Undervisningspligtig!

Skrupsakken er nået den alder, hvor han begynder at kunne lugte kridtet i tavlerenden og forleden modtog vi brevET. Det brev, der fortæller en, at ens barn er blevet modtagelig for ord, tal og viden.
Og folkeskolelæreren i mig har altid tænkt, at mine børn da selvfølgelig skulle gå i folkeskolen. Sammen med resten af folket. Og samtidig blev jeg ramt på min faglige stolthed, da jeg som kok pludselig ikke turde lade mit eget barn smage maden. For hvad nu hvis, den ikke var god nok?

Så begge børn blev skrevet op til privatskolen. Just in case. Holde mulighederne åbne. Bare hvis nu. (…og indrømmet, i mangel af bedre).

I aften var der informationsmøde på min skole. Naboskolen. Eller Mors skole, som den hedder herhjemme. Jeg tror ikke min leder endnu har opdaget, at jeg faktisk ejer den skole. Det må jeg lige huske at nævne ved næste MUS. Men jeg sendte manden og hans åbne sind. Og sad nervøs herhjemme og ventede på dommen. Var det godt nok, det han så? Bestod folkets skole hans personlige test, eller havde den drevet sit folk ud i det private marked, hvor læring er en handelsvare på linje med agurker og selvudviklingskurser?

Ved I hvad? Han kom sgu begejstret hjem! Og han fortalte om indlevende og energiske børnehaveklasselærere, der havde et professionelt syn på læring og børn. Og han fortalte om en dejlig SFO, hvor han kunne se vores dreng finde op til flere personlige hyggekroge. Legorummet fx. Om åbne frie rammer, der alligevel indbød til tryghed og nærvær. Og han var ikke i tvivl. Og så er jeg det jo heller ikke.

Så snart skal Skrupsakken og jeg forhåbentlig følges i skole. Og deles i skolegården. Ham mod indskoling. Mig mod udskoling. Og jeg glæder mig. Og tør endelig godt indrømme for andre end mig selv, at det er et af mine mentale glansbilleder fra seminarietiden, der bliver virkeliggjort.

Da jeg spurgte ham over aftensmaden, om hvilken skole han gerne ville gå på, var svaret: “På din skole, mor.
Er det fordi mor er der?“, spurgte jeg.
Ja.“, var svaret.

Ok, hvad skulle han ellers svare, Tumpe!

4 thoughts on “Undervisningspligtig!

  1. På en eller anden måde har jeg en klump i halsen nu. Nok det med at der findes steder til vores børn som er gode for dem.
    Jeg kan huske fra min skoletid, at jeg var 50/50 omkring det med at have mine forældre på skolen som lærer. (de er så ikke lærer – Så ville jeg jo nok være bedre til at sætte komma´er…)

  2. Indtil i dag har jeg kun læst starten af dette blogindlæg. Jeg tror ikke, jeg turde læse det i sin helhed. Hvor dejligt at læse om din mands møde med folkeskolen og med energiske børnehaveklasseledere. Det var i sandhed opmuntrende læsning. Held og lykke til skrupsakken.

    • Jamen, Marie Louise. Jeg har selv haft den samme frygt ved at skrive det. Kunne ikke skrive om det, før end han rent faktisk kom hjem og sagde, at vi havde bestået :-)

  3. Sidder lige i vaskekælderen og læser alle de indlæg jeg har misset ;)
    Vil bare lige sige at det er en fantastisk tryghed, at have din mutti på samme skole. I did <3 dog er det hæsligt at have sin mor som vikar!!! Jeg måtte ikk sidde på skødet af hende!!!! What the :D

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s