Jeg har mere…hvis du orker

Jeg har tænkt og tænkt det meste af natten i går. Fik faktisk næsten ikke lukket et øje. Hvorfor gik den dokumentar mig så meget på? Og hvorfor ramte den så hårdt ind i det meste af den danske befolkning? Og har kloge Anne ret, når hun skriver, at det handler om at finde en syndebuk? Ja, det har hun. Det behøver vi bare se på TV2′s Facebookside i dag for at konstatere.

Men jeg tror, jeg er ved at have fundet frem til, hvorfor jég i hvert fald blev så vred.

Lidt fordi, der var et forældrepar, der sagde ja til at give deres to yngste børn væk, fordi de måske ville dø af HIV inden for fem år. Vi er enige om, at de også er ofre, men det kan ikke tage det faktum væk, at de solgte deres egne børn.

Og lidt mere fordi, der var nogle pengestærke adoptionsbureauer, der var svinske nok til at manipulere med de stakkels syge forældre. Og korrupte nok til at snyde dem senere hen i processen.

Og ja, jeg blev vred på det danske adoptivforældrepar, der naivt troede på, at man kunne hive en fireårig op med rødder og hjerte og derefter automatisk forvente, at hun tilpassede sig og rettede sig ind efter sine nye forældres regelkodeks.

Og ikke mindst de danske myndigheder, der lader sådan noget her ske igen og igen. Og ikke gør noget før en manipulerende sensationslysten dokumentarist maler billedet så sort og hvidt for dem, at den fjerde statsmagt tvinger dem ud i at tage stilling.

Jeg bliver også virkelig vred over at møde en psykolog, der rådgiver et forældrepar til at være reserveret over for deres barn i sorg, og en veluddannet psykiater, der ikke selv formår at vise sin adoptivdatter den kærlighed og omsorg, som hun grådkvalt og rådvild viser sin mand og kameraet, at hun rummer, da datteren for første gang kommer hjem fra sin aflastningsfamilie og har fået en nyttehave i gave.

Og jeg bliver for alvor vred over alle de voksne, der vælger, at det er ok at følge et fireårigt etiopisk barn i seks år med et kamera og lade hele hendes ulykkelige historie blive allemandseje på landsdækkende dansk TV i den bedste sendetid.

Men mest af alt, og det der gør mig virkelig vred, er at det eneste Masho nogensinde har sagt i al den tid dokumentaren står på, er FRA! Hun siger fra. Igen og igen. På den eneste måde hun kan i et land, der ikke taler hendes sprog, hverken verbalt eller menneskeligt.

Og det er der ingen der hører eller tager alvorligt. Ingen der anerkender. Tværtimod.

Og dét gør mig vred. På dem alle. Virkelig harmdirrende vred.

For mig, handler det ikke om at placere skyld, for jeg synes den er ret nem at placere hele vejen rundt i det voksne system. Det handler tværtimod om at nogen ikke har været sin opgave voksen. Og at nogen ikke har taget barnets tarv alvorligt. Og man derefter har valgt at lave en sensationshistorie ud af det i den gode sags tjeneste. Målet helliger midlet mener både dokumentaristen, TV2 og adoptivforældrene. Historien skal ud, siger de. Det er en vigtig historie at få fortalt.

Og jeg er enig. Men det er på bekostning af en lille pige, der hedder Masho, som kommer fra Etiopien og bor på et børnehjem i Danmark. Og det gør mig vred. Og ked af det.

Jeg skal se programmet igen i aften. For jeg må se, om der er noget jeg har overset. Noget der forklarer det hele for mig og giver mig den åbenbaring, der viser at det er det hele værd for Masho.

Kære Masho, skynd dig at blive voksen!

Jeg sidder med følelsen af, at jeg lige har været vidne til at overgreb. Og jeg kunne ikke gøre noget. Bare sidde der og tage en tår af aftenkaffen og hulke lidt ned i min serviet.

Jeg gik på Facebook bagefter og råbte noget á la “Stop det dog” på min væg. Men det hjælper ligesom ikke, vel? Heller ikke selv om vi er mange, der mener det samme og som råbte stop i kor. At “Det er for galt“. Og “hjerteskærende.” Men det var det eneste, vi kunne gøre lige der. En kollektiv afmagt verbaliseret på et gudsforladt socialt medie.

Flere af mine veninder nævner stadig den lille pige, der blev glemt af sin far og døde i en bil for nogle år siden, som den nyhed, der stadig jager dem i tankerne. Og som gentagne gange vækker både tårer, vrede og afmagt frem i dem den dag i dag. Det var en skrækkelig historie. Jeg har det på samme måde.

Men i aften mødte jeg min døende pige. Jeg kan slet ikke slippe hende igen. Jeg taler om Masho fra dokumentaren Adoptionens Pris. Og jeg taler om de organisationer, der har ødelagt hendes barndom. Men mest af alt er jeg vred på hendes adoptivforældre. Og jeg har virkelig behov for at finde et sted, hvor de fortæller mig, hvorfor de ikke var opgaven voksen, og hvorfor de ikke forstår, at et barn der er blevet revet væk fra sine forældre, skal have tid og kærlighed og omsorg og mere tid til at turde tro på, at det kan nytte noget at knytte sig til nogle nye forældre. For det barn ved jo netop, hvor ondt det kan gøre. At knytte sig. Og miste. Jeg synes faktisk ikke, det er rocket science.

Jeg kan ikke engang sige, at jeg formår at se på det hele billede lige nu. På hele den generelle problematik, som programmet tager op. Med at der er svindel i adoptionssystemet. At det er blevet en pengemaskine for nogen, og at alt for mange adoptivforældre i lille Danmark ikke fatter en disse af, hvad de går ind til, når de får deres mangeårige drøm opfyldt om at få et barn. Og at alt for mange af disse børn havner i vores system, som dem der har problemet. Er problemet. Mens den ene voksen efter den anden vasker sine hænder og lægger sit ansvar i en skuffe.

For jeg ser bare Masho for mig. Og hendes tomme fortabte mørke øjne. Og hører adoptivmorens hårde ord til hende. Og mens vi sad der og så på overgrebet, sad hun på et børnehjem et sted i vores lille kolde land. Og hun må tænke sit. Måske vokser hun en dag op og kan fortælle sin historie til os selv. Jeg håber inderligt, at hun på det børnehjem, hvor hun nu er, har fundet en voksen, der forstår, hvad det vil sige at værne om at barn. At vise det anerkendelse og give det tryghed. En voksen, der kan bevise over for hende, at sådan kan voksne også være. Til at regne med. Så hun lærer, at hun ikke bare bliver afvist igen, hvis hun er besværlig. Jeg håber hun vokser op og bliver rigtig besværlig i den gode sags tjeneste. Så hun kan være med til at sørge for, at ingen andre børn skal lide den samme skæbne. Jeg håber, hun vokser op og råber højt og larmende om de urimeligheder, hun var ude for som barn.

Indtil da, er der heldigvis andre, der råber for hende. Læs denne artikel, hvis du ligesom jeg nu sidder med et behov for at blive klogere. Og måske endda gøre noget mere end at skrive et blogindlæg og en vred svada på sin Facebookvæg.

Zapperbarnet

Det gik op for mig på lærermødet i dag. At jeg ikke før har været så længe på en arbejdsplads, at jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere er en af de nye og dermed i næsten automatisk undring og kritisk stillingtagen til alt. I stedet er jeg blevet en af dem, der får trang til at forsvare nogle af de handlemønstre vi har. Også de mindre heldige. Jeg er blevet en af de “gamle”.

Det er mit fjerde år på skolen. Dog med en barsel imellem. Det er første gang i mit nu tolv år lange lærerliv, at jeg er på fjerde år. Jeg har arbejdet som lærer 7 forskellige steder. Fra Aalborg til København og Brooklyn og nu her på naboskolen.

Jeg er indbegrebet af zappergenerationen. Der skal ske noget. Forandring. Fornyelse. Et eller andet. Keder jeg mig, slår jeg væk. Zapper videre. Eller måske er jeg bange for forpligtelsen? Og det ansvar der følger med det at være en af “de gamle”. Det stempel. Måske bilder jeg mig bare ind, at det er nemmere at skifte personligt spor, i stedet for at blive og tage slæbet med at skifte retning, der hvor jeg er. Noget af det handler også om, at jeg ikke gider spilde min tid på et job, der gør mig ked af det eller som ikke giver mig noget. Det skal være min tid værd. Jeg er der ikke kun for pengenes skyld. Hey, så var jeg aldrig blevet lærer.

Men, noget er anderledes nu, hvor jeg er på fjerde år. Måske er det den barsel, der kom imellem, der skabte forandring nok. Måske er det min uddannelse. Måske er jeg bare faldet mere til ro. Eller måske er det fordi forandringerne lige så stille sker for næsen af mig. Lærermødet i dag var i hvert fald anderledes end før. Mere drive. Energi og vilje. Humor. Det var rart.

På min mands arbejde afskedigede de i dag 30 personer. Han var heldig og er stadig ansat. Nu på 12. år.

Vi er lidt forskellige på det punkt, kan man vist roligt sige.

Jeg bor i mit 19. hjem i mit 37 år lange liv. Det er to år hvert sted i gennemsnit.
Han bor i sit 5. hjem. De sidste tre flytninger har været med mig. Zapperbarnet.

Jeg er blevet bedre til at være i nuet af at kende ham. Han er blevet bedre til at turde slippe det. Vi er et ret godt match på den måde. Og lige som man tror, at ens nu er roligt og urokkeligt, kommer sådan en morgenmail med varsling om fyringer. Og man bliver nervøs på hans vejne. Også selv om man føler sig sikker for ham. Helt sikker er man jo aldrig i dag. Vel. Det var de 30 andre fx ikke.

Det er en forkælet tankegang at være zapperbarn. Jeg ved godt, at jeg er et produkt af en måske afsluttet æra. At zappe videre er de færreste forundt i dag, selv som lærer. Men jeg ville stadig skifte, hvis mit job gav mig flere ærgrelser end glæder. I et splitsekund.

Og der sad jeg, på lærermødet, og tænkte tanker om næste år. Og de kommende år. På den skole. For mig. Og for mine børn. Og se nu der! Det var første gang for mig. At tænke sådan. At det nu, jeg sad i, også var en del af den fremtid, jeg drømte om.

Det er faktisk også sjældent, at jeg ser andet end DR i dag. Og det skriver jeg egentlig mest bare for at runde indlægget af. Er det et mønster, tror I?

Den første onsdag af fire

Jeg bilder mig selv ind, at det bliver en bedre opgave, hvis jeg lige giver mig selv lov til lidt kreativitet inden. Hvis bare jeg lige får lov til at hellige mig min blog og mine ord et øjeblik. Og tillader mig selv en times tid med Skrupsakkens fødselsdagssweater, som ligger på 3,5′ern. En enkelt kop kaffe. Lidt morgen-tv. Lidt sofatid og måske et tæppe.

Nej, det er en glidebane. Jeg ved det jo godt. Opgaven skal afleveres den 14. december, og jeg har præcis 4 onsdage til at skrive den. I dag er den første. Når den er skrevet og afleveret og modtaget og forhåbentligt bestået, kan jeg officielt kalde mig Læsevejleder. Så der burde være rigelig motivation for at komme i gang. Jeg har endda også en plan klar. Ved lige hvad den skal handle om: Udskolingslæsning 112!

I aftes sad jeg til skolehjemsamtaler i Niendeklassen, og jeg talte højt og flot om at komme i gang med opgaverne i god tid. Og om at fokusere på målet. På at få en god afslutning på et godt skoleforløb. Mjaa…Måske skulle jeg lytte lidt til mig selv. Jeg giver åbenbart gode råd.

Jeg snakkede dog også med de unge om at have sig selv med. Om at huske at nyde det undervejs og at give sig selv rum og luft. Social Kapital i andre ord. Invester i dig selv og din trivsel, så blomstrer professionalismen også. Og der kommer sorte tal på bundlinjen. Kort fortalt.

I dag er en investeringsdag. Aftalen er, at jeg SKAL have formuleret min problemformulering og have bestilt materialer og bøger inden dagen er omme. Det skulle være til at klare. Tre onsdage tilbage.

Kære Jan Guillou

Du er i pressen flere gange blevet beskrevet som en kontroversiel, venstreorienteret og aggressiv debatør og samfundskritiker. Ligesom dine kommentarer i Aftonbladet også viser en passioneret og vidende mand, der tydeligvis har et stærkt engagement i vores samfunds udvikling. Mit spørgsmål til dig lyder derfor: Hvordan har dine barndom/ungdomssoplevelser på Solbacka og med din far været med til at påvirke det menneskesyn og de værdier, du har i dag i dit voksne liv?

Mange hilsener
AB

Og sådan fik jeg to fribilletter til dette års Bogforum foræret. Desværre når jeg ikke ind i Diamanten i morgen aften og hører ham svare på mit spørgsmål. Hvis du gør, vil du så ikke fortælle mig, hvad han svarede?

Ses vi i Bella Center lørdag?

Peace!

Takket være Trine og hendes tip om at Netto havde broderbare iPhonecovers, fik jeg forleden weekend pimpet min telefon. En hurtig billedgoogling og jeg havde mit motiv. Så var det bare om at lade tråden og nålen tegne stregen.

Lidt bling, lidt petroleum og lidt orange og vupti vupti…

Eneste minus ved denne løsning, er at coveret bliver lidt fyldt med tråd indvendig, hvilket betyder, at det ikke sidder helt optimalt på telefonen. Især når man tager billeder med blitz er det generende. Men det gør jeg heldigvis nærmest aldrig. Så det får lov at blive siddende lidt endnu. Det er til gengæld virkelig rart at holde ved. Jeg ved ikke hvorfor. Det har bare en virkelig good feel ved sig. Og så er det jo unikt.

Hallo….

Nå, er der mon stadig en læser eller to på linjen?

Jeg har haft en periode, hvor det der arbejdsliv og det der morliv og det der koneliv og det der sygdomsliv ikke har været helt foreneligt med det der blogliv. Måske fordi der også kom lidt krealiv ind over det og lidt mere børnesygdomsliv og en hurtig og alt for kort sjat venindeliv i Holstebro.

Og arbejdslivet har i denne uge fyldt en del. Jeg har for det første været så dum at lade både Syvendeklassen og Niendeklassen aflevere engelske stile i den samme uge. Brud på regel nummer et i lærerhåndbogen: Fordel rettearbejdet på forskellige uger.

Derudover har jeg booket nationale test i Syvendeklassen, også i engelsk, i denne uge, og det er altid lidt stressende, selv om man bare skal logge dem på og sætte dem i gang. De skal jo helst være godt forberedte og have ro på inden de sætter sig ved tasterne. Også selv om denne omgang kun er en prøve på den obligatoriske omgang, der kommer i foråret.

Jeg er for øvrigt ikke i mod de nationale test. Jeps, der findes lærere derude, der ikke per definition er imod alle test. Vi er en del skulle jeg hilse og sige. Jeg kan dog godt være mod brugen af testene. Især de nationale. Test skal, efter min mening, bruges til at bekræfte en formodning eller til at målrette det kommende arbejde i klassen. Ikke til at lave målbare sammenligninger og tabeller med. Jeg bruger dem selv som et redskab til at løfte eleverne med. Og jeg prøver at lære dem, at testen også er for deres skyld. Så jeg kan se, hvad jeg skal fokusere på i min undervisning, så den bliver bedre rettet mod dem og deres kunnen. Og så Undrevisningsministeren (ja, undre…) kan se, om vi lærere leverer varen og holder niveauet i vores klasser. En sikring for dem som elever. Jeg kan se de tvivler, når jeg siger, at jeg ikke et sekund vil bruge dem til at tryne dem med. For er det ikke det, vi netop selv har lært dem, at test gør? Men altså, det behøver de jo faktisk ikke at gøre. Det handler meget om kommunikationen, hjælpemidlerne og relationen lærer, elev og fag imellem. Well, sådan ser jeg på det, anywhos.

Og, nå ja, nu vi er ved skolen og arbejdslivet. Så fik vi igår en fælles meddelelse om, at der er sat et forslag til høring om skolestrukturændringer i vores kommune. En gennemgribende strukturændring, der får store konsekvenser for de fleste skoler i kommunen, inklusiv min egen. De ansatte er som udgangspunkt sikret job. Så jeg er ikke nervøs på den konto. Og jeg glæder mig faktisk til at se, hvad det ender med. Først og fremmest om det bliver vedtaget. Dernæst om de kan nå det inden for den meget korte tidsramme der er sat. Og ikke mindst til at se, hvilke personlige konsekvenser det får for min stilling som lærer og læsevejleder i kommunen. Mit indre zapperbarn klapper i sine små hænder. Jeg elsker forandringer af denne karakter. Jeg tror, der kommer noget godt ud af at rykke sig, gerne i flok, og jeg tror vi trænger til det i vores kommune. Ikke alle er enige med mig, og hvem ved, måske er tonen en anden fra min side om et år. Men lige nu kan jeg mærke suget i maven, når vi taler om det. Som min kollega sagde i går: Vi skal være positive og optimistiske, men ikke naive. Jeg tendere naiv. Det ved jeg godt.

Og nu er det weekend. Forhåbentligt går der ikke over en uge, inden vi skrives ved igen.