Og svar. Forklaring. Så jeg forstår.

Tænker hun, da hun prøver at forstå.

…intet alvorligt på færde. Blot frustration på ord. Og en dreng med lungebetændelse i behandling.

DSB flipbook

Jeg sidder i toget på vej mod Århus. Det er i dag, at jeg skal finde på noget klogt at sige om Graphic Novels og deres plads på landets biblioteker. Og det sidder jeg lige og finpudser lidt på, mens Danmark passerer forbi udenfor vinduet. Det er egentlig en skøn måde at arbejde på. Med sådan et levende billede ved sin side. En slags hurtigbladet Graphic Novel. Sekvens efter sekvens efter sekvens…

Sommerfuglene i min mave bliver flittigt holdt nede af den optursfølelse, der stadig sidder og fylder efter gårsdagens forældremøde. At være en del af et godt og solidt lærerteam fyldt med humor og professionalisme, som jeg er lige nu. Det giver mig en arbejdsglæde, som jeg lige har skulle lede lidt ekstra efter, da min barsel sluttede. Jeg tror, jeg genfandt den for alvor i aftes. Og forleden, da jeg gik grinende hjem fra arbejde. Det gør ikke noget, at mit arbejde også er sjovt. Det er faktisk helt ok med mig.

Og mit job på ARoS i dag. Det giver mig sommerfugle i maven, fordi jeg altid har den der naturlige følelse af at skulle præstere. At skulle huske ting. At skulle kunne formulere mig godt. Måske endda være lidt sjov og underholdende. Jeg er den sidste der skal på efter en lang dags kursusoplæg om børn og kunst. Så jeg finpudser lige lidt mere og øver mig. Mens DSB’s flipbook bladrer videre ved min side.

Flere gode nyheder!

Jeg har hørt i dag, at fra år 2015 er det igen muligt at være ordblind. En diagnose der ellers er blevet slettet fra oven, og som derfor ikke længere eksisterer i flere kommuner i Danmark. Det er billigere sådan. Det må I forstå. Men nu er den tilbage. Eller det vil sige. Om tre år er den tilbage.

Så skal vi bare lige have tiden til at gå indtil da. Og håbe på, at der ikke dukker nogen op i butikken, med så stærke læse- og skrivevanskeligheder, at de ikke får noget ud af den almindelige faglige støtte i undervisningen. Herregud, det er kun tre år. Det går nok. Hvor mange børn er der på en årgang i hele Danmark? Gange tre. Og vi kan jo være heldige, at det er nogle gode årgange. Det tror jeg bestemt det er. Og små årgange…nå nej, men gode, det er de helt sikkert.

Men fra 2015 folkens! Så bliver det igen en fest at være ordblind! Aaaah, det føles godt at være tilbage på skolebænken på læsevejlederuddannelsen, når man kan starte med SÅ gode nyheder.

Disclaimer: Der kan i ovenstående tekst forekomme elementer af ironi, som dækker over den store frustration, det til tider kan være som lærer at være ude af stand til at give en elev den fornødne hjælp han/hun fortjener for at kunne få et rigt og kvalitativt skoleliv. Hvis du skulle være i tvivl.

Gode nyheder!

Kære syvende, jeg vil gerne lige dele en nyhed med jer“, sagde jeg for 40 minutter siden med en klump i halsen. “I kender hende ikke, men i dag er der en jeg kender, der har vundet over kræften. Og da jeg lige har læst beskeden nu, er det jer, der må dele den med mig. For deles skal den. Og jeg er simpelthen så glad indeni og udenpå lige nu, at jeg ikke kan lade være med at sige det højt til nogen.

Hvad gjorde de? Hvad sagde de?

De klappede! For hende. Og den kamp hun vandt. Helt spontant klappede de allesammen. Og smilede med mig.

Det er nutidens unge. Og jeg kan godt rigtig godt li’ dem!