Momentært familiært overskud skåret ud i græskar

I disse dage oplever vi en vis portion slidthed i det lille hjem. Vi er ramte af den klassiske første-efterårsperiode-efter-institutionsstart-sygdoms-marathon. Med hvad der føles som (og faktisk også er ved at være det) måneder med lungebetændelse i huset, og nu en omgang mavevirus til deling. Min mand hoster stadig sine lunger ud at vende hver nat, og Ananassen og jeg har lige testet muligheden for at købe toiletpapir oftere end en gang om måneden.

Og selv om det er efterårsferie, så er det alligevel stadig som om vi er tre minutter bagefter alt det vi skal. Den eneste forskel er nok bare, at nu har vi accepteret det og lader det komme som det gør.

I går nåede vi fx alt muligt på en dag, hvor vi ellers ikke havde regnet med at nå nogetsomhelst. Skrupsakken skulle ind og røntgenfotograferes i lungerne fra morgenstunden, som et efterfølgende check up på hans lungebetændelse. Og da han og hans far var kørt tog pokker ved mig. Så blev sengetøjet vasket og luftet. Og gulvet støvsuget. Og hovedpuderne vasket. Nu skulle al den sygdom ud af huset. Og ind kom tre kæmpe græskar, som har stået og ventet på familiært overskud på vores terrasse i flere uger. Legeaftalen med Skrupsakkens gode ven kl. 12 gav lige det pusterum fra hans underholdningsgen, som vi voksne havde brug for, og selv om Ananassen kontinuert sked bleer, der mest af alt nedvurderede effekten af en ble, så gik det alligevel helt ok. Og vi fik endda mobiliseret så meget overskud, at jeg spontant inviterede legekammeratens forældre på aftensmad, da de hentede senere, og at vi rent faktisk fik brugt indmaden i græskarene til noget fornuftigt. Og for første gang i denne ferie føltes det som ferie for os.

Da roen flyttede ind i sofaen lidt senere på aftenen, kunne jeg mærke, hvor dejligt det føltes med en dag, hvor tingene ikke bare var blevet gjort fordi de skulle. Hvor vi rent faktisk havde hygget os med de ting, vi havde lavet. Klokken var 20.30 og vi var trætte begge to. Dette er efterhånden vores normale sengetidsspunkt. De sidste mange uger, har klokken ikke været meget over 20 før vi også har ligget i vores senge og sovet. Enten på grund af træthed eller sygdom. Og i aftes blev vi oppe. Og nød at være vågne sammen, bare os to. På trods af trætheden.

Ja, småbørn slider på et forhold. Og på et menneske. Og det samme gør arbejde og sygdom. Men det overrasker mig gang på gang, hvor lidt der skal til for at glemme den slidthed i et øjeblik og i stedet blive stærkere af det.

En stolt Skrupsak, der endelig greb sin store cykel, som han har haft i et halvt år uden rigtig at føle sig klar til at bruge den, der nu cykler sejrstolt op og ned af vejen. Eller en halvsyg koalaunge af en Ananas, der klamrer sig tillidsfuldt til ens nakke, mens hun instant falder til ro ved følelsen af nærhed og bare putter sig ind til ens hals. Eller synet af de to græskar, der nu står og lyser i vores indkørsel og fortæller resten af nabolaget løgnen om, at her i huset har vi overskud. I bedste halloween-pretend-to-be-stil. Og det er ok. Den løgn må de gerne fortælle, for vi ved jo allesammen godt, inderst inde, at hvor der er smidt tre børnecykler ved kantstenen, er der også dage, hvor de ikke blev stillet på plads. Også selv om der står fine nyudskårne græskar ved siden af.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s