Jeg har tænkt og tænkt det meste af natten i går. Fik faktisk næsten ikke lukket et øje. Hvorfor gik den dokumentar mig så meget på? Og hvorfor ramte den så hårdt ind i det meste af den danske befolkning? Og har kloge Anne ret, når hun skriver, at det handler om at finde en syndebuk? Ja, det har hun. Det behøver vi bare se på TV2′s Facebookside i dag for at konstatere.
Men jeg tror, jeg er ved at have fundet frem til, hvorfor jég i hvert fald blev så vred.
Lidt fordi, der var et forældrepar, der sagde ja til at give deres to yngste børn væk, fordi de måske ville dø af HIV inden for fem år. Vi er enige om, at de også er ofre, men det kan ikke tage det faktum væk, at de solgte deres egne børn.
Og lidt mere fordi, der var nogle pengestærke adoptionsbureauer, der var svinske nok til at manipulere med de stakkels syge forældre. Og korrupte nok til at snyde dem senere hen i processen.
Og ja, jeg blev vred på det danske adoptivforældrepar, der naivt troede på, at man kunne hive en fireårig op med rødder og hjerte og derefter automatisk forvente, at hun tilpassede sig og rettede sig ind efter sine nye forældres regelkodeks.
Og ikke mindst de danske myndigheder, der lader sådan noget her ske igen og igen. Og ikke gør noget før en manipulerende sensationslysten dokumentarist maler billedet så sort og hvidt for dem, at den fjerde statsmagt tvinger dem ud i at tage stilling.
Jeg bliver også virkelig vred over at møde en psykolog, der rådgiver et forældrepar til at være reserveret over for deres barn i sorg, og en veluddannet psykiater, der ikke selv formår at vise sin adoptivdatter den kærlighed og omsorg, som hun grådkvalt og rådvild viser sin mand og kameraet, at hun rummer, da datteren for første gang kommer hjem fra sin aflastningsfamilie og har fået en nyttehave i gave.
Og jeg bliver for alvor vred over alle de voksne, der vælger, at det er ok at følge et fireårigt etiopisk barn i seks år med et kamera og lade hele hendes ulykkelige historie blive allemandseje på landsdækkende dansk TV i den bedste sendetid.
Men mest af alt, og det der gør mig virkelig vred, er at det eneste Masho nogensinde har sagt i al den tid dokumentaren står på, er FRA! Hun siger fra. Igen og igen. På den eneste måde hun kan i et land, der ikke taler hendes sprog, hverken verbalt eller menneskeligt.
Og det er der ingen der hører eller tager alvorligt. Ingen der anerkender. Tværtimod.
Og dét gør mig vred. På dem alle. Virkelig harmdirrende vred.
For mig, handler det ikke om at placere skyld, for jeg synes den er ret nem at placere hele vejen rundt i det voksne system. Det handler tværtimod om at nogen ikke har været sin opgave voksen. Og at nogen ikke har taget barnets tarv alvorligt. Og man derefter har valgt at lave en sensationshistorie ud af det i den gode sags tjeneste. Målet helliger midlet mener både dokumentaristen, TV2 og adoptivforældrene. Historien skal ud, siger de. Det er en vigtig historie at få fortalt.
Og jeg er enig. Men det er på bekostning af en lille pige, der hedder Masho, som kommer fra Etiopien og bor på et børnehjem i Danmark. Og det gør mig vred. Og ked af det.
Jeg skal se programmet igen i aften. For jeg må se, om der er noget jeg har overset. Noget der forklarer det hele for mig og giver mig den åbenbaring, der viser at det er det hele værd for Masho.
