En glædelig velsignet jul

Hvem knipsede og fik os hen til den 21. december, mens jeg stod med fødderne solidt plantet i novembers våde pløre?

Jeg føler, at jeg har været med i et afsnit af Tidsrejsen og er blevet zappet frem i tid uden at vide det. Som Sofies farfar, der aldrig helt forstår, hvor og hvornår han er. På den måde, synes jeg, modsat visse kritikere, at den julekalender er meget julet, for jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes at december kan være en tidsrejse af rang. Både frem og tilbage. Måneder og år. Tilbageblik og fremadrettethed.

Vi juler på det niveau, vi gider. I går fik vi bagt farmors kanelstænger, som for min mand altid vil være mormors kanelstænger. Hans egne børn har nu rykket dem et led ned i generationerne. De hedder stadig fuckkager i Annas mund. Gad vide, hvornår hun får rettet den talefejl op, når vi andre konstant bekræfter hende i, at det er både rigtigt og sjovt, det hun siger? Vores bil gik død med et hul i gearkassen for en tre uger siden og der er jo ikke nogen skønnere måned at være billøs i end december, vel? For der skal man jo ikke handle, slæbe, fragte eller køre store, mange, tunge eller lange ting, vel? Vi har lånt farmors Up og jeg tør ikke tænke på, hvor lidt jul vi havde haft, hvis ikke vi havde lånt den. Så tak for det og for opskriften på fuckkagerne, farmor! #VerdensBedsteSvigermor

December blev også den måned, der pudsigt nok, mindede os om at livet er den største gave af alle. Og ja, vi pakker da også mindre ting end lige Livet, ind i papir og bånd, men vi har gjort det uden skelen til beløbsgrænser, både minimum og maks i år. Folk får det vi synes er godt at give. For livet kan jo ikke pakkes ind. Og livet har ikke nogen beløbsgrænse. Men det har en udløbsdato og den bliver hverken forlænget eller forkortet af højden på gavebunken.

Glædelig velsignet jul til jer alle derude. Jeg kan godt lide ordet velsignet. Både i kristen forstand og i det hele taget bare i dets oprindelige betydning: “som bringer inderlig glæde, tilfredshed el.lign.” Det ønsker jeg for dig og dine.

Sommerregler

En af grundene til, at jeg har verdens bedste job, er at jeg får lov til at stikke min nysgerrige snude ned i den ene lækre meningsfyldte indholdsspækkede børnebog efter den anden. Jeg får lov til at arbejde med fantasi på et niveau, få voksne i virkeligheden forstår, og jeg får lov til at se verden igennem 6 til 9 åriges forvandlingsbriller.

Jeg tager dig lige med derhen.

For Shaun Tans bøger er netop lige nøjagtig dét, som jeg forsøger at beskrive ovenover. Fantasi, realisme, børneoptik, indholdsmaggiterninger og meningsfuldhed.

sommerregler_presse

Senest har jeg fået billedbogen Sommerregler i hænderne fra Forlaget ABC, som er eneudgivere af Tans bøger i DK. Jeg har endnu ikke stødt på en bog fra hans hånd, som ikke var mindre end fantastisk. Det Røde Træ er min personlige favorit, men Sommeregler kommer meget tæt på den på hitlisten.

Ordene er få. Meningen stor. Vi kender det alle, at sommer kan sætte alle regler ude af spil og sætte nye regler på dagsorden. Sommer udvikler. Sommer får ting til at vokse og sommer starter nyt. Især mellem venner og søskende.

Fordi teksten er så lille, får billederne virkelig lov at invitere læserens egen fantasi og virkelighed ind i bogens handling. Da jeg læste den med Isac, som er næsten syv (og ‘næsten’ er vigtigt, når man snart fylder syv!), var hans fortolkning og forståelse af historien langt bedre end min egen var. For hans var netop ikke begrænset af alt for mange fortælleregler endnu. Måske er Sommerregler i virkeligheden også et brud med fortælleregler?

Billeder gør det. Inviterer læseren mere indenfor end tekst gør. For billeder er ikke entydige. Det er tekst heller ikke, men billeder taler endnu mere til vores forskellige referencer, end ord gør. Jeg har konstant en indre kamp mellem billedkunstlæreren og dansklæreren i mig, når jeg sidder med disse billedbøger. Men når Shaun Tan skriver: “Træd aldrig på en snegl.” og viser mig dette billede:

Sommerregler

Så giver billedet mig uanede mængder af konsekvenser ved at træde på en snegl. Og så er min indre dansklærer slet ikke nået igang endnu med at analysere på ordet snegl i forhold til billedets indhold. Det er fantastisk! Intet mindre end.

Kvinden der forsvandt

Jeg var inviteret ind for at se en særvisning af filmen Kvinden der forsvandt (originaltitel Gone Girl efter bogen af sammen navn skrevet af Gillian Flynn). Den har premiere den 23. oktober og vi var inviteret af Gads Forlag og Twentieth Century Fox.

Jeg har ikke læst bogen inden, men jeg har læst en del om den, da den har fået en del omtale i USA allerede. Jeg glædede mig meget til at se filmen, som skulle være noget af nervepirrende thriller instrueret af ingen ringere end David Fincher, som siden Se7en og Fight Club har været en af mine yndlingsinstruktører.

Lad mig starte med at sige, at den var god. Rigtig god. Jeg kunne virkelig godt lide plottet, som hele tiden legede med os som tilskuere.

Når det så er sagt, så er det netop tilskuerdelen, som også var lidt anstrengende for mig. For jeg oplevede aldrig at blive helt suget ind i filmen, da det hele fra første sekund virkede indøvet, indstuderet og i en arms længde fra sandheden. Hvilket jo er meningen. Men også anstrengende, når man er den type, der godt kan lide at lade sig opsluge af filmens karakterer og deres historie. Hele pointen i filmen er jo, kan jeg godt sige, uden at sige for meget, at manipulere og lyve sig gennem plottet. Intet er sandt og alligevel er det hele sandt. Det er skuespil i skuespillet. Replikkerne er snappy, timet og slingrer aldrig. Hovedpersonerne er glatte, utroværdige og usympatiske. Og det hele er en del af plottet.

En modig knivsæg at balancere på som forfatter og som instruktør, hvis du spørger mig, for man risikerer at miste sit publikum undervejs, når de ikke har en hovedperson at holde af og holde med, men det lykkedes. For man finder nogen at holde af og med og man forstår de usympatiske og psykopatiske valg der bliver taget, fordi man også møder Amazing Amy og tvillingen Go.

Filmen får 3,5 ud af 5 stjerner fra mig.

Og skulle du bare tage ind for at se den for at se den meget omtalte scene med en nøgen Ben Affleck, så må jeg skuffe dig. Den er virkelig kort. Som i VIRKELIG kort. Så tag den for plottet og nyd i stedet Afflecks kones Jennifer Garners skarpe interview om nøgenscenen her i The Ellen Show.

En pause fra hverdagen

Vi er lige kommet hjem fra fire dage i et sommerhus i Lønstrup. En by, der nok er min all time favourite by i hele Danmark. Findes der et smukkere sted i dette land? Seriøst?

Ananassen havde fødselsdag i torsdags og jeg har på onsdag, så det var en kærkommen lejlighed til at fejre os begge i det nordjyske, hvor det meste af vores familie alligevel opholdt sig. Vi inviterede min lillebror og hans kæreste til at bo der sammen med os og på den måde havde vi ligesom bare lagt rammen om fire dages afslapning og familietid.

En pause fra hverdagen. Fra alle pligterne, lektierne, kravene og alt det andet. Bare chillin’.

Og sådan blev det. Tingene skulle være lette og det var de. Fire fantastiske dage i laveste gear, med gang i dansegulvet og vestenvind i kinderne. Kagemand med slik, slow cooked chili con carne og masser af ture i den indendørs swimmingpool, der hørte til huset.

Jeg havde nogle uger forinden fået to poser færdigblandet knækbrødsblandinger tilsendt fra Finax.dk (ligesom en masse andre bloggere), som jeg bevidst havde gemt til denne tur. Perfekt at have med til lige at banke en hurtig omgang hjemmebagt knækbrød sammen med uden at det krævede det helt store energiniveau. Se, hvor lækkert det blev:

Og vel hjemme igen her til aften ramte virkeligheden os med madpakkesmøring, fødselsdagsfejring i børnehaven og oprydning efter turen. Og det er sgu helt ok. For cellerne er fyldt op igen indeni og hverdagen er savnet af os alle. Og nu nåede jeg også lige at skrive et blogindlæg. Tænk, hvad mentale pauser kan gøre for éns energiniveau.

Når en kvinde mister håret – et interview med min mor

“Meget af min kvindelighed sidder i mit hår”. Hvor ofte har vi ikke hørt en veninde eller os selv sige det, når vi for 117ende gang leger med tanken om at gå fra lang til kort på hovedet. Men hvad nu hvis du ikke havde valget? Hvad nu hvis du mistede alt dit hår – helt uden grund. Ingen kemo, ingen cancer. Bare hårtab. Hvor ville din kvindelighed så sidde og godte sig henne?

Jeg har inviteret min mor på besøg på bloggen. Jeg spurgte hende forleden, om hun havde lyst til, at jeg lavede et interview med hende og delte det på bloggen. Hun har mistet håret ad flere gange, og er nu ved at få det tilbage igen. Det er tredje gang, at hun igen opbygger alt sit håb om, at det nye hår, der dukker op på hendes hoved, er kommet for at blive. Min mormor oplevede det samme. Dog kun en gang. Måske ligger det i mine gener også. I så fald håber jeg, at jeg kan mobilisere bare en lille smule af den styrke, jeg har oplevet fra hende. Indtil da, sætter jeg min lid til de mange grå hår jeg allerede har.

Min mor var skaldet på sin 60 års fødselsdag. Alligevel synes jeg, at dette er et af de smukkeste billeder jeg har af hende:

385958_10150526595029111_511058028_n

Kan du kort fortælle, hvad grunden til dit hårtab er? Hvad giver lægerne som begrundelse? Hvad tror du selv er grunden?
Jeg kan fortælle lidt om, hvad jeg har fundet ud af på nettet. Patientforeningen Alopecia (pletskaldethed) har en god hjemmeside, ligesom du hurtigt finder mange sider med eksempler på hårtab. Alopecia areata er en hudsygdom, hvor kroppens eget immunforsvar angriber forskellige celler i og omkring hårfolliklerne. Når disse celler angribes går hårcyklus i stå og håret fældes. Der skal flere faktorer til for at udvikle AA. Først og fremmest skal man have en bestemt genetisk baggrund. Forskere i USA har fundet mindst 8 gener og flere vævstyper med forbindelse til AA – så det er ikke kun et enkelt gen der giver sygdommen. Udover at man skal have generne til det, skal der også være en ”trigger” til at sætte sygdomsprocessen i gang. Der er ikke en kendt fælles trigger for alle, men der mistænkes infektion, fysisk traume og psykisk stress.

Der er tre typer af Alopecia: den første Areata giver pletskaldethed, Totalis taber man alt håret på hovedet og endelig, som jeg, Universalis, hvor man taber alt hår, også øjenvipper, bryn mm.

Den første gang jeg tabte håret, blev jeg sendt til hudlæge. Min egen læge var sikker på, at det var en hudsygdom. Hudlægen omtalte stress – men lægen afviste dette. Anden gang sagde lægen, at det måske var udløst af stress. Tredje gang sagde han: Det er stress! Men jeg havde jo ikke tabt håret, hvis ikke genet havde været der.

Din egen mor mistede alt sit hår en gang. Fortæl mig, hvad du tænkte dengang, da du stod ved siden af og oplevede det ske for hende. Den gang havde du ikke selv prøvet det på egen krop.
Der var ingen, der dengang tænkte på at det kunne skyldes et gen og evt. stress. Det var en hudsygdom – basta. Jeg syntes, det var frygtelig for hende og hjalp hende med at få en paryk. Indrømmet, jeg synes også, at det var godt hun fik en paryk. Den havde hun faktisk ønsket sig i flere år. Hun var meget ked af sit tynde fistne hår.

Mor tog til behandlinger hos hudlægen i Hjørring og jeg kørte hende derop. Jeg måtte dog ikke komme med ind – hvorfor ved jeg ikke. Behandlingen hjalp ikke på hendes hår, men hun fik det dog tilbage til sidst og da kunne jeg mærke, hvor meget det havde betydet for hende. Jeg tror nok, at hun fortalte mig mindst tusinde gange om din reaktion, da hun første gang viste sig med sit nye hår. Hun blev så glad, fordi du sagde, at hun var smuk.

Fortæl mig om den første gang du selv mistede håret. Hvad gik gennem dine tanker og dine følelser, da de første store totter røg af?
Den første gang jeg bemærkede, at der var noget galt, var til min fødselsdag i 2007 – jeg kunne mærke den bare plet i nakken. Jeg blev forskrækket og gik op i soveværelset for at se den, selvom vi havde gæster.

Det var dog først, da jeg så hårene på min kontorstol, at jeg gik til lægen. Den var fuld af lange hår og når jeg friserede mig, var kammen fuld af hår. Det er aldrig faldet af i totter, men bare forsvundet lidt over det hele. Godt nok med store bare pletter til følge.

Jeg kan huske besøget hos jer i USA, hvor jeg var så ked af at vaske hår, for hele badeværelset flød med hår bagefter. Jeg gjorde som hudlægen gav mig besked på – smurte mig med noget frygtelig stads og det hjalp ikke. Så blev jeg sendt til Aalborg, for at få en paryk og det var en positiv oplevelse. De var så empatiske, forstående og hjælpsomme hos Toftild i Aalborg.

Hvordan reagerede dine omgivelser på dit hårtab den første gang?
De fleste var chokerede – kunne ikke forstå, hvordan det kunne ske. På skolen accepterede mine kollegaer det hurtigt og gav mig opbakning, når jeg var ked af det.
Mine elever var fantastiske. Jeg brugte jo kasket i starten, inden jeg fik paryk. Selv om jeg forlangte at de skulle lægge huen eller kasketten i timerne, var der aldrig nogen, der sagde noget til mig. Selv i 9. klasse accepterede de min hat.

Der var også flere, der spurgte mig om, hvilken form for kræft, jeg havde fået.

Hvornår valgte du første gang at gå ud i offentligheden med bar isse? Kan du beskrive dine tanker og følelser den dag, hvis du kan huske det?
Jeg går ikke ud offentligt uden min kasket – det er kun, når vi er på ferie og det føles helt vildt dejligt. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg ikke kunne trives med parykken. Hver gang vi var sammen med familien eller venner, smed jeg den efter et par timer.

Den første gang jeg skulle vise mit bare hoved til familien, var det svært. Jeg kan huske, at vi besøgte din bror og hans familie i sommerhus. Der var pool og mit barnebarn ville have mig med i. Det ville jeg ikke, for så skulle parykken af. Det kom den dog senere på dagen og hun så mig også uden det.

Hvad ser du selv, når du ser dig i spejlet med skaldet isse og uden øjenbryn?
Det er de værste øjeblikke – jeg hader det. Jeg synes, jeg ligner en heks. Jeg kigger efter de mindste hår – prøver at rykke i dem, hvis der er nogen. Bare for at tjekke, at de bliver siddende. Når der så er kommet hår, skal jeg også hele tiden tjekke at de bliver der.

Hvad tror du andre ser, når de ser en skaldet kvinde komme gående ned ad gaden?
Jeg er helt sikker på, at de tror, jeg er syg og får kemo. Mange gange kan man se medlidenheden i deres ansigter.

Du har siden den første gang været møllen igennem tre gange og er netop nu ved at få håret tilbage igen efter en meget lang periode uden hår. Den længste til dato. Hvordan har du det i dag med at miste håret på den måde?
Det er frygteligt at miste håret, det kan næsten ikke beskrives. Angsten mellem turene er næsten det værste. Når så det begynder, så er der de daglige ritualer: spejlet i badeværelset med nakkespejl, vende og dreje hovedpuden, for at finde hår (og endelig, når der er godt gang i hårtabet, støvsuge puden inden jeg reder seng om morgenen)

Når de sidste rester af hår er fjernet fra hovedet, som du gjorde for mig i Italien, så er det ligesom lidt nemmere at forholde sig til. Så skal jeg kun vente på at det gror ud igen. Og her har jeg aldrig været i tvivl. Det kommer igen. Spørgsmålet er så bare, hvor meget der kommer. Siden første gang har jeg ikke haft hår under armene og denne gang er der endnu ikke hår på benene. Nu er det jo heller ikke de værste steder at undvære hår, som kvinde.

Men da jeg den anden aften kunne mærke lidt vipper, var jeg helt ærligt helt i den syvende himmel. Det var vildt dejligt.

Var det nemt for dig at finde information om det du oplevede? På nettet, ved lægen, på apoteket mm.? Hvilken information manglede du?
Det var faktisk nemt at finde informationen, dog var den for 7 år siden meget forskelligartet. En side fortalte at det var for evigt – en anden at 80% fik håret tilbage. Det bedste, dengang, var at læse de forskellige artikler på AA´s hjemmeside.

Som før fortalt var lægen temmelig uvidende og det var de også på apoteket. Men helsekostforretningen vidste lidt om det og anbefalede mig at starte med Priorin. Jeg tror, de hjalp. Men nu har jeg nok taget dem for længe. Jeg manglede information om, hvad jeg selv kunne gøre. For der måtte da være noget. Hvis du brækker et ben, skal du hvile og du skal udvikle andre muskler for at komme omkring. Her var der intet, jeg kunne gøre.

Hvad er det vigtigste du kan dele videre med dine oplevelser, til andre kvinder, der oplever det samme? Hvad havde du mest brug for, at der var nogen der sagde til dig?
Det vigtigste må være netop det jeg selv blev meget glad for at høre: Nemlig at jeg var den samme person, både med og uden hår. Det er også super skønt, når jeg får respons på min glæde over de nye hår.

Hvis du kunne give ét godt råd til andre kvinder i lignende situation, hvad skulle det så være?
Her ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal svare, for jeg har egentlig ikke et godt råd. Når jeg ser tilbage, så var det nemmest første gang. Her accepterede jeg, at sådan så jeg ud og livet gik videre. Men det blev sværere og sværere at acceptere og tjaaaaa, jeg ved ikke hvad der sker, hvis det falder af igen.


Min mor anbefaler særligt to artikler, som er gode at læse, hvis du vil vide mere om hårdtab.

Måske kender du nogen, der på samme måde har oplevet at miste håret. Måske har du selv prøvet det. Så skriv endelig i kommentarfeltet og del dine oplevelser og erfaringer med os andre. Jeg er fuld af beundring for min mor, over at hun tør stå frem på denne måde og dele ikke bare sin fortælling, men også sit ansigt og sin isse med jer andre. Du er sej mor!

Tanker fra en (tidligere) lærer

Det er morgen. Vi har stadig ferie og vi har lige lyttet til denne her ved morgenbordet. Min mand spørger mig, om jeg egentlig ser mig selv som lærer eller som redaktør nu. Det er et halvt år siden, jeg sagde farvel til lærerfaget og gik 100% ind i min redaktørstilling. Og jeg må sige, at jeg endnu ikke helt har vænnet mig til at sige “redaktør”, når nogen spørger. Jeg føler stadig, at det er en anden person, jeg taler om. For jeg er jo lærer.

Før sommerferien startede, var jeg ret spændt på, hvordan jeg ville forholde mig til ikke at skulle gå på ferie, når min søn gjorde det fra skolen. Den lange sommerferie er jo en af myterne i lærerfaget. Og jeg forstår den faktisk godt. Når selv min far, som gud hjælpe mig har støttet os lærere og har lagt mange ører til mine frustrationer om synet på lærerene, joker inden ferien om, at jeg nu skulle holde almindelig ferie, som alle andre, så er det nok fordi vi aldrig helt får andre til at forstå det. Og det er også ok. Så.

Men det jeg måske kan få nogen til at forstå er, at jeg ikke savnede den “lange” ferie i år. Jeg har holdt to uger sammenhængende og en uge splittet op på forskellige fridage for at kunne imødekomme mine børns behov for lang ferie.

Jeg savnede ikke at kaste mig udmattet over målstregen til ferie. Jeg savnede ikke at skulle forsvare mig selv overfor andre, fordi jeg kunne holde fem uger sammenhængende ferie med mine børn. Jeg savnede ikke at tænke på, hvordan mine elever, dem af dem, der har det svært, nu skulle få de næste fem uger til at hænge sammen. At bekymre mig om andet end min egen familie. Egoistisk måske, men enormt befriende, kan jeg så afsløre. Chok, selv for mig selv, jeg savnede ikke lærernes lange sommerferie! Jeg savnede ikke at være lærer, selv der.

Men så her til morgen. Da sangen spiller. Og min mand og jeg aftaler logistikken for vores søns første skoledag i 1. klasse. Dér slår det mig. Dér savner jeg det. At starte en klasse op efter ferien. At møde eleverne igen efter fem ugers adskillelse. At se, at de er ok, især de elever, man har bekymret sig om. At gå i nørd med faglige emner og temaer igen sammen med dem. At skabe sjov og læring i fællesskab med andre. At pakke bøger ind! (I know! Jeg kommer nok til at hade den del som mor, men jeg elsker virkelig at pakke bøger pænt ind og sætte navnemærker på). At starte en ny kalender. At starte en ny notesbog, måske endda om nye børn.

Så news flash: Det første en lærer, der har kysset faget farvel, savner ved sit fag, er IKKE den lange ferie, men skolestarten derefter. Alligevel noget, ikke?

(…og jeg ved godt, at hvis man er i lærerfaget stadig, så er det måske ikke den samme følelse, man starter med i år, da de mange nye forandringer kan være temmelig angstprovokerende for mange.)

Om at vokse den rigtige vej

Det er nu snart et halvt år siden, at vi valgte at flytte Skrupsakken fra den folkeskole han var startet på kun et halvt år forinden. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det har været et godt bytte. Et rigtig valg. Vi valgte en lokal privatskole. Så ja, vi er en del af dén statistik, der skrives en del om i nyhederne for tiden. Lad mig slå fast: vi flyttede ikke pga. skolereformen. Vi flyttede pga. dårlig skoleledelse og et utrygt miljø for vores barn. Vi flyttede fordi vores barn var skoletræt efter kun et halvt år i skolen.

Nu, et halvt år efter, er jeg selv ved at nå dertil, hvor jeg kan deltage i morgensangen på den nye skole og ikke blive rørt til tårer. Jeg har seriøst siddet der på sidelinjen og smågrædt af glæde over at se en af lærerne stå og småfjolle, kramme og hundse med de store elever og høre hele skolens elevflok synge fælles fødselsdagssang for dem, der har fødselsdag netop den dag. De har en lærer på skolen, som skriver sine egne sange, og også det kunne få mig til at sluge klumper i halsen og blinke tårer væk. For det er gode sange. Med indhold og med glæde for musik og børn. I det hele taget er morgensangen bare en dejlig stund for alle. Og den ledes af skolens leder. Hun kender børnene og de kender hende.

Han er vokset af flyttet. Ikke bare fagligt, hvor han nu kan både læse og skrive en del og har ret godt styr på regnereglerne for plus og minus. Det gør mig stolt, klart det gør! Men det, der virkelig gør mig stolt, er når han selv nu, går hen til sin fodboldtræner og spørger om kontingentregler eller selv går ind i en butik og spørger ind til en vare og bagefter køber den. Hans tillid til andre voksne er vokset helt enormt. Hans tro på, at han godt kan og at han ikke fejler er vokset. Hans nysgerrighed til at ville vide alle mulige mærkelige ting om alt muligt er vokset. Og….hans frækhed er vokset. Og jeg kan lide det hele!

Jeg kan godt lide, at han har fået mere nerve. Mere vilje og mere modspil i sig. Vi tager flere ture herhjemme på den konto, men hold nu op, hvor synes jeg det er fedt, når han står fast ved noget, han synes er uretfærdigt eller han ikke lige gider. Ligesom jeg synes det er fedt, at han siger fra overfor sine kammerater, hvis de gør noget, som han ikke har lyst til. Han er ikke bange for at miste ansigt. Han hviler sgu meget godt i sig selv på den måde. Det gør mig stolt af at være hans mor!

Han er vokset. Det er jeg den nye skole evigt taknemmelig for. For han vokser op og ud nu.

Pinseskriblerier

Så skøn en pinse, det har været! Vi startede med at holde fri om fredagen, hvor vi bare slappede af herhjemme.

Lørdag havde Skrupsakken en legegruppedag med to af sine venner fra klassen. I den anledning havde vi inviteret drengenes forældre til at grille med om aftenen, når de hentede. Vi er efterhånden ved at være en naturlig del af den “nye” klasse og det er rigtig rart, at vi også efterhånden kender en del af forældrene nu.

Vi havde en virkelig hyggelig aften på terrassen med god mad, sammenskudsglæder og god vin og rom. Og imens kunne ungerne lege videre. Det er tydeligt, at for Skrupsakken betyder det virkelig meget, at han kan se, at vi kender forældrene og kan lide dem. For ham er det trygt og godt og giver ham mere ro til også selv at gå lidt mere til de andre forældre. Han er stadig virkelig glad for sin nye klasse og ikke mindst skolen. Det samme er vi. Der går faktisk ikke mange dage, hvor en af os ikke lige siger et eller andet om, hvor rigtigt det var at flytte ham.

Søndag var vi ved min bror og hans familie. De sidste mange gange vi har set hinanden har været i større sammenhænge som ved fødslen af deres lille nye Sarah eller ved vores nevøs fødselsdag. Og når vi er så mange mennesker samlet, får man ikke altid lige snakket med alle. Derfor var det så rart at have i en dag som i søndags. Hvor der er ro på. Vi kan snakke med hinanden. Ungerne kan lege. Og vi kan nyde det lille nye familiemedlem i ro og mag. Lidt sjovt at tænke på, at alle disse tre piger har jeg været tæt på fra første øjeblik:

Den største er mit gudbarn. Da hun blev født sad jeg på fødegangen og ventede med en bog. Min bror og svigerinde havde sagt god for det. Det var SÅ stort at få sådan et lille nyt menneske ind i sin familie. Den næste, ja hun er jo min egen Ananas, så det siger sig selv. Og den sidste kom til verden, mens jeg passede hendes søskende og ventede spændt sammen med dem derhjemme. Jeg er meget stolt over at have dem alle tre i mit liv på den måde. Det er meget priviligeret at få lov til det som søster og svigerinde.

Mandag formiddag gik med et panikprojekt. Indrømmet: not my finest moment. Jeg havde købt en lyserød seng på DBA til Ananassen, som gerne ville ud af tremmesengen. Men den var lidt for lyserød. Og da vi havde fået skilt den anden ad, måtte vi jo have den nye klar inden hun skulle sove mandag aften. Så male male male…..og andet lag…male male male….

3. lag….male male male….oooooooog færdig! Det er typisk mig lige at hive sådan et lille hyggeprojekt ind fra højre. Min mand er et meget tålmodigt menneske på den front.

Solen hjalp rigtig godt med at lyntørre sengen og gjorde det muligt for os at nå omkring mine svigerforældre om eftermiddagen og nyde de sidste helligdagstimer med dem i deres dejlige have. Og det var en meget stolt Ananas, der til sidst blev puttet i sin nye seng. Og hun kom kun op fem gange og var kun halvanden time om at falde i søvn, så det gik jo rigtig godt med at skifte seng…

Den der 7. juni, den er særlig for os

Hvert år, denne aften, sidder jeg og prøver at formulere, hvorfor jeg har fået en klump i halsen og tårer i øjnene, hver gang jeg har set på mine børn i løbet af dagen.

Hvert år, denne aften, sidder jeg og tænker på dagen i morgen, som for altid vil være dén dag.

Dén dag, hvor hun måtte give op. Den lille Isabella. Den dag, hvor hendes forældre, som allerede troede, de havde oplevet det værste en forælder kunne opleve, nemlig at kæmpe om liv og død på cancerafdelingen i et opslidende og ulideligt år, måtte sande, at der fandtes det, der var værre: At tabe den kamp.

Det er SÅ svært at finde ord, der er nok. Og alligevel VIL jeg finde lidt ord. For hun fortjener at blive nævnt. Igen og igen. Husket. Og være den evige påmindelse, hun er, på at livet er det mest værdifulde vi har, næstefter hinanden.

Det er nogens hverdag at leve hver dag uden sit barn. Det er ikke min. Men jeg tvinger mig selv til i det mindste at prøve at føle deres tab, så jeg kan forstå bare en lille brøkdel af deres smerte. Mest af alt, fordi hun også er savnet af os. Hun er en del af vores egen seksårige dreng og knap treårige pige. Den alder hun ville være nu og den alder hun var, da vi så hende sidst. Hvor ville jeg gerne have haft hende med i sommerhus i sidste uge, da vi nød Ebeltoft med hendes forældre og søskende.

Hvert år, denne aften, tænder vi lys i vores hjem. For i morgen slukkedes hendes. For tre år siden i år.

Det der hverdag

Vi fejrede Fars Dag i går ved at lade Far være alene hjemme med to lukkedagebørn og en lungebetændelse. Alt sammen hans, både børn og lungebetændelse.

Jeg havde det ærlig talt lidt dumt indeni, ved at lade ham i stikken på den måde. Men en ny hverdag er dukket op for os. En hverdag, hvor min arbejdstid også fylder. Og hvor jeg ikke bare har fri, fordi ungerne har fri. Til aftensmad fik vi: rester fra i foregårs: spaghetti bolognaise + rester fra i går: mad fra den lokale inder + rester fra min frokost på job: Jakobs marokkanske kødboller med Quinoa og salat. Restebuffet. Med rødvin og saftevand til blev det et festmåltid.

Jeg har en times pendlertid hver vej til og fra arbejde, så morgenstunden kunne helt klart prioriteres anderledes end vi gør nu. Vi spiser sammen og kører sammen alle fire. Afleverer en efter en. Klart vi ville optimere dagen, hvis jeg kørte meget tidligere, så jeg kunne komme tidligere hjem. Det gør vi ikke. Det giver lidt længere dage til børnene, men til gengæld giver det også samvær med os begge og ro på i morgenstunden. Jeg bilder mig faktisk ind, at de også helst vil have det sådan. Det hjælper også på det, at jeg har arbejdstid og -mulighed i toget. Tænk, hvis jeg ikke arbejdede digitalt.

Jeg elsker at hverdagen er et puslespil engang i mellem. Og at vi ryger op at toppes og har udfordringer I at få tingene til at passe. Og at vi fejler ind i mellem. For det betyder, at vi har mange ting, vi gerne vil. Det fede er, når alt kommer til alt, så vil vi allerhelst bare være sammen, derhjemme. Og så er det faktisk temmelig priviligeret, synes jeg, at den tid, der frarøver en det samvær, er tid man også er vild med. Jeg er seriøst vild med mit arbejde. Jeg elsker alle de forskellige opgaver jeg har nu. Jeg elsker togturen derind. Jeg elsker gåturen langs Grønningen. Jeg elsker det sgu! Og jeg elsker at komme hjem igen bagefter. Det giver mening nu, at køre væk fra dem jeg elsker. Det gjorde det ikke helt på samme måde for et år siden.

Jeg hader HADER H.A.D.E.R. derimod vasketøj, madpakker og rengøring. Vi deler tjanserne på det område og betaler os fra resten.

Jeg synes hverdag i en småbørnsfamilie kan være skide hårdt engang i mellem. Især når der som i denne uge, kommer en lungebetændelse og en bihule- og mellemørebetændelse til. Men vi klarer det jo og så er det heller ikke værre. Derimod giver sådanne ting mulighed for at stoppe op og give far og datter en hel eksklusiv uge sammen med hygge derhjemme. Ingen af dem har været slået ud af sygdommen, så det har været en hverdag i tosomhed for dem, som de nok i virkeligheden trængte lidt til i en ellers meget morsygperiode.

Hvad prøver jeg at sige? Jeg prøver at melde lidt pas på Facebookudfordringer, tror jeg. Jeg gider ikke vise fem hverdagsbilleder. Det gør jeg så rigeligt i forvejen. Tjek selv min IG. Og jeg gider heller ikke skrive tre positive ting i tre dage. For livet er mere end at tage ja-hatten på og se det positive i alt. Noget jeg i forvejen også er ret god til, hvis jeg selv skal sige det. Min hverdag er min. Med alt hvad det indebærer af tilvalg og fravalg. Af vasketøj og nærværstid. Af job og fritid. Jeg vil ikke bytte den for noget. Jeg værdsætter hver en lille del af den. Og jeg ved, at der er folk derude, der slås med langt større udfordringer end vi gør.