Undervisningspligtig!

Skrupsakken er nået den alder, hvor han begynder at kunne lugte kridtet i tavlerenden og forleden modtog vi brevET. Det brev, der fortæller en, at ens barn er blevet modtagelig for ord, tal og viden.
Og folkeskolelæreren i mig har altid tænkt, at mine børn da selvfølgelig skulle gå i folkeskolen. Sammen med resten af folket. Og samtidig blev jeg ramt på min faglige stolthed, da jeg som kok pludselig ikke turde lade mit eget barn smage maden. For hvad nu hvis, den ikke var god nok?

Så begge børn blev skrevet op til privatskolen. Just in case. Holde mulighederne åbne. Bare hvis nu. (…og indrømmet, i mangel af bedre).

I aften var der informationsmøde på min skole. Naboskolen. Eller Mors skole, som den hedder herhjemme. Jeg tror ikke min leder endnu har opdaget, at jeg faktisk ejer den skole. Det må jeg lige huske at nævne ved næste MUS. Men jeg sendte manden og hans åbne sind. Og sad nervøs herhjemme og ventede på dommen. Var det godt nok, det han så? Bestod folkets skole hans personlige test, eller havde den drevet sit folk ud i det private marked, hvor læring er en handelsvare på linje med agurker og selvudviklingskurser?

Ved I hvad? Han kom sgu begejstret hjem! Og han fortalte om indlevende og energiske børnehaveklasselærere, der havde et professionelt syn på læring og børn. Og han fortalte om en dejlig SFO, hvor han kunne se vores dreng finde op til flere personlige hyggekroge. Legorummet fx. Om åbne frie rammer, der alligevel indbød til tryghed og nærvær. Og han var ikke i tvivl. Og så er jeg det jo heller ikke.

Så snart skal Skrupsakken og jeg forhåbentlig følges i skole. Og deles i skolegården. Ham mod indskoling. Mig mod udskoling. Og jeg glæder mig. Og tør endelig godt indrømme for andre end mig selv, at det er et af mine mentale glansbilleder fra seminarietiden, der bliver virkeliggjort.

Da jeg spurgte ham over aftensmaden, om hvilken skole han gerne ville gå på, var svaret: “På din skole, mor.
Er det fordi mor er der?“, spurgte jeg.
Ja.“, var svaret.

Ok, hvad skulle han ellers svare, Tumpe!

Momentært familiært overskud skåret ud i græskar

I disse dage oplever vi en vis portion slidthed i det lille hjem. Vi er ramte af den klassiske første-efterårsperiode-efter-institutionsstart-sygdoms-marathon. Med hvad der føles som (og faktisk også er ved at være det) måneder med lungebetændelse i huset, og nu en omgang mavevirus til deling. Min mand hoster stadig sine lunger ud at vende hver nat, og Ananassen og jeg har lige testet muligheden for at købe toiletpapir oftere end en gang om måneden.

Og selv om det er efterårsferie, så er det alligevel stadig som om vi er tre minutter bagefter alt det vi skal. Den eneste forskel er nok bare, at nu har vi accepteret det og lader det komme som det gør.

I går nåede vi fx alt muligt på en dag, hvor vi ellers ikke havde regnet med at nå nogetsomhelst. Skrupsakken skulle ind og røntgenfotograferes i lungerne fra morgenstunden, som et efterfølgende check up på hans lungebetændelse. Og da han og hans far var kørt tog pokker ved mig. Så blev sengetøjet vasket og luftet. Og gulvet støvsuget. Og hovedpuderne vasket. Nu skulle al den sygdom ud af huset. Og ind kom tre kæmpe græskar, som har stået og ventet på familiært overskud på vores terrasse i flere uger. Legeaftalen med Skrupsakkens gode ven kl. 12 gav lige det pusterum fra hans underholdningsgen, som vi voksne havde brug for, og selv om Ananassen kontinuert sked bleer, der mest af alt nedvurderede effekten af en ble, så gik det alligevel helt ok. Og vi fik endda mobiliseret så meget overskud, at jeg spontant inviterede legekammeratens forældre på aftensmad, da de hentede senere, og at vi rent faktisk fik brugt indmaden i græskarene til noget fornuftigt. Og for første gang i denne ferie føltes det som ferie for os.

Da roen flyttede ind i sofaen lidt senere på aftenen, kunne jeg mærke, hvor dejligt det føltes med en dag, hvor tingene ikke bare var blevet gjort fordi de skulle. Hvor vi rent faktisk havde hygget os med de ting, vi havde lavet. Klokken var 20.30 og vi var trætte begge to. Dette er efterhånden vores normale sengetidsspunkt. De sidste mange uger, har klokken ikke været meget over 20 før vi også har ligget i vores senge og sovet. Enten på grund af træthed eller sygdom. Og i aftes blev vi oppe. Og nød at være vågne sammen, bare os to. På trods af trætheden.

Ja, småbørn slider på et forhold. Og på et menneske. Og det samme gør arbejde og sygdom. Men det overrasker mig gang på gang, hvor lidt der skal til for at glemme den slidthed i et øjeblik og i stedet blive stærkere af det.

En stolt Skrupsak, der endelig greb sin store cykel, som han har haft i et halvt år uden rigtig at føle sig klar til at bruge den, der nu cykler sejrstolt op og ned af vejen. Eller en halvsyg koalaunge af en Ananas, der klamrer sig tillidsfuldt til ens nakke, mens hun instant falder til ro ved følelsen af nærhed og bare putter sig ind til ens hals. Eller synet af de to græskar, der nu står og lyser i vores indkørsel og fortæller resten af nabolaget løgnen om, at her i huset har vi overskud. I bedste halloween-pretend-to-be-stil. Og det er ok. Den løgn må de gerne fortælle, for vi ved jo allesammen godt, inderst inde, at hvor der er smidt tre børnecykler ved kantstenen, er der også dage, hvor de ikke blev stillet på plads. Også selv om der står fine nyudskårne græskar ved siden af.

Hvor er jeg?

Altså jeg er jo lige her. På bloggen. Og i min sofa. I mit hjem. Ved siden af min mand og babyalarmen.

Men jeg er også rimelig ofte (og indrømmet, nogen gange samtidig) på Instagram. Hvor jeg blandt andet viser mine første spæde overlockninger frem side om side med en illustreret folkeskolevirkelighed og livet som mor.

Og på Twitter, hvor jeg stadig famler mig lidt frem i blinde. Er jeg den eneste, der aldrig helt rigtig har forstået Twitter? Eller er det fordi, jeg bare ikke er god til det med at fatte mig i korthed om noget, der er vigtigt nok til at jeg vil dele det med andre.

Nå ja, og på Facebook. Selvfølgelig. Det er vel mit andet hjem. Og dit. Stedet hvor jeg kan give mit sociale liv en hjertestarter, selv om jeg kun orker at sidde i underbukser i min sofa.

Og en gang om ugen tager jeg expressen fra mailboksen ind på Linked In. Bare for at snuse lidt til mine drømme og ambitioner. Og se på listen over mine nuværende bedrifter, som vokser i takt med, at jeg finder mig mere og mere til rette i mit professionelle jeg.

Et jeg, der ofte leger med billeder på sin Billedguide. Og giver gode råd om kreativitet og billedsprog på DR’s hjemmeside. Og piller i sin egen navle her på bloggen.

Klout måler jeg mig med de andre virtuelt indfødte, og bliver bekræftet i, at en stor del af mit liv leves digitalt, og at jeg når længst ud, når jeg bruger mine to yndlinge; billeder og ord.

Og sådan klikker jeg mig rundt, frem og tilbage, op og ned, og lader den virtuelle verden få den plads den kræver i min analoge virkelighed. De to kan ikke skilles ad, som det er nu. Den ene er nærmest betinget af den anden og omvendt. For mig. Og for andre er hele dette indlæg skrevet på russisk med en usynlig pen i regnvejr.

Men altså ja, nu ved du hvor du kan finde mig, når jeg ikke lige er her.

Skotørstig og hvordan du sparer en kvart vinge på en jumbojet

Jeg var engang sådan en med meget fodtøj. Altså, en af dem, der virkelig godt kunne lide at købe et par nye sko eller støvler. Det var især tiden i USA, der gjorde det ved mig. Sko er jo billige(re) derovre.

Og helt ærligt, jeg har købt et par sko i år. Til 100 kr. Godt nok mine yndlingssommersko. Men det kan vist ikke være dem, der vælter budgettet herhjemme. Og gule hæklede ballerinaer er ligesom ikke skabt til det vejr, vi har udenfor nu.

Sidste år smed jeg begge mine elskede UGG-støvler ud. Begge købt i USA, og begge slidt helt i bund. Og pludselig stod jeg der mandag morgen uden noget at tage på fødderne. Altså, jeg havde jo noget, men I kender det; man har jo ikke noget alligevel, vel?

Det har jeg så nu.

Eller om to dage. For jeg kunne huske at Maren havde skrevet noget med tre par for to pars pris, og jeg søgte efter nye UGGs. Og nu bliver det kryptisk. Fra nu af, er det kun de virkelig købsmatematiskøkonomisketænkende hjerner, der kan følge med. Her får du et fantastisk spareråd til, hvordan du kan få billigere UGGs i Danmark. Et produkt, der ellers er rimelig fastsat i sin vejledende pris. Men altså, jeg deler gerne hemmeligheden med jer.

Ved at købe tre par, og gerne så dyre som mulige, så sparede jeg penge på mine UGGs!

UGGs koster en god vinges pris på en jumbojet i Danmark. De to andre par jeg fandt kostede kun en halv vinges pris hver. Og da det er det billigste par, der er gratis, kunne det virkelig ikke betale sig at finde nogle, der kostede under en halv vinge. Så nu har jeg brugt to vinger på en jumbojet og sparet en kvart vinge på mine UGGs! Det er da en god forretning, ikke? Eller på dansk, så har jeg sparet 500 kr på at bruge 1000 kr. ekstra.

Mmmmja!

Godt så.

Det står dig frit for at bruge mit råd selv. Jeg synes selv det er genialt. Og samtidig fik jeg gjort lidt op med min skotørst, som virkelig var helt gal. Og se, hvad der snart kommer til mig med posten sammen med mine Classiske Lange sorte UGGs:

Toiletpapir en gang om måneden

For tiden bliver vi overrasket flere gange i løbet af dagen:

“Gud! Madpakker!”

“Gud! Aftensmad!”

“Gud!, det regner…barnevognen skal ind!”

“Gud! Morgenmad!”

“Gud! Jeg har tøj i maskinen…fra igår!”

“Gud! Ungerne skal i bad mere end en gang om ugen!”

Og jeg er så træt af at leve mit liv ad hoc. Vi skranter stadig begge to, og ingen af os orker fx at tage ud og handle. Jeg ved ikke i det hele taget ikke, hvad der er sket på den konto. Jeg gider overhovedet ikke at handle mere, heller ikke når jeg ikke hoster. Mig som ellers elskede en tur i Netto, hvor jeg kunne snuse i alle de nye tilbudsvarer. Men nej. Jeg.hader.det.nu. Jeg forstår pludselig min svigerfar helt ind til knoglerne nu. H.A.D.E.R. D.E.T.

Vi har en madplan for denne uge, vi har bare ikke nået at fået handlet ind til den. Og så er det jo ligesom så som så med sådan en. I aften hentede vi aftensmaden på den lokale familiepizzarestaurant i stedet. Og manden er lige kommet hjem fra Fakta, som er den eneste købmand der er åben efter puttetid. Frugt, mælk, yoghurt og pålæg. Jeg kan vores indkøbsseddel i hovedet, for den er altid ens. Det er hvad vi lever af. Og toiletpapir en gang om måneden.

Men altså, vi bliver jo raske igen på et tidspunkt. Og der findes noget, der hedder Nemlig.com. Og det skal jeg udforske nu.

Og GUD! På lørdag skal vi have huset fuld af gæster til etårsfødselsdagsfest. Og det går nok også. De kan vælge mellem frugt, pålæg, yoghurt eller et glas mælk. Og de er velkommen til at bruge toilettet.

Nu et år!

Så blev jeg endelig helt færdig med de to Walldorfdukker, jeg har haft gang i. Jeg lavede to på én gang, da det kit, jeg havde købt ved Tante Grøn havde nok materialer i sig til to. Så havde jeg også to chancer til at ramme et eller andet dukkeagtigt. De endte faktisk begge med at blive helt ok, synes jeg.

Jeg fulgte Wenches bog Tusindfryd Dukker, og fik her til aften også syet lidt tøj til dem begge. Den mørkhårede dukke blev færdig i aftes, og da jeg kiggede på klokken stod den på nøjagtig 0.01, som også er Ananssens fødselstidspunkt. Det afgjorde det for mig, og den er nu hendes dukke. Hun fik den i morges sammen med barnevognen og begge dele vakte heldigvis stor glæde.

Så skal jeg bare lige finde ud af, hvad der skal ske med den blonde dukke. Gode ideer modtages gerne.

Skrupsakken havde kuppet mig og købt sin egen gave til hende. Han havde fået 200 kr. med på weekend ved farmor og farfar, og havde resolut besluttet i ToysRus, at hun skulle have en Newborn Babydukke. Med meget lyserødt tilbehør. Jep. Og jeg behøver ikke at skrive, at hun legede mere med den i morges end med min hjemmesyede, vel? Godt, så lader vi bare den ligge fra nu af.

Og nu er hun så ET år gammel! Efter en helt almindelig dag i vuggestuen, hvor det føltes næsten lige så forkert at aflevere hende grædende på sin fødselsdag, som det ville gøre at bede om en omsorgsdag på andendagen efter 10 sammenhængende sygedage. Men hun havde gode boller med og der var flag og sang og venner, der glædede sig til hun kom. Og jeg passede mit arbejde. Vi nåede dog at hygge i morges med morgensang og gaver. Jeg elsker udtrykket vi fik, da vi vækkede hende med flag og sang: