Åh, men altså, når ordene bare kommer og rammer og rører én. Og de passer sammen, ikke? Så skal man ikke gøre andet end at dele dem. Jeg giver hermed ordet til Kristian Jensen.
Kristian har helt sikkert ikke lockouthjerne
1
Author Archives: AB
Lockouthjerne
De er småt med ordene i disse dage. Mest fordi, det kan være svært at finde de rigtige af dem. Dem som beskriver klart og markerer tydeligt. De ord, der kommer til mig nu er flagrende og upræcise. De lægger sig ikke fast på hverken eller. Og de smutter lige så hurtigt, som jeg finder dem.
Lockouthjerne kalder de det.
Ligesom ammehjerne, formoder jeg.
Jeg kunne ikke huske, hvad bearnaisesauce hed i dag. Eleverne sagde, de ville lave mayonaisesauce til deres bøffer i hjemkundskab, hvortil jeg svarede: “Det hedder ikke mayonaisesauce, men bayonaisesauce!?” Tja, det er svært at komme og sige til Antorini, at jeg gjorde de to piger dygtigere i dag.
Og når man ikke engang kan skille den ene fede sauce fra den anden, så siger det ligesom sig selv, at man slet ikke kan formulere hele sætninger eller endnu værre – skrive hele blogindlæg.
Så i stedet får i en tegning. En skitse, men dog en tegning.
Wang-nederdel til #glimmeronsdage
Forleden nævnte Lis, i en snak vi havde med nogle fælles veninder, noget om en nederdel, som hele blogland havde lavet. En Wang-nederdel. Hun sagde at den sidder pænt og strammer ind lige, hvor den skal! Gotta have it!
Straks googlede jeg “Wang nederdel DIY’ og fandt blandt andet den her og den her. I skabet havde jeg et stykke pailletjersey, som bare har ligget og skreget GLIMMERONSDAAAAAAG! efter mig, hver gang jeg åbnede skabsdøren. Jeg brugte et lidt bredere elastik i livet, da jeg synes det kunne være flot. 4 cm bredt er det. Og så syede jeg løbegangen på for sig med overlockeren.
Og se lige her, hvad det endte med. VERDENS NEMMESTE NEDERDEL!
Er du ikke hoppet på #glimmeronsdagskonceptet endnu, så er det nu. Onsdage er perfekte dage at glimre lidt på. Jeg har haft en glimrende dag på trods af febersygt barn og lockout på fjerde uge. Kan også have noget at gøre med en dejlig frokost i Lyngby med tre af landets bedste og dejligste læsevejledere.
Jeg er her stadig
Selv om jeg stadig er lockoutet og stadig skriver alt om det på BLockOut, så er jeg også stadig her i mit personlige felt. Jeg får bare ikke rigtig skrevet om det.
Det er som om, at når det andet fylder så meget, så bliver det personlige endnu mere personligt og trangen til at holde kortene helt tæt inde på kroppen øges. Men lad os bare sige, at de sidste tre uger har været en rutchebanetur med alt hvad det indebærer af op- og nedture, gys og kilden i maven, kvalme og rundtossethed og ikke mindst uvished. I dag er en stille dag. Jeg forsøger at holde vognen i ro i min sofa. Skriver lidt. Strikker lidt og om lidt går jeg ud og syer lidt på overlockeren.
Jeg er træt ovenpå weekenden, hvor jeg var alene med begge børnene. Vi har hygget os og haft det skønt. Her er de i aftes. Nyvaskede med ipad-underholdning og JustEat-pizzaer. Bad eller mad? Det blev bad den aften.
Man er bare altid lidt mast, når man pludselig står alene med hele mandsopdækningen af især hende den lille opkomling. Hun kan virkelig give sine forældre kamp til stregen med spontane flugtplaner, kaosteorier og psykologisk krigsførsel. Hun er i en kategori hendes storebror aldrig har turde overveje at træde ind i, og det er på en gang forfriskende dejligt og total angstprovokerende at opleve som forælder. Men hold nu op, hvor er hun festlig at være sammen med!
Skrupsakken er faldet godt til i sin nye SFO. Han melder sig selv til ture ud af huset, får nye venner og udvikler sig i det hele taget hurtigere, end jeg kan nå at skrive om for tiden. Det var ligesom nemmere dengang, det drejede sig om at begynde at gå, eller kravle, eller snakke. Håndgribelige konkrete udviklingsmarkeringer. Nu taler vi om flagrende kompetencer som selvstændighedshandlinger, grænsemarkeringer og social bevidsthed. Noget sværere lige at skrive om på en blog. Men lad mig bare konkludere, at jeg synes han klarer det der SFO-shit til UG! Og at hans behov for tryghed og hjemmehygge som følge deraf, bliver honoreret 100%. Vi fylder tanken op herhjemme og håber der er nok brændstof på til hele dagen i SFO. Her graver de et hul. Bare fordi huller åbenbart er det nye sort i SFO’en.
Jeg er stoppet på syskolen. Pengene skal strække lidt længere i disse lockoutdage og så må man vælge til og fra. Jeg valgte min sytid fra. Jeg har også efterhånden lært så meget af Line, at jeg godt kan holde interessen ved lige herhjemme lidt og måske en dag vender jeg tilbage til kælderen på Vesterbro. Den sidste gang i torsdags endte i de her to tunikaer til Ananassen:
Jeg overvejer, hvordan jeg kan få lavet en lignende i størrelse AB. Det må kunne fixes. Nogen der kender et godt raglanmønster til en voksentunika?
Blockout.dk
Jeg har lockoutet alle mine tanker om skolekonflikt, lockout, reform og skoleudvikling fra bloggen. Men lige som alle lærerne i Danmark, lader de sig ikke lige sådan stoppe, så de har fundet deres outlet i et blogfællesskab i stedet, hvor vi i øvrigt er ved at være mange om at have meningerne. Og vi er ikke kun lærere. Vi er også forældre, elever, skoleledere, seminarielærere og måske endda politikere.
Og vi er ikke alle enige – altid, men vi er dog enige om noget: Debatten skal leve og vi skal blive klogere på hinanden og det der skole. Og vi vil gerne skrive om det og dele det med jer.
Så kom med, hvis du har lyst til at møde os alle i et nyt rum: BLockOut!
Når DR ikke vil åbne debatten, må vi jo gøre det selv
For dem af jer, der har misset det, så fik jeg forleden besøg af endnu et folketingsmedlem fra De Radikale Venstre, nemlig Lotte Rod, som er undervisningsordfører for partiet. Hun kommenterede ligesom et par andre på mit indlæg nr. 1000, hvor jeg kommer med et par ekstra forslag til den nye skolereform, og det har startet en spændende debat, som dels foregår på Twitter og dels i kommentarfeltet af det pågældende indlæg.
Måske er det en slags skyklapper for mig, men jeg har virkelig brug for at kunne se fremad og fokusere på noget positivt og udviklende i alt det her miskmask af en konflikt. Jeg nægter at lade regeringens og KL’s cocktail af reform og arbejdstidforhandlinger, forstyrre mit eget syn på skoleudvikling. Så jeg forbeholder mig hermed retten til at mene noget positivt – også om regeringens reform, selvom det nogen gange føles som om, at de kæmper hårdt for at få mig til noget andet.
Du kan også deltage, hvis du vil. Kommentarfeltet her på bloggen er åbent for alle, der kan holde en god tone, og er du på twitter, kan du finde mig under @nnbirthe og skrive med der også.
Så meget for en åben debat
Nå, men for dem af jer, der kender mig på FB, er dette ikke nyt. Men jeg skulle jo deltage i den store åbne debat i aftes på DR1, hvor vi skulle debatere Vores Skole.
Jeg havde sendt en ansøgning ind til programmet, da de søgte deltagere og blev godkendt. Det var ret udtydeligt i mailen, hvordan programmet ville forløbe, og hvad min rolle i det ville blive. Så som udgangspunkt tænkte jeg Højlunds Forsamlingshus, hvor publikum deltager aktivt i debatten og kan stille spørgsmål til dem, der er på scenen. Og jeg tænkte, at måske fik jeg taletid, og så var det fedt. Og måske gjorde jeg ikke, og så var det stadig fedt at være med på første række til sådan et program. Win-win, you know.
Well, not so much.
I løbet af eftermiddagen i går fik jeg det simpelthen så dårligt efter at have spist en rest af en pastaret, vi havde i køleskabet. Da kl. blev 18 og jeg skulle til at afsted, var jeg stadig helt mat efter at have, ja sorry, tømt hele maven ud. Men jeg ville bare med. Hvornår får man lige sådan en chance igen? Og jeg var egentlig ved at være ret ok igen. Tænkte jeg.
Så jeg kørte derind. Kom indenfor. Tog et par billeder, pattede en vandhane i et klasselokale, sad og småsnakkede lidt med et par af de andre deltagere. De var begge blevet ringet op i løbet af dagen og havde fået sminke på. Helt klart vigtigere end jeg så. En halv time før programmets start blev vi gennet på vores pladser. Tre store klumper af ca. 30 personer i hver. Vi skulle stå op under hele programmet, og det var derfor vigtigt at vi blev stående, hvor vi stod, indtil programmet startede.
Pyyyh, det var varmt. Og trykkende. Og jeg var tørstig.
Men så kom de virkelig vigtige folk ud fra lærerværelset. Antorini, Ziegler, Vera Rosenbeck, Dorthe Lange m. fl. Folk der var inviteret til debatten og som var der i kraft af deres ståsted i hele cirkusset. Vi var statisterne. De var stjernerne.
Og sådan var det også, da jeg senere kom hjem og så programmet på computeren. Jeg selv dejsede om ti minutter inde i debatten, og måtte sendes hjem med en taxa på DR’s regning. Det svimlede simpelthen rundt for mig, så jeg måtte gå ud og sidde og drikke sodavand på lærerværelset i stedet for “at tage kampen om Vores Skole“. Jeg kan helt ærligt ikke huske, hvad de snakkede om de ti minutter, jeg var der. Der havde jeg rigeligt at gøre med at holde mig oprejst.
Men da jeg igen sad hjemme i min seng og i ro og mag kunne se hele debatten blev jeg ærgerlig. For det var jo ikke en åben debat i forsamlingshusmanér, som de havde lovet os. Ikke én af dem, der ikke var inviteret blev inddraget. Ikke en af dem, jeg havde talt med inden, som var blevet ringet op og sminket, blev inddraget. Vi var bare fyld. Det var så tydeligt, at der var lagt en køreplan for talerækken hele programmet igennem. Så havde jeg været fit for fight havde jeg alligevel aldrig haft en chance for at få mine ord på noget som helst i det program.
Og Bildsøe som vært. Det skinnede så tydeligt igennem, at manden ikke var inde i sit stof. Hans tøven og mumlen i spørgsmålene, og hans “nu skal jeg lige provokere dig” uden at gøre det overhovedet, var bare pinlig. Men der kom nogle gode kommentarer på banen og dem, de havde inviteret til at repræsentere lærerne, gjorde det faktisk godt efter min mening. De sagde mange af de samme ting, som jeg selv ville have sagt. Især ham fra Islev Skole, synes jeg var virkelig god og præcis.
Men DR, det var ikke en åben debat og en anden gang, kan det godt betale sig at forberede sig en lille smule bedre på indholdet inden timen starter. Og tak for taxaen!
Indlæg nr. 1000 – et tillæg til skolereformen: Gør en god skole bedre
Dette er mit indlæg nr. 1000 her på bloggen. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig for, hvordan og OM det overhovedet skal fejres yderligere. Det skal det jo nok. Men lige nu er der noget andet der fylder. Så for nu, vil jeg fejre det med fire gode forslag til Christine Antorini og hendes reformslæng.
Jeg er træt af at være trist og lade mig føre. Så nu tager jeg pegepinden i den anden hånd, og tænker med og fremad i stedet. Jeg har kigget lidt på reformen Gør en god skole bedre, igen, og jeg har et par seriøse idéer til en tillægssektion. En finpudsning. En slags opgradering. Eller skulle vi måske endda vove os til at sige: En modernisering?
Nå, men glædelig 1000 indlæg Kære Regering. Følgende punkter er til jer fra mig og I må bruge dem frit fra nu af:
Fastsæt 30% af tiden i de nye aktivitetstimer eller lad et af de nye spændende valgfag fra 7. klasse være et obligatorisk tilbud til faget Programmering.
Aktivitetstiden er i reformen tænkt til “…en mere afvekslende og spændende skoledag . Aktivitetstimerne skal bruges til at understøtte de faglige undervisningstimer bedst muligt og til leg, bevægelse og lektiehjælp.” Indrømmet, der er ikke meget bevægelse i programmeringsarbejdet, men der er masser af leg, afveksling og ikke mindst kreativitet. Og så understøtter det punktet i reformen, om mere anvendelse af it og digitale læringsformer. Som dansk- og billedkunstlærer og læsevejleder kan jeg kun tale for, at man ikke bare lærer at være bruger af it, men også lærer at være producerende og at forstå de bagvedliggende mekanismer, der netop er så vidunderlige ved it-teknologien. For de digitalt indfødte er HTML vel bare endnu en malepalet og limpistol. HTML er for det nye årtusinde, hvad papmache var for det gamle. Og de praktiskmusiske fag er for længst gået ind i den nye tidsalder, så måske skulle vi lade Folkeskolen gøre det samme.
Se følgende video for mere understøttelse af dette punkt:
Glem alt om klasselokaler og lav i stedet lærerteamlokaler. Lad eleverne vandre i undervisningen og få på den måde løst problemet om personlige arbejdspladser for lærerne.
Der er ingen tvivl om, at tanken om hjemmebasen for en klasse burde være en vigtig del af at føle sig tryg på en skole. Men jeg oplever desværre oftere, at klasselokalerne er rodede, halvsmadrede og en slags udvidet del af deres eget værelse, som lærerne forgæves forsøger at få eleverne til at føle et medansvar og et ejerforhold til. Men som de i stedet føler sig fremmedgjorte og stemplet på forhånd i.
Ved at lade lokalerne være lærerteamets base, vil man både imødekomme målet om at alle lærere underviser i deres linjefag inden 2020 og dermed have faginspirerende læringsmiljøer, som de enkelte lærerteam har frihed til at lade blomstre op. Jeg oplever, at trygheden ligger ved læreren og dennes person, mere end den ligger i klasselokalet som hjemmebase. Ofte vil klasserne alligevel få en slags hjemmebase i klasseteamets lokale, hvor de selvfølgelig har de fleste af deres timer. Ligeledes vil det give lærerne hjemmebanefordel i undervisningen, hvilket jeg tror vil have en positiv virkning på lærerrollens status i skolen og samfundet generelt.
Det kræver, at man retænker den traditionelle klasseværelsesopbygning med faste pladser ved tomandsborde eller gruppevis, som det stadig er det på en stor del af landets skoler. Og i stedet laver arbejdsområder i klassen og på fællesarealerne, hvor lærerne har mulighed for at tænke ud af boksen i undervisningen og ind i hjertet af læringen.
Gør skolen papirløs så vidt som muligt.
Støt de digitale undervisningsportaler, så de får råd til og mod på at udvikle sig, så man kan abbonere på rettigheder til enkelte materialer, som man skal bruge dem. Det vil styrke undervisningsdifferentieringen på sigt og målrette og optimere de midler, der bruges til materialer. En slags Spotify for undervisningsmidler. Drop kopimaskinerne og lav en-til-en-løsninger på alle skoler. Styrk interaktiviteten og kreativiteten i det digitale læringsrum og udnyt at den it-baserede løsning kan langt mere end at være en uploadet bog, man kan bladre i ved at swipe en skærm.
Det vil mindske en lille del af lærernes forberedelsestid, være mere miljørigtigt og være en kæmpe besparelse i papirforbrug, som i stedet kan investeres i it og de digitale læringsformer, som jo er et af reformens store mål.
Tænk kreativiteten ind i undervisningen i stedet for at lade undervisningen være målbaseret efter nationale standardiserede test og fælles mål.
Jeg vil lade Ken Robinson forklare den sidste her. Det gør han så smukt og videoen her er stadig 100% relevant, selv om den nu er 2,5 år gammel. Jeg elsker Ken Robinsons syn på læring. Og skal vi tænke den til ende, så bør vi måske også have et opgør med hele klasseopdelingstanken. Jeg siger det bare. Det er kassetænkning, som hører en anden tid til. Men se den nu selv:
Selv tak!
Hvorfor så trist?
I aftes midt i X-Factorfinalens pause, eskalerede dramaet om min arbejdstid pludselig. Og før end jeg vidste af det, havde jeg fået en mail fra Danmarks Lærerforening, hvori der stod, at jeg ikke måtte møde op på mit arbejde den 2. april. Forhandlingerne var brudt sammen. Forligskvinden havde kastet håndklædet i ringen. Og jeg var hermed lockoutet.
Så sad jeg der i sofaen. Der var jo i princippet ikke noget nyt i min opfattelse af tingene. Intet jeg ikke havde forventet på forhånd. Og stadig en god uges påskeferie med familien forude.
Og alligevel blev jeg overraskende ked af det. Som i grædende ked af det. Som i nedtrykt, demotiveret og inderligt trist.
Overraskende, fordi jeg ikke selv havde regnet med den reaktion. Hvilket min mand naturligvis heller ikke havde, og han spurgte derfor, hvad det mon var, der vækkede så voldsom en reaktion fra mig? Men jeg ved det ikke.
Måske var det kulminationen på flere ugers spekuleren, vejen for og imod og insisterende engagement. Måske var det følelsen af at være en ligegyldig brik i et større skakspil. Eller var det mon fornemmelsen af, at skulle gentage mig selv igen og igen i et tåbeligt forsøg på at forsvare mig selv og min faglige integritet?
Så var der farcen med Ziegler og Bondo’s skænderi i døren. Beskeden om de genoptagede forhandlinger. Ventetiden. Trætheden. Og jeg valgte dynen og søvnen. Indtil min telefon bippede omkring midnat med en pushbesked fra DR Nyheder, der fortalte mig, at der igen var sammenbrud. Og at lockouten igen var en realitet.
En besked jeg knap nok ænsede i min søvn, men resten af natten blev urolig, usammenhængende og alt for kort. Når man vågner med hoved på, er det som regel et tegn på en aften fyldt med fest og sjov. Hvor ville jeg ønske, at det var baggrunden for det hoved, jeg vågnede med i morges. Og har båret rundt på hele dagen i dag.
Jeg ved ikke, hvad jeg tænker om det hele lige nu. Og hvor jeg ser mig selv i det. Eller hvad der sker næst. Jeg prøver ihærdigt at starte påskeferien på ny i dag. Og at fokusere på større og vigtigere ting i mit liv end skolekonflikter. Som fx at Skrupsakken havde sin sidste børnehavedag i fredags. Og at han lige om lidt skal være SFO-dreng og kommende skolebarn. Det har i det hele taget været en uge med følelserne uden på tøjet på mange planer, der ikke har en disse med skolekonflikten at gøre. Måske var dramaet i aftes bare en katalysator, ligesom en dårlig b-film, der gav tårerne det frie løb, de havde ventet på at få?
I har frataget mig muligheden for at være begejstret og opbakkende
Så kom dét frem, dét som vi jo egentlig allerede troede, vi vidste. Nu ved vi bare, at vi ved det. Og det føles på en eller anden mærkværdig måde langt værre. Mere håbløst og trist.
I morgen er der planlagt demonstrationer i de større byer over hele landet som en del af protesten mod det der foregår i disse overenskomstforhandlinger. Jeg har været meget i tvivl, om jeg ville deltage. Om jeg kunne se mig selv i det. For ærligt talt, så er jeg ikke sådan et menneske, der er særlig god til at vælge side og danne fælles front. Måske er det min indre Vægt, der vejer for og i mod hele tiden eller måske er det Sandwichbarnet i mig, der konstant forsøger at finde den gyldne middelvej for at få alle til at mødes i kompromiset på midten. Faktum er, at jeg kan se både og i den her konflikt.
21 Søndag forleden afgjorde det for mig, selv om det tog mig et par dage at indse det. Jeg vil være der. Både fordi, jeg ikke har lyst til at gå glip af noget, der nok går hen og bliver en historisk begivenhed engang. Men også fordi, der sker dingen und sachen lige nu, som jeg overhovedet ikke synes er i orden.
Jeg synes ikke, at det er ok, at KL og regeringen har frataget mig muligheden for at være begejstret og opbakkende overfor en masse gode tiltag i en ny og anderledes skolereform, fordi de sammen besluttede sig for at blande den til en grå uigennemsigtig masse af ufinansierede luftkasteller og påtvungne arbejdstidsregler.
Jeg synes ikke, at det er ok, at de på forhånd har bestemt, hvad jeg skal mene og gøre som lærer i den danske folkeskole, når jeg står overfor forandringer af den ene og anden slags.
Jeg synes ikke, at det er ok, at de sammen beslutter, at jeg pr. automatik er klassens genstridige møgunge, som bare skal køres “hele vejen” i en slags Nul Tolerance pædagogik for at makke ret.
Og jeg synes ikke, at det er ok, at den regering, jeg selv var med til at stemme ind og som jeg havde spændte forhåbninger og stor tillid til, ler hånt af Den Danske Model og retten til at føre en reel arbejdstidsforhandling som faggruppe. En rød regering!?
Jeg kan faktisk godt leve med, at Antorini stiller sig op og gør sig klog på, hvad hun mener er ny og spændende undervisning, som jeg ikke allerede udfører, nu på 13. år. For det er hende, der kommer til at se dummere ud, når hun gør det. Vi andre, både vi forældre, vi lærere og vi, der holder os bare en lille smule opdaterede i medierne, ved jo godt, at man i mange år har arbejdet både praktisk/musisk, projektorienteret, med flere læringsstile og i team på tværs af fag og klasser i folkeskolen.
Og jeg kan også godt leve med, at man vil tilføje noget, man vil kalde aktivitetstimer for at kunne forsvare, at man forlænger børnenes skoledage markant, fordi man i virkeligheden vil skrue på et helt samfunds arbejdstidsregulering. Bevares, vi ved jo alle, at vi er færre, der skal passe mange lige om lidt, så jo mere vi alle kan arbejde, jo bedre. Vi er nødt til at effektivisere alle steder. Jeg ville ikke synes om det, men jeg ville kunne leve med det, og jeg ville få det bedste ud af det, fordi det måske betød, at nogen havde en idé om, at det gav en bedre skole for vores børn og et bedre samfund for os som helhed. På den lange bane.
Men jeg kan næsten ikke leve med det, hvis der ikke er netop den idé med det hele. At skabe noget bedre for os alle på sigt. Og at man alligevel dækker det ind under den agenda.
At det hele i stedet handler om taktik og økonomi, som i den sidste ende blot skal munde ud i nogle tal nederst på bundlinjen, der beviser at en rød regering godt kan finde ud af at tænke økonomisk strategisk og imens lukke ned for solidariteten og socialismen. At bevise, at rød kan godt tænke blåt.
Tillykke, jeg tror, I når målet Kære Regering. Jeg håber, I har jer selv med hele vejen derop, og at alle de værdier, I gik ind i politik med engang, stadig ligger godt gemte i jeres hjerter. For det føles for mig lige nu, som om nogen af jer, har tabt dem lidt på vejen mod toppen. I har i hvert fald tabt mig, og min stemme vandrer på nuværende tidspunkt hjemløs rundt derude et sted.
Så i morgen kl. 17 er jeg at finde på Christianborg Slotsplads sammen med forhåbentligt tusindvis af andre, der tænker bare en lille smule som jeg selv. Måske er vi ikke 100% enige om alting, os mange tusinde demonstranter, for vi er jo en broget flok af humanister, vidensskabsfolk, sportsudøvere, musikere, kunstnere, sprognørder, matematikere og meget mere. Men vi er enige om én ting, og det er at det ikke er i orden, det I har gang i lige nu, KL og Kære Regering!
